**Dagbog, 22. maj 2026**
I aften gik tankerne tilbage til den dag i den lille landsby i Sydjylland, hvor jeg sammen med de andre unge fra bygden lå i det knirkende forsamlingshus i den gamle landsbytorv. Det var en aften med klaptråd, grin og en smule uro, som jeg stadig kan mærke når jeg tænker på den.
Mikkel Zorn, den drilagtige fyr med et skævt smil, kiggede på mig og spurgte:
Skal du gifte dig, Mie?
Jeg så ham trække hånden fra mig, og Mie den lyse pige med de bløde kurver reagerede lynhurtigt. Mikkel lo højt, flåede tænderne frem og så på Mies fyldige silhuet.
Så er du med? forsøgte Mikkel at nå ud efter Mie. Eller skal vi bare snurre rundt på høstmarken? Giv mig lige en hånd!
Uden at tøve skubbede Mie Mikkel i en bærbusk, hvor han landede som en lille helikopter, armene svajende. I klubben brød der ud af latter.
Mikkel kom ud af busken, gnubbede sig på det bløde sted og spyttede i Mies retning som et udtryk for sin vrede.
Tror du, de griner af mig? råbte han.
Mie vendte sig væk, knibbet læberne sammen, mens veninden Line lagde en hånd på hendes skulder.
Hvad er der, Mie? Kender du ikke Mikkel? Han vil bare drille.
Mie smilede, men hun ville ikke græde. Hun var vant til sådanne drillerier. Line forsikrede hende om, at hun var stærk som et birketræ, selvom andre kaldte hende pølse.
Lad os gå, filmen starter snart sagde Line, og vi gik sammen ind i den halvdunkle forsamlingssal.
Jeg holdt forsigtigt fast i min frakke, satte mig på de knirkende træbænke fra 1960erne. Komforten var lille, men filmens magi var stor.
Mie sukkede, mens hun så på de slanke skuespillerinder på lærredet. Hendes ældre søster Maria var slank som deres far, mens deres lillebror Karl var lige så spinkel som en stang. Moderen, den runde, blide Karen, var derimod fyldig tydeligvis havde Mie arvet hendes form. Karen, deres mor, var altid energisk, og forholdet mellem hende og faren foregik uden problemer; folk sagde ofte, at de var som to sko, der passer sammen, selvom den ene var højere end den anden.
Mie sukkede igen og tænkte, at hun nok aldrig ville finde en partner i den lille landsby måske slet ingen overhovedet.
Søndag blev vi indkaldt til kommuneservicecentret, hvor en ny bus skulle ankomme med en skinnende låge og træbænke, der hoppede som en bold på de ujævne stier. Vi nåede senere til rådhuset og den solbeskinnede plads, hvor højttalerne spillede musik for hele byen. En stor tønde med kold æblecider stod i nærheden, og vi løb hen for at drikke.
Se den, hvor rund hun er hørte jeg nogen sige om Mie. Jeg ville tro, at de ikke talte om mig, men det var tydeligt, at hun var den eneste med den kropsbygning blandt os. Ved et træ stod to drenge: den ene drømmende, den anden med en spydig blik, som så Mie fra top til tå og skubbede sin ven i siden.
Jeg gik nærmere mine veninder, ønskede at gemme mig for den igennemskuerende blikke den slags blik kan både knibe og klemme.
Vi skal også nå dansen i kulturhuset! erklærede Nina.
Men det er allerede aften hvornår skal vi hjem?
Vi når det! Onkel Hans lovede at hente os fra kulturhuset. Skal vi gå eller ej?
Ja, lad os gå!
Dansen i kulturhuset var ikke som klubben, hvor alle var unge og ubesatte. Her spillede en enkelt harmonika, og lokalet havde hvide søjler og mange mennesker. På særlige lejligheder kom et fuldt orkester fra regionen.
Mie så på den blå nederdel, hun havde valgt, og løb for at indhente os. Ingen ville invitere hende, men hun så, at de andre piger allerede gik i ring, smilende og glade. Jeg stod ved en væg, mens jeg følte, at nogen så på mig. Mine lyse hår i to fletter, den knappe næse og de røde kinder hvis man så ind i mine øjne, så ville man måske læse håb og en stille længsel efter lykke.
Måske kan vi danse hvorfor stå her? sagde jeg.
Der stod en fyr ved torvet, som jeg genkendte fra før.
Må jeg? sagde jeg, mens jeg nikkede.
Han var højere end mig, tavs, men spurgte så:
Hvad hedder du?
Mie, Mie.
Jeg er Søren.
Hvor er du fra?
Fra Bøllerød.
Ah, det er tæt på.
Hvor bor du?
Her nu.
Hvor boede du før?
Jeg gik i skole i byen, arbejdede.
Søren fulgte mig til bilen, men sagde intet mere. Jeg tænkte, at han blot var ensom og havde søgt min selskab.
Hans ven, Youssef, kom hen og sagde:
Du kalder hende pølse. Har hun ikke et navn? han smilede.
Øh, Søren, du er måske vildt forelsket
Hvorfor så hurtigt? Hun er en sød pige, venlig og hjælpsom.
Søren forklarede, at han havde to små søskende, Valentina og Vagn, som han skulle passe. Hans mor var død for et år siden, og han havde været nødt til at tage ansvar. Tanten Zofia, en ven af hans mor, havde råbt:
Du skal giftes, Søren! Du skal blive hovedforsørger for dem. Jeg kender en pige, Siri Kristiansen, der er lidt ældre end dig, men måske passer I sammen.
Søren rystede på hovedet. Det er ikke for mig, sagde han.
Senere gik jeg hjem og tænkte på samtalen. Jeg indså, at jeg også ønskede en pige fra Bøllerød ved min side, men hun var allerede optaget af andre tanker.
Mie huskede stadig den grå, genert blik fra den unge dreng, og hun tænkte på sig selv i spejlet: Jeg er ikke kun pølse, jeg er mig selv.
Næste søndag blev vi inviteret til kulturcentret igen, men Mie afslog. Hvad skal jeg gøre der? tænkte hun, mens hun huskede Søren. Hvis han havde kaldt mig, ville jeg måske have sagt ja.
Mandag var fyldt med arbejde på markerne. De trætte piger faldt på græsset og slappede af.
Mie, jeg glemte helt at fortælle dig, sagde Lina, mens hun knælede ved siden af mig. Drengen fra dansen i sidste uge, han vil mødes med dig på søndag. Orkesteret spiller, og han venter på dig.
Mie mærkede kinderne blive varme. Først glæde, så tvivl: Vil han bare drille som Mikkel, eller vil han være seriøs?
Ugen gik, og vi gik hver til sit. Jeg og Søren fandt et skjult sted i den skyggefulde park på en bænk.
Jeg ville se dig igen, sagde Søren nervøst, mens han legede med sin kasket. Men jeg tænkte, at du måske ikke ville have mig. Har du en kæreste?
Nej.
Jeg har ingen brud. han blev genert. Men jeg har børn.
Jeg så på ham, overrasket over, at så ung, han allerede havde to små søskende, ti og syv år. Han havde ingen far, og hans mor var død. Jeg forstod, at han nu var den ældste i sin familie.
Du er også tiltrækkende, hviskede jeg.
Han sagde: Jeg vil bare fortælle dig, at Valentina og Vagn er mine, men de vil vokse op, få deres egne familier. De er ikke en byrde.
Efteråret kom, familien Aagaard ryddede haven sammen, og om aftenen brændte vi pejsen i den lille stue. Mie stod ved den røde ovn i sin blå kjole og så på uret.
Karen sukkede: Nu skal den mellemste pige giftes. Han er en god fyr, selvom han har børn.
Faderen bankede med fingrene på bordet: Med en sådan mand vil Mie ikke gå glip af noget.
Karin råbte: Ja, de kommer! og Mie løb ud, så hurtigt som et blad i vinden, glemte sin frakke og gik ud for at møde sin kommende brudgom.
De yngre søskende Valentina og Vagn løb efter Mie, greb hendes hænder og så hende med øjne, der sagde alt. De havde nu både Mie og Søren.
Slip mig fri, grinede Søren, lad mig omfavne hende.
Børnene sang: Tilitititort brud og brudgom! og gik sammen ind i huset. Mie glemte de drillerier, som tidligere havde gjort hende så såret, og begyndte at høre de bløde ord: pølse.
**Lektion:** Livet i den lille landsby er fuld af drillerier og uforudsigelige møder, men ægte forståelse og ansvar kan binde os sammen på trods af forskelle. Det er bedre at række ud med et åbent hjerte end at gemme sig bag spøgefulde kaldenavne.
