Ved det gamle elmetræ
Han sad på den lave, groft sammenklapprede taburet, lavet af tilfældige brædderester. Hver morgen slæbte han den selv hen foran billetlugen på stationen, lidt til siden, så han ikke stod i vejen for folk. Sænkede sig ned med et suk, støtte sig mod den hvidkalkede væg, løftede hovedet og kneb øjnene sammen mod solen, inden han sad helt stille.
Når solen langsomt sneg sig hen til hans plads og varmen blev uudholdelig, flyttede den gamle mand sig længere væk. De legede næsten den samme simple børneleg, tagfat, som om han og solen var børn. I dag var solen fanger, og han undveg så godt han kunne, trak taburetten ind i den mørke skygge under elmetræet, skjulte sig dér men kun for en stund, for solen var altid hurtigere.
Det gamle, mægtige elmetræ havde sikkert lige så mange år bag sig som ham selv, om ikke flere. Hver sommer dryssede træet sine små frø ned små, runde, koglelignende mønter, der faldt på folks hoveder og trillede under fødderne, mens vinden legede med dem, som hvis en pige havde tabt sit perlekæde. De susede og hoppede omkring, blev kastet ind ad vinduerne, klemt ind under dørene, og hele havens jord blev dækket af disse luftige, hjerteformede frø. Hundredvis, tusindvis, ja, aldrig talte han dem. Ligesom børnene, der forsvandt det år, det forbandede år, det sorte år
Hvor tager I dem hen? Det er jo bare børn! Skam jer, Gud vil straffe jer! skreg konerne, de kastede sig mod de sorte skikkelser af soldater og prøvede at mase sig forbi, skubbede med brystet og bønnfaldt; nogle råbte, andre blev slået, de modigste trukket omkuld. Mødrene faldt sammen, holdt sig for ansigtet, mens børnene, små og store, svedte, græd, hylede og klamrede sig til hinanden én i mors forvaskede tørklæde, én i omtændt trøje, én næsten nøgen. De blev trukket væk, så sig tilbage, snublede og skjulte ansigtet for verden
Den gamle mindes stadig det skrig. Skingert og fortvivlet, som en killing, der bæres væk fra sit hjem; som et rådyr der mærker mørket lukke sig om sig
Han kunne ikke sove. Om natten lå han på sengen, lyttede til hustruens vejrtrækning; hendes ryg skubbede ham frem eller faldt slapt ned. Gurli sov heller ikke hun døsede, men så ind i væggenes gamle træpanel, og hvad hun lyttede efter? Det vidste hun ikke. Uhrens tikken? Hans hjerte der dunkede?
Sønnen Jens og svigerdatteren Birgitte drog i krig i juni 40, efterlod lille lyshårede Karl til bedsteforældrene. Drengen skulle snart begynde i skole, sagde de. Sommeren gik i landsbyen, Karl drak lun mælk, spiste Gurlis friskbagte kartoffelmadder, sov tæt ind til bedstemoren som en spurv. Hans kinder blev røde af varmen og trygheden.
Ingen havde forestillet sig, at fremmede soldater ville indtage landsbyen, at folk med hårde ansigter skulle herske på deres egne stier.
Folk? Næ, de er værre end dyr! tænkte Johannes. Barmhjertighed kender de ikke. Djævelens folk og han spyttede i støvet. Gurli tyssede på ham.
Halvdelen af landsbyen blev drevet ned mod engen, men Johannes og Gurli blev ikke rørt ikke med det samme. Soldaterne så bare ondt efter dem.
Johannes manglede et øje; der hvor det havde været, trak et ar ned over kinden. Hvad kunne de bruge ham til? Men han kunne reparere maskiner, var medhjælper ved garageværkstedet det var nok grunden til, at han endnu var i live.
Gurli gik bare der, diskret, med det lille klæde til mandens frokost. Nogle gange råbte soldaterne efter hende, tog maden og sendte hende væk.
Derhjemme ventede Karl. Hun kunne ikke sætte ham i fare hvad skulle han dog gøre uden dem? Syv år gammel snottet dreng
Men så begyndte de at samle børnene på pladsen, rev dem ud af mødrenes arme, drev dem sammen på den bare jord. Havde nogen vidst det bare lidt tidligere, ville alle have gemt deres børn i skoven, men
Nej! Ikke min dreng! Så sandt du lever, aldrig! skreg Gurli, da soldaterne trængte ind. Hun havde gemt Karl i kælderen, ligesom hun havde lært ham. Ud! Ud af mit hus!
Hun ville have gjort det slået dem ihjel med de bare næver, så rasende og fortvivlet som kun en mor kan blive. Men pludselig faldt hun om; noget koldt, skarpt flænsede siden, og varmen løb ud i en tynd strøm på gulvet.
Karl, rædselsslagen, skubbede loftet til kælderen op og stak næsen frem
Men Gurli fulgte ham aldrig på den længe, barske vej. Hun nåede den ikke.
Johannes stod alene med hovedet bart, mens de førte blege Karl væk og kunne intet gøre. Følelsen sad som kvalme og bitterhed, gjort af magtesløshed.
Også han blev straffet, for han havde skjult barnet men han kunne fortsat gå
Johannes havde gjort korsets tegn mod de forsvindende børn, grædt, gentog velsignelsen, til han knapt længere kunne høre geværsalverne omkring sig.
Skrub af! Hurtigt! Hjem, hjem! brølede soldaterne.
Da blev Johannes rasende stille og for sig selv. Han fortsatte med at reparere maskiner, mens Gurli lå syg. Da hun igen kunne gå, røg han i skoven. Mange flygtede da, blev kontaktet af modstandsbevægelsen, folk gemte sig i skovene.
Før han gik, rodede Johannes med motorerne i garagen lagde en fælde. En time efter deres flugt blev værkstedet sprængt i luften.
Hvor lang tid er der gået siden? En evighed. Den trækker som olie, klynger sig fast til alt det, den passerer.
Jens og Birgitte kom aldrig tilbage. I 1946 kom der brev om deres død for sent. Allerede dengang var Karl ført bort sammen med de andre børn.
Jens betroede mig sin søn! Han stolede på mig! jamrede enøjet Johannes over telegrammet. Men jeg kunne ikke. Jeg svigtede. Jeg er ikke en mand mere, Gurli kunne ikke engang beholde drengen!
Han flåede trøjen itu, tudede og hostede, mens Gurli, bleg som voks, stod ved siden af. Først dér døde hendes søn ikke før, men lige nu. Hjertet stak, det blev svært at trække vejret. Hun satte sig på bænken, ville græde men kunne ikke. Der var ingen tårer tilbage
De to gamle stod op om morgenen, spiste smagløs grød, puslede i haven. Johannes snittede i træ hver dag, år ud og år ind. Træspånerne hobede sig op under halvtaget.
Johannes, nu stopper du! irettesatte Gurli ham. Dine hænder ryster gå ind og få lidt mælk. Har du set forsamlingshuset? Så flot! Kom, vi går derned sammen!
De vandrede i stilhed gennem landsbyen, hvor musikken lød og de unge dansede i den nye sal.
Herre Gud, hjælp mig! mumlede Gurli, gjorde korsets tegn.
Hvad er der, Gurli? spurgte Johannes.
Det er stedet, Johannes de danser dér, hvor børnene blev samlet sammen, hviskede hun, vendte sig om; hendes ansigt var forvredet, læberne skælvede, og blikket var så tungt og fortabt. Lad os rejse bort, Johannes! Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke leve her, alt gør ondt.
Johannes havde også længst ønsket sig bort, men de ventede på sønnen, og nu
Gurli! Johannes! Åh, hvilken glæde! kom naboen, fru Lydia. Pigen, Eva, er kommet hjem! Hjem fra Tyskland! Jeg segner af glæde!
Sammen løb de til Lydias, så på den ranglede Eva med de store øjne, strøg hende over håret; Gurli kyssede hendes midterskilning, som duftede af mynte efter badet.
Eva, hvad med de andre? Ved du noget? spurgte Johannes, hans øje nu nærmest gennemsigtigt.
Eva rystede på hovedet, vendte sig væk.
Så må vi vente, Gurli! Jeg bliver. Hvis Karl kommer, skal han finde os. Han skal ikke vende hjem, og ingen er her. Nej! insisterede Johannes.
Johannes, han kommer ikke han var jo så lille. Han husker ikke. Han finder ikke hjem, sagde Gurli stille.
Han finder os! Han har et godt hoved, Gurli. Han finder det hele. Nu har Eva fundet hjem så gør Karl også. Kom, jeg er sulten.
Johannes tog stokken, velsignede Eva og Lydia, trådte ud, men på dørtrinnet vendte han sig.
Eva hvis du mangler noget, så kom, mit barn! Gurli skal nok sørge for dig. Sørg ikke alene! Sammen er det lettere! sagde han bestemt.
Tak, Johannes. Jeg skal nok komme, svarede Eva med et svagt smil.
De ventede igen på Karl. Hver dag stod Gurli i vinduet, vendte sig, bange for at jage håbet væk, kiggede alligevel ud over landsbyen. Og Johannes drog til stationen.
Hvor skal du hen? Hvad hvis han slet ikke tager toget? kaldte Gurli og løb efter.
Selvfølgelig kommer han med tog! Hvad tror du, han er, en bondehest? Gå du hjem jeg går til perronen!
Han kom altid tilbage, snedkererede en ny taburet, gik igen. Gurli hentede ham først sent.
Hvorfor sidder du dog her, forstyrrer folk? Tror du, de tager dig for en tigger? Og politiet tager dig måske! skældte hun, men han trak blot på skuldrene.
Spørger nogen, svarer jeg bare, jeg venter mit barnebarn. Jeg ved ikke hvilket tog, ikke hvilken dag, men at han kommer, dét ved jeg! Sådan siger jeg til alle. Jeg bliver ved at vente, indtil det sidste tog. Se, nu kommer det!
Han fik noget at tage sig til han ventede hver dag. Om det aldrig faldt ham ind, at han kunne have svært ved at kende sin dreng det spekulerede han ikke på. Som længe Eva, som ham selv, som Gurli og elmetræet med sine små frømønter så længe fandtes Karl!
Johannes så soldaterne, nikkede, hjalp gamle koner med tasker, gav æbler til børnene på perronen, iagttog folk, der kyssede og sagde farvel, skændtes og krammede bagefter.
Ja, ja så blev det godt alligevel nikkede han fornøjet.
En vinteraften, det var allerede mørkt, blev Johannes opsøgt af et par unge ballademagere. De skubbede ham, smed taburetten væk, grinte hest, satte cigaretskodder i sneen. Han faldt, dækkede ansigtet, overbevist om, at nu var det slut, men politiet ankom og jagede ballademagerne bort.
Hvorfor sidder De dog her om natten, Johannes? Hvis nogen kommer, skal vi nok fortælle, hvor De bor. Gå nu hjem! sagde politibetjenten, en ung knægt.
Siger du det? Vil du skrive det ned? Så skriver jeg adressen
Nu begyndte der at komme unge mænd forbi huset de stod længe ved havelågen, tøvede, listede ind.
Undskyld, jeg fik det oplyst på stationen Jeg forstyrrer Jeg går igen. Undskyld
Men Gurli holdt fast, satte gæsten på det bedste sæde, gav alt, hvad de havde, spurgte intet, sukkede.
Sådan skal det være, Gurli! nikkede Johannes. Vi giver andres søn ly, mon ikke nogen også vil varme vores dreng? Giv, og du får tilbage! Spis nu, min dreng!
Johannes levede nok engang foråret, og også elmetræet, selvom et vognlæs benzin næsten satte ild til det. Johannes var blevet så gammel, huden som barken på elmetræet, den sidste syn tåget, hænderne skælvede, taburetten næsten slidt væk.
Johannes! Nu er det nok! Kom nu hjem! Gurli trak i hans ærme. Folk snakker om dig, at du er blevet forrykt, sidder her og glor. Kom nu!
Hvad vil du gøre? spurgte han nedefra, uden at flytte sig.
Jeg slæber dig hjem, låser døren! Johannes, for Guds skyld!
Vent se frøene under elmen. Kan du huske, da Karl var lille, og vi mødtes her? ‘Så ved elmen, ja!’ Jeg købte ham flødebolle, han gik ned for at se på gederne, mens vi ventede på Jens og da de ville fælde elmen for at bygge om på stationen? Men jeg reddede den. Mit træ mit liv, og Karl vil finde det. Han ser træet og husker alt. Gå du bare hjem, Gurli.
Han vendte sig bort.
Hun blev stående lidt, lyttede til vinden der raslede med de små frø. Det lille frø kan det klare sig alene? Dog har det fået vinger, tynde som slør, der fører det videre. Bare Karl havde sådan nogle vinger en engel til at beskytte ham
Gurli slugte hårdt. Hvor hun dog ville græde, hvis hun kunne. Men brystet var stift af sorg.
Hun travede hjemad som med en sæk kartofler på ryggen. Manden så længe efter hende. De havde det begge svært, men måtte blive ved at leve.
Om natten var der torden den første majtorden, rungende som kanoner. Lynene lyste mod vest, vinden flåede de sidste tulipanblade, ruskede i birkene og lod regnen slå på vinduerne.
Gamleparret lå tavst i sengen, tankefulde. Uret tikkede, dråber dryppede fra taget.
Pludselig bankede det på døren, krattede, råbte.
Johannes sprang op, ryggen smertede, men han fór til vinduet så ingenting.
Gurli stod allerede i gangen, barfodet i natkjole, tør og ranglet, havde lige fået sjalet på skuldrene. Hun åbnede døren.
Bedstemor Gurli? lød en usikker drengestemme, så blev det en hvisken, så gråd. Bedste
Johannes ville ud, men kunne ikke få benene med, kunne kun brumme og ryste på hovedet.
Karl! Min dreng, kære Karl! Gurli omfavnede den våde dreng, strøg hans hår, kyssede ham.
Jeg kommer fra børnehjemmet. Moster Anna gav mig lov til at tage herhen. Jeg huskede, pludselig huskede jeg alt! stammede Karl. Hvor er bedstefar?!
Støttende sig til væggen kom Johannes ud, smilede træt.
Jeg ventede på dig under elmetræet, mumlede han, kastede posen på gulvet og omfavnede bedstefaren. Træet står der endnu, bedstefar! Jeg husker det hele.
De fik ham i tørt tøj, dækkede ham med tæpper, Gurli satte te over og fandt det, de havde at spise. Karl fortalte, hvordan han og nabopigen Mette tolv år, næsten voksen havde holdt sammen. Hun fik Karl til at sige sit navn, sit hjem, landsbyen igen og igen hver dag.
Men så Mette de tog hende Han stoppede, gned øjnene. Jeg begyndte at glemme. Kun mor og far kom i drømme. Hvor er de, bedstemor?
De gamle sukkede.
Karl forstod, sank hovedet.
Da vi blev befriet, kom jeg på børnehjem, så et andet Men nu kom vi til egnen her, to stationer væk. Jeg læste bynavnene på kortet og det hele kom tilbage. Jeg fik lov at gå vil I tage mig med hjem? Rigtigt hjem, altid?
Så græd Gurli. Stenen gled til side, sorgen flød frit, varm og salt, endeløs, indtil det lettede.
Tordenen døde væk, gled videre mod Nørre Eskilstrup, Slagelse, Sorø. Måske bragte den også glæde dér?
Og elmetræet står endnu ved stationen, svajer i vinden, susende og vibrerende. Den gamle mand sidder ikke længere der.
Er han død? spørger man.
Pjat! svarer stationsforstanderen, onkel Henrik. Han har ikke tid til at dø. De har fundet deres barnebarn, Karl. Først nu er krigen slut for dem, og livet begynder. Sådan er det!
Snart rejser Henrik en rigtig bænk under elmetræet, som han så i byen, og sætter sig dér og venter. På hvem? Hvem ved måske kaster skæbnen én til ham? Lad det skeHenrik læner sig tilbage, lytter til vinden, der rusker i grenene, og ser landsbyen leve videre, som om alt altid har været sådan. Men når aftensolen gløder bag elmetræet, og børn igen leger tagfat i den lange skygge, standser han op og smiler. For nu ved han, hvad håb virkelig er: En tro, der nægter at dø, selv når mørket føles evigt.
Da mørket falder på, og kun månen står vagt over engene, følger lydene fra huset ved stationen ham på hjemvejenlatter, stemmer, duften af stegt flæsk, et barn der siger: “Bedstefar, skal vi gå under elmen i morgen?” Han nikker for sig selv, blød i hjertet, og lover tavst, at han også vil vente. For hvert forår sætter elmen nye frø, og nogen samler dem op, knuger dem i små, varme hænderog så længe nogen gør det, kan alting begynde igen.
