Kære dagbog,
I dag begyndte som enhver anden morgen i København. Jeg vågnede som sædvanligt kl.06.00 uden alarm en vane, jeg har fået på det sidste, så jeg kan starte dagen roligt, gå en kort tur i byens stille gader og fylde mig med godt humør, før arbejdet begynder. Jeg har nemlig ingen grund til at løbe efter bussen eller klemme mig ind i en overfyldt metro.
Jeg gik ud af min lejlighed i Nørrebro og fortsatte i et afslappet tempo mod kontoret på Østerbro. På vej forbi en busstop hørte jeg pludselig en kvindelig stemme, som jeg straks genkendte:
Sas, hvorfor svarer du ikke? Er du okay?
Stemmen var så overraskende, at jeg stod fast som en statue. Hvordan kender hun mit navn? tænkte jeg. Er det en spøg?
Jeg kiggede mig hurtigt omkring, på udkig efter nogen med et kamera, men der var ingen mistænkelige ansigter. Folk, der hastede forbi, så mig ikke engang. Jeg gik videre, men det gik op for mig, at jeg havde fundet en gammel, knapbetjente mobiltelefon ved busstoppestedet en såkaldt buttonphone. Den så ud som om den kun kunne tiltale de ældre, der stadig holder fast i den gamle teknologi.
Jeg tøvede et øjeblik, men så samlede jeg telefonen op. På den lille skærm stod der med store bogstaver: ELSKET BEDSTEFAR. Jeg havde ikke engang nået at trykke på svar, før skjermen skiftede til et symbol for et ubesvaret opkald. Et øjeblik senere ringede den igen. Jeg greb den, trykkede på den grønne knap og holdt telefonen til øret.
Sas, du svarer ikke er du ok? gentog den begejstrede stemme, og jeg kunne næsten høre den kvinde ryste på hovedet i forvirring. Hvorfor kender hun mit navn? tænkte jeg.
Jeg spejdede igen efter kameraer, men der var ingen. Så lød en anden stemme fra telefonen:
Sas! Hvorfor er du tavs? Er der sket noget?
Jeg svarede forvirret:
Undskyld, hvem taler jeg med? Hvem er du?
Der fulgte et kort åndedrag, så en rolig, men lidt forvirret stemme:
Jeg er Vibeke Jensen. Jeg ringede til min barnebarn, men kom på dig ved en fejl. Måske har jeg tastet ind forkert nummer? Undskyld så meget.
Jeg forsøgte at forklare, at jeg blot havde fundet telefonen og ville finde ud af, hvordan den skulle leveres tilbage, men hun afbrød mig. Jeg gik videre mod den store kontorbygning, hvor jeg arbejder som itkonsulent, da telefonen ringede igen.
Sas? gentog stemmen, tydeligt den samme.
Vibeke, ja, goddag igen. Sluk venligst ikke din telefon. Jeg hedder faktisk også Sas, men jeg kender dig ikke personligt. Jeg fandt den på gaden ved stoppestedet. Måske har din barnebarn tabt den.
Vibeke forklarede, at hun var på sin sommerhus i Roskilde, men var kommet ud for noget mærkeligt: Min kat er faldet ned i et gammelt vandhul. Jeg ved ikke, hvordan den kom der, men den er fanget i mørket, og jeg kan ikke hjælpe den selv.
Jeg mærkede sympati for den ensomme bedstemor og den fortabte kat, men jeg havde stadig et vigtigt regnskab, der skulle færdiggøres. Jeg sagde:
Jeg kan ikke forlade kontoret nu, men jeg vil prøve at finde en løsning.
Telefonen gik ud, og kort efter så jeg den generelle direktør, Jens Henriksen, i en sort sortørret bil køre forbi. Han steg ud en høj, gråhåret mand i sin 60er, men stadig med en imponerende udstråling.
Sas, hvad laver du her ved indgangen? Skal vi ikke i gang med mødet? spurgte han med et smil.
Jeg nikkede og gik ind, men mine tanker kredsede om Vibeke og hendes kat. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der ville ske, hvis hun faldt ned i vandhullet selv. Jeg løftede mig fra stolen, løb ud af bygningen og gik mod bilerne. Da jeg så mig om, var der ingen taxaer i nærheden.
Jeg greb Jens bilist, som stod ved siden af bilen, og spurgte:
Undskyld, ved du, hvor der er sommerhuse omkring Roskilde?
Han lo let og svarede: Jeg har en aftale om et møde om en time, men jeg kan køre dig derud, hvis du haster.
Vi kørte afsted i en luksussedan, mens kollegaen Keld den evige rival, som altid forsøger at miskreditere mig så på fra kontorvinduet og smilte ondt. Jeg kunne mærke hans jalousi; han vidste, at lederen snart skulle udnævne en ny afdelingsleder, og han håbede på at blive den heldige.
Vi ankom til en lille boligforening i udkanten af Roskilde. Jeg gik rundt på de smalle stier og råbte:
Vibeke! Her!
En svag stemme svarede: Jeg er her Jeg løb en håndfuld meter og så en ældre dame ved en gammel låge.
Er du den, jeg talte med? spurgte jeg.
Ja, jeg er Vibeke. Jeg har en kat i et vandhul en gammel brønd uden vand og den kan ikke komme ud.
Vi gik hen til brønden. Den var kun fire meter dyb, men i bunden lå en lille sort kat, der mjavede hjælpeløst. Vibeke forklarede, at vandet forsvandt for to år siden, og brønden var blevet lukket af en metalplade, som også var blevet stjålet.
Jeg spurgte, om der var en stige eller reb. Ingen stige, sagde hun. Måske er der et kraftigt reb i skuret?
Jeg gik ind i skuret, fandt et tykt, men slidt reb, og løb tilbage. Med rebben i hånden sagde jeg:
Jeg vil binde en løkke og sænke mig ned. Du hjælper mig med at trække op, når jeg har katten.
Vibeke knyttede rebbet til en træstamme, kastede den ene ende ned i brønden, og jeg begyndte at klatre ned. Katten var først bange og spandt hårdt, men efter fem minutter var den rolig. Jeg klappede den på hovedet, mens den spandt tilfreds.
Pludselig lød en mærkelig lyd katten begyndte at føde. Jeg blev overrasket: Hvorfor netop nu? men fortsatte med at holde den rolig. Vibeke løb ind i skuret og kom med en papkasse, som vi hurtigt brugte som fødestue. Jeg lagde katten ind i kassen, lavede to små huller i låget, og vandede den med et stykke vand fra en flaske.
Da den første lille killing kom ud, jublede Vibeke: Vi har allerede én! Jeg gik op igen, men da jeg trak i rebben, gik knuden løs, og jeg faldt let til jorden i brønden. Vibeke råb: Sas, er du okay? Jeg grinede og sagde, at jeg kun havde mistet grebet, men at rebbet stadig holdt.
Vi prøvede igen at kaste rebben op, men Vibeke havde svært ved at fange den. Til sidst kom Jens chauffør, som vi havde bedt om at hente, forbi med en ekstra stige. Han sagde med et grin: Du er ingen sømand, Sas, når du ikke kan binde en simpel knude!
Med stigen og et solidt reb lykkedes det mig at løfte både kat og kasse op af brønden. Vi stod der, mens tre små killinge lå i papkassen, mens Vibeke holdt dem i favnen og sagde: Tak, du har reddet dem alle.
Jeg pakkede telefonen i lommen, men den var allerede dødt batteriet var udtømt. Da jeg gik tilbage til bilen, fik jeg en kort samtale med Jens, som spurgte, hvorfor jeg var væk fra arbejdet. Jeg forklarede situationen, og han smilede: Du har vist, hvad en god leder er du hjælper andre, selv når det koster dig selv. Det er netop den slags kvalitet, vi leder efter i den nye afdelingsleder.
Da jeg kom tilbage til kontoret, var Keld allerede ved at forsøge at kritisere mig for at have forladt mødet. Jeg sagde blot: Jeg har gjort, hvad jeg måtte, for at redde en livsgivende kat og hjælpe en hjælpeløs bedstemor. Keld trak på skuldrene, men Jens nikkede anerkendende.
Den aften, efter mødet, skrev jeg denne indtastning for at samle mine tanker. Jeg har indset, at man ikke kan lade sig binde af karriereambitioner, når en anden har akut brug for hjælp. At hjælpe andre er ikke kun en gestus; det er en påmindelse om, hvad der virkelig betyder noget i livet.
**Læren:** Når man står over for et valg mellem egne mål og andres nød, bør man altid vælge med hjertet. Det er i sådanne øjeblikke, man virkelig finder sin karakter.
Anders.
