Dagbog Mikkel, Freja og Perle
Mikkel, min dreng, spis nu bare en lille smule! Du har jo slet ikke rørt din mad… Og vandet står der næsten urørt. Har du ikke drukket noget hele dagen? Hvad skal jeg dog gøre med dig?
Jeg satte mig på trappen ved siden af vores schæferhund. Mikkel løftede kort hovedet, men lagde det tungt tilbage på poterne.
Jeg ved, du savner ham… Det gør jeg også. Åh, hvor jeg savner ham… Mine øjne blev våde, men jeg tog mig sammen så godt, som jeg kunne.
Mikkel har altid været den første til at fornemme mine følelser. Siden jeg var fjorten, og han flyttede ind i vores hjem, har han været min faste støtte. Han spurgte aldrig dumt ind, trøstede uden ord eller unødige råd. Han satte sig bare tæt ved og slikkede tårerne bort, og når stilheden sænkede sig, løb han efter sit yndlingslegetøj og snoren. Så gik vi ud i den friske luft. Far kaldte det altid at lufte hovedet.
Det var faktisk far, der en sommerdag kom hjem til huset i Odense med den kejtede, storørede ballademager.
Sig pænt goddag og velkommen! Mikkel i papirene står der noget helt besynderligt, men det her navn kan alle dog udtale.
Mor blev skrækslagen, jeg lo højt, mens Mikkel snusede nysgerrigt rundt i entreen.
Vi får aldrig ro i det her hus… sukkede mor og fandt kluden frem, imens far blinkede til mig.
Hvad synes du så?
Han er da helt perfekt! Men hvorfor lige en hund, far?
Lægen anbefalede det. Lange gåture og lidt mere glæde. To fluer med ét smæk. Og du ved jo, jeg har altid drømt om en hund.
Det ved jeg, far.
Nogle drømme skal udleves, min pige. Og nu er tiden kommet.
Der er ingen tvivl: Det var takket være Mikkel, at far fik et par ekstra år. Han var altid så stærk så da hjertelægen en dag kiggede alvorligt op fra rapporten og sagde, at der ikke var meget at stille op… ja, så ændrede det alt for os. Far holdt straks op med at ryge og droppede saunaen, men insisterede på at leve, som han plejede. Han brugte meget tid i haven, især med roserne og æbletræerne, og han begyndte at træne Mikkel grundigt.
En hund skal være opdraget, ikke forkælet.
Jeg sukkede. Far havde forberedt både sig selv og Mikkel på alt undtagen på at måtte skilles. Da han gik bort, vågnede jeg om natten ved en uhyggelig lyd. Først forstod jeg ikke, at det var Mikkel, der hylede han havde aldrig før lavet sådan en lyd. Smerte og sorg i ét langt skrig. Uden at tænke sprang jeg op og fandt min mor, som bare hviskede:
Freja, tag hunden væk…
Mikkel faldt straks til ro, da hun talte, og lagde sig så tæt ved fars seng, som det var muligt.
Han går ingen steder, mor. Han elskede også far.
De næste dage flød sammen enten alt for hurtigt til at forstå, eller i en ubærlig sløvhed, hvor jeg ønskede at det hele bare var slut.
Vi blev boende i huset udenfor Odense.
Jeg kan ikke endnu, Freja… Her føles han tættere på.
Mor! Jeg holdt om hende, bange for at hun skulle bryde helt sammen. Migrænerne var vendt tilbage, og hun tilbragte dagene i et mørkt værelse for ikke at skræmme mig med sine støn og tårer. Hele smerten over alt det tabte væltede ind over hende nu, på én gang.
Jeg løb forvildet rundt og kunne ikke hjælpe.
Det går over, Freja. Bare hold ud.
Hvor længe? ville jeg råbe, men lod være.
Mikkel holdt sig udenfor, sov på terrassen og gik helt i hi. Pludselig, fire dage senere, valgte han alligevel at ligge inde ved mors seng. Ingen overtalelse hjalp, han nægtede at gå væk, spiste intet, drak kun lidt vand af den gamle skål far havde købt. På femtedagen vågnede mor uden hovedpine og, vigtigst af alt, efter faktisk at have sovet en hel nat igennem. Da hun lod benene falde ud over kanten af sengen, mærkede hun noget varmt og blødt.
Mikkel! Du gav mig et chok. Hvad laver du her?
Han så bare på hende, så hun med et suk klappede ham blidt:
Tak, gamle dreng…
Hun rejste sig usikkert og gik ud i køkkenet. Der sad hun på trappen og gumlede brød, så tørt at det knasede, smurt med lidt sennep det eneste der var at finde. Men aldrig havde noget smagt så godt.
Mor…
Freja, det går jo ikke. Her er ikke en krumme mad. Hvad har du levet af og Mikkel? Han må jo også være sulten!
Han nægter at spise, mor. Uanset, hvor meget jeg prøver…
Med et mut brum vendte Mikkel sig om og lukkede øjnene.
Sådan har han været hele tiden.
Far ville ikke have tolereret det… Kom, sæt vand over og find lidt kød. Jeg koger ham noget frisk grød.
Nu var vi to om det mor og jeg. Men Mikkel lod sig ikke overtale. Til sidst tøffede han trist ud i haven. Vi udvekslede blikke.
Det går ikke. Vi må til dyrlæge ellers mister vi ham. Kør bilen frem, jeg gør mig klar.
Mens jeg stod og rodede med lågen, kaldte mor ud til haven:
Mikkel! Kom, min dreng!
Der var ingen respons. Hun gik ad stierne, som far havde holdt så sirligt. De mange æbletræer stod snart klar til høst sidste år havde far stolet meget på sin rekord-store høst. Hun rystede på hovedet, ville ikke tænke på det, der var tabt.
Pludselig raslede det i hindbærbuskene. Mikkel havde slået sig ned ved det lille hegn rundt om hindbærbedet, og knurrede lidt.
Hvad har vi dér, Mikkel? Et pindsvin eller en rotte?
Han gøede vredt. Mor gik tættere på og kunne til sidst skimte noget. Hun klatrede over hegnet og skilte græsset ad.
Nej, nu må det være løgn… Se her!
En lille killing, helt blind, og knap nok i stand til at holde stemmen. Hun havde ikke hørt den før, så sagte miavede den. Mikkel trådte overrasket et par skridt tilbage, da hun viftede killingen tættere på hans snude.
Bliver du bange nu? Den æder dig næppe. Men hvad gør vi med så lille et kræ? Den er jo helt forsvarsløs.
Mikkel snusede til den og, da killingen ufortrødent puffede til hans næse med hovedet, stivnede han kortvarigt. Mor lo lidt og holdt killingens ansigt tættere på.
Hvad siger du, gamle ven?
Efter endnu et par snif gav Mikkel sig til at slikke killingen.
Åh, så må det være… Kom, vi må vise Freja det her.
Jeg stod måbende, da processionen nærmede sig trappen.
Mor, hvad laver du? Og hvad har du fundet?
Mikkel har gjort sig et fund, sagde mor og satte killingen på trappen, hvor Mikkel straks lagde sig tæt op ad og forsøgte at varme den.
Jamen dog… og hvad skal der ske med den?
Det ved jeg ikke endnu. Men en barnepige har den allerede.
Killingen blev alles redning. Da Mikkel blev sat på plads, begyndte han endelig at spise igen efter at have fået en skideballe af mig.
Hvis du vil være far, så må du også spise, ellers går det slet ikke! jeg skubbede skålen hen til ham. Man skal have kræfter som forælder.
Langsomt men sikkert blev Mikkel sig selv. Nu havde han et ansvar for killingen, som han vogtede som den dyreste skat.
Om natten tog mor sig af fodringen.
Freja, du har eksamen og bacheloropgave forude, og med sådan en lille en også selvom det er en kat skal jeg nok klare det.
Killingen voksede til, snart så vi at det var en hunkat.
Hvad skal vi kalde hende? spurgte mor, mens hun havde killingen på skødet og skubbede Mikkels snude væk, som straks ville hente sin baby.
Ikke nu… sagde jeg, idet jeg fiddede med det turkise armbånd, far engang havde givet mig. Snoren sprængtes pludselig og perlerne trillet ud over gulvet. Nej altså!
Rolig, dem samler du op og laver et nyt. Men det skal være en god, stærk tråd næste gang. Vent, nu ved jeg det! Mor løftede killingen og sagde: Perle skal hun hedde! Det er jo det perfekte navn til en kat.
Mikkel tog straks Perle og bar hende forsigtigt hen i sin kurv, hvor han nussede og passede på hende.
Hvem skulle have troet, at sådan en gammel schæfer kunne blive så forældreagtig!
Nej, vel? Jeg samlede den sidste perle op. Mor, finder du mig en stærk snor…
Jeg nåede ikke at sige mere, før Mikkel fór ud i haven.
Hvad sker der? Freja, lad nu være med selv at gå! Mor fulgte straks efter.
Vi fulgte lyden af Mikkels vildt bjæffende og nåede hen til det største æbletræ, hvor to drenge snurrede sig fast oppe i grenene, bange for at bevæge sig.
Mikkel hoppede under træet, men sprang straks i ro, da jeg gav kommandoen.
Kan I sige mig, hvad I laver heroppe?
De to drenge kiggede skamfuldt ned. Den mest beskidte mumlede:
Jeres æbler smager bare så godt…
Men de er jo stadig sure?
Ikke hvis man drysser salt på…
Mor rystede på hovedet og inviterede dem indenfor til boller og hjemmelavet hindbærsyltetøj, mens vi lovede, at de måtte få æbler, når de var modne.
Hele skålen med boller og sidste rest af syltetøj forsvandt hurtigt. Drengene spurgte om de måtte klappe Mikkel nu var de slet ikke bange.
Hvad er det så for en, der ligger der mellem Mikkels poter? spurgte Mathias, som var den lille viltre.
Det er Perle Mikkels datter, skulle vi næsten tro.
Den ligner Misser ovre fra fru Kristensens hus…
Ja, og hun vil næppe tage hende tilbage nu, ikke efter hun lugter af hund, sagde Mathias med stor klogskab.
Siden blev drengene faste gæster. De hjalp til i haven, og mor gav dem ekstraundervisning, fordi Mathias havde svært ved skolen.
Pjat med penge, han har hjulpet os alt for meget, sagde mor, da hans mor protesterede.
Langsomt blev Perle en stor, flot kat, letbenet og legesyg. Mikkel kunne ikke længere følge med hende, men han var stolt og beskytterisk.
Hun kom som kaldet, ikke? Kattens skytsengel for os alle sammen, sagde jeg til mor.
Efteråret satte ind, og vi begyndte at overveje at tage tilbage til lejligheden i Odense. Men så fortalte jeg, at Jacob, min gamle gymnasiekæreste, havde friet.
Det er nu godt, far nåede at istandsætte huset. I får lejligheden, jeg bliver her med Mikkel. Alle får, hvad de har brug for!
Kan du klare dig alene?
Selvfølgelig. Der bor jo faste folk i hele kvarteret, og Odense er tæt på. Ring, hvis der er noget!
Jacob og jeg blev gift i november, og til nytår kom nyheden om, at jeg ventede mig. Mor glædede sig til at blive mormor. Tankerne gik til fortiden til Jacob, opvokset hos sin bedstemor efter hans forældre døde tidligt. Mor havde fulgt ham hele livet, og syntes altid, at han var særlig betænksom og god. Hun sammenlignede ham med Mathias, så på ham som på en søn.
Perle løb stadig rundt i huset, Mikkel holdt øje med hende. Da jeg selv var i lykkelige omstændigheder, tænkte jeg ofte på, hvor meget styrke kæledyr kan give os.
Hvis jeg har lært noget, er det dette: Familie er ikke kun dem, vi fødes til, men også dem, vi giver husly og kærlighed. Selv når alt synes tabt, kan selv den mindste Perle samle brikkerne igen og minde os om, at livets most går videre og vi med det.
