Kære dagbog,
I dag har jeg endelig indset, hvor meget jeg har været fanget i et skrøbeligt spil af løgne og forventninger. Jeg har altid troet, at respekt i et ægteskab er grundlaget for alt, men Lars har kunnet vende den tanke på hovedet.
Han kom ind i stuen helt opslugt af sine egne tanker. Mette, forstår du mig overhovedet?, råbte han, som om han havde mistet forstanden. Jeg har en elskerinde! Hun er seksten år yngre end mig, og jeg tror, det er bedst for mig at være med hende.
Jeg kunne mærke, hvordan hans ord slog som knive i mit hjerte. Jeg vidste, at han havde planer om at få børn med hende noget han aldrig havde nævnt for mig. Jeg har været gift med ham i næsten femten år, og vi har altid haft vores op- og nedture, men jeg har altid holdt fast på, at et hjem skal bygges på gensidig respekt.
Du burde i hvert fald græde lidt for høflighedens skyld, sagde han, og jeg løftede hovedet stolt. Hvorfor skulle jeg græde? Jeg er så glad på dine vegne! Endelig kan du nå dine drømme.
Lars trak på smilebåndet og fortsatte: Hvorfor taler du altid om dine hobbyer? Det er jo bare hobbyer. Hvis jeg arbejdede lidt mere, og du tjente lidt mindre, kunne jeg måske få mere tid til de ting, jeg elsker.
Jeg svarede, at han skulle finde noget at holde sig i, for han kunne jo aldrig blive far. Han gik rundt og prøvede at pakke en kuffert, mens han talte om, hvordan vores nye liv skulle finansieres af Vilmas (hans kærestes) far, som han håbede ville skylle os i penge, så vi kunne leve på andres penge i kort tid.
Da han endelig lukkede kufferten og smækkede døren, gik jeg tættere til vinduet og lyttede til den stille gade. En rød, skinnende bil kørte op til indkørslen, og en ung kvinde sprang ned, greb Lars om halsen. Selve baghaven var fyldt med nysgerrige naboer, som straks stirrede på scenen. Jeg mærkede en uforklarlig lettelse; vores liv har de seneste måneder været et langt, gråt farce.
Jeg har næsten holdt op med at overnatte hjemme. Jeg forstår alt, men jeg kan ikke selv rive familien fra hinanden. Jeg greb telefonen og ringede til min veninde Rikke.
Rikke, hej! Hvad har du af planer i aften? spurgte jeg.
Er du ude af din triste bås? svarede hun overrasket. Der har ikke været nogen depression, bare en lille melankoli. Skal vi mødes, drikke noget, måske finde en undskyldning til at fejre?
Der var et øjebliks stilhed, før Rikke forsigtigt spurgte: Mette, har du taget nogen piller i dag? Hovedpine eller feber? Jeg sagde: Stop med at spørge, Rikke!
Hvis du virkelig mener det, så er jeg med 100%, svarede hun. Jeg er træt af at se din sure mine!
Ved du hvad? sagde jeg. Vi mødes kl.19 på Perlen i Indre By!
Jeg lagde på, satte min lille taske over skulderen og gik ud i eftermiddagslyset. Jeg har så mange ting at nå, og tiden flyver altid forbi. Rikke stirrede nervøst på uret; jeg har aldrig været sent, men nu er jeg kun fem minutter bagud.
Da vi trådte ind på restauranten, hørte jeg andre samtaler starte; munden åbnedes overalt. Jeg har altid haft langt hår, men har nu et kort, lyst karé. Jeg bruger næsten ingen makeup kun mascara og en fugtighedscreme efter badet. Nu ser jeg dog ud som om jeg har fået en professionel makeupartist på hold.
Jeg havde på mig en løs kjole, som fremhævede min figur mere end de stramme jeans, jeg normalt foretrækker. Rikke udbrød: Mette, du ser forrykt ud! Jeg satte min taske på stolen og sagde: Kan du se? Jeg ser ti år yngre ud. Glem ikke at du har smidt din Lars!
Rikke lo højt, og vi blev hurtigt gjort selskab af en ældre gentleman ved siden af os, der serverede os to glas vin. Han hed Henrik, var fem år ældre end os, men stadig levende og charmerende. Rikke hviskede til mig: Se, nu har du en fan! Jeg nikkede og vinkede ham hen til vores bord. Du er så dejlig i dag!
Henrik holdt vores glas, og da han senere skulle køre os i taxa, spurgte han, om jeg ville gå til den anden side af byen til fods. Jeg svarede: Det behøver du ikke. Jeg bor kun to gader væk.
Morgenen efter gik jeg forbi hans lejlighed, hvor han stod udenfor og så forvirret ud. Mette, du ser ud til at fejre noget. Er det din fødselsdag? Jeg har en gave til dig! Jeg smilede: Nej faktisk er jeg blevet smidt af min mand i går.
Henrik så overrasket på mig. Du overrasker mig altid, Mette.
Tre uger senere sad Rikke og jeg på en café. Hvordan går det med Henrik? spurgte hun.
Jeg har aldrig været så lykkelig, svarede jeg. Jeg gemmer ikke noget for ham. Han hjælper mig med at bearbejde mine følelser.
Men så kom en sms fra Lars, der sendte mig en invitation til sit kommende bryllup. Hvorfor skulle han gøre det? tænkte jeg. Måske vil han se mig i tårer, så han kan vise sin nye kone, hvor meget han har mistet.
Jeg fortalte Rikke, at hun skulle møde Henrik, hilse kort og gå videre. Det vigtigste er, at han får en god næse! tænkte jeg.
Lars stirrede på Vilma, hans unge kærestes mor, og sagde: Du er så smuk. Vilma svarede: Jeg ved det. Kommer din far? Lars svarede: Selvfølgelig, han er min far, og jeg er hans datter.
Vilma knurrede: Året har vi ingen penge, du prøver altid at tvinge mig til at arbejde. Lars krammede hende og sagde: Bare rolig, han vil ikke forsvinde. Du skal giftes!
Brylluppet blev betalt på kredit. Lars og Vilma troede, at Vilmas far ville tilgive sin ustyrlige datter og åbne pengestrømmen.
Henrik spurgte: Skal din far også komme? Jeg svarede: Ja, han ringede i går. Jeg tror, han vil bede om at komme tilbage. Han lo: Jeg elsker så meget sådanne scener!
Da jeg forklarede Henrik, hvad jeg ønskede af ham, så han forbløffet ud. Hvornår er hans bryllup? spurgte han. Næste uge, og ja, jeg er ledig, svarede jeg. Han sagde, at han ville tage med.
På vejen til festen var jeg i chok, men gik videre med stolthed. Jeg holdt Henriks hånd, mens vi gik hen til brudeparrets bord. Jeg følte mig som en dronning.
Samtidig stod Lars og Vilma ved siden af, forvirrede og utilfredse. Vilma hviskede: Far? Lars svarede med et svagt Mette? uden at genkende mig. Henrik gav mig blomster og en konvolut: Det er dejligt, at du er gift og selvstændig. Tette og jeg planlægger en lille rejse.
Han vendte sig så mod Lars: Du forstår, at din kommende svigermor også har brug for en pause. Jeg overlader min datter i dine trygge hænder, undskyld.
De gik ud af restauranten, og jeg ønskede at le, men vidste ikke hvordan Henrik ville reagere. Så vendte han sig mod mig: Forstår du, at du nu skal gifte dig med mig?
Jeg tøvede et øjeblik, men svarede så roligt: Hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt.
Vi omfavnede hinanden og gik mod bilen, mens Henrik allerede på telefonen bestilte billetter til en varm, solrig feriedestination ved havet.
Det er mærkeligt, hvordan livet kan ændre kurs på et øjeblik. Jeg føler mig både lettet og bange, men for første gang i lang tid ser jeg en vej fremad uden Lars, men med nye håb og en mand, der virkelig ser mig.
Kærlig hilsen,
Mette.
