Mikkel låste op og gik ind i lejligheden. Han sagde ikke den sædvanlige: Mor, jeg er hjemme!. Det virkede mærkeligt for Rikke, at han ikke smed sine støvler på gulvet, at den tunge vinterjakke ikke raslede, at han ikke gik rundt og snuste.
Mikkel, er det dig? Jeg har købt sild, kartoflerne er ved at bage, vi spiser snart.
Stilheden fyldte rummet.
Mikkel?
Rikke greb hurtigt et køkkenhåndklæde for at tørre de våde hænder, og gik ud i entreen. På første blik så hun, at noget var galt. Sønnen stod sammenkrøllet, som om han var helt uden sig. Han løftede de store, trætende øjne mod hende, og Rikkes hjerte gik i stå så meget smerte lå i hans blik. Hun greb ham i kraven og så ham ind i øjnene:
Har du slået dig? Har du fået et slag?
Mmor Mor Der
Han krøllede sig sammen, mens tårerne truede.
Tal nu, du skal ikke være bange!
Mor, der er en hund i skraldespanden. Den er såret. Skraldespanden er ikke en almindelig, men en hulning under bygningen. Jeg ville hjælpe den, men den knurrede. Den kan ikke rejse sig, mor, og det er koldt udenfor. Affaldet ligger ovenpå den.
Rikke sukkede lettet; vigtigst var, at Mikkel var i orden.
Hvor er den? Ved vores bygning?
Nej, på en anden gade på vej til skole. Skal vi gå derhen? Den har brug for hjælp!
Har du spurgt en voksen?
Jeg har spurgt. Ingen ville hjælpe. Alle vinkede af.
Hør her, Mikkel. Det er sent, og mørket er dybt. Tag jakken af dig. Måske er det bare en træt hund, der har lagt sig ned for at hvile.
Den kan ikke rejse sig.
Det så du i mørket. Lad os vente til morgen. Hvis den stadig er der, finder vi på noget. Ring til beredskabet eller politiet. Hør, dine hænder er som is, så smid jakken af!
Mikkel slap modvilligt jakken op.
Mor, hvad hvis den fryser til døden?
Det er jo bare en hund, Mikkel. Jeg er sikker på, at den er en gadehund, vant til kulden, med en tyk pels. Den zalde nok overleve.
Med mod i hjertet gik Mikkel i badeværelset for at vaske hænder. Han holdt de kolde håndflader under den varme vandstrøm, men tanken på hunden i den dunkle, lukkede hulning ved affaldsslyngen forfulgte ham. Den var en almindelig, blandingshund med røde pletter ved kinderne. Hvor længe havde den ligget der? Hvorfor kunne den ikke rejse sig? Mikkels sind fyldtes af kvalme, en klump i maven, som om noget gik i stå.
Den aften, efter at de havde smidt rygsækkene ved døren, gik Mikkel og hans ven ud for at lege. Det var en sjælden varm dag i Aarhus, men kulden holdt fast, og sneen smeltede langsomt. De ville ikke gå hjem, så de skred ned fra en bakke på kørestole og løb omkring på isnende stier, som om de var snowboardere. Pludselig blev de trukket mod en smal, nedslidt sti langs bygningens væg. Mikkel kiggede ned i affaldsslyngens hulning og så et glimt af to lysende øjne. Først troede han, det var en kat.
Han og vennen gik nærmere og bøjede sig en hund.
Hold fast i benene, så prøver jeg at nå den!
Mikkel lagde sig ved indgangen til slyngen og rakte ned, men hunden knurrede.
Glem den, lad os gå hjem. Den sover der, sagde vennen.
Hvalp, hvalp! Kom til mig! Tju-tju, tju-tju! råbte Mikkel, men den lå stille. Kom til mig, jeg hjælper dig, min ven! sagde han, mens han dyprede længere ned. Hunden knurrede svagt.
Mikkel tændte lygten på sin mobil og skinnede ned i mørket. Hundens krop var dækket af små bid, og på bagbenen så han en stor, dyb sår. Han kunne ikke lade et så hjælpeløst dyr blive tilbage.
De næste trediv minutter stod Mikkel og tryllede med sin stemme og tårer for at få forbipasserende mænd til at hjælpe, men alle vinkede ham væk. Unge mænd, ældre herrer, pensionister ingen ville hjælpe. Vennen gik væk, fordi han var sulten og var på vej hjem. Folk sagde:
Hvorfor gør du det? Lad den være, den klarer sig selv.
Om morgenen sprang Mikkel op meget tidligere end normalt og så sin mor, Kirstine, iført arbejdstøj, klar til børnehave.
Så tjek ham, se om han er væk. Jeg er sikker på, at han er løbet væk, og du bekymrer dig for meget. Du ser så træt ud, du har ikke sovet, har du?
Mikkel sukkede, samlede sig hurtigt og gik ud. I trappeopgangen kiggede han ind i hjørnet under trappen for et år siden havde han fundet fire killinger i en kasse der. Sammen med Kirstine havde de kurset dem fra lopper, fodret dem og givet dem et godt hjem. Hjemme havde de to katte og en hund, og kun én kat, den første, var blevet taget fra en omsorgsløs forælder. Om sommeren havde han gravet en død due ned under et træ i parken. Når han så en gammel dame kæmpe med en indkøbspose, løb han straks til hjælp. Når en ældre mand skulle over en travl vej, var han der. Han spurgte altid om de ældre i de bænke, der lå på bænke under busstoppestedet, var syge eller bare drak for meget, for ingen skulle gå forbi uden at se, om nogen virkelig havde brug for hjælp.
Den morgen skyndte Mikkel sig mod affaldsslyngen. Han håbede af hele sit hjerte, at hunden var væk, at den var vågnet og kravlede op men den lå stadig der, fanget i kulden. Hans hjerte sang af smerte.
Jeg sender dig en video, se. Mor, vi må finde på noget, vi kan ikke bare lade den være
Kirstine tænkte straks på at ringe til beredskabet. Hun lovede Mikkel, at hun ville ringe med det samme og ordne alt, mens han gik i skole. Beredskabet svarede, at de ikke håndterede sådanne sager, men henvendte ham til affaldshåndteringen. Telefonen gik også op i ringe, uden held. Hver pause i skolen ringede Mikkel igen.
Hej, Nina, jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre, sagde han mod eftermiddagen, da hun ringede til en veninde.
Vennen foreslog, at de skulle ringe til et dyreinternat, som ofte reddede katte og hunde i nød. Hun fandt kontaktoplysningerne til Dyrehjem Hjemmet og de frivillige kørte straks af sted. Mikkel sprang fra sin sidste time for at møde dem, kun for at kunne sige et trøstende ord til den kolde hund.
Han er her! råbte Mikkel, da de ankom.
En ung kvinde hoppede ned i slyngen med et tæppe over hovedet, mens de andre holdt hendes ben. Hunden knurrede, men kunne ikke bjeffe længere. Det var svært at løfte den, fordi den var fastfrosset til det kolde jern.
Åh, stakkels dig, så tynd, så kun knogler! sagde en af de frivillige, mens de lagde et tæppe omkring den.
Hunden lå stille, den så på Mikkel med de store, bange øjne. De lagde den på jorden for at lade den trække vejret. Mikkel stod omkring, rastende.
Hvad gør vi nu? Er den såret?
Det ser ud som om andre hunde har kæmpet med den. Vi tager den med til en klinik, så vi kan behandle sårene.
Den sårede hund kunne ikke gå, og den var helt frosset. Efter et par dage i dyrehjemmet kom den tilbage til Mikkels familie på midlertidig pleje. Kirstine var bekymret for, om de kunne klare endnu en hund, når de kun var to i huset.
Mikkels heltegerning blev skrevet i avisen, journalisterne spurgte ham om alt, men han så sig selv som en helt med en samvittighed.
Jeg tror, det er noget, enhver med samvittighed gør, sagde han. Der er ingen heltemod i det. Folk er så ligeglade, at selv en lille god gerning føles som et mirakel. Jeg er trist over, hvordan verden er blevet så hård.
Journalisten spurgte:
Hvad vil du ændre i verden?
Jeg vil have, at folk bliver venligere.
Hvad vil du være, når du bliver voksen?
Jeg vil blive kynolog, arbejde med hunde, blive frivillig. Jeg er stadig lille, så de tager mig ikke, men jeg vil hjælpe dyr og ældre mennesker. Jeg kan ikke bære mig ud af ensomheden hos de ældre, så jeg vil blive deres ven.
Hvordan har Jack det nu? spurgte journalisten, men Mikkel havde nu døbt hunden Loke.
Han har det godt. Loke er vores hund nu. Kom, dreng, lad os vise far, hvad vi har lært af ham!
Den glade, krusede Loke løb hen til sin ejer.
Sæt dig, Loke! Lig! Kryb, min dreng, kryb Åh, du er så flot!
Mikkel er drengen med et såret hjerte. Et såret hjerte finder ingen ro, så længe lidelse og ligegyldighed findes i verden. Så længe dyr ender i nød, og kun få rækker ud, vil der altid være hjerter som Mikkels, der bløder. Jeg håber, flere får sårede hjerter, så vi alle kan gå i smerte, men også i kærlighed. Når den dag kommer, vil godheden herske, og vi vil være lykkelige og elskede, uden at nogen forlader os. Indtil da omfavner jeg jer alle, mine kære. Jeg omfavner jer og elsker jer dybt.
På billedet står Mikkel Jensen fra Aarhus og hans hund Loke.
Anna Sørensen.
