Sommerhus
Nå, så er det februar igen… sukker Agnes Villadsen tungt. Igen februar…
Og hvad så? spørger Tim Vilhjelm med en stor kop rygende te med en skive citron i, mens han betragter svigermoren. Foråret venter lige rundt om hjørnet, og alligevel sukker du som om verdens undergang er nært forestående.
For nogen er det forår, men for mig, Tim, betyder det endnu engang frø alle de små spirer i glas, har de mon slået rod, er de gået ud? Er der for lidt lys? For meget vand? Er frøene mon dårlige? Åh… Agnes ser opgivende på sin svigersøn, som hun finder både godtroende og lidt tungnem også selvom han er professor. Hun fejer med hånden og signalerer, at livet, hendes liv, er lutter besvær og elendighed. Alt skyldes det forbandede sommerhus i Vestsjælland, arvet fra hendes forældre. Gid lynet ville slå ned, eller nogen ville ekspropriere det til en kæmpe motorvej!
Ja altså… Tim ryster igen uforstående på hovedet. Det er, som om han nyder at tirre hende op til grænsen af hysteri med sine spørgsmål. Typisk ham. Clausine, Agnes datter, har fortalt, at Tim i sin ungdom var lidt af en ulykke, og måske har han virkelig slået hovedet, for han fatter intet af svigermors klager.
Tim, du er professor, Danmarks store håb, og alligevel taler du og drikker din te som en almindelig bonde! Hvad betyder ja altså? Og slap nu af og drik i små slurke! Jeg har stillet syltetøjet frem til dig hindbær, dit yndlings, bær efter bær, samlet med disse hænder, Agnes peger på sine gamle, plettede hænder, jeg rev mig, jeg sled for det i dit elskede sommerhus, og du rører det knap nok!
Jeg spiser, jeg spiser! Se, en stor skefuld! Uh, hvor det smager! Sikken sød harmoni! Hører du, Agnes Villadsen, min sjæl synger mere end din gamle Leth, udbryder Tim glad, mens han øser syltetøj i teen. Agnes trækker på skuldrene. Alle gør de det for at drille hende! Tim spiller rollen som bonderøv for at tirre hende, datteren Clausine forsvarer ham altid for at irritere. Hvad hun har set i ham, forstår Agnes stadig ikke han er ikke køn, sådan en svigersøn ville ingen else ønske! Alligevel hastede Clausine væk hjemmefra og giftede sig i huj og hast. Sikkert for at gøre sin mor sur!
Åh, Agnes Villadsen, du er vores solskinsbær! Skal jeg ikke give dig et kys? Sådan et traktement fortjener en fejring! Tim kysser hende på kinden, smilende som et uartigt barn. Agnes viger først lidt tilbage, men rækker så alligevel sin kind frem.
Da indgangsdøren smækker, farer Agnes sammen, retter sig op, og får igen et stramt udtryk.
Se! Klokken er snart midnat, og din kone er først netop kommet hjem! starter hun bebrejdende til Tim, der sidder afslappet i varmen, med te, citron og hindbærduft omkring sig, smilende som en kat, der netop har slikket fløden af skålen.
Tag det roligt! Hun kom hjem med chaufføren jeg sørgede for det. Peter, min chauffør, er ansvarlig. Han kunne ikke drømme om at gøre noget upassende, han har respekt for Clausine, siger Tim med et smil til sin kone, da hendes hoved titter frem og skæver til ham gennem dørsprækken. Hun smiler igen, slår helt døren op, inhalerer hindbærduften og kaster sig om moderen. Clausine er glad i dag, kinderne er kolde og røde, hun har besøgt en veninde og blev hængende længe.
Mor, hvorfor den larm? Er du vred igen? Se, jeg har købt frøene, lige præcis de sorter, du bad om, siger Clausine, sætter sig ved bordet og tager for sig af syltetøjet. Hej, Tim!
Tim nikker beundrende til sin vinterglade hustru og sender så et opgivende blik til svigermoren.
Ja, naturligvis! starter Agnes forfra. Frøene bad jeg om, men I, I interesserer jer kun for græsplæner og krukker. Hvad er det nu for nogle blomster, Tim? Hjælp mig!
Petuniaer! Vi vil have petuniaer, siger Tim og rækker en pegefinger i vejret. Claus! Giv så manden sine vitaminer, jeg hoster og er syg… Han sætter i et højlydt, overdrevent host.
Clausine rækker tunge og holder godt fast i syltetøjet.
Man må erkende, at Clausine og Tim er et flot par selvom aldersforskellen er mærkbar. Tim er ni år ældre. Hun er som en pige ved hans side, og han opdrager, driller og vogter hende. Men under overfladen frygter han at virke gammel, at hun en dag forlader ham for en yngre, mere spændende mand. Hun færdes jo tit blandt sangere og skuespillere, hendes hjerte nem at vinde. Uden hende er livet ikke værd at leve!
Hvorfor skændes I overhovedet? Der er fem glas syltetøj mere ude i forrådskammeret, og ti med jordbær. Tag bare for jer! sukker Agnes. Spise, det kan I, men plukke bærrene uden at mase dem og sortere dem uden snegle det er jeg ene om! Den ene har universitet, den anden hænger enten ved stranden eller på sofaen. Jeg kravler alene rundt i hindbærkrattet…
Bare du, kun du, vores forsørger pas nu på dig selv! siger Clausine og klemmer sin mor. Vi elsker dig, mor, så meget. Bliv nu ikke vred. Betina fra skolen hilser forresten, husker du hende?
Du snakker altid om Betina… Hænder og mund er klistrede, du har nu også smurt dugen ind. Og forstyrrer, det gør du! Agnes rejser sig og begynder at tælle frøposerne i forrådskammeret. Claus! Claus, sagde jeg ikke, hvor mange jeg ville have? Og du har kun købt så få?! Jeg magter det ikke mere I kan selv så, selv vande, selv alt!
Hun brokker sig, mens hun roder rundt med poserne, og Tim bliver pludselig trist og kigger på Clausine:
Synes du, vi skal sælge sommerhuset? Hun brokker sig jo hvert år for hende føles det som straf, og for os også. Hun plager sig selv og os med det stykke jord, drivhus og bede. Alt er et problem! siger han dæmpet.
Jeg ved det ikke… Det ville være synd. Hvad så med loftet, cyklerne, søen og fuglekasserne? Tag det roligt hun brokker sig altid på denne tid. Det er blevet en tradition, forberedelse til sæsonen. Hun kommer nok på bedre tanker.
Jeg kan ikke bare ignorere det. Selv når jeg spiser syltetøj, minder hun mig om, hvor besværligt det var, og når vi åbner sylteagurker nytårsaften, synger hun sin klagesang.
Og ingen hjælper hende en dyt… Clausine nikker. Vi kan jo bare lade græsset sprede sig du slår det, jeg syr et forklede til dig og du slår som på et gammelt dansk maleri. Åh, Tim, hun går rundt om bordet, omfavner ham og hvisker Te? Hvor er her hyggeligt, ikke?
Tim trækker på skuldrene og vil egentlig ikke have mere, men insisterer:
Drivhuset skal væk tager kun udsigten! Jeg vil hellere have en fontæne. Hvad gør vi det hele for? Alt sommeren går med: roser, pæoner, kartofler der får kartoffelskadedyr, kålen vil ikke knytte og vandingen! Claus, jeg bliver vanvittig af de myg, og din mor slipper os ikke, før alt er vandet.
Clausine bliver stille og trist. Gamle minder vælter frem: Hele hendes barndom er knyttet til sommerhuset, hvor hun boede hos mormor, legede i sandkassen, fodrede hønsene, og en lille hund hed Freja… Under trappen boede katten, som blev fodret med mælk. Hendes forældre kom kun om weekenden, fordi de arbejdede i byen, men hun savnede dem ikke.
Så døde mormoren, morfaren gik snart efter, og huset havnede på mors hænder. Hun stod ikke længere fast på arbejdsmarkedet, men kunne klare sig på sin mands løn. Claus blev hentet ud, så snart skolen sluttede i maj og blev der hele sommeren. I starten interesserede Agnes Villadsen sig ikke for jorden, men snart, da økonomien blev presset, måtte hun give sig: Nu kom der rækker af jordbær, hun begyndte at sælge buketter af roser og pæoner. Hun blev ikke flov ved tanken om at handle jordbær og blomster, faktisk fandt hun det spændende med alle de fine damer, der kom forbi og beundrede hendes have.
Clausine har altid stået hende nær, men dykkede ikke selv ned i havearbejdet hun løb mest rundt og legede med nabobørnene.
Efter blot to år blev Agnes ren havetosse og rodede rundt i molden, dyrkede tomater, gødede med hæstehestegødning, syltede bær, og hendes drivhus blev opført efter egne tegninger. Alt voksede som besat, for hun havde grønne fingre og var flittig. Hver fest i huset bød på hjemmelavet forråd, smagfuldt og rigt.
Og hendes syltede svampe… Alene byens bedste, ifølge Tim. Efterårets svampe blev hentet i den hemmelige lund, saltlage sat over gryden 25 glas om året!
Nytår i det Villadsenske hjem betød gæster i hobetal, overtøj på kroge, og alle havde noget at rose. Agnes sad og rødmede lykkeligt ved sin mands side. Rigtig husmor!
Hvordan kan man så netop give slip? Men ofte har Agnes mere brok end glæde af huset nu, især siden hendes mand døde…
… Og jeg har allerede en køber Ole, lektor på instituttet. Kan du huske ham fra vores bryllup? Han har længe spurgt, om vi vil sælge. Hvad siger du? Han giver gode penge. Vi kunne købe et lille hus ved Vesterhavet, bade hele sommeren? Tim drikker af teen, som nu ikke længere smager så sødt. Og det er jo sundt for din mor at svømme lidt saltvand, hvad siger du?
Clausine sukker. Havet lokker, men… Hvad så med alle karusserne i søen, det store piletræ, hendes gamle værelse, den knirkende ovn… Hvordan kan man opgive det?
De får ikke besluttet noget, og foråret ruller forbi: Tim fordyber sig i doktorafhandlinger, Clausine ordner alt i kulturhuset, Agnes hvæser stadig:
Hvem har åbnet vinduerne?! I slår alt min såning ihjel, agurkerne hænger de kan ikke rejse sig! Vi må begynde forfra…
En uge senere:
Hvem har trukket gardinerne for?! Forstår I ikke, de små spirer skal have UV-lys! Og ingen gider vande mine potter det hele hviler på mig! Jeg er jo ikke lavet af stål, Tim, er du med?
Hun kigger på Tim, der sidder stille i sofaen, med skælvende hage og fugtige øjne. Han undskylder, åbner gardiner, vander, og knurrer lidt over, at alle vindueskarme nu er fyldt med spirer.
Så kommer tiden for forårsturen, alle bakker og kasser med men intet passer i bilen.
Jaja! Når I skal have jeres picnic, kan I fylde hele bagagerummet, men mit arbejde det betyder ingenting! Agnes sveder, puster på slatne agurkskud og klemme squashblade, mens hun stønner, Jeg magter det ikke mere, jeg vil bare til kurbad med Helle Pettersen! Men alligevel får Tim dem listet ind i bilen, og Agnes med benene trukket op, så ingen spirer knækker. Peberfrugterne er de skrøbeligste! Og så er bilen varm og klam, mens en flue svirrer mod ruden, ryggen værker, og hjemme på bordet glemte de geranien…
Det er besværligt at klargøre huset, rive blade sammen, åbne roserne, alt er tungt. Agnes bander, Tim adlyder brummende, Clausine vasker ruder.
Hold ud lidt endnu, Tim hun kommer sig snart. Hun har arvet det fra mormor der blev også brokket, men sluttede fred, så snart sommeren var over dem. Hold ud, min ven.
Tim sukker dybt, men når han kan, griber han Clausine og kysser hende vildt som om han stadig var en ung knejt. Hun rødmer, skjuler sig ved hans bryst, inhalerer duften af bål, herreparfume og en snert af benzin. Tryghed…
Hvis alt er på plads, får hun bagt en kage til sæsonen, men snart går brok og nervøsitet om igen.
Sidste dråbe bliver tabet af tre store solbærbuske de bedste med mørkerøde, saftige bær. Agnes havde værnet om dem, men nu…
Jamen så er det slut med alting! Bad jeg ikke om, at der kom et ordentligt hegn op?! Du og Clausine har altid travlt du med dine studerende og møder og jeg sagde tydeligt, at vi måtte beskytte mod harer. Men I er ligeglade! Så nu er jeg også ligeglad. Fortsæt selv, spis dåsemad fra supermarkedet! Jeg har også min grænse!
Hun bliver ved, opremser alles synder og brokker sig over vejret, naboerne og svigersønnen, indtil Tim kaster spaden og, bandende som en gæv fynbo, siger:
Nå, så sælger vi! Skriver du under?
Agnes kniber øjnene sammen og nikker vredt:
Gør det bare i morgen!
Sagt, gjort.
Allerede næste dag ankommer Ole lektor med hele familien. Tim møder ham ved lågen, Clausine hilser stående ved siden af sin mor. Agnes nikker tørt fra trappen og går ind.
Ole! siger Tim. Her har vi haven, jorden er gødet, alt på plads. Drivhus, vand, alt efter svigermors genialitet…
Utroligt. Har hun virkelig selv lavet drivhuset?! Kvinder er utrolige! svarer Ole. Hans kone, lille og rund, triller rundt med børnene, der straks træder på alt, de finder.
Og vandet, siger du, er indlagt? Ole vender sig om. Tim nær snubler over ham, mens en nysgerrig stær kigger fra sit hustragt klar til at blive solgt med alt indhold.
Naturligvis, her bor kendte folk, ja selv akademikere! siger Tim højt. Tag det, I vil ikke fortryde! Vi er kørt træt, altså…
Han viser brændeskuret, redskabskammeret
Agnes kigger let til side fra gardinet og følger barneflokken inde i haven.
Nå, så får vi da måske børn, der kommer til at lege her. Vi giver slip vores egne børnebørn må vi opdrage i byen! Hun knuger et blad fra kalenderen med Havernes Venner. Så pyt! Ej, gå nu udenom! skriger hun pludselig, så Clausine gyser. Jordbærrene ligger der! Gå væk fra bedene! Agnes råber ud af vinduet og nikker vredt til børnene. De reagerer nærmest ikke, og deres mor sidder hensunken og drømmer sig væk i gyngestolen.
Børnene fortsætter med at træde på buskene. Agnes styrter ud.
Clausine! Få dem væk, for pokker! Hvorfra skal vi få syltetøj til vinter? skriger hun. Claus!
Clausine nikker og inviterer børnene over til gyngen.
Ole tørrer panden og siger så:
Slap nu af, Tim. For mit vedkommende er det ligegyldigt, hvad her gror, for jeg graver alligevel det hele op. ALT! siger han højt. Agnes stivner og lytter. Huset beholder vi, men resten? Jeg køber da bare grøntsager på markedet. Jordbær kan man få hvor som helst! Kål at dyrke det, det er alt for jævnt. Solbærrene er alligevel for sure. Træerne holder jeg, men beskærer dem! Drivhuset rives ned. Her kommer carporten, besedken smides ud…
Tims ansigt bliver helt blegt. Han har selv lige sat den pavillon op sidste år, støbt terrassen…
Agnes kniber øjnene sammen og ser, hvordan Ole tramper rosenknopper og malerplanter i jorden.
Mor! Må jeg lave en bue af denne gren?! kalder Oles dreng. Konen nikker. Drengen begynder at rykke grenen af kirsebærtræet, grønne bær falder til jorden. Agnes åbner munden for at stoppe ham, men ser så Ole flå en nyplantet bærbusk op.
Her skal vores legeplads jo være. Sikken orden, vi får! jubler Ole.
Men idet han træder på en rose, står Agnes pludselig foran ham, rød og bredskuldret.
STOP! Ikke mere! Ud af min have! råber hun, som en arrig lille tyr i blå joggingdragt. Jeg giver jer intet! Pøbel er hvad I er men hvem roste så mine syltede squash til min mands fødselsdag?! Hvem bad om et glas hindbærsyltetøj til deres mor? Tim, hvem nød syltede agurker herfra, hvad? Hele dit institut kunne lide dem! Der er grænser I skal ikke træde på min velstand. Alt mit! Find et andet sted til jeres cirkus!
Agnes! Tim prøver at trække hende tilbage. Hold dog op! Vi blev jo enige, du sagde det selv…
Stæren flygter forskrækket ind i sit lille hus.
Rør mig ikke! Jeg står på min ret! Skam får jeg aldrig for det! hvæser hun. Clausine! Åbn drivhuset, der er for varmt! Jeg skal nok klare det her.
Hun tramper frem mod Ole, så han bakker, samler sine i bilen, og de forsvinder i en sky af grus.
Agnes smækker lågen og vender stille tilbage og planter solbærbusken på plads. Roen sænker sig, rosen står, som den skal. Ingenting brækkede virkelig.
Meanwhile bøjer Tim sig ind mod Oles bil.
Tak for showet, Ole. Ikke dårligt! Nu stopper hun nok brokkeriet. Du burde optræde for det Kongelige! Og Antonia, tak! hilser han mod Oles kone. Alle de børn…?
Nej, vi har samlet dem ind i familien! ler Ole. Beklager, hvis vi lavede rod. Vi ses, Clausine!
Hun vinker, og familien forsvinder i støvet, mens Tim lægger armen om Clausine og går mod huset.
Agnes sidder rank ved bordet, skriver noget ned, tager brillerne af og udbryder forundret:
Hvad lavede de folk her? Vi har masser at nå, frister går tabt, og I spilder tiden! Uden haven kan jeg slet ikke leve!
Men du sagde jo, at du var træt og havde fået nok? forsvarer Tim sig.
Det sagde jeg! Har jeg ikke ret til det? Jeg bekymrer mig for, om vi når fristerne, eller om dilden slet ikke spirer. Lad være med at lytte til mit brok, det er bare min natur! som om hun oplæser regnetabeller for børn, der ikke fatter det mindste.
De unge nikker lydigt og prøver at snige sig ovenpå, men Agnes standsede dem.
Vent! Jeg har lavet arbejdsplan til hver af jer, til i dag og i morgen. Tag dem. Jeg må ud og snakke med agurkerne de ser kede ud, nok fordi al den fremmede larm!
To sedler med lange lister daler på bordet.
Clausine sukker, tager dem.
Det går nok, hvisker Tim. Vi starter med ruderne. Hvilket værelse nåede du ikke? Vores? Så går vi.
De lister op, mens Agnes smiler. De er lidt klodsede, men gode og haven den bedste. Barnebørnene skal også vokse op her, så bliver de sunde og stærke! Nå, hvad med agurkerne? De tør ikke visne nu.
… Til efteråret forlader en tilfreds Agnes sommerhuset med 28 glas syltede agurker, lidt færre tomater, ingen peber, men masser af svampe. Hun og Clausine lavede utallige glas solbær og tørrede æbler nok, og der er masser til suppegrund.
Nu skal vinteren bare overstås, så de igen kan kaste sig ud i kampen for næste høsts glæder. For sådan må det være i danske sommerhushaver.
