Tøfler i munden
Bjarne lukkede stille døren bag sig, satte sin computertaske ved siden af skoene og hængte jakken op.
Lejligheden virkede mærkeligt stille.
Freja! Freja, er du hjemme? kaldte han. Jeg er kommet, Freja.
Han lyttede. Ikke en lyd. Ikke et suk eller fodtrin. Slet ingenting… Som om lejligheden stod helt tom.
Bjarne kiggede sig omkring i entreen. Havde han taget fejl? Var han gået ind det forkerte sted? Man bliver jo skør af al det arbejde. Chefen presser og presser, op på målet, hurtigere! HR kører på: nedskæringer, lav det hurtigere! Kunderne presser også… Og han, Bjarne, står ene mand mod det hele!
Men nej, det var skam hans hjem der lå jo Frejas hue på hylden, og hendes vinterfrakke hang, den fra sidste år, Frejas far havde slæbt hjem fra Tyrkiet.
Freja, nu er jeg altså kommet! råbte han og gik ad gangen mod stuen.
Der, på sofaen lå Freja i morgenkåbe, med agurkskiver over øjnene, røde negle, og så ud til at sove. Oppe på garderobestativen hang en rød kjole med pailletter og sløjfe, og på gulvet stod et par sorte stiletter.
Hvad var dét nu for noget? Skulle de ud? Havde han glemt noget? Med al den stress… Familien og deres utallige mærkedage: bryllupsdag, svigerforældre, første kys, nytår… Nej, det var alt sammen ikke i dag.
Freja, er der sket noget? spurgte han og ruskede let i hende. Hvorfor ligger du der?
Hun trak vejret tungt, satte sig op. Agurkerne faldt ned på hendes kåbe, hun skyndte sig at tage dem op og spise dem, kneb øjnene sammen, kiggede pludselig på uret, fór op med et gisp:
Åh for søren! Jeg er faldet i søvn! Pokkers! Bjarne! Bjarnemand, hun kastede sig over ham. Jeg skynder mig! Kan du ikke lige gå ud i et kvarter? Eller… Nej, femten minutter! Vær nu sød, Bjarn! Ud med dig! bad hun, vendte ham mod entréen og puffede ham venligt af sted. Af sted!
Freja, jeg er jo lige kommet. Jeg er træt og… begyndte han træt.
Ja, og netop fordi du er træt, skal du gå ud nu! Sådan må det være. Stol på mig. Ud! sagde hun sammenbidt.
Med et suk greb Bjarne en karamel fra skålen på bordet, trak på skuldrene og gik mod døren.
Skal jeg tage jakken på igen? mumlede han.
Ja! Ja, naturligvis! Og skift også sko. Bjarn, kan du ikke komme lidt hurtigere?
Freja virkede meget anspændt. Er hun blevet lidt mærkelig?, tænkte Bjarne trist. Demens rammer jo tidligere og tidligere nu om dage…
Ja, ja, jeg går nu! Jeg står bare ude på trappen og ryger, sagde han.
Fint! svarede Freja og lukkede døren hurtigt. Jeg skynder mig!
Inde bag døren hørtes roden i kasser og lyden af køkkenaktiviteter, og snart begyndte dejlige dufte at brede sig ud på opgangen.
Det er nu lidt mærkeligt…, tænkte Bjarne, slugte mundvandet og tændte en cigaret.
Der kom støvletramp op ad trapperne. Det var naboen, Peter Pedersen.
Nå, Bjarn, hvad laver du herude? Lad mig lige få en smøg med dig. Sikke et vejr! hostede han, rystede sneen af sin hue og stampede i støvlerne. Vinter, du danske, skønne vinter begyndte han, men tav, da han så Bjarne hænge mod væggen, småslumrende.
Kommer du direkte fra arbejde? spurgte Peter.
Nej, jeg var lige forbi min søster, hun havde brug for en hånd, svarede Bjarne og så røgen sno sig opad.
Hos Marianne? Hende med gang i, nikkede Peter.
Ja ja, men hun er nu god nok. Skilt for nylig, mangler hjælp, så jeg hjælper. Men hun kan snakke ørene af én, bu-bu-bu hele tiden. Og så nu, Freja der stresser rundt og siger, jeg skal vente. Nå, hvordan går det med jer? Hvordan har Antje det?
Det går okay. Hun finder sig stadig i mig, roser mig også indimellem, smilte Peter. Vi passede børnebørn i weekenden. Det var hyggeligt.
Det lyder godt, sagde Bjarne smilende, men nåede ikke sige mere, før freja åbnede døren lille sving om sig selv som om det var gallaaften på Det Kongelige. Rød kjole, hår og guldsmykker hele pakken.
Bjarnemand! hun spærrede øjnene op og udbrød glad Nå, der er du jo! Kom ind, kom ind! Du må være træt, min kære! Kom her! Hun hang sig om hans hals, strøg ham over håret og hjalp med jakke og tørklæde. Så, så jeg hjælper, bare slip det hele, du trænger til at slappe af…
Bjarne krammede hende forlegent, mens Peter kiggede væk, imponeret over Frejas attitude.
Hej, Peter, hviskede Freja, mens hun skubbede Bjarne ind. Sig tak til konen for lånet af porcelænet jeg afleverer det senere.
Ja, ja… svarede Peter forfjamsket.
Bjarne fjernede tøjet langsomt. Han bandede lavt over lynlåsen, der sad fast. Freja havde imens arrangeret et sølvfad og stod i fin positur foran ham.
Da Peter så synet, stivnede han, men Freja lukkede døren, og han måtte gå hjem til Antje
Salt og brød, min højtelskede mand! Tag nu et lille glas og en bid, sådan som man fortjener efter en lang dag! Freja rakte fadet frem. Der var et lille glas snaps, stykker af sild, et stykke rugbrød af Bjarnes yndlingssort lidt syltede løg og agurkeskiver. Værsgo, skål!
Hvad laver du, Freja? spurgte Bjarne forvirret. Lynlåsen gav op, han trak jakken over hovedet, bandede og bøjede sig ned for at tage skoene af men Freja var allerede i gang og gav ham tøflerne fra radiatoren.
Sådan, søde, jeg varmede dem til dig! Jeg tørrer dine sko bagefter, sæt dem pænt ved døren. Kom nu ud i køkkenet, lad mig forkæle dig.
Hun bukkede næsten til gulvet og strøg hånden hen over parketgulvet i dyb respekt for mandens hjemkomst.
Bjarne nåede ikke at spørge, hvad det hele gik ud på.
Sæt dig! Nå ja, hænderne! Her er et fad, og mit fineste håndklæde tag det nu. Åh, hvor jeg dog holder af dig! Jeg går gerne på knæ for dig, hvis du vil… Vil du?
Nej, du behøver ikke gå på knæ… hviskede han.
Okay, så starter vi måltidet. Først salaten! Prøv, du elsker den jo. Jeg har puttet det hele på din guld-kant-tallerken! Freja øste salat op klassisk dansk kartoffelsalat og glasset snaps stod koldt og klart.
Han tog en tår og en bid salat. Det smagte fremragende selv om det hele føltes underligt.
Freja stod stolt og så på, mens han spiste, klikkede med tungen og havde den fineste stofserviet klar til at tørre hans mund.
Klar? spurgte Freja ivrigt. Så er det hovedretten! Oksegryde med rodfrugter, direkte fra helsekosten to hundrede kroner kiloet! Se, duften himmelsk! Udenlandske krydderier og det hele.
Hvad? Freja! Vi er jo ikke millionærer! Hvorfor så dyr mad? Jeg havde spist svinekød eller kylling…
Kære mand, vis nåde! udbrød Freja, faldt faktisk ned på knæ, skar grimasser af smerte og snøftede. Jeg tænker bare på dit helbred. Jeg kan selv leve af rugbrød, bare min husbond spiser godt! Kom nu, begynd at spise, inden det hele bliver koldt! I næste øjeblik sprang hun op, grædende, og gned sminken ud over kinderne. Hvad mangler du egentlig mere? Undskyld jeg ikke har lagt tæppe på gulvet! Ignats har et, men de vil ikke låne mig det. Sølvtøjet rækker ikke til, heller ikke på min løn. Men jeg vil forkæle dig, kradse dine tæer om nødvendigt…
Bjarne skubbede tallerkenen væk, rejste sig og så ned på hende som en giraf på en mus.
Nu sætter vi os roligt ned. Du forklarer præcist og langsomt, hvad det her handler om, for min hjerne er ved at koge! sagde han og satte hende på stolen.
Fortæl du mig, hvad der er galt! snerrede hun og satte sig så og hældte sig straks et stort glas vin op, begyndte at spise hastigt Bjarne sad tavs og så på, bange for at forstyrre hendes appetit. Det er din Marianne, din heks af en søster, hun ringer og skælder mig ud! Giver mig din bror, mit kæreste eje, og hvad gør jeg? Holder dig i kort snor, nægter dig øl, kommer ikke med tøfler i tænderne… Skulle jeg gøre det? Du fandt mig jo bogstaveligt talt på banegården. Du hev mig op, gjorde mig til et menneske og her kvæler jeg dig til gengæld! Sådan er det.
Hvad for noget? Freja, slap nu af, hvad har Marianne med det at gøre? udbrød Bjarne.
Og du! Du render jo til hende hver uge og læsser alt mulig af om mig. Du kan ikke stryge en skjorte uden folder, og de skide pressefolder på bukserne, ikke sandt? Var det ikke sådan? Kom nu, svar! Hun bankede i bordet og tømte sit glas.
Nej! Jeg besøger hende, ja hun er alene, jeg hjælper bare til. Vi er jo familie, man må hjælpe hinanden. Og hun ringer selv, sagde Bjarne undskyldende.
Men han vidste det jo: Marianne elskede at pille i deres ægteskab, han fortalte lidt i sjov, og hun var så let at få til at tude. Udtømmende for kræfter.
Nåh, men måske du bare kan bo hos hende, så? Så kan du give hende dine tøfler i munden! Mine kæber kan ikke klare størrelse 48, men måske hendes. Der er sikkert også øl og snaps til dig. Værsgo! Jeg tager det ikke nært, sagde Freja og trak på skuldrene.
Nej! Nej, selvfølgelig ikke! udbrød Bjarne ræd. Hvor skulle han dog hen uden Freja? Jeg behøver ikke tøfler og øl, det klarer jeg mig fint uden. Jeg vil bare have dig, Freja…
Virkelig? Så hvorfor render du alligevel og klager over mig? Jeg lyver aldrig om dig! Alle får at vide, at vi har verdens bedste ægteskab. Eller… det havde vi måske engang. Og din søster kan bare ikke lide mig. Alligevel må jeg smøre dig mad, nusse dig om fødderne, alt… Jeg slider på jobbet med niende klasse, eksaminer, alt roder! Og så blander hun sig. Hver mandag er du hos hende, hver tirsdag ringer hun til mig.
Du kunne jo have sagt noget om det?
Og hvorfor sagde du ikke, at du tog derhen? svarede hun hurtigt.
Jeg ved jo, du ikke kan fordrage det. Der var ikke noget ondt i det… Freja… Bjarne sendte hende et fortvivlet blik.
Hold nu bare op. I render bare og snakker om mig bag min ryg… Bjarn, vores ægteskab er da noget skrammel! hun rystede hans hånd af sig.
Men Freja! Marianne er ensom, hun har brug for hjælp… begyndte Bjarne at forklare igen.
Det er hendes egen skyld. Hun åd sin mand op, nu er hun vampyr og lever af dig. Når du har været der, er du sur og utilfreds. Jeg mærker det tydeligt du er rede til at skilles. Og om mandagen sidder jeg med ekstra hjælp til de elever, der ikke kan følge med jeg er også ved at gå ned.
Bjarne tænkte på barndommen, hvor Marianne havde klaret alt forældrene døde tidligt, hun var altid, altid der. Hun gik til forældremøder, lavede madpakke, smed hans venner ud, når de larmede. Da Bjarne mødte Freja, blev Marianne forvandlet til konkurrent og til brylluppet sad hun med et stenansigt.
Ved festen sad hun tavs, ville hverken danse eller råbe skål med de andre.
Kom nu, smil lidt, havde hendes daværende mand sagt og prøvet at trække hende op. Men hun kunne bare ikke. Og Freja klamrede sig til sin mand som for at gøre hende jaloux…
De to blev aldrig rigtige venner. Bjarne var bare vanemenneske, opsøgende mod søsteren, også når det blev lidt for meget.
Familie… mumlede han nu med munden fuld af oksekød. Men det smager egentlig virkelig godt, Freja! Må jeg få en portion mere? han rakte glad tallerkenen frem.
Men Freja tog tallerkenen med og gik ind i stuen uden et ord.
Hent selv. Og fortæl endelig din Marianne, hun vil sikkert forkæle dig, lød det surt, mens klaverspil og tv begyndte i baggrunden. Freja havde aldrig fået undervisning i musik, men trøstede sig ofte ved klaveret, når hun var ked af det med et ret så umelodisk resultat.
Peter Pedersen, naboen, kiggede strengt på Antje:
Så du, hvordan det skal gøres, Antje? Først bliver manden modtaget i fin kjole med snacks og snaps, dernæst hygge og musik, så han får maden ned. Du derimod… Tør fødderne af!, Hvad laver du med de hænder?, Kog kartofler!, Køb brød!, Hvorfor lugter du af snaps? Du kan slet ikke se, hvad manden behøver…
Antje satte sig rank med armene over kors.
Mener du, du selv kan se, hvad du trænger til? Sikke noget! I mænd løber til jeres søstre og brokker jer over konen. Så kommer I hjem for at blive forkælet to steder! Fy for pokker. Find dig bare en anden, der kan nusse om dig! Hun hamrede tøvende mod skabet. Jeg går min vej.
Peter sad næsten med en frikadelle galt i halsen:
Hvor vil du hen?
I kloster! sagde hun bestemt. Og jeg tager Freja med! Det er slut, Peter.
Hun pakkede i den gamle læderkuffert, som generationer af kvinder i hendes familie havde forladt mænd med.
Du stopper mig ikke denne gang. Glædelig jul, Peter. Svigerforældrene kommer ordn det selv.
Og så gik hun. Tog overtøj på og forlod lejligheden. Peter sprang efter og så til sin overraskelse Freja på trappeafsatsen, også med kuffert.
Skal vi følges, søde? spurgte Antje, kastede et blik på Peter. Vi hører åbenbart ikke til her.
Ja, nikkede Freja. Pas på trappetrinene.
De gik ud, steg ind i den første bus der kom…
Peter og Bjarne halsede efter dem, uden jakker, mærket af kulden, men blev stoppet tre stoppesteder videre, hvor bussen åbnede dørene.
Spring ud, vi skal tale sammen! hviskede Bjarne bedende.
Ja, men du tror vel, vi bare kommer rendende? Ikke denne gang! svarede Antje og lagde armen om Freja Chauffør, kør bare!
Dørene lukkede. Men Bjarne og Peter hoppede også ind bagerst. Hvor bussen førte dem hen, anede de ikke. Bare de var med deres koner.
De sagde ingenting, men efter noget tid flyttede Freja sig, satte sig ved siden af Bjarne. Han tog straks hendes hånd. Antje gjorde tegn til Peter, han skulle sætte sig hos hende.
Jeg fryser, sagde hun. Kan du ikke lægge armen om mig? Bare én sidste gang, før skilsmissen og hun smilede skævt.
Peter lagde forsigtigt en arm om hende, akavet og lidt bange. Antje lænede sig ind til ham.
Også Bjarne tog Freja ind til sig.
Undskyld, hviskede han. Jeg skal nok få talt med Marianne Det er slut, Freja. Kun dig for mig! Alt ved dig er helt perfekt, forstår du? Alt! Og vores liv er faktisk helt fantastisk!
Peter og Antje kiggede væk, forlegne over de små kys foran dem
…
Bjarne! skreg Marianne i telefonen. Bjarne, hvad sker der?! Jeg sidder uden mad, her trænger til at blive støvsuget, og hvor er du? Kom forbi efter arbejde!
Jeg kan ikke, Marianne. Freja og jeg skal i teatret, svarede Bjarne stille, øjnene knebet i.
Hvad?! Jeg er din søster, sidder her alene, har brugt hele min ungdom på dig, og så ignorerer du mig nu? Har du ingen skam i livet?
Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød, svarede Bjarne tørt. Jeg har givet min hjælp. Hvis du savner selskab, så kom på besøg i weekenden.
Marianne fnyste og lagde på. Græd færdig og ringede så til sin eksmand. Måske gad han komme forbi og støvsuge…
—
Og i dag, da jeg sidder med min dagbog på skrivebordet, må jeg indrømme, at måske ramte Marianne og Freja begge noget midt i mit bløde, danske hjerte: Hvis man glemmer at fortælle hinanden, hvordan man har det, så vokser misforståelserne hurtigt til snebolde, der ikke bare blokerer hoveddøren, men hele hjemmet. Fremover vil jeg lytte mere ikke bare til, hvad de siger, men til, hvad de gør. Og tøfler har det nu bedst på radiatoren, klar til at varme efter en kold dansk dag.
