Stædige Mette

Stædige Mille

Louise havde akkurat taget et langt, varmt bad, sat sig i køkkenet og strækt sig dovent, mens den silkebløde morgenkåbe kølede huden helt perfekt. Badeværelset var hedt det duftede af rosenvand og dampede stadig. Der var virkelig noget forløsende i bare at være væk fra alt det dér, tænkte Louise. Tænk at stå ude på landet, splitternøgen, løbe ud i baghaven og bare kaste sig i den kolde sø med latter på læben og så råbe på Mads, hendes mand…

Louise grinede lidt af sine egne skøre fantasier, rettede på det store, tunge håndklæde der sad som en turban på hovedet, nappede en småkage fra fadet, kiggede på den og lagde den tilbage. Hun kunne godt have brugt en is og lidt kold cava, men altså det blev til en kop te i stedet.

Hun havde lige tændt for elkedlen, da hun pludselig hørte nogen banke på døren. Ikke ringe på, men banke! Dørklokken virkede jo stadig?

Louise pustede tændstikken ud, strammede bæltet på kåben og sørgede for at håndklædet sad ordentligt, og gik mod døren.

I samme øjeblik hun åbnede, blev en kurv med noget hvidt og blødt skubbet ind i hænderne på hende. Det rørte på sig under et tæppe og kom med et lille mjav.

Hej med dig, hold lige skatten et øjeblik, søde, lød det. Louise stod paff og greb kurven, mens gårdmanden og en robust kvinde slæbte bunker af poser og kufferter ind i hendes og Mads ellers pæne lejlighed. Det væltede ind med så meget habengut, at man skulle tro et spejderhold var flyttet ind. I poserne klirrede og skranglede det. Så gled en stor gryde, nærmest en balje, direkte ned på Louises sandaler.

Mille! Mille altså, hvad render du rundt derude for, kom nu op så vi kan komme i gang jeg har altså snart tog fra Hellerup! råbte den kraftige kvinde, og trådte ind efter gårdmanden.

Louise kunne til sidst ikke andet end at slippe kurven og forsøge at genvinde kontrollen. Hvad i alverden skete der?

Søren! Hvad har du gang i?! Få det der ud igen, straks! kommanderede hun.

Jamen, det kan jeg da ikke. Hun har betalt mig for at slæbe det herop, sagde Søren, balancerede en stabel tallerkener direkte i hænderne og uden noget papir. En enkelt tallerken røg på gulvet og smadrede han trak bare på skuldrene. Det var ikke min skyld. Den var allerede sådan. Nå, tak for i dag jeg skal videre!

Og så var han væk.

Der stod Louise i sin lette morgenkåbe, med turban på hovedet, og trak vejret hurtigt. Måske af vrede, mest af alt. Hun smed resolut håndklædet.

I døråbningen dukkede den kraftige kvinde op igen, lynede sin blå træningsjakke ned, trak sportbukserne op, og sendte Louise et skarpt blik.

Nå, er det dig der er fruen? Hvorfor står du bare der er du helt forkølet? snøftede hun, trådte af skoene og gik direkte hen til Louise.

Hvad har I gang i? Og hvem er I overhovedet?! fik Louise fremstammet, lidt rød i hovedet, da hun kom i tanke om, hvad hun lige før havde tænkt på.

Hvem vi er? Vi er Mille Frederiksen tag min hånd, goddag! kommanderede den fremmede. Og derude, det er Tove Pedersen. Hun er lige på trapperne med resten af grejet… Jamen for pokker, I byfolk er da nogle slapsvanse. Ikke så meget håndtryk har du aldrig set en ordentlig arbejderhånd? Det er faktisk stærkere end mine høns, grinede Mille. Nu skal vi se på paladset her, og så henter du lige lidt vand, for jeg er tørstig som en fisk. Tove, kom nu! Hvor er manden din? Hedder han ikke Mads? Nå, på arbejde…

Mille gik efter Louise gennem gangen, kiggede ind i værelserne og tændte for lyset på badeværelset. Ind kom også det hvide pus fra kurven, logrende med halen.

Jo, Mads arbejder, men når han kommer hjem, så… Louise gemte sig lidt i kåben.

Ja, ja, han kommer nok. Så må vi tage en snak. Nå, der var vandet tak, sagde Mille, tog glasset fra Louise og tømte det i én omgang. Louise kunne ikke lade være med at stirre på hvordan det hele gled ned.

Og hvad sker der så nu? I skal ikke bare…

Mille klappede hende venligt på skulderen.

Og nu skal vi spise! Det er frokosttid, og du har jo ikke dækket op. Det var jo klart at du ikke ventede os og Mads gør næppe heller. Så bliver det en overraskelse til ham! Tove! Glem de hjemmesko, kom ind, fruen er her!

Undskyld, det er altså ikke i orden… Mille, lad os bare gå! Vi har brudt ind i deres privatliv, vi er ikke velkomne… lød det tøvende fra entréen.

Det er måske sandt! I kan ikke bare… pak sammen og gå, ellers ringer jeg… begyndte Louise, men Milles blik var nok.

Tag den med ro, Louise! Læg vand over til te, Tove, kom nu med kartofler og frikadeller fra bøtterne. Stegte her til morgen, for jeg vidste godt at her ikke var så meget som en henlagt leverpostej. Byfolk lever mærkeligt, det hele er tomt. Ja, så tomt, at musen er død af sult i køleskabet! Tove, vilken hylde skal du have? Der er flere!

Mille gik ud i gangen og slæbte den ældre dame med ind, Tove, med opsat hår og uldtrøje over kjolen samt brune nylonstrømper og hjemmesko med margueritter.

Louise synkede hun lignede noget fra en gammel dansk film.

Ja, hvilken hylde aner jeg ikke… Undskyld, det var Mille der ville, jeg sagde hun skulle lade være. Men hun er stædig, jeg… jamrede Tove.

Nå, nu stopper vi! sagde Mille bestemt, slog ud med armene. Slut med snakken, nu skal vi spise. Jeg vasker lige hænder…

Så gik Mille ud på badeværelset, stod og klukkede over blandingsbatteriet.

Mille, nu må du tage dig sammen, det her går ikke! bad Tove hende næsten.

Hun forsøgte at trække Mille væk, men hun kiggede kun tilbage. Louise havde fået et langt og nærmest tomt udtryk, hendes smukke øjne stirrede.

Hold nu op Tove! Du er altid så blufærdig men det her er også din lejlighed! Se, de har jo en vaskemaskine luksus! Kunne faktisk bruge et bad… nej, så får jeg aldrig styr på det hele vi skal jo have maden på bordet.

Louise skælvede for sig selv. Tænk hvis Mille satte sig fast i badekarret hvordan skulle hun få hende op igen?

Må vi så ikke bare spise? fik Louise sagt. Kom nu i køkkenet…

Jo, det gør vi, piger! Lad os fejre mødet. Hvad har du? For en ordens skyld, sagde Mille og fejede en flue væk, der landede i vindueskarmen. Du er vel ikke nonne? Hver sitt glas, siger jeg!

Louise fór lidt rundt, bange for Mille, hendes stemme, hendes store armbevægelser.

Vi har vist en flaske bobler tilbage fra brylluppet… Hvis I altså… sagde hun. Mens Mille allerede rodede rundt i skufferne.

Bordet bør have en dug! Ellers er det som at være nøgen på gaden. Pynt bordet! Nu, skynd dig. Tove, du ved hvordan, you fix! Skænk nu, Louise!

Louise fandt glassene frem, skruede proppen af flasken den sprøjtede næsten glasset ud af hånden på hende.

Godt! Skål, piger, for nyt kapitel og nye venskaber. Spis op, jeg skal jo af sted igen med alt det her bagefter! sagde Mille, smed træningsjakken og stod i en T-shirt med en kat, der mindede lidt om den fra kurven.

Så, nu hvor vi har spist og mødt hinanden, kan jeg så få at vide HVEM I er? spurgte Louise.

Ej for pokker, selvfølgelig! Tove, er du klar? Prøv at forstå det du sidder her sammen med din svigermor, pige. Eller det troede vi. Det her er din svigermor, Mille, og det der er Tove, din mands mor.

Louise tabte næsten pusten og stirrede på Tove.

Hvordan… hvordan svigermor?

Sådan er slægtskabet nu engang! forklarede Mille, mens katten på T-shirten smilede.

Men Altså, vi tager jo ud på din grav hvert år? Vi har ordnet gravstenen, Mads og jeg? Der står Nina Christensen. Det må da være… og du var jo ikke engang til vores bryllup… du døde jo, det står jo på stenen

Er I ikke søde! Tove, vi har gravlagt dig! grinede Mille.

Hvad? Ej, nej, jeg har det da storartet! indskød Tove og gjorde korsets tegn.

Prøv at høre måske er der forvekslet noget. Vi har kun været gift i to år. Men Mads sagde, at hans mor hed Nina. Nu henter jeg billederne!

Louise løb ind i stuen, kom tilbage med fotoalbummet.

Se, det er Mads som barn, og der, på billedet her, står Nina… Men hvem er I så?

Alle tre kiggede på billedet. Katten sprang op på Milles ben for lige at være med.

Hvad hedder din mand nu igen, søde? spurgte Tove stille.

Mads. Mads Henriksen.

Tove blegnede, sank sammen, og vendte sig mod Mille.

Mille! Vi er i den forkerte lejlighed, Mille! Det er SLET ikke min svigerdatter! Ej, hvor pinligt! Kom nu, undskyld, undskyld så meget!

Hun fór op, begyndte at rydde af bordet.

Mille sukkede, satte sig ned og trommede lidt på bordet.

Ja, sådan kan det jo gå. Hvad hedder du?

Louise.

Og hende den unge?

Anne.

Mille, jeg sagde jo det var ikke nogen god idé at rykke ind. Man lader de unge være!

Nå ja, sagde Mille højlydt, som om det gav mening for alle. Louise, hør nu her. Det er fordi min gode veninde Tove har været i kløerne på sønnen sin. Han solgte huset deres, lovede hende en fin lejlighed. Men de endte i et gammelt skur, ingen varme, ingen noget. Så flyttede hun ind hos mig, men min etværelses er jo proppet. Så var det meningen han skulle skaffe noget, men han jokkede helt rundt i det og det endte altså med at vi tog fejl af adresserne. Han bor på Tovet og det her er Topgrunden. Ja, jeg har altid haft lidt svært ved at huske navne og steder. Sikkert pga. jeg engang faldt ned fra gyngen som barn…

Louise så det hele for sig. Lille Mille på gyngen, falder, og så…

Nå, det endte jo ikke galt, og Tove, du skal altså videre til den rigtige adresse. Jeg må nok tage første nattog hjem, det har jeg prøvet før!

Men Tove ville ikke gøre mere vrøvl. Lad os nu bare tage skuret tilbage, jeg skal nok klare mig. Det værste er, at vi har skabt så meget postyr for de her søde mennesker.

For søren, Tove! Det er DIN egen søn that’s in the wrong! Hvis du bliver ved med bare at tie og acceptere alt, så sker der ikke noget godt det lover jeg dig. Louise, er du ikke enig? Mille kiggede hen på Louise, der nikkede.

Ja da! I skal ikke finde jer i hvad som helst. Tove, livet er ikke slut. I har krav på at bo ordentligt!

Men jeg har jo skrevet under… sagde Tove stille.

Og her kan jeg hjælpe dig! Mille lagde armen over hendes skulder. Dine stejle slægtninge kommer til at høre fra mig. Vores ting kan stå her lidt endnu? Katten også. Han hedder faktisk Asger.

Louise trak på skuldrene, nikkede.

Pas godt på Asger, ikke overfodre ham. Han tigger som en vinder! Mille kyssede Louise på begge kinder, velsignede Tove og trak hende ud.

Louise stod ved vinduet, så dem gå ned ad gaden. Dagen var ikke længere så doven. På bordet lå resterne af boblerne.

Mads kom hjem, så det hele.

Er vi ved at flytte, Musse? sagde han.

Musse sådan kaldte han hende. Hun smilede, rettede på Asger der lå i hendes arme.

Næh. Det er Toves ting, men… De tog bare fejl af adressen. Og det her er Asger. Mille fik styr på det hele, bare rolig. Hun faldt fra gyngen som barn, du skal høre…

Mads så helt rundt på hende.

Louise, skal vi ikke bare start forfra? Jeg går ud igen, kommer ind og så er alt som det plejer.

Du er en kold skid! Louise begravede ansigtet i pelsen på Asger.

Er det så alvorligt? Giv mig en kop te, fortæl fra begyndelsen. Åh hvad, skulle vi bare have haft bryllupscavaen? Okay

Louise serverede te, slap Asger, satte sig overfor og begyndte at fortælle først om badet, derefter gæsterne. Mads anstrengte sig for at følge med, kom med par friske bemærkninger om Koste altså Toves søn. Så spurgte han: Skal vi hjælpe dem? Tage på togt?

Nu venter vi på besked fra Mille. Du ved, hun styrer tingene. Jeg varmer resten af tærten.

Senere kom Mille med sin flyttevogn klokken elleve. Mads hjalp med at bære ud.

Hvordan endte det? spurgte Louise.

Ret enkelt! Sønnen var på ferie nøglen var hos naboen. Vi viste papirerne Tove kom ind. Hun er lidt nervøs, men jeg skal nok hjælpe, og så ser vi hvordan det går. Tak for alt, børn pas på jer selv!

Mads blev næsten krammet i stykker, da Mille sagde farvel.

Du skal ikke være genert, Mads, du er næsten familie nu! sagde hun, med et glimt i øjet og forsvandt ud.

Et par måneder senere kiggede Mille forbi igen og fortalte, at Koste havde lagt sig fladt ned og givet Mille skylden for alt, han var næsten skilt og boede nu i det lille skur, indtil de kunne bytte lejligheden. Og hvordan går det så husets folk?

Jo, vi har det godt sagde Louise tøvende, for Mads havde bedt hende om ikke at fortælle om graviditeten endnu.

Ja, det kan jeg da se! Pas på med sild og sylt, du og her, tag nogle gode æbler med, fra min kolonihave, sprøde og danske. Spis!

Louise tog imod posen, gav den til Mads.

Tusind tak, smilte han. Han kunne egentlig meget godt lide Mille. Med hende skulle det nok gå.

Afsted med mig jeg skal have Tove på spaophold, hun har fortjent det. Hej så længe!

Mads lukkede døren efter hende, og kiggede lidt på Louise.

Hvorfor ser du trist ud?

Skal vi ikke få os en kat, Mads? En hvid, blød en, der kan gå rundt her

…og smide hår over alt, ja! Måske Det må vi lige tænke over, det er jo et stort ansvar. Hvem bliver så egentlig husets overhoved, ham eller mig?

Louise rullede med øjnene, pressede læberne sammen, og gik ud og tog for sig af æblerne. Et eller andet måtte hun nok sige til Mille hun skulle nok få Mads overtalt en dag!

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

fourteen − one =

Stædige Mette
Et vindue for to Hun trådte ud af lejligheden med en pose i hånden og glædede sig over den sjældne stilhed i opgangen. Klokken i køkkenet viste fem minutter i elleve, andestegen stod og lunede på komfuret, og lyskæden blinkede inde i stuen. Derhjemme var kun fjernsynet med endeløse nytårskoncerter og en skål clementiner. Manden var taget over til sin bror for at hjælpe med renoveringen og havde lovet at vende hjem til midnat, men hun vidste godt, at han først dukkede op nær daggry – træt og i godt humør. Sønnen fejrede med vennerne i Indre By. Hun havde ikke holdt ham tilbage. Hun trykkede på elevatorens kald-knap, lagde sjalet rigtigt og kiggede automatisk ind i spejlet i den trange kabine, da dørene åbnede. I samme øjeblik kom naboen fra femte med to poser, duftende af clementiner og gran. — Skal du ned? — spurgte han, lettere forpustet. — Jeg skal bare til første. Hun nikkede og rykkede sig lidt længere ind. I over ti år havde de boet på samme etage, men deres samtaler havde aldrig været mere end korte hilsener. Hun vidste kun, at han arbejdede på skift og ofte kom sent hjem – og at han havde en hund, hun somme tider hørte om morgenen. Elevatoren rystede og begyndte at bevæge sig, men stoppede pludseligt mellem etagerne. Lyset slukkede ikke, men kabinen standsede med et lille bump. Begge blev stille og lyttede til tavsheden. — Nå… — sagde naboen og trykkede på den første etage. Intet skete. — Det ser ud til, vi sidder fast. En tørhed bredte sig i hendes hals. Barndommens historier om folk, der sad fast i elevatoren, dukkede op. — Bare et øjeblik, — sagde han og trykkede på nødopkaldet. — Hej, ja – adresse sådan og sådan, elevatoren sidder fast mellem tredje og anden, vi er fanget. Ja, vi venter. Han lagde telefonen og kiggede på hende. — De sagde tyve minutter, måske en halv time, — sagde han roligt. — Fantastisk, — gled det ud af hende. — Jeg skulle bare ud med skraldet. Han smilede og vippede hovedet mod hendes pose. — Mit ærinde er heller ikke særlig festligt, — viste han sine indkøbsposer. — Jeg hentede en bestilling nede – troede, jeg hurtigt skulle op. Der fulgte en pause. Hun opdagede, at hun betragtede hans ansigt, som hun i årevis kun havde set i forbifarten. Almindeligt, træt, med små rynker ved øjnene. Han virkede lidt genert, men selvsikker. — De venter måske på dig derhjemme, — sagde hun for at sige et eller andet. — Fjernsynet venter, — smilede han. — Jeg er alene. Bortset fra hunden, da. Men hun kan ikke dække bord. Hun lo let. — Og dig? — spurgte han. — Stor familie? — Fjernsyn og and, — svarede hun. — Manden hos broren, søn med venner. Jeg skulle egentlig fejre klokken tolv med salat og bobler. — Det lyder også meget rart, — sagde han efter en kort pause. — I det mindste er der ingen diskussioner om, hvad man skal se. Hun lo højere, end hun havde regnet med, og lyden rungede i elevatoren. — I øvrigt, jeg hedder Anders, — sagde han pludselig. — Vi har boet side om side, og du kender nok ikke engang mit navn. Hun tøvede lidt. — Det gør jeg faktisk. Fra postkasserne. Men jeg har aldrig sagt det højt. Jeg hedder Sofie. — Jeg har også set dit navn på døren, — nikkede han. — Men det føles mærkeligt bare at præsentere sig i opgangen. — Mærkeligt egentlig, — sagde hun. — Det er ofte lettere at snakke med fremmede i supermarkedet end med dem, der bor gennem væggen. Han lænede sig mod væggen og stillede poserne. — Nok fordi fremmede forsvinder – naboer bliver. Hvis samtalen kikser, er det pinligt bagefter. Hun spekulerede lidt. Der var noget meget rigtigt i det. — Er du ofte hjemme? — spurgte hun. — Jeg ser dig sjældent. — Skiftehold, — forklarede han. — Nogle uger føles det, som om jeg bare er gæst i min egen lejlighed. Men hunden er glad, når jeg endelig går tur med hende. — Jeg hører tit jer gå ned ad trappen om morgenen, — indrømmede hun. — Hun kradser så sjovt med poterne. — Hun har travlt, — smilede han. — Tror verden forsvinder, hvis vi ikke skynder os. Sofie kiggede på displayet – stadig stod der ’3’. — Mærkeligt, — sagde hun. — Så mange år tæt på, og jeg ved kun, du har hund og arbejder ’noget med skiftehold’. — Autoværksted, — sagde han. — Biler. I dag var der også lidt fest på værkstedet – motorolie og bolte i stedet for salat. Så tog jeg hjem, sov, regnede med en rolig nat. — Og nu… — hun løftede skuldrene. — Nu sidder jeg fast med min nabo, som jeg kun har hilst på. Hun følte en lille usikkerhed, men det føltes ikke ubehageligt. — Og hvad med dig? — spurgte han. — Regnskab og bogføring, — svarede hun. — Ikke noget spændende. Året er lukket, rapporterne sendt – nu kan jeg puste ud til slut januar. — Folk tror måske, du elsker tal, — bemærkede han. — De elsker mig mindre, end jeg elsker dem, — svarede hun spøgende. — Men de betaler regningerne. Han nikkede, som om det forklarede meget. Sofie mærkede en spænding i maven. Et lukket rum, en fremmed mand – og nytår lige om hjørnet. Som om nogen havde sat dem sammen, så de endelig skulle snakke. — Er du bange? — spurgte han, da han så, hun greb taskens rem. — Lidt, — indrømmede hun. — Jeg har været bange for elevatorer siden jeg var ti. Min veninde og jeg sad fast en gang – i mørke. Siden har jeg fået hjertebanken hver gang, elevatoren rykker lidt. — Her er der lys – og vi kan ringe ud, — sagde han blidt. — Hvis det bliver slemt, kan jeg råbe højt. Hun lo svagt. — Du ligner ikke en, der råber. — Jeg er heller ikke meget for at snakke – men i dag er åbenbart undtagelsen. De blev stille. Ovenover smækkede en dør, og stemmer lød. Der var lidt over en halv time til midnat. — Kan du lide nytår? — spurgte hun. Han trak på skuldrene. — Jeg gjorde, da min søn var lille. Juletræ, gaver, raketter. Men så voksede han op, flyttede, og min kone gik sin vej. Nu er det mest bare en nat med de samme ansigter på tv. — Det kender jeg, — sagde hun lavt. — Før i tiden var vi mange – familie og venner. Nu bor mor i en anden by, far er væk, og vennerne har fået deres egne familier. Tilbage er bare vanerne – salater, lyskæder – men festen forsvandt et sted undervejs. Han så på hende. — Det lyder trist. — Det lyder ærligt, — rettede hun. — Men jeg prøver alligevel hvert år. Som om noget endeligt går i stykker, hvis jeg giver op på traditionerne. — Stædighed? — foreslog han. — Måske, — nikkede hun. — Og dig – har du nogen nytårsvaner? Han tænkte sig om. — Jeg går ud på altanen ved midnat hvert år og ser på fyrværkeri. Overboerne brokker sig over gnisterne, hunden gemmer sig. Men jeg går alligevel ud – tænker, at måske står der én mere ved min side en dag. Sofie mærkede et stik i hjertet. Hun forestillede sig ham på fællesaltanen, alene, og lysene på himlen. — Underligt, — sagde hun. — Vi står sikkert begge på altanen samtidig, hver på vores side af væggen, uden at vide det. — Nu ved vi det, — svarede han. Hun smilede. — Har du nogensinde tænkt på bare at… — begyndte hun, tøvende. — Bare hvad? — spurgte han blidt. — Bare ringe på hos naboen og sige: “Skal vi ikke tage en kop te – det er trods alt nytår?” Han smilede lidt, uden ironi. — Det har jeg tænkt. Flere gange. Især når her var helt stille. Men så forestillede jeg mig, at du ville kigge ud gennem dørspionen og spørge hvad jeg skulle – så gik jeg bare videre. — Jeg ville ikke have tænkt sådan, — sagde hun, overrasket over sin sikkerhed. — Men du vidste jo ikke, det var mig. Hun sukkede. — Jeg har nogle gange hørt dig rode med nøglerne sent om aftenen og tænkt på at åbne døren og sige: “Skal jeg hjælpe? Jeg har kage – den skal jo spises.” Men så forestillede jeg mig, du bare blev overrasket, og så blev det akavet. Så endte kagen hos mig og min mand. — Sjovt, — sagde han stille. — Så mange invitationer der aldrig blev givet, lige på den anden side af væggen. De smilede begge – men der var en bittersødhed i smilet. — Måske er vi bare for høflige, — sagde hun. — Bange for at trænge os på. — Eller for forsigtige, — tilføjede han. — Vi passer på ikke at forstyrre nogen. Ovenfra lød et klonk, som om nogen slog på metallet. — Det virker som om, nogen har bestemt sig for at låse os inde sammen for første gang i mange år, — sagde han og kiggede op. Sofie lo sagte. — Minder det dig ikke om en scene fra en film? Nytårsnat, elevator, to naboer der ellers aldrig talte sammen. — I en film ville de nok straks dele deres dybeste hemmeligheder, — sagde han. — Vi har indtil videre kun talt om hunde og regnskab, — sagde hun. Han blev stille, og sagde så, blidt: — Mit dybeste forbliver nok hos mig, men én ting kan jeg sige. Flere gange i år, når jeg har fulgt dig på trappen, har jeg syntes, du så meget træt ud. Jeg ville spørge, om du havde det godt – men så blev jeg bange for at virke påtrængende. Hun sænkede blikket. — Jeg var virkelig træt, — indrømmede hun. — Arbejde og hverdag fylder – det føltes, som om jeg bare talte andres penge og vaskede op. Der var ikke nogen at spørge “Hvordan har du det egentlig?” Manden har travlt, sønnen er i sin egen verden. Selv gik jeg ikke til lægen, selvom blodtrykket var skidt. Der var ikke nogen at sige: “Gå nu til tjek.” — Gjorde du det? — spurgte han. — Til sidst, ja. Da det blev slemt. Ikke noget farligt heldigvis – bare hvile og en ny rutine. Men det er sværere end det lyder. Han kiggede opmærksomt på hende. — Hvis du har brug for det, — sagde han, — kan du altid sige til din nabo, at du har ondt i hovedet. Jeg kan lytte – ikke nødvendigvis give gode råd, men lytte. Hun mærkede, at en klump steg op i halsen. — Og dig – er der nogen, der siger, du er træt? Han lo lidt – men hans øjne var alvorlige. — Hunden. Hun sætter sig ved siden af, når jeg kommer hjem fra værkstedet – og ser på mig, som om hun forstår alt. Mennesker… sjældnere. Kollegers egne liv fylder mest, sønnen bor langt væk. Vi ringer, men samtalerne er anderledes. — Hvor gammel er han? — spurgte hun. — Treogtyve. Eget liv. Jeg er glad for ham – men når han skriver “Far, jeg ringer senere,” og glemmer det, så går jeg rundt, uden rigtig at vide, hvor jeg skal gøre af mig selv. — Kender det, — sagde hun. — Min egen er også altid på farten. Jeg prøver ikke at tage det personligt – det er jo normalt. Alligevel dækker jeg ekstra på bordet nytårsaften. De blev stille. Ovenfra lød et råb: — Hej, er I okay derinde? Vi får jer ud nu! — Vi er okay! — svarede Anders højt. — Tag det roligt – vi snakker bare! Sofie lo – nu var latteren let. — Hør, — sagde hun, — hvis vi når ud inden midnat, vil du så komme ind til te? Jeg har and, salater, clementiner – jeg kan ikke spise det hele selv. Han hævede overrasket øjenbrynene. — Er du sikker? — spurgte han forsigtigt. — Ikke helt, — sagde hun ærligt. — Men hvis jeg tier nu, så går der et år, hvor vi bare hilser på trappen og lader som ingenting. Det vil jeg ikke. Han nikkede som om, han havde besluttet sig. — Så kommer du også til mig bagefter – fyrværkeriet kan bedst ses fra min altan. Og hunden elsker gæster. — Aftale, — sagde hun. Elevatoren rystede igen – og dørene gik lidt op, så i igen lukkede. — Vi åbner manuelt! — lød det ovenfra. — Bare rolig! Et minut senere gled dørene til side, og ansigtet af ejendommens vicevært i hue kiggede ind. — Nytårsheltene – I er fri nu, — sagde han. Anders tog sine poser og lod Sofie gå ud først. — Godt nytår! — sagde viceværten. — I lige måde, — svarede de næsten i kor og mødtes med blikket. En kold gang og svagt lys ventede dem. De gik op til deres etage, hver med sine poser, nu ikke længere tavse. — Så du til højre, jeg til venstre – som på et skakbræt, — sagde han ved dørene. — Brikkerne har bare stået stille, — svarede hun. Hun åbnede lejligheden – duften af and og clementinskal strømmede ud. Fjernsynet summede i stuen. — Jeg… — begyndte hun, — jeg gør bare maden klar. Ti minutter. Kom ind uden at ringe på – hvis du altså ikke har fået kolde fødder. Han kiggede mod sin egen dør, så tilbage på hende. — Hvis jeg ikke kommer, — svarede han, — har hunden kidnappet mig. Men det er næppe sandsynligt. Hun smilede og gik ind, døren blev kun halvt lukket bag hende. Hjertet bankede hurtigere. Hun lagde andestegen op, rettede salater, satte en ekstra tallerken frem. To glas i stedet for ét. Da klokken på væggen viste fem minutter til tolv, lød der forsigtige skridt i entreen. Døren blev skubbet blidt op, og han kiggede ind. — Må jeg komme? — spurgte han. — Du skal komme, — svarede hun og nikkede mod bordet. De satte sig overfor hinanden, klinkede stille med glassene – uden store taler. På tv skruede statsministeren op for talen, og udenfor lød de første raketter. — Jeg tror, det her er den bedste elevatorfejl i mit liv, — sagde han. — Jeg har aldrig haft en mere værdifuld nedtur, — sagde hun. De gik ud på altanen, da nedtællingen begyndte. Kulden stak i kinderne, og fyrværkeri regnede ned på gården. Hun opdagede, at hun ikke følte den gamle tomhed. — Næste år, — sagde hun, mens hun så op på himlen, — lad os love ikke at vente på, at elevatoren går i stå. Bliver du ensom, kan du bare banke på væggen. — Aftale, — sagde han. — Men jeg ringer nu hellere på døren. De stod tæt ved siden af hinanden og lyttede til fyrværkeriet over byens tage. Nytåret kom stille, men med et uventet menneske ved siden af – og i nat blev altanens vindue virkelig et vindue for to.