Forældrenes skilsmisse…
– Hun er ikke min datter! Hun ligner slet ikke mig, det kan alle da se! – råbte Søren.
Han opførte sig generelt besynderligt og småligt under hele skilsmisseproceduren. Alt blev diskuteret, selv elkedlen.
– Alt er købt, mens vi var gift, så halvdelen tilhører mig. Hvis vi skal være retfærdige, burde jeg tage alt af husholdningsapparaterne, for min kone og datter bliver boende i lejligheden, – forklarede han tålmodigt dommeren.
Den ældre kvindelige dommer kiggede på Søren, løftede sine briller og rystede opgivende på hovedet, mens hun bladrede i papirerne.
– Så vidt jeg forstår, tilhører lejligheden din kone. Den var hendes før ægteskabet, så den skal ikke deles.
– Ja, men så må jeg vel tage alt det andet. Vaskemaskinen, mikroovnen, fjernsynet. Alt med ledning tager jeg. Bruseren har jeg købt for mine egne penge, så det er også min.
– Skal du til at skrue brusekabinen af? Så ødelægger du jo halvdelen af badeværelset, – udbrød Anne, og dommeren så medlidende på hende. Det var tydeligt, hun ikke ofte mødte så smålige mænd.
– Nå, jeg kan godt lade bruseren blive, – nikkede Søren. – Så får jeg til gengæld vaskemaskinen. Ikke? Det vil være fair? – smilte han sødt til dommeren.
Han havde let ved at smile til fremmede kvinder. Søren syntes selv, at han havde et uimodståeligt smil, og det virkede faktisk ofte. Han var ikke dårlig at se på, og det var heller ikke uden grund, at han nu forlod Anne for en yngre kollega, han havde været sammen med et godt stykke tid. Selv dommeren prøvede han at charmere, men hun havde set nok i sit liv. Hverken smil eller mandighed rykkede noget hos hende.
Anne kunne tydeligt mærke, at dommeren havde sympati for hende, selvom hun professionelt skjulte det. Dommere må jo ikke blande personlige følelser ind. Men hun kunne ikke tie, da Søren råbte, at pigen ikke var hans, da emnet om børnebidrag kom op. Den ældre dommer tog brillerne af, pudsede dem langsomt og sukkede dybt.
– Så du opdrager hende i tolv år, kalder hende din datter, og nu siger du, hun ikke er din? Hvordan hænger det sammen?
– Jamen, jeg vidste det jo godt. Og jeg tænkte, man skal tage sig af børn uanset hvad, men nu vil jeg ikke betale bidrag. Jeg har jo en ny familie nu, og får måske snart et nyt barn, – Søren prøvede stadig med sit skæve smil.
– Dit eget barn? – udbrød Anne forarget.
Hun følte sig kvalt af indignation over denne kynisme og manglende ansvar. I alle disse år havde hun slet ikke forestillet sig, Søren kunne synke så lavt.
– Fat dig, Anne, ingen grund til at hæve stemmen, – sagde dommeren venligt. – Søren, du skal betale børnebidrag, indtil det er bevist enligt loven, at hun ikke er din. Du må tage en DNA-test.
Søren blev straks stille. Han havde ingen intention om at tage nogen test. Han vidste udmærket, at Freja var hans datter. Hun lignede ham ikke, nej, men hun var kopi af hans egen farmor. Alle i familien havde for længst bemærket ligheden mellem de to. Man kunne næsten ikke se forskel på de gamle billeder af farmoren som barn og Freja. Søren vidste det godt. Alligevel havde han samvittighed til at fornægte sin datter.
Skilsmissen blev et smertefuldt kapitel. Dagen efter kom Søren i en varevogn for at hente det udstyr, han havde tiltusket sig. Han holdt nøje øje med, at flyttemændene ikke kom til at ridse vaskemaskinen eller opvaskemaskinen. Anne holdt sig væk fra flytteriet, men kunne ikke lade være med at le og græde, da hun opdagede, at elkedlen, et nyt sæt gryder og bestik var væk. Det var til at både grine og græde over! Godt, at Freja ikke var hjemme. Anne havde sendt hende til sin farmor og sagde aldrig et ondt ord om hendes far.
Et skilsmisse er allerede rigeligt stress for et barn. Hvorfor gøre det værre? Freja skulle have lov at elske sin far, og det skulle der ikke laves om på. Hun skulle aldrig vide, at faren fornægtede hende i retten, og hun måtte fortsætte med at se ham. Anne ville ikke stå i vejen. Barnets tarv var vigtigere end hævn over eksmanden.
Da Anne hentede Freja hjem, gik pigen triste runder i lejligheden. Hun kiggede på det tomme hul under vasken, der hvor vaskemaskinen havde stået, og på fraværet af fars ting. Om natten hørte Anne, at datteren græd. Chokket over skilsmissen var større, end hun havde troet. Uden at tænde lyset, gik hun ind til Freja, satte sig på sengen og lagde hånden på dynen.
– Skat, det skal du ikke være ked af. Nogle gange går voksne fra hinanden. Det betyder ikke, du ikke kan se din far.
Men hurtigt fjernede Freja sig fra sin mors hånd.
– Det er din skyld, – snøftede hun vredt. – Du er skyld i, at far gik. Han sagde selv, han havde det dårligt med dig. Du var altid utilfreds, altid efter ham.
Det kom bag på Anne. Freja havde altid været blid og god, men nu talte hun direkte med fars ord.
“Jeg, der var efter ham?” tænkte Anne. Hun kunne ikke holde sig i skindet:
– Ved du, at din far er flyttet sammen med en anden kvinde?
– Det ved jeg godt, mor.
Freja satte sig brat op og stirrede på sin mor i mørket.
– Far har fortalt mig alt. Ja, han har en anden, fordi du gjorde det umuligt for ham herhjemme. Du naggede ham hele tiden.
Anne bed sig i læben. De elektroniske vækkeur på natbordet kastede et svagt blåt lys over Frejas vrede og tårevædede øjne. Og hvordan skulle hun sige, at barnet på sin vis havde ret? Ja, Anne havde kritiseret Søren, især efter hun havde opdaget, han var hende utro. Skulle hun bare have smilet? Søren kom ofte fuld hjem med parfume på tøjet, og selvfølgelig blev der skænderier. Men alligevel havde hun altid håbet, at det ville vende. Det var Sørens eget valg at blive skilt. Og hvordan forklarer man alt det for en tolvårig? Måske skulle Freja bare have tid til at falde til. Det blev hun vel nødt til.
Anne prøvede at stryge Freja over skulderen, men datteren trak sig endnu en gang væk.
– Gå i seng, – sagde Anne udmattet. – Du skal tidligt op og i skole.
Det var alt, hun fik sagt, inden hun gik ud. Næste morgen var Freja usædvanligt tavs, og Anne syntes at mærke anger over nattens ord. De talte ikke mere om skilsmissen. Freja gik i skole, og svarede kortfattet, da hun kom hjem.
“Nu har hun dårlig samvittighed,” tænkte Anne.
Men det viste sig hurtigt, det ikke var tilfældet. Da lørdagen kom, sov Anne længe. Først halv ti stod hun op. Hun gik stille rundt og ville ikke vække Freja. Klokken tolv blev hun dog urolig. Aldrig havde barnet sovet så længe. Hun kiggede ind, men værelset var tomt. Panikken bredte sig. Hun ringede og ringede til Freja, som først tog telefonen efter femte opkald. Musik og fest lød i baggrunden.
– Hvorfor ringer du så meget? – spurgte Freja frækt. – Jeg er med far i shoppingcentret. Der er fest og underholdning her!
– Med far? Hvorfor sagde du det ikke til mig?
– Du sov. Jeg har ikke tid nu, farvel.
Anne lyttede chokeret til de korte bip i røret. Skrækken blev til vrede. Sådan kunne det ikke være. De måtte tale.
Freja kom hjem over middag. Glad og en smule aggressiv på samme tid.
– Lad være med det der igen, – sagde Anne.
– Med hvad? Skal jeg ikke se min far? Han sagde, du ville modarbejde det.
– Jeg? – Anne blev vred. – Du må mødes med ham alt det, du vil. Men du skal sige til. Jeg sover let, så du har listet dig ud uden at vække mig.
– Jeg har ikke listet! Mor, gid du bare lod mig være, ikke?
Freja fnøs hånligt, gik demonstrativt ind på sit værelse og smækkede døren. Anne havde lyst til at følge efter, men beherskede sig. Freja var i en svær tid. Det krævede tålmodighed.
Tiden gik, og Freja blev bare mere og mere fræk. Hun mødtes først med Søren hver weekend, så sjældnere, men hver gang kom hun hjem og opførte sig endnu værre.
Anne holdt ud i næsten et år. Men på Frejas fødselsdag brast det. Anne havde købt kage, dækket bord og inviteret sine egne forældre. Hun håbede, de kunne hygge sig sammen, og bagefter kunne Freja tage penge og mødes med veninderne på pizzeria. Men Freja fnøs og gik bare sin vej uden at puste lysene ud. Hun havde valgt at fejre dagen med faren.
Anne var sikker på, Søren gjorde det med vilje for at gøre hende allermest ondt. Se bare, datteren vil jo allerhelst være sammen med mig!
Den aften råbte Anne for første gang ad Freja.
– Hvorfor gør du det her? Jeg har gjort det hele klar for dig. Du kunne da i det mindste have siddet lidt med os.
– Måske jeg ikke vil? sagde Freja trodsigt. Måske jeg slet ikke vil bo hos dig. Der er jo ingen, der kan holde dig ud. Far flygtede, og nu råber du af mig.
– Vil du ikke bo hos mig? Hvem vil du så bo hos? Din far måske?
– Ja. Det vil jeg! Han har fortalt mig, at han prøvede at få mig ved skilsmissen, men du satte dig imod. Du som mor, du bestemmer alt. Men spurgte du mig, hvad jeg ville? Jeg ville være blevet hos ham.
– Ville din far virkelig have dig boende?
– Ja! Han vil stadig have mig. Hans nye kone ville tage godt imod mig, siger han. Vi ville have det godt sammen.
– Så du har aldrig mødt hans nye kone? Hvor ser I så hinanden?
– Nej, har ikke mødt hende. Vi mødes ude. Men far siger, hun er sød.
– Han siger. Han siger… – Anne kunne ikke holde inde mere. Hun havde holdt ud i et helt år, men nu brast det. Ved du egentlig, hvor meget din far lyver for dig? Han har aldrig bedt om at få dig boende.
– Det er dig, der lyver! Du har jaget ham ud og vil heller ikke lade mig leve.
– Hvordan forhindrer jeg dig, så?
Anne kunne ikke andet end græde. Hun håbede, tårerne ville få Freja til at fortryde, men pigen fnøs blot.
– Tænk lidt over det. Jeg går i seng.
Nu begyndte Anne at frygte, at hun selv gjorde noget forkert. Hun havde ønsket, at Freja ville falde til, men det modsatte var sket. Hun var blevet et aggressivt lille dyr. Det var ikke svært at gætte hvorfor. Hver gang Freja så sin far, arbejdede han hende længere væk fra Anne. Søren havde jo selv frasagt sig barnet i retten. Hvorfor kunne han ikke bare lade sagen ligge? Hvilken slags hævnlyst var det, han havde? Alt sammen fordi Anne ikke ville dele sin lejlighed?
Under alle omstændigheder fortalte Anne aldrig Freja sandheden om, hvordan Søren havde opført sig under skilsmissen, men hun stoppede også med at undskylde ham. Dagen efter, da hun var faldet lidt ned, prøvede hun at snakke med Freja:
– Skat, din far lyver for dig. Han er vred på mig og prøver at sætte dig op imod mig.
– Jeg har ikke brug for at blive sat op mod nogen. Jeg er tretten og kan se tingene selv. Jeg vil ikke have din kage, – Freja skubbede tallerkenen væk. Jeg har ikke brug for noget fra dig. Lad mig være.
Det næste år blev et helvede for Anne. Freja blev fuldstændig umulig. Hver eneste anmodning blev mødt med modvilje. Hendes yndlingsord var blevet: “Lad mig være.”
– Lad mig være med dine lektier! Jeg har ikke noget for! smækkede hun døren.
Efter et møde med faren krævede Freja en lås på sin dør.
– Jeg har brug for privatliv. Du maser dig altid ind uden at banke på.
– Skal jeg nu også til at banke? Det er nyt! rystede Anne på hovedet. Der bliver ikke sat nogen lås på.
– Sådan kan du se, du ikke lader mig leve, som jeg vil. Og jeg måtte heller ikke flytte hen til far. Gå ud!
Da hun fyldte fjorten, kulminerede det hele. Freja havde set frem til, at faren ville invitere hende, men han glemte hende. Hun var fuld af had og tog det ud på moren.
– Det er dig! Du har saboteret det. Du har garanteret talt dårligt om mig til far, så han ikke engang ringede. Han havde lovet, at på min fødselsdag skulle jeg møde hans nye kone. Og snart får jeg en lillebror, og jeg skal passe ham!
– Nå, nå, – sukkede Anne.
Nu faldt brikkerne på plads. Sørens ny kone ventede barn, og han gad nu ikke længere have kontakt til datteren. Freja havde bare været et værktøj til at genere ekskonen. Hvorfor kunne Freja ikke se det?
Igen prøvede Anne at overtale Freja til at gå til psykolog.
– Tror du, jeg er helt skør? Sådan tænker du altså om mig? udbrød Freja.
– Psykolog, Freja, er ikke psykiater. Vi kan ikke tale sammen mere.
– Samtale vil jeg ikke have med dig. Hvis bare du havde ladet mig flytte til far, ville jeg selv komme på besøg. Ingen psykolog, hører du!
Nu var hun fjorten og følte sig voksen. Anne lagde pres på det. Hun opsøgte en dygtig psykolog, en myndig midaldrende kvinde, og inviterede hende hjem. Hvis bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget, som man siger.
– Du er jo voksen, Freja, så lad os tage en voksen samtale med psykologen. Forklar, hvorfor du mener, du har ret.
– Fint nok, – nikkede Freja.
Hun satte sig foran psykologen med korslagte ben, som en selvstændig voksen.
– Argumenter, siger I? Okay. Min mor er altid utilfreds, hun er en kæmpe nørd. Far ville have mig boende, men hun tvang mig til at blive. Jeg kan ikke finde ud af det med hende.
– Jeg kan høre din frustration, Freja, – sagde psykologen. Men hvis han virkelig ville have dig boende, hvorfor har han så aldrig ladet dig møde sin nye kone? Hvorfor ikke invitere dig hjem?
– Nu gider jeg ikke mere! – Freja fløj op. Alt hvad I gør, er at få mig vendt mod min far!
Freja stormede ud. Psykologen blinkede forvirret over, hvor voldsomt døren smækkede.
– Det er værre, end jeg havde troet, – sagde hun til Anne. Men er du helt sikker på, at det er Freja, der tager fejl og ikke din eksmand, der faktisk gerne vil have hende boende?
– Det handler bare om at gøre mig ondt, – sagde Anne. Jeg er helt sikker. Han sagde aldrig i retten, at han ville have hende, og hans nye kone vil næppe have hende boende.
– Så vil jeg foreslå dig en risikabel, men effektiv løsning.
Et par timer senere snublede Freja over sin kuffert i entreen, da hun kom hjem. Den samme kuffert, de engang havde haft med til Bornholm på ferie, da far stadig var der. Freja blev både sentimental og arrig, men Anne kom ud med overtøjet på.
– Tag ikke skoene af, – sagde Anne. Jeg har talt med psykologen og må indrømme, at du har ret. Jeg må ikke holde dig fra at bo, hvor du vil. Hvis du hellere vil bo hos din far og hans nye kone, så er det okay. Jeg har pakket det mest nødvendige. Resten må du hente senere. Kender du din fars adresse?
– Nej… – Freja blev paf. Nej, det gør jeg ikke.
– Det gør jeg til gengæld. Da flyttemændene bar vaskemaskinen ud, hørte jeg, hvor den blev kørt hen. Kom, jeg følger dig derhen. Taxaen er bestilt, for jeg så dig komme gående.
– Vent, mor. Jeg ringer lige til far og spørger…
– Lad være, Freja. Det her er sjovere sådan. Det bliver en overraskelse for ham. Han har jo drømt om, at du skulle flytte ind!
I taxaen sagde Freja intet, men Anne talte uafbrudt.
– Så er det endelig lykkedes. Tænk, at psykologen skulle åbne mine øjne. Jeg ønsker dig alt det bedste. Bo hos din far, og kom gerne og besøg mig.
Taxaen kørte ind i et villaområde og stoppede ved et lille, pænt rækkehus. Det tilhørte Sørens nye kone. Anne vidste det for længst. Freja ville banke på vinduet, men Anne prøvede døren og opdagede, at den var ulåst.
– Kom nu, Freja. Du skal jo bo herfra nu. Jeg følger dig bare ind.
Selv Anne tøvede med det samme at gå ind, og bankede derfor på døren. Det var Sørens nye kone, der åbnede. En ung kvinde med stor gravid mave, der så surt på Freja og Anne.
– Så, Freja… mød din nye mor. Her skal du bo.
– Bo? Hvad mener du? Hvilken mor? Søren! KOM! – råbte den unge kvinde ind i huset.
Søren kom frem, og hans øjne flakkede.
– Hvad laver I her? Hvorfor…?
Han så skræmt ud, skubbede konen indenfor og lukkede døren bag hende.
– Så, så, Anne. Din datter er kommet! Din kone er da heller ikke videre gæstfri. Hvorfor har du aldrig præsenteret Freja?
– Bo? Hvad snakker du om? spurgte Søren og kiggede på datterens kuffert. Nej, altså… Jeg kan ikke tage hende.
– Far, hvad mener du? Du har jo altid sagt, du ville have, jeg boede hos dig!
– Nu er det bare ikke så nemt, Freja. Min kone skal føde lige om lidt. Vi er midt i at renovere…
– Jeg fylder ikke meget… Jeg kan hjælpe med at male!
– Kom Søren! Få konen herud! Lad os høre, om hun vil have Freja boende.
– Nu stopper det. Det her er for meget, – sagde Søren. Freja, tag hjem. Jeg kan ikke tage dig nu. Vi snakkes ved en anden dag.
– Hvorfor en anden dag? Sig det nu! – sagde Anne. Fortæl hende, hvordan du i retten nægtede at hun var din datter. Fortæl hende sandheden, og drop de eventyr.
Søren tav, men nu begyndte Freja at råbe:
– Far, er det sandt? Har du løjet hele tiden?
– Tag hjem, Freja, – sagde Søren dæmpet uden at se på hende.
Klodset bakkede han sig selv og konen ind i huset og lukkede døren. For næsen af Freja. Den smækkede, som hun selv havde smækket døren foran sin mor utallige gange.
– Lad os gå ud til vejen, – sagde Anne roligt.
Ude på vejen ringede hun efter en taxa.
– Hvor vil du hen, søde? – spurgte hun den grædende pige.
– Hvad mener du, mor? Hjem, selvfølgelig, græd Freja.
– Men du ville jo ikke bo hos mig?
– Mor, stop nu. Lad os tage hjem. Jeg har forstået det hele. Tilgiv mig.
– Hvad? Hørte ikke… – rystede Anne drillende på hovedet.
– Undskyld, mor, undskyld! Jeg var forkert på den. Jeg lover, jeg aldrig gør det igen.
Det var en sejr! Men det var sværere at glæde sig, når ens datter stod og græd. Hun åbnede armene, og Freja kastede sig grædende ind til hende.
– Nu skal du ikke græde mere. Nu tager vi hjem og laver noget lækkert sammen til aftensmad. Hjælper du mig?
Freja nikkede indædt med hovedet mod mors skulder.
