**Dagbog, 12. august**
I dag gik jeg på en kort ferie til Danmark sammen med en gruppe pensionister fra min hjemby i Sverige. Jeg forventede kun et par dage med sightseeing, nogle billeder til fotoalbummet og små souvenirs til mine barnebarn. Jeg havde lyst til at slippe væk fra den daglige ensomhed, der i de sidste år har gjort sig gældende.
Jeg troede, at København, Aarhus og Odense blot ville være endnu et stop på den turistiske rute. Men i skyggen af Rundetårn mødte jeg en mand, der fik mig til at føle mig ung igen.
Jeg stod under de snoede trin på Rundetårn, betaget af den imponerende spiral. Guiden snakkede om byens historie, men jeg blev fanget i mine egne tanker. Pludselig kom en stemme ved siden af mig: Man kan vel også spekulere på, om de gamle vikinger klagede over sommerens varme, ligesom vi gør i dag?
Jeg vendte mig om og så ham høj, let gråhåret, med et smil, der både virkede genkendeligt og helt nyt. Han havde en simpel skjorte på og en solhat, men hans blik var som om vi var de eneste to i verden.
Vi begyndte at snakke. Det viste sig, at han hed Jens, var enkemand og har været pensionist i flere år. Han rejste alene, fordi han som han sagde ikke længere ville vente på det perfekte øjeblik for at opleve København.
Samtalen flød let, fyldt med latter, som om vi havde kendt hinanden i årtier. Under Rundetårn drak vi kaffe sammen og udvekslede indtryk, og jeg indså, at ingen havde lyttet til mig så opmærksomt på så lang tid.
De følgende dage blev helt andre. Vi satte os ved siden af hinanden i bussen, spiste frokost sammen, gik vildt i de travle gader og genkendte hinandens blikke. Der var noget uskyldigt, men alligevel spændende over det.
Om aftenen, på hotellet, hvor resten af gruppen spillede kort eller så fjernsyn, stod vi på balkonen, så den oplyste danske by og talte om alt børn, fortiden, og hvordan det føltes som om hjertet slog hurtigere end normalt.
Jeg følte mig som en teenager igen. Jeg gik i stå, smilte mere, grinede højere. De andre damer i gruppen Kirstine, Sølvi, Inger så på mig med både varme og et glimt af jalousi. Jeg mærkede, at jeg genopdagede den del af mig selv, der var begravet under rutine og ensomhed.
Men jo tættere vi kom turens slutning, desto mere voksede spørgsmålet: Hvad nu? Jens boede flere hundrede kilometer væk. Vi havde begge vores liv, og kun én uge havde forbundet os. Var det nok til at tænke videre?
Den sidste dag gik vi en tur i København uden gruppen. Vi satte os på trapperne ved Amalienborg, spiste is og sad tavse. Så sagde han: Du ved jeg har ikke følt mig så god i lang tid. Men jeg er bange for, at når vi vender hjem, forsvinder det hele. Du har dit liv, jeg har mit. Er det bare en sommerflugt?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. I mit hjerte kæmpede to kræfter: ønsket om at tro, at dette kunne blive noget ægte, og frygten for at det kun var en flygtig forelskelse, som vil dø med den sidste flyrejse hjem.
Vi skiltes i lufthavnen. Et kram, længere end hvad der var nødvendigt, et blik, der både var farvel og løfte. Vi udvekslede telefonnumre, men ingen sagde højt: Lad os mødes igen.
I dag, når jeg tænker tilbage på den tur, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre med den. Den var som en drøm intens, smuk, men skrøbelig. Måske havde Jens ret, at det kun var en illusion. Eller måske er det en fejhed at lade være med at finde ud af, om skæbnen virkelig har givet mig en ny chance.
Jeg spørger mig selv er det værd at risikere et roligt, planlagt liv for en følelse, der kom så uventet? Var det kun et eventyr under den danske himmel, eller begyndelsen på en historie, jeg endnu ikke kender? Mit hjerte slår hurtigere ved blot at tænke på ham, mens fornuften hvisker, at det er galskab.
Måske er det netop derfor, jeg skriver dette ned for at spørge andre: Efter halvtreds, tres eller endnu senere, har man så ret til at åbne sig for noget nyt? Skal man gemme mindet som en smuk, sikker souvenir, eller turde man følge følelsen og se, hvor den fører hen?
**Lektion:** Man er aldrig for gammel til at give sit hjerte en ny chance, selvom vejen er uklar.
