Anne Petersen sad på en bænk i hospitalets lille park og græd. I dag rundede hun 80 år, men hverken søn eller datter var kommet for at lykønske hende. Heldigvis gik nabopatienten Ellen Sørensen forbi, sendte sine hilsner og overrakte et lille gavekort. Endda sygeplejersken Maja kom forbi med et rødt æble som fødselsdagsgodt. Plejehjemmet var pænt, men personalet var mest ligeglad.
Alle vidste, at ældre ofte blev sendt hertil af børn, der syntes de var en byrde. Anne blev bragt af sin søn, Anders, som sagde, at hun skulle hvile og blive rask, men i virkeligheden var hun bare i vejen for hans svigerdatter. Lejligheden var nemlig hans, og han havde overbevist ham om at skrive et gavebrev, så Anne kunne bo som før. Men kort efter flyttede hele familien ind, og krigen med svigerdatteren begyndte.
Svigerdatteren, Freja, var altid utilfreds, lavede mad forkert, efterlod snavs i badeværelset og så videre. Anders forsøgte i første omgang at forsvare hende, men så gik han selv i stå og begyndte at råbe. Anne opdagede, at de hviskede, så snart hun gik ind i rummet, blev alt stille.
En morgen sagde Anders: Mor, du skal hvile og blive rask. Anne så ham i øjnene og spurgte bittert:
Sælger du mig til et plejehjem, søn?
Han blev rød, fumlede og svarede undskyldende:
Det er kun et sanatorium, mor. Du lægger dig ned i en måned, så kommer du hjem igen.
Han afleverede papirerne, underskrev dem i hast og smuttede af sted med løftet om at komme tilbage snart. Han dukkede kun op én gang: med to æbler, to appelsiner, spurgte, hvordan det gik, og så forsvandt han igen.
Så har hun nu boet her i to år.
Da en måned var gået, og Anders stadig ikke var vendt tilbage, ringede Anne på det gamle husnummer. En fremmed stemme svarede hendes søn havde solgt lejligheden, og ingen vidste, hvor han befandt sig. Anne græd i et par nætter, men vidste, at hun ikke blev hentet hjem. Det værste var, at hun selv havde såret sin egen datter for at gøre sin søn glad.
Anne voksede op på landet, giftede sig med skolekammeraten Peter. De boede i et stort, men beskedent hus med gård. Ikke rigt, men de gik aldrig sultne fra bordet. Så kom en bybo fra København på besøg hos forældrene, fortalte Peter, hvor nemt livet var i storbyen god løn, boliger på et splitsekund. Peter blev begejstret, de solgte alt, flyttede til byen, fik en lejlighed med møbler og en gammel Zastava. På den gamle bil gik Peter i en uheldig ulykke.
To dage senere døde Peter på hospitalet. Efter begravelsen stod Anne alene med to børn. For at skaffe mad og tøj vaskede hun gulve i opgangen om aftenen. Hun håbede, at børnene en dag ville hjælpe, men det skete aldrig. Sønnen faldt i dårligt selskab, måtte låne penge for at undgå fængsel, og betalte gælden af i to år. Datteren Freja giftede sig, fik et barn, men snart blev sønnen syg igen. Anne måtte droppe sit arbejde for at besøge ham på hospitalet, hvor lægerne vandrede i deres diagnoser.
Endelig fandt de ud af, at han led af en sjælden sygdom, som kun blev behandlet på et institut i Århus. Ventetiden var lang. Mens Freja kørte frem og tilbage, gik hendes mand fra hende han efterlod kun lejligheden. I hospitalet mødte hun en enlig enkemand, Michael, hvis datter havde samme sygdom. De faldt hurtigt for hinanden og begyndte at bo sammen. Efter fem år blev også Michael syg, og de manglede penge til operationen. Anne havde sparepenge; hun ville give dem til sønnen som første udbetaling på en ny lejlighed.
Men da Freja bad om pengene, følte Anne, at det var forkert at give dem til en fremmed, når hendes egen søn trængte dem mest, så hun sagde nej. Freja blev så såret, at hun sagde ved farvel, at Anne ikke længere var hendes mor, og at hun ikke skulle ringe, hvis hun havde brug for hjælp. Så har de ikke talt sammen i tyve år.
Freja helbredte sin mand, de pakkede deres børn og flyttede til et sommerhus ved Vesterhavet. Hvis hun kunne dreje tiden tilbage, ville Anne have handlet anderledes, men fortiden kan man ikke rette.
Anne rejste sig langsomt fra bænken og gik mod plejehjemmet, da hun pludselig hørte:
Mor!
Hjertet sprang. Hun vendte sig langsomt. Det var datteren, Freja. Hun var næsten faldet, men Freja løb hen og greb hende.
Endelig har jeg fundet dig Bror vilde ikke give adressen, men jeg truede ham med retten, fordi han solgte lejligheden ulovligt. Så hold nu op med at gemme dig
De gik ind i bygningen og satte sig på sofaen i gangen.
Undskyld, mor, for alt tiden jeg holdt mig væk. Jeg var så vred, så alt blev udskudt. Jeg drømte om dig i sidste uge, som om du gik i skoven og græd.
Jeg stod op, og det gik mig så tungt i hjertet. Jeg fortalte det til min mand, og han sagde, du skal komme hjem og blive forsonet. Jeg kom, men der var fremmede, som ikke vidste noget.
Jeg ledte efter brors adresse, fandt den, og så stod jeg her. Tag med mig. Vi har et hus, du ved, et stort hus ved havet. Min mand sagde, hvis du har det dårligt, skal du flytte ind hos os.
Anne krammede datteren taknemmeligt og græd men denne gang af lettelse.
Læs din far og din mor, så dine dage på Jorden, som Gud har givet dig, må vare ved.
