Kære dagbog,
I dag har jeg fundet mig selv på en gammel, slidt sofa i stuen og mindes den mest utrolige rejse, der begyndte for næsten to årtier siden på Rigshospitalets fødeafdeling i København. Mine forældre, Tine Jensen en lysende blondine med et smil, der kunne lyse hele Aalborg og min far, Søren Jensen, en dybbrun, energisk mand med en latter, der rungede som klokkespil i Århus, havde netop fejret deres anden bryllupsdag, da de fik den lille overraskelse, der skulle ændre vores liv.
Fødselshistorien kunne have været taget ud af en medicinsk roman. Vores lille dreng, som vi senere kaldte Maja, snoede sig ind i navlestrengen så fast, at hun ikke kunne trække vejret frit. Lægerne måtte straks forbinde hende til en ekstra iltmaske, og en anæstesiolog løb ind med en hyperbarisk kammer, så den lille kunne få den nødvendige ilt, før hun første gang lagde sit hoved på min brystkasse. Jeg fik lov til at se min datter første gang ti timer efter, at hun endelig var stabiliseret. Da jeg så hende, gik jeg næsten i stå hun lå på en hvid hospitalsseng, lille og rød som en dild, med langt, krøllet hår, der lyste som solnedgangen over Nyhavn.
Er du sikker på, at du har den rigtige baby? spurgte jeg tøvende sygeplejersken, fordi hun så ud som om, hun kom fra en anden tid.
100% sikker, sagde hun med et fast smil. Det er kun den, der har været i hyperbarisk kammer, og din mand er også en rødstrubet fyr, sagde hun og forsvandt bag døren.
Jeg stirrede på den lille pige, mens hun forsøgte at finde min brystkasse med munden, som om hun ville suge livskraften ud af mig. Jeg forsøgte at pakke hende ind, men hun græd højere og højere, indtil jeg endelig placerede hende mod min brystkasse, og hun faldt roligt i søvn.
Da Søren kom for at hente sine “to piger” hjem, så han også på den lille med et skeptisk blik, men sagde ingenting. Vi begyndte straks at slænge os over slægtsbøger, ringe til vores forældre og opdagede, at Søren på sin fars side havde en oldemor, en rødbrun, krøllet polsk kvinde, der var den sidste i familien, der bar de røde lokker. Siden da var alle sønner sorte som natten, mens pigerne bar den gyldne glød.
Efter den første badetid, da jeg havde tørret Maja med et blødt håndklæde og løftede hende op, udbrød Søren:
Hun ligner en majtidsel! sagde han, og selvom vi allerede havde besluttet navnet “Maja”, blev hun hurtigt kaldt “Tidsel” af alle omkring os.
Maja voksede sig til en munter pige, der fik nabobørnene til at kalde hende “Latterkuglen”. Hun græd kun, når grunden var så åbenbar, at den ikke kunne ignoreres. Da hun fyldte fire, fik hun de første fregner på næsen små, gyldne pletter, der mindede om solens kys.
Mor, hvad er de? spurgte hun uskyldigt.
Det er englefregner, svarede jeg, og jo flere du har, desto flere mennesker skal du hjælpe, mens jeg kysser hende blidt på kinden. Jeg havde ingen idé om, at hun ville tage mine ord til sig og bære dem som en hemmelig mission i hele sit liv.
Hun blev berømt i kvarteret for at løbe ind og trøste små børn, når de græd i sandkassen, ved at stryge deres hår og hviske de mest beroligende ord. Det gik som tryllet børnene stoppede med at græde, og Maja blev overbevist om, at hun var en engel. Når nogen så hende lege med en stor dukke, kom de andre børn løbende og bad om den samme dukke. Maja gav dem sin, og som ved et mirakel vendte dukken altid tilbage til hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg eller den anden mor fik den store dukke hjem igen måske ved at købe is eller lokke dem med småkager men Maja troede, det var bare en del af hendes engleopgave.
I femte klasse, da hun gik hjem fra skole, så hun en gammel mand på fortovet, der kæmpede med snørrebåndene på sine gamle støvletter. Samtidig så hun en dreng på femte sal i en bygning, der tjekkede gaden ud fra sit vindue. Drengen rakte ved en stor potte med en ficus, og potten faldt med et brak ned på gaden. Maja løb uden at tænke sig om, skubbede den gamle mand ud af vejen, men ramte selv en gang og faldt lige ved mandens fødder. Potten gik i stykker, men manden stod op, så på hende og sagde:
Du er en lille engel, du reddede mig fra døden.
Det var som om, alle de små fregner på hendes næse spredte sig endnu mere. En dag stod hun foran spejlet og så på sine krøllede røde lokker, de blå øjne, de røde læber og de nye fregner.
Mor, hvor finder jeg så mange uheldige mennesker, der venter på min hjælp? spurgte hun.
Jeg, der var lidt forvirret, svarede:
Dit ansigt er solens gave, hver fregne er et kys fra solen.
Maja nikkede og sagde:
Så måske kysser solen mig også, men du sagde jo, at hver fregne er en person, jeg skal hjælpe.
Jeg huskede pludselig, hvad jeg havde sagt hende, da de første fregner dukkede op, og jeg krammede hende så hårdt, at vores hjerter slog i takt. Jeg hviskede:
Du er min lille tidsel, du er virkelig en engel!
Som teenager gik Maja rundt i København og hjalp gamle mennesker over vejen, bar deres indkøbsposer, selv når de boede på den anden side af byen. En torsdag gik hun ind i en butik for at købe is og chokolade, men så en ældre dame stå og kigge på melet, smørret og mælken. Uden at tøve købte hun alt, hvad damen så på, og gav dem til den gamle dame, mens hun selv gik tomhændet ud.
En dag gik hun en bred boulevard, hvor en elegant kvinde i en skræddersyet jakke og en duft af friske hyacinter gik forbi. Kvinden gik forbi en skinnende Lexus, og Maja, der var usikker på, om hun skulle spørge om duften, greb frygtløst kvindens ærme, da bilen pludselig gav et højt skrig og styrtede ind i en anden bil. Bilen var styret af en beruset fører, der havde tabt kontrollen. Kvinden, rystet, krammede Maja og hviskede:
Du er min engel!
Da Maja var omkring otte år, mødte hun en ung mand på en regn- eller snevejrsvag efterårsmorgen. Hun stod i en undergrundsstation med sin hue med pomponer, mens hun overvejede, om hun skulle tage metroen eller sporvognen. En mand med røde krøller og brune øjne spurgte:
Undskyld, ved du, hvordan jeg kommer til Børnevej?
Han havde også fregner, der skinnede som forår, trods den grå himmel. Maja grinede højlydt, fjernede sin hue og lo sammen med ham. De lo, indtil sneen eller regnen lagde sig som et tæppe omkring dem.
To år senere kom en lille, krøllet, rød dreng til verden vores nye “tidsel”. Da han fyldte fire år, spurgte han:
Mor, hvad er det her?
Og jeg svarede ham, som jeg engang svarede Maja:
Det er fregner, og de findes kun på engle. Jo flere fregner du har, desto flere mennesker skal du hjælpe.
Jeg kan stadig mærke den ubeskrivelige stolthed over at have set min datter vokse fra en lille nyfødt, der kæmpede for at finde min brystkasse, til en ung kvinde, der tror på sin egen mission som en engel, mens hun spreder solens kys over hele København.
Tak for at du lytter, kære dagbog.
Tine Jensen.







