Enhver ville gøre sådanHan løftede den gamle kuffert, som han altid havde drømt om at give væk, og gik ud i den kolde, regnfyldte gade.

Kære dagbog,

I dag begyndte som enhver anden morgen i København. Jeg vågnede som sædvanligt kl.06.00 uden alarm en vane, jeg har fået på det sidste, så jeg kan starte dagen roligt, gå en kort tur i byens stille gader og fylde mig med godt humør, før arbejdet begynder. Jeg har nemlig ingen grund til at løbe efter bussen eller klemme mig ind i en overfyldt metro.

Jeg gik ud af min lejlighed i Nørrebro og fortsatte i et afslappet tempo mod kontoret på Østerbro. På vej forbi en busstop hørte jeg pludselig en kvindelig stemme, som jeg straks genkendte:
Sas, hvorfor svarer du ikke? Er du okay?
Stemmen var så overraskende, at jeg stod fast som en statue. Hvordan kender hun mit navn? tænkte jeg. Er det en spøg?

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, på udkig efter nogen med et kamera, men der var ingen mistænkelige ansigter. Folk, der hastede forbi, så mig ikke engang. Jeg gik videre, men det gik op for mig, at jeg havde fundet en gammel, knapbetjente mobiltelefon ved busstoppestedet en såkaldt buttonphone. Den så ud som om den kun kunne tiltale de ældre, der stadig holder fast i den gamle teknologi.

Jeg tøvede et øjeblik, men så samlede jeg telefonen op. På den lille skærm stod der med store bogstaver: ELSKET BEDSTEFAR. Jeg havde ikke engang nået at trykke på svar, før skjermen skiftede til et symbol for et ubesvaret opkald. Et øjeblik senere ringede den igen. Jeg greb den, trykkede på den grønne knap og holdt telefonen til øret.

Sas, du svarer ikke er du ok? gentog den begejstrede stemme, og jeg kunne næsten høre den kvinde ryste på hovedet i forvirring. Hvorfor kender hun mit navn? tænkte jeg.

Jeg spejdede igen efter kameraer, men der var ingen. Så lød en anden stemme fra telefonen:
Sas! Hvorfor er du tavs? Er der sket noget?

Jeg svarede forvirret:
Undskyld, hvem taler jeg med? Hvem er du?

Der fulgte et kort åndedrag, så en rolig, men lidt forvirret stemme:
Jeg er Vibeke Jensen. Jeg ringede til min barnebarn, men kom på dig ved en fejl. Måske har jeg tastet ind forkert nummer? Undskyld så meget.

Jeg forsøgte at forklare, at jeg blot havde fundet telefonen og ville finde ud af, hvordan den skulle leveres tilbage, men hun afbrød mig. Jeg gik videre mod den store kontorbygning, hvor jeg arbejder som itkonsulent, da telefonen ringede igen.

Sas? gentog stemmen, tydeligt den samme.

Vibeke, ja, goddag igen. Sluk venligst ikke din telefon. Jeg hedder faktisk også Sas, men jeg kender dig ikke personligt. Jeg fandt den på gaden ved stoppestedet. Måske har din barnebarn tabt den.

Vibeke forklarede, at hun var på sin sommerhus i Roskilde, men var kommet ud for noget mærkeligt: Min kat er faldet ned i et gammelt vandhul. Jeg ved ikke, hvordan den kom der, men den er fanget i mørket, og jeg kan ikke hjælpe den selv.

Jeg mærkede sympati for den ensomme bedstemor og den fortabte kat, men jeg havde stadig et vigtigt regnskab, der skulle færdiggøres. Jeg sagde:
Jeg kan ikke forlade kontoret nu, men jeg vil prøve at finde en løsning.

Telefonen gik ud, og kort efter så jeg den generelle direktør, Jens Henriksen, i en sort sortørret bil køre forbi. Han steg ud en høj, gråhåret mand i sin 60er, men stadig med en imponerende udstråling.

Sas, hvad laver du her ved indgangen? Skal vi ikke i gang med mødet? spurgte han med et smil.

Jeg nikkede og gik ind, men mine tanker kredsede om Vibeke og hendes kat. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der ville ske, hvis hun faldt ned i vandhullet selv. Jeg løftede mig fra stolen, løb ud af bygningen og gik mod bilerne. Da jeg så mig om, var der ingen taxaer i nærheden.

Jeg greb Jens bilist, som stod ved siden af bilen, og spurgte:
Undskyld, ved du, hvor der er sommerhuse omkring Roskilde?

Han lo let og svarede: Jeg har en aftale om et møde om en time, men jeg kan køre dig derud, hvis du haster.

Vi kørte afsted i en luksussedan, mens kollegaen Keld den evige rival, som altid forsøger at miskreditere mig så på fra kontorvinduet og smilte ondt. Jeg kunne mærke hans jalousi; han vidste, at lederen snart skulle udnævne en ny afdelingsleder, og han håbede på at blive den heldige.

Vi ankom til en lille boligforening i udkanten af Roskilde. Jeg gik rundt på de smalle stier og råbte:
Vibeke! Her!

En svag stemme svarede: Jeg er her Jeg løb en håndfuld meter og så en ældre dame ved en gammel låge.

Er du den, jeg talte med? spurgte jeg.

Ja, jeg er Vibeke. Jeg har en kat i et vandhul en gammel brønd uden vand og den kan ikke komme ud.

Vi gik hen til brønden. Den var kun fire meter dyb, men i bunden lå en lille sort kat, der mjavede hjælpeløst. Vibeke forklarede, at vandet forsvandt for to år siden, og brønden var blevet lukket af en metalplade, som også var blevet stjålet.

Jeg spurgte, om der var en stige eller reb. Ingen stige, sagde hun. Måske er der et kraftigt reb i skuret?

Jeg gik ind i skuret, fandt et tykt, men slidt reb, og løb tilbage. Med rebben i hånden sagde jeg:
Jeg vil binde en løkke og sænke mig ned. Du hjælper mig med at trække op, når jeg har katten.

Vibeke knyttede rebbet til en træstamme, kastede den ene ende ned i brønden, og jeg begyndte at klatre ned. Katten var først bange og spandt hårdt, men efter fem minutter var den rolig. Jeg klappede den på hovedet, mens den spandt tilfreds.

Pludselig lød en mærkelig lyd katten begyndte at føde. Jeg blev overrasket: Hvorfor netop nu? men fortsatte med at holde den rolig. Vibeke løb ind i skuret og kom med en papkasse, som vi hurtigt brugte som fødestue. Jeg lagde katten ind i kassen, lavede to små huller i låget, og vandede den med et stykke vand fra en flaske.

Da den første lille killing kom ud, jublede Vibeke: Vi har allerede én! Jeg gik op igen, men da jeg trak i rebben, gik knuden løs, og jeg faldt let til jorden i brønden. Vibeke råb: Sas, er du okay? Jeg grinede og sagde, at jeg kun havde mistet grebet, men at rebbet stadig holdt.

Vi prøvede igen at kaste rebben op, men Vibeke havde svært ved at fange den. Til sidst kom Jens chauffør, som vi havde bedt om at hente, forbi med en ekstra stige. Han sagde med et grin: Du er ingen sømand, Sas, når du ikke kan binde en simpel knude!

Med stigen og et solidt reb lykkedes det mig at løfte både kat og kasse op af brønden. Vi stod der, mens tre små killinge lå i papkassen, mens Vibeke holdt dem i favnen og sagde: Tak, du har reddet dem alle.

Jeg pakkede telefonen i lommen, men den var allerede dødt batteriet var udtømt. Da jeg gik tilbage til bilen, fik jeg en kort samtale med Jens, som spurgte, hvorfor jeg var væk fra arbejdet. Jeg forklarede situationen, og han smilede: Du har vist, hvad en god leder er du hjælper andre, selv når det koster dig selv. Det er netop den slags kvalitet, vi leder efter i den nye afdelingsleder.

Da jeg kom tilbage til kontoret, var Keld allerede ved at forsøge at kritisere mig for at have forladt mødet. Jeg sagde blot: Jeg har gjort, hvad jeg måtte, for at redde en livsgivende kat og hjælpe en hjælpeløs bedstemor. Keld trak på skuldrene, men Jens nikkede anerkendende.

Den aften, efter mødet, skrev jeg denne indtastning for at samle mine tanker. Jeg har indset, at man ikke kan lade sig binde af karriereambitioner, når en anden har akut brug for hjælp. At hjælpe andre er ikke kun en gestus; det er en påmindelse om, hvad der virkelig betyder noget i livet.

**Læren:** Når man står over for et valg mellem egne mål og andres nød, bør man altid vælge med hjertet. Det er i sådanne øjeblikke, man virkelig finder sin karakter.

Anders.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two × five =

Enhver ville gøre sådanHan løftede den gamle kuffert, som han altid havde drømt om at give væk, og gik ud i den kolde, regnfyldte gade.
Kupon med et link til… “Jeg har ikke brug for noget,” udbrød Julie, da en pige klædt som engel – hvid kjortel, vinger af gullige, pjuskede fjer og en glorie af aluminiumstråd omviklet med gyldent glimmer – spærrede vejen og rakte hende en seddel, “jeg har ikke brug for noget!” “Jo, du har,” svarede englen, “tag denne kupon, men smid den ikke ud – læs den grundigt.” Julie tog sedlen, mumlede “tak”, gik udenom pigen og skyndte sig mod busstoppestedet. Dagen havde været hård, mandag er altid tung, folk er utilfredse efter weekenden, ingen har lyst til at arbejde, men de tvinger sig op, vasker sig, klæder sig på og går ud af døren. Mandage gør folk nervøse og irritable, de spørger sig selv, hvornår det ender, hvornår de kan leve for deres egen skyld, slippe for vækkeuret og regner på, hvor længe der er til pension. Folk er så irriterede, at det mindste kan få dem til at eksplodere, og Julie kendte det bedre end nogen. Hun arbejdede i kantinen lige overfor den lokale fabrik, og hver morgen strømmede folk ind for at få kaffe, inden de gik ind til fem dages arbejde. Kantinen kørte kun på kaffe om morgenen. Kaffekværnen brummede, flere kaffemaskiner bryggede duftende kaffe – stempelkander, espressokander, almindelige maskiner og kapselmaskiner – folk tog alle slags, tog de første slurke ved disken og gav plads til de næste. Fem minutter i syv gik Julie ind ad bagdøren, duftede kaffen, løb op ad trappen, tog jakken af i farten, skiftede i omklædningsrummet, sukkede over den krøllede uniform – den eneste morgenbus til fabrikken var altid proppet, og det var umuligt at få uniformen med uden at krølle den. Dagen gik, folk kom og gik, frokoststrømmen fra fabrikken var ovre, der var færre gæster, men stadig mange, især når kulden kom. “Kan du tage over i femten minutter?” spurgte Julie kokken Mikkel, “jeg trænger til en smøg, jeg har en time tilbage.” “Gå du bare,” nikkede Mikkel, tog sit hvide forklæde og kokkehue af, tog sort tjenerforklæde og bandana på og gik ud i salen. Julie tog jakken på og gik ud. Her var frisk luft, tænkte Julie, tog en pakke cigaretter op af lommen, satte sig på en træbjælke på trappen, ledte efter lighteren og fandt den sammen med den krøllede seddel. Hun tog både lighter og seddel op, smed sedlen på trappen, tændte cigaretten, sugede dybt, slap røgen ud, kiggede ned og så sedlen med ordet “Kupon”. “Hvad mon englene tilbyder?” mumlede Julie med et smil, tog sedlen op og glattede den ud, “måske er der noget brugbart?” Hun læste teksten med små bogstaver og lo. “Med denne kupon får du ret til at få opfyldt ét ønske. For at få dit ønske opfyldt, scan QR-koden, gå ind på hjemmesiden og følg instruktionerne. Vigtigt: Læs vejledningen grundigt, før du udfylder formularen! Afdeling for opfyldelse af hjertets ønsker!” “Spøgefugle,” mumlede Julie, “folk har fundet en måde at sprede glæde på. Godt gået! Læser man kuponen, får man et grin, og der bliver færre sure mennesker.” Julie slukkede cigaretten, gik ind i kantinen, vaskede hænder, tog en lille flaske parfume op, duppede håndfladen, gned hænderne sammen, rørte ved ansigtet og gik tilbage til arbejdet. Julie havde ikke vagt, de med vagt arbejdede fra syv til elleve om aftenen i skift, men hun arbejdede fra syv til tre uden frokostpause, og havde fri i weekenden. Hun bar bakken ud i opvasken, så på klokken – 14:54 – fandt Katja, som blev til elleve, gav hende notesbogen med bestillinger og gik i omklædningsrummet. Da hun gik ud af kantinen, gik Julie langsomt mod busstoppestedet. Måske skulle jeg besøge mor? tænkte Julie, jeg har ikke noget at lave hjemme, jeg kunne besøge hende. Ja, det burde jeg, jeg er der så sjældent… selvom det… For sit indre blik så Julie det lille værelse med sengen og den magre kvinde med det sygeligt gule ansigt ligge der. Stakkels mor, tænkte Julie, stoppede op, tog cigaretpakken op, ledte i den anden lomme og fandt igen den krøllede seddel sammen med lighteren. Julie tog lighter og seddel op, glattede sedlen, så ordet “Kupon” og spærrede øjnene op – hun huskede tydeligt, at hun havde smidt kuponen i skraldespanden ved kantinedøren. Mærkeligt, tænkte Julie, kiggede efter skraldespanden, men der var ingen, men bussen kunne ses i det fjerne. Julie lagde cigaretten tilbage i pakken og løb mod stoppestedet. Hun satte sig bag chaufføren, tog telefonen frem for at tjekke nyheder, men kom i tanke om kuponen, smilede, tog den krøllede seddel op og efter et øjeblik dukkede en side op på telefonen. “Er du den heldige indehaver af kuponen, har du mulighed for at få dit ønske opfyldt! Udfyld formularen nedenfor og send. Ønsket opfyldes med det samme!” Julie smilede og læste videre. “Vigtig information: 1) Beskrivelsen af ønsket må ikke overstige 200 tegn. 2) Ønsket må ikke skade nogen. 3) Ønsket skal være REALISTISK! Ønsker som ‘blive Elon Musk, rejse til en anden planet, spise middag med Gud, blive udødelig, blive millionær (milliardær, kendt skuespiller, sanger, politiker), vinde (finde) en masse penge (skat) og lignende – BLIVER IKKE OPFYLDT! 4) Før du trykker ‘send’, læs dit ønske igennem og tænk grundigt over, om du virkelig vil det!” Okay, tænkte Julie med et smil, lad os lege med. Hvad ville jeg ønske mig? En masse penge går ikke, hvad kan man så ønske? Hele vejen tænkte Julie over, hvad hun skulle ønske sig. Et godt job? Hun var tilfreds med sit arbejde, lønnen var ikke stor, men det gik, og arbejdstiden var god, fri klokken tre, og hun spiste gratis i kantinen og tog mad med hjem. Sundhed? Ja, det er et godt ønske. Hun var sund, intet gjorde ondt, udseendet var også fint, ikke en skønhed, ikke en supermodel, men hun så godt ud. Hvad mere kunne man ønske? Held? Held er uforudsigeligt… og hvad er held egentlig? Hvis man ikke ved, hvad man har brug for held til, hvad er meningen med at ønske det? Hvad mere? Møde en prins? Ja, det er noget, men i en alder af 44 er det nok ikke sandsynligt, og der er ikke prinsen nok til alle, og hvorfor skulle jeg have en prins? Da man var ung, ja, så ville man have kærlighed, en prins i en hvid Bentley, men som 44-årig ved man, at det ikke er så enkelt, at der ikke er nogen prinser, og bag masken gemmer sig bare en almindelig fyr! Julie kom ud af tankerne, så bussen stoppe nær mors hus, lagde telefonen i tasken og skyndte sig ud. “Hvordan har hun det?” spurgte Julie sin mor, da hun satte sig ved køkkenbordet. “Det er det samme,” svarede moren, “hverken værre eller bedre. Lægen siger, at alle prøver er fine, men hun har brug for god massage.” “Måske skulle jeg flytte ind hos dig?” spurgte Julie, “så kan jeg hjælpe til.” “Nej,” svarede moren hurtigt, “du har dit eget liv, du skal hellere finde dig en mand. Hun er min datter, og jeg må bære dette kors.” “Du skal ikke bære noget!” udbrød Julie, “hun har selv rodet sig ud i det, og du har…” “Julie, stop!” afbrød moren, “jeg ved, det er hendes egen skyld, men hun er min datter, og jeg kan ikke sende hende på institution eller hvor man nu sender handicappede.” “Hun satte sig fuld bag rattet,” hviskede Julie, “hun dræbte fire mennesker, dræbte min far… ja, hun…” “Julie,” hviskede moren, “stop!” “Hun kan leve i tyve år endnu,” sagde Julie vredt, “plejen vil tage livet af dig, du…” “Julie, tag hjem,” sagde moren, rejste sig og gik ud af køkkenet. Julies besøg endte altid sådan, hun havde lovet sig selv hundrede gange at tie stille, men det lykkedes aldrig. Hendes søster Lena havde for tre år siden mistet kontrollen, kørt ind i et busstoppested, dræbt folk, dræbt deres far og fået en alvorlig rygskade. Nu kunne hun aldrig gå igen, og moren måtte passe hende, bade, vende hende, sætte hende i kørestol, fodre hende… Julie rejste sig, gik ud i gangen, tog jakken på, listede to skridt og kiggede ind i det åbne soveværelsesdør. Søsteren sad i kørestolen, hovedet på skrå, og så tv. Morder, råbte Julie i tankerne og gik stille ud af lejligheden. Ude på gaden tog Julie en cigaret, stak hånden i lommen og fandt igen den krøllede seddel. Med vrede smed hun sedlen på jorden, tændte cigaretten, pustede røgen ud, kiggede på sedlen, tog telefonen frem, trykkede på knappen, og på skærmen dukkede ønskefeltet op. Julie skrev hurtigt: “Jeg ønsker, at min mors største ønske går i opfyldelse.” Julie vidste, at moren mest af alt ønskede, at Lena blev rask, så lad det ønske gå i opfyldelse – selv ønskede hun det ikke, men moren… hende elskede Julie og ville ikke have, at hun skulle bruge resten af livet på at passe en sengeliggende datter! Julie trykkede “send”, lagde telefonen i lommen og gik hurtigt mod bussen. Hun satte sig bag chaufføren, lagde tasken på knæet og hørte telefonen ringe i lommen. “Jeg lytter, mor,” svarede Julie. “Lena er død,” lød morens stemme, og der blev lagt på. Julie stirrede på telefonen et øjeblik, og så gik det op for hende, hvad hun havde hørt. Så det var dét, du ønskede, tænkte Julie, men skubbede straks tanken væk som dum og tilfældig, lagde telefonen i jakkelommen og gik ved første stop tilbage til sin mor.