Den orange kat løb frem og tilbage langs perronen på Københavns Hovedbanegård, stoppede ved folk og stirrede dem i øjnene, som om han ledte efter én eneste person, han havde ventet på. Hvis han indså, at han tog fejl, gav han et lille, såret miav og trakkes væk i skyggen.
Den høje, gråhårede mand, Jens Petersen, havde lagt mærke til den en del dage: på sin hjemrejse fra en forretningskonference i Aalborg havde han opdaget den busty vandrer, som tydeligvis ikke var på legeplan en melankoli lå i hans blik.
Katten lod kun Jens komme et par skridt nærmere, kiggede ham lige i ansigtet, som om han stillede et spørgsmål, og så trak sig tilbage, mistroisk. Men sulten vandt altid over forsigtigheden: fem dage senere, da den orange dreng var ved at løbe tør for både kræfter og mad, gik den alligevel på nærmere. Jens rakte ham fløde fra sin hånd og en lille smørkiks, og den rystende kat spiste, uden at lade sig forstyrre.
Et par dage gik, og katten var blevet en smule stærkere. Jens forsøgte at tage ham med hjem, men den sprang væk igen og løb tilbage til perronen, som om den frygtede at tage af sted til et forkert mål. Den fortsatte med at vandre langs skinnegangen, miavede og kiggede ind i ansigter, som om de var vinduer i en fjern lejlighed, i håbet om at genkende sin ejer.
Så gik Jens til stationens vagtmester, han kendte fra tidligere, og de satte sig ned med en iskold Carlsberg, noget marineret sild og varme kartoffelfrikadeller. Sammen gennemgik de overvågningsbåndene og fandt øjeblikket, hvor kattens ejer steg ombord på toget. Katten sprang bare af før afrejse og stod tilbage på perronen. Bildet af manden blev printet ud, lagt op på nettet men ingen reagerede. Så besluttede Jens sig for at gøre noget.
Han tog en ubetalt ferieuge og satte kursen efter den samme DSBtogrute, med den orange kat i en transporterende taske. Først knurrede Pjuske højt og ville ud, men medspurrede de andre i vognen, som havde hørt historien, ham med kiks, æbleskiver og endda en lille dåse tun. Snart rolig, forstod Pjuske, at ingen ville gøre ham ondt, og at stationen, hans ejer skulle vende tilbage til, allerede lå langt bag ham.
Katten slap ud af taskeen, satte sig ved siden af den gråhårede mand og så på ham som på sin eneste støttepæl. På hver station gik de af og hængte opslag ud med et billede og en bøn om hjælp. Det viste sig at være sværere, end de havde troet mere tid gik end forventet.
En uge gik. Så en anden. Pengene i Jens lomme tømt. Men han fortsatte, for ejeren var stadig ude af sig, og at give op ville betyde at svigte den lille, som havde sat sin tillid til ham.
En dag loggede han på Facebook og så, at hundredtusindvis af danskere fulgte Pjuskes saga. Folk sendte kroner, mad, tæpper, legetøj og gode ord. På perronerne dukkede folk op, gav ham poser med mad, ekstra frakker, og nogle stod bare og vinkede: Hold ud. Det gik Jens lidt på hælene han var vant til at klare sig selv, men nu var han blevet en slags folkets helt.
Kompanjere i vognen klappede Pjuske, snakkede med Jens, og den orange kat blev snart en erfaren rejsende: han lagde hovedet på Jens højre ben, snoede kløerne omkring buksen så han ikke faldt i svinget. Om aftenen stod de i den sidste vogn, åbnede den åbne trappe og stod der: Jens holdt katten i begge hænder, så på solnedgangen gennem vinduet. Tågebøjlerne klirrede, vinden susede, sporet løb ud i horisonten det var nu deres fælles liv.
Er det okay?, sagde Jens stille. Pjuske svarede med et kort, men tydeligt mrr.
Pludselig gik telefonen i rungende lyd. En af læserne på bloggen, som Jens nu skrev om deres eventyr, havde fundet ejeren. Hun skrev, at i en storby, på Odense Banegård, ville den rette mand vente på den person, der stod på billedet.
Jens blev både spændt og mærkeligt tom. Mens de andre i vognen fejrede som om det var deres egen kat, sad den gråhårede mand stille, strøg Pjuskes orange hoved og hviskede noget til sig selv. En mærkelig tristhed fyldte ham: efter så lang tid med at lede, indså han, at han selv var blevet hjemmet for den lille.
Toget ankom til den store by. Jens holdt Pjuske i armene og ledte efter den rigtige perron fyldt med journalister, fotografer og et hav af lys.
Det må være et arrangement, tænkte han.
Pludselig råbte en stemme: Pjuske! Pjuske! En lille, buttet kvinde med kort hår kom løbende. Pjuske sprang ned, men så hende og vendte sig om, kravlede op på Jens bryst og greb fat i hans nakke med sine poter. Kvinden smilte, klappede ham på ryggen:
Han har aldrig elsket mig, sagde hun blødt. Men I behøver ikke bekymre jer, det er ikke vores problem, men jeres.
Hun træk en tyk konvolut frem.
Her er billetter tilbage, penge og alt, vi har samlet på arbejdet. Jeg må tilbage, ellers spiser de mig, hvis der ikke er video.
Hun lagde konvolutten i Jens gamle blazerlomme, gav ham en stor pose med wienerbrød og småkager.
Lad mig følge dig til dit tog, afgang er snart, sagde hun, mens hun filmede alt til sit arbejde.
De gik gennem den travle station, folk strømmede omkring dem. Kvinden tog endnu en gang Pjuske i hånden, kyssede Jens på kinden og forsvandt.
Toget satte kursen. Kort tid efter kom hendes mand forbi, tørrede makeup af ansigtet.
Alt er gjort, sagde han. De vil vente på mig i lang tid endnu.
Undskyld for løgnen, sagde hun, men ellers ville han have kørt gennem landet hele sit liv med katten. Vi stoppede hans lidelse.
Løgnen for godheden, nikkede han. Lad ham tage hjem. Det er det rigtige.
Hun sukkede: Jeg prøvede at finde hans ejer, men selv jeg fandt ham ikke så ingen vil finde ham.
Manden omfavnede hende.
Du gjorde det rigtige. De kører hjem sammen. Det er det vigtigste. Lad det blive vores bedste synd.
De forsvandt i mængden som vand i en travl strøm.
I vognen gik klokken videre. Folk vidste nu, hvem der rejste med dem: den høje, gråhårede mand og den orange kat, som nu hed Pjuske.
Pjuske, det er hans navn, sagde Jens. Katten så overrasket på ham, men nikkede, som om navnet ikke længere betød noget kun hvem der var ved hans side.
Han lagde den store røde hoved på Jens fod, stak kløerne tilbage i bukserne og faldt i en rolig søvn, velvidende at han nu var i sikre hænder.
Vognen fuldtes af latter, trommen af hjul på skinner, og katten havde fundet sin menneske. Mennesket havde fundet den, han aldrig ville opgive.
Og lad være med at dømme kvinden nogle gange er en lille løgn den eneste måde at gøre det rigtige på.
