Lærke blev på arbejdet så sent, at hun først gik hjem, da natten allerede havde sænket sit mørke over København. En stille sne faldt som små fjer fra himlen, og mens hun hurtigt fik styr på de daglige ærinder, gik hun ud på vinduet i lejligheden på anden sal og betragtede de hvide puder som lagde sig på grenene i de nøgne træer.
Hun elskede vinteren, især de stille aftener, hvor sneen dalede langsomt og blidt, som hvide fjer. Alt omkring hende virkede magisk, som om hun var i en eventyrfortælling.
December Snart er de gamle juletraditioner fra barndommen her igen tænkte hun drømmende, mens et smil legede i hendes øjne. Mikkel lå allerede og sov; han måtte oppe tidligt, fordi hans arbejde krævede en tidlig start. Lærke slukkede lyset, lagde sig i sengen og håbede på at få noget hvile, inden den næste travle dag stod for døren.
Da hun næsten var ved at falde i søvn, brød bilens alarmsignal ud og rev hende ud af drømmen. Det var sikkerhedssystemet på bilen, der gik i gang. Lærke greb nøgleringen, gik til vinduet og så, at bilen stod stille på fortovet, omgivet af naboernes biler, kun sneen omkring dem. Hun slukkede alarmen, gik tilbage til sengen men efter et stykke tid lød signalet igen.
Hun tog telefonen, nøgleringen og, iført sin morgenkåbe over den varme vinterfrakke, gik ned i gangen. Ved bilen var der ingen, men i den friske sne så hun en mærkelig, lang spor som om noget havde trukket noget med sig, og ved siden af var dyreaftryk.
Sporet løb lige under bilen. Lærke slukkede alarmen igen. Naboerne begyndte at kigge ud af deres vinduer. Telefonen ringede det var Mikkel, der lige var vågnet og kiggede ud af vinduet.
Hvad sker der? Vent, jeg kommer ned med det samme! sagde han og skyndte sig at tage tøj på.
Da Mikkel nåede bilen, pegede Lærke på sporene. Han satte sig, tændte lygten på sin telefon og kiggede under motorhjelmen.
Der er noget dernede, ser ud som et dyr, øjnene glitrer. Motoren er stadig varm, det ser ud til at det har fundet et sted at varme sig. Jeg skal hente handsker, så vi kan få det ud. sagde han og gik hurtigt tilbage.
Mikkel kom tilbage med handsker og et stykke stegt lever. Han forsøgte at lokke den uinviterede gæst frem, men den trak sig forsigtigt tilbage. Lærke skiftede til varmere tøj og gik med for at hjælpe. Hun gik ned på knæ i sneen, rakte ud med et stykke mad og sagde blidt:
Kom her, lille ven kom her
Et svagt gøen lød fra under bilen. Det blev klart: der gemte sig en hund. Den krøllede sig frem, mens den rystede af kulde og var helt gennemblødt.
Lærke, uden at lytte på Mikkels protester, løftede den op. Den så ud som en hjemløs hund, pelsen var samlet i tunge mudrede strimler, øjnene næsten lukkede af træthed. Da hun så de fortvivlede, bønfaldende øjne, var hun sikker på, at hun måtte hjælpe den.
Mikkel forsøgte at stoppe hende:
Vi er væk fra hjemmet hele dagen, Lærke! Vi har ikke tid til at passe en hund Og glem ikke, at vi skal til jul i Sverige! Vi har betalt flybilletter, hotel osv. protesterede han.
Men Lærke svarede fast:
Jeg har altid drømt om at have en hund. Jeg giver den ikke fra mig, uanset hvad.
Hunden viste sig at være ung og livsglad. Efter en klipning, en grundig vask og god mad var den en flot, velplejet kæledyr. På gåture bar den med stolthed et rødt halsbånd. Lærke kaldte den Rollo, men også Milo som en kærlig kaldenavn.
Det gik hurtigt at indse, at hunden havde boet i et hjem før den kendskabsviste kommandoer som sid, lig, kom her og endda hopp som en kanin.
Da ferierejsen nærmede sig, var der ingen, der kunne passe Rollo. Lærke besluttede sig for at tage ham med: hun fik papirerne i orden, købte alt hvad de skulle bruge, og den lille turist var klar til et stort eventyr.
Toget fra København til Stockholm susede af sted. I kupeen var stemningen høj Lærke, Mikkel og Rollo var glade for at være sammen på vej til jul.
Efter en overnatning i toget nåede de Sverige, slog lejen op i et hyggeligt hotel og gik ud for at spise, efter at have fodret Rollo.
Rollo var i ekstase alt var nyt: byen, duften, sproget, de store juletræer pyntet med lys og kugler. Han var både bange og begejstret.
Juleperioden gik hurtigt og farverigt. Lange gåture i den festligt pyntede by, lækre snobrød, museer og stille aftener på hotellet føltes som et eventyr. Næste dag skulle de tilbage til hjemmet.
De pakkede kufferterne og gik en aftenstur ud i byen, Rollo løb lykkeligt i snoren. Pludselig kom to betjente på store, velplejede heste forbi. En af hestene gav et højt vrinsk og løftede hovedet.
Rollo, som aldrig havde set så store dyr før, blev så bange, at han springede ud af snoren, halsbåndet gik af, og han løb væk.
Lærke stod målløs med sin taske i hånden.
Mikkel og Lærke ledte hele natten efter Rollo i parker, gader og gårde.
Det er min skyld! Jeg skulle have holdt ham tæt, have sat en sele på ham Han blev bange Rollo hiclede Lærke, mens tårerne løb.
Da de kom tilbage til hotellet, sad de i stilhed. Mikkel sagde lavmælt:
Vi må tage afsted. Vi har ikke noget valg. Han har kun været hos os kort Jeg køber dig en ny hund, måske en bedre Jeg lover det.
Lærke, med røde øjne fra tårerne, svarede:
Jeg vil ikke efterlade ham her Jeg vil blive og finde Rollo. Jeg behøver ikke en anden hund! Du forstår det ikke!
Se situationen klart: Vi har næsten ingen penge. Alt gik til renoveringen af huset, byggeprojektet og din nye bil. Vi har afrejse tidligt om morgenen, så er det arbejdsdage igen. Husk, visumet udløber om par dage. Tænk over det, Lærke! råbte Mikkel, næsten i frustration. Jeg vil tale med chefen, tage fri og måske få et forskud, så vi kan købe et enkelt værelse her og vente. Måske vender han tilbage til hotellet? Du må rejse alene. Jeg vil ikke lade ham her, punkt!
Lærke greb sin jakke og gik mod døren. Mikkel fulgte efter, men kunne ikke stoppe hende.
Ved receptionen var der nu en anden medarbejder, en ung dansk kvinde ved navn Anja. Da hun så Lærke med røde øjne, spurgte hun forsigtigt, hvad der var sket.
Mikkel forsøgte at forklare, men Lærke kunne kun mumle, udmattet af sorg. Anja lyttede opmærksomt, spurgte ind til detaljerne og sagde:
Vi skal ringe til internater og dyrebeskyttelse. Vi har ingen løshunde her lad mig hente en telefonbog og ringe.
Lærke stod stille, næsten uden ånde, mens hun hørte de fremmede svenske stemmer i røret. Anjas blik gav Lærke håb.
Efter et par opkald lød der en ændring i Anjas stemme. Samtalen blev længere og mere livlig.
Vi har fundet en hund, der matcher din beskrivelse. Den blev indlagt i et internat i går aftes omkring elleve. Internatet ligger omkring sytti kilometer herfra. Med tog er det under fire timer. Jeg ved ikke, om I når det, sagde Anja roligt.
Der var ingen tid til tøven. De bestilte en taxa, og beslutningen blev taget på stedet: Lærke kørte til internatet, mens Mikkel gik tilbage til stationen med kufferterne.
I taxaen tænkte Lærke på alt, hvad der kunne ske. Bare lad mig nå frem Jeg tænker kun på ham gentog hun i hovedet, mens kulden og træthed forsvandt i natten.
Ved internatet betalte Lærke 70 kroner og fulgte en medarbejder ind. Hun blev vist ind i et lille rum med en let åben burdør. Inde i buret sad Rollo, rystende af glæde.
Rollo! brød hun ud.
Hundens øjne lyste, og han sprang ud af buret, skreg af fryd og kastede sig i hendes arme. Han krammede sig fast, mens han logrende pustede af lettelse.
Det, der skete bagefter, var som i en drøm. Lærke underskrev papirer, forklarede situationen, viste halsbåndet med adresse, uden at slippe den rystende hund en eneste gang.
Ved udgangen stod en ældre svensk dame med et hårdt ansigt, men hun smilede blidt og sagde på noget brudt dansk:
Gå ikke, Rollo! sagde hun.
Fra internatet, gennem taxaen, toget og tilbage igen holdt Rollo sig tæt på Lærke, liggende i hendes arme, gnidende sin hovedende mod hendes skjorte.
Endelig hjemme sprang Rollo forsigtigt ned på gulvet, gik langsomt mod køkkenet og drak vand som en rigtig hvalp.
Årene gik. De byggede et stort hus på landet, og der lever de stadig i fred og hygge: Lærke, Mikkel og deres trofaste Rollo, som endelig har fundet sit rigtige hjem.
