Hvorfor skulle jeg føle medlidenhed for dig? Du har jo aldrig vist mig nogen? svarede Rigmor.
Det sidste år var mor meget syg. De dage, hun lå på hospitalet, boede Rigmor hjemme med sin stedfar onkel Mikkel.
Mikkel gik som altid på arbejde hele dagen: han gik fra døren kl.7 om morgenen og kom hjem igen omkring kl.20. Så Rigmor følte sig næsten som om hun boede helt alene.
Mikkel gav hende lidt penge, så hun kunne købe frokost på skolekantinen. Resten af pengene strakte hun til at købe makaroner, gryn, kartofler og af og til nogle billige pølser, som hun brugte til at lave aftensmad.
En dag i slutningen af november kom Rigmor hjem fra skole og fandt stedfaderen i stuen. Han sad på køkkenbordet med albuerne hvilende på knæene og stirrede ned i gulvet. Da hun gik ind, løftede han hovedet og sagde:
Så er det slut, Rigmor. Mor er væk.
Rigmor sagde intet, gik ret hen i sit værelse. Hun var kun tretten år, og hun vidste, at den sygdom, hun så hos mor, sjældent holder længe. Alligevel holdt hun fast i håbet om, at mor ville blive ved.
De havde sammen lavet planer om, hvordan hun skulle afslutte 9.klasse og så på en sygehusuddannelse. Mor plejede at sige:
Du vil blive en rigtig god sygeplejerske, min pige. Du har et stort hjerte, og børn har brug for netop den varme.
Rigmor stod og så på de nakne birkekviste udenfor vinduet. Pludselig følte hun sig ensom, som om ingen stod ved hendes side hverken stedfar, slægtninge eller skolekammerater. Kun en tomhed fyldte hele rummet.
Næste dag samledes mors søstre: tante Vera, tante Valentina og tante Signe, som boede på landet. De gik igennem lejligheden, snakkede, gravede frem mors ting fra skabet og gik i gang med at lave mad i køkkenet.
Rigmor sad alene på sit værelse. Tante Vera kom ind med en tallerken kartofler og en frikadelle, men Rigmor rørte ikke ved den.
Til begravelsen dukkede tre kvinder og to mænd op, som Rigmor aldrig før havde set.
Ved bordet begyndte de straks at diskutere, hvad de skulle gøre med Rigmor.
Mikkel startede samtalen:
Katja og jeg var ikke gift, vi boede bare sammen. Så er hun ingen, jeg har ansvaret for. På to uger skal vi flytte ud af lejligheden jeg har ikke brug for en toværelses lejlighed alene, så jeg lejer noget mindre. Så lad jer drøfte, hvem der vil tage Rimgor ind.
Stilheden sænkede sig i rummet. Alle tavse, både de tre søstre og de to tanter så på hinanden.
Endelig sagde en af tanterne:
Hvad tænker du, Vera? Katja var din søster, så du skal tage hendes datter ind.
Hvad med, at hun er min søster? Vi har kun talt med hinanden et par gange om fødselsdag og nytår. Jeg ved ikke engang, hvem hendes far er. Jeg har mine egne tre drenge, så jeg har ingen plads til hende.
Måske du, Signe, kan tage hende? spurgte Valentina. Du har jo lidt penge, du får en lille løn for at være plejeperson, plus du får en børnepension for Rimgor. Desuden har din datter Kristine kun tolv år, så de to kan hjælpe hinanden.
Nej! Vi er lige flyttet ind med Pavl. Jeg har sagt til Kristine, at hun skal holde sig rolig i skyggen, så jeg kan klare mig selv uden at få en ekstra barn på skuldrene.
Jeg behøver ingen penge, svarede Signe. Hvorfor vil du ikke selv tage Rigmor?
Jeg er handicappet, de vil ikke give mig et barn, svarede Valentina. Dessuden er jeg ældre end jer, så det vil være svært at tage mig af et barn.
Så gik de hver til sit uden at finde en løsning for Rigmor, som sad i det næste værelse og hørte deres snak.
Hun indså, at ingen af mors søstre viste nogen interesse for hende. Da de gik ud i gangen, sagde tante Signe:
Hvis lejligheden havde været vores, ville vi måske have kunnet finde en løsning. Men nu får du kun tab, og så bliver du plaget af myndighederne.
Da dagen kom, hvor lejligheden skulle fraflyttes, blev Rigmors skæbne besluttet: hun skulle placeres i et lokalt børnehjem.
Da Mikkel afleverede hende til plejepersonalet, sagde han på afsked:
Bær mig ikke nag. Vores veje skilles nu.
Den første dag i børnehjemmet gik en høj pige med en tæt krøllet frisure hen til Rigmor:
Er du ny her? spurgte hun. Hvad hedder du?
Rigmor.
Du skal ikke være bange. Det er ikke så slemt her. Der er ordentlige plejere, og så er der dem, som er ligeglade. Men de mest onde er ikke her.
Det er kun hårdt, når du er alene. Jeg har været her en måned, lad os holde sammen så bliver det lettere. Jeg hedder Lykke.
Har du også ingen forældre? spurgte Rigmor.
Nej, mine er i live, men de er snart væk, for de har mistet deres forældrerettigheder, og vi fire er blevet hentet her mig og mine tre brødre.
Hvor heldigt! udbrød Rigmor. Du har brødre.
Ja, men den yngste, Birk, er stadig lille, og de to ældre har altid slået mig, tvunget mig til at lave mad og vaske, når mor ikke kunne holde ud.
Hvor gammel er du? spurgte Rigmor.
Tretten år og tre måneder.
Jeg troede, du var ældre.
Nej, i min familie er alle høje: far, bedstefar, brødre.
Lykke og Rigmor holdt sammen helt til de afsluttede 9.klasse.
I deres sidste skoleår talte de ofte om deres fremtid.
Jeg vil gerne starte på sygeplejeskolen, sagde Rigmor en dag. Det drømte jeg og mor om. Jeg ved bare ikke, om jeg kan klare det.
Hvorfor ikke? Du har topkarakterer i kemi og biologi, kun to femmere i dit eksamensbevis. Og husk, vi har nogle fordele. Du kommer også ind uden dem.
Har du besluttet dig for at blive kok? spurgte Rigmor.
Jeg vil blive konditor. Jeg vil bage kager så lette som skyer, svarede Lykke.
Kan du huske, da vi fire gik til den sangkonkurrence med fru Nanna? Vi vandt, og vi blev vist på TV?
Så gik vi ind i en café, og fru Nanna købte kaffe med kage. De havde en luftig frosting.
Rigmor endte på sygeplejeskolen og var blandt de bedste i sin årgang. Da hun gik på sit sidste år, fik hun tildelt en lille lejlighed med en simpel renovering.
Hun var så glad for første gang efter mange år i børnehjem og kollegieværelser havde hun sit eget rum, sit eget køkken og eget badeværelse.
Hun gjorde lejligheden hyggelig: hængte lyse gardiner, satte en blomstrende geranium på vindueskarmen, lagde et farverigt borddække på spisebordet, købte to røde gryde med hvide prikker og lidt ekstra service.
Lejligheden så ikke ud som en palads, men den var livlig nok til at bo i.
En dag, efter undervisning, gik Rigmor hen til omklædningsrummet for at tage til børnehospitalet, hvor hun arbejdede som sygeplejeassistent. Pludselig hørte hun en stemme kalde på hende.
Det var tante Signe en fætter til hendes mor, den samme, der engang nægtede at tage hende ind, så hun ikke skulle forstyrre deres familieliv.
Hej, Rigmor! Kan du huske mig?
Ja, du er min mors kusine.
Jeg vidste ikke, at du gik på skole her. Gæt, hvad? Kristine fortalte mig ved et tilfælde, at der er en Rigmor, der vandt en konkurrence på jeres uddannelsessted!
Der er mange Rigmors, men ikke så mange med det navn. Jeg kom for at tjekke, om vi er i familie, forklarede Signe.
Undskyld, jeg er på vej til arbejdet, sagde Rigmor og gik mod udgangen.
Signe gik ved siden af hende og fortsatte:
Jeg har hørt, du har fået en lejlighed. Jeg har en lille tjeneste: Kristine er kun på andet år, hun har to år tilbage, og de unge i kollegiet er lidt af en udfordring.
Må hun bo hos dig, indtil hun er færdig? Vi betaler halvdelen af huslejen og leverer mad. Er du med?
Nej, det kan jeg ikke, svarede Rigmor.
Men du har altid været en god pige! Er du ikke ked af din søster?
Jeg er ikke længere den, jeg var før. Jeg er ikke ked af Kristine! Var det ikke jeres idé at sende mig i børnehjemmet?
Hvorfor skulle jeg nu have medlidenhed for dig? Jeg har også boet i børnehjem og kollegieværelse, men jeg overlevede. Kristine vil overleve også.
De nåede busstoppet. Rigmor steg på bussen, dørene lukkede, og Signe stod et øjeblik og så efter bussen, før hun vendte om og gik.
Sådan endte historien måske med et lille grin, men også med en tanke om, hvor svært livet kan være, når man mister dem, man elsker.
Fortæl mig, hvad du synes, når du har lyst!
