Hvilken barnebarn du har, Jens Kristensen, sortøjet og med hvide tænder.
Hvem er den? Eller er hun ikke din?
Selvfølgelig er hun min, min herre, netop min Kun én gang i generationen fødes sådan en, så mange år er gået Det er min søns, Arnes, barnebarn, og snart bliver jeg oldebarn.
Men Jens, alle jeres slægt er lysehårede Jeg kender hele Kristensens slægt, I arbejdede for min far blandt hans tjener Jeres forfædre tjente med tro og ære
De tjente, ja, men hvorfor er vi så? Vi har tjent, min far var kammertjener, min farfar en forvalter, min far en landmand, og jeg
Sønnerne gik til byen. Vagn, staldbetjent hos godsejeren, giftede sig med en rig frue, som også fik børn og børnebørn.
Morten, butikschef i landsbyen, levede også godt og ville starte sin egen forretning.
Arne, søn af den gamle Annika, en hæderlig soldat, havde nået rang, modtog medaljer, og blev rost af prinsen Frederik, som holdt ham i god behold og hjalp ham videre.
Arne levede anstændigt, drev gården med fast hånd.
Han giftede sin søn, Anton, med en pæn pige; de fik Annika, en glæde for alle.
Piger er sjældne i vores slægt, herren, først og fremmest drenge, men når en pige fødes, er hun altid som Annika
Sådan er det, godsejer
Den gamle Jens sidder og retter net, mens en sortøjet pige kredser omkring ham, med lette hænder, tynde fingre, så smuk som ingen anden, et mirakel, ikke et barn.
Ved hans side står den unge herre, Søren Madsen, der ikke kan fjerne blikket fra Annika.
Annika, vil du gifte dig med mig?
Jeg er stadig så lille, herre
Selvfølgelig er du lille; når du vokser op, vil du så?
Når jeg er voksen, vil du være gammel. Hvorfor mig? Jeg vil gifte mig med en ung mand.
Og med hvem? Har du allerede fundet ham?
Nej, tiden er endnu ikke kommet. Bedstemoderen Kaja sagde, at jeg vil forstå, når han kommer
Pigen taler som en voksen, med alvorlige øjne.
Bedstemoder Kaja? Jens Kristensen, jeg forstår ikke. Hvem er denne Kaja? Arnes hustru er fra vores landsby, er hun ikke? Hvad er Kaja?
Åh, herren lyt ikke til hende, hun snor sig uden mening, barnet er endnu
Må jeg lege med Kongen? pigen hopper straks tilbage til barnet, løber ned ad stien ved floden, i kapløb med godsejerens jagthund, kaldet Kongen.
Hvor har du hørt hundens navn, Jens?
Jeg ved det ikke, måske du har mistet det, eller nogen har fortalt mig
– Jeg har kun i dag bragt ham hjem
Herren, du er en klog mand, find på intet, der ikke er, lad pigen også
Pigen løber glad langs bredden, mens den øreklappende spanskefalster går omkring.
Dette greb fat i Søren Madsen, en ung mand som mange på hans alder, fascineret af mystik, med en forkærlighed for poesi, en ægte drømmer.
Efteråret kom, og Søren mødte igen Annika, som gik mushroomplukning med sin far, mens Søren gik en tur med Kongen.
Den unge herre reciterede stille sine digte, mens Kongen som før havde løst sig omkring fødderne pludselig løb fremad, ørerne spændt.
Kongen, Kongen, hørte Søren den barnlige stemme.
Han gik langs stien, så hunden ligge på ryggen og vrikke med benene, mens Annika bøjede sig over den.
Hej, Annika.
Hej, Søren
Er du alene?
Nej, min far plukker svampe.
De gik sammen mod gårdens udhus.
Så, Annika, har du ændret mening? Vil du gifte dig med mig?
Nej, herre, din skæbne er et andet sted. Du må bo i udlandet, finde din egen lykke, og jeg vil blive her og savne vores hjem
Hvorfor så?
Vi ses igen, men vores møde vil være hårdt, ligesom adskillelsen.
Åh, dine ord brænder, Annika.
Det er ikke mig, det er Bedstemoder Kaja, der taler
Hvem er denne Kaja?
Bare en gammel kvinde fra vores landsby hun sagde, at jeg skal lege med Kongen.
Jens Kristensen, I har aldrig fortalt mig legenden om, hvorfor så mange piger som Annika fødes i jeres slægt?
Åh, så (sætter sig på en stubbe, smiler til den gamle) Du, Søren, du er ikke en af vores, men alligevel
Jeg ved det ikke, tankerne kører i min hoved, jeg kan ikke finde ro, jeg må vide mere
Så lad mig fortælle. I fjerne tider, omkring denne tid, slog en romerlejr sig ned ved jeres grænser. Herredømmeren elskede romaerne, var rig og inviterede dem til sit hof.
En roma-pige, så smuk at ingen jordisk skønhed kunne måle sig, med glimtende øjne, lyse læber, perleklare tænder og en krans af hår under en farverig tørklæde, dansede så hun fik vinden til at dreje. Hendes sang fik folk til at græde af glæde.
De kaldte hende Kaja, en heks, men hun var bare født med en særlig kraft.
Herredømmeren forelskede sig, gik til hendes far og krævede at få hende, Giv mig hende eller sælg hende.
Hvordan kan jeg give eller sælge hende, herre? spurgte den gamle ven, Zura, mens han rystede på hovedet du kan ikke tvinge en fri roma, hun vil kun gå, hvis hun vil.
Kaja lo så højt, at sivene rystede.
Du tror, jeg giver dig min barnebarn? Hvordan kan du tilbyde det?
Herredømmeren gik på knæ, greb hende om kjolen og ville kysse hende. Han kastede penge i luften og lovede hende alt: en kejserlig hof, guldkaravane, smukke kjoler, sko af silke.
Jeg behøver ikke det, herre. Jeg er en fri rom, jeg løber barfodet i morgentågen, jeg vil ikke sidde i en gylden bur.
Kaja sagde, at han ville miste det dyreste, han havde sit eget liv.
Hun forlod ham, og hans raseri sendte romerne væk med politiet. Han jagede dem, anklagede dem for hestetyveri, råbte og truede med at bytte sine mænd for Kaja.
Kaja gik ud, sagde at hun gik alene, sang en sang mens soldaterne fulgte efter.
Gamle mænd fortalte, at da hun gik, fløj fugle i flokke over hendes hoved, og hun så tilbage på herremanden med et skævt smil.
Sådan, herre sagde hun jeg advarede dig, du vil miste det dyreste. Du har allerede mistet det, du kan ikke ændre det nu.
Herremanden gik i vanvid, kastede millioner af kroner rundt, holdt bal, inviterede folk, som kom for at se ham.
En dag kom hans egen søn, Vagn, en ulovlig, men anerkendt arving, for at vise ham vejen.
Så er min tid kommet sagde Kaja til ham.
To uger senere forlod Kaja stepperne, men Vagn fulgte efter.
Hun ventede på sin skæbne og den mand, der skulle blive hendes ægtemand.
Gå ikke, bønnede den galne mand.
Nej, jeg advarede dig, og du hørte ikke. Jeg sagde, jeg ville tage det dyreste fra dig.
Slip min søn, det er det eneste jeg har.
Jeg kalder ham ikke, han følger mig af kærlighed, men du har forudset din egen undergang.
De gik ud i natten, ind i stepperne, hvor romernes lejre brændte og telte med børn stod.
Hvad skete der med dig, Jens Kristensen? spurgte Søren, forvirret.
Han gik i vanvid; hans oldefar havde taget ham ind som nabo, men
Flere år gik, og Vagn vendte tilbage med sin lille søn, en mørkøjet pige, Kajas datter.
Den gamle Jens huskede, at hans forfædre, Sergei Madsen, havde taget hans oldefader, Wilhelm Kristensen, som kammertjener og hjulpet hans børn op.
Sådan lever vi, herre, i din familie
Hvad skete der med Kaja? spurgte Søren, med spænding Hvorfor kom kun Vagn tilbage, uden hende?
Ingen ved det. Nogle siger hun døde, andre siger hun fandt en anden rom
Det er ikke sandt, Kaja fandt ingen anden sagde Annika, som stod og så ud i horisonten hun elskede sin mand så stærkt, at han låste hende fast, men hun flygtede, så tidligt. Vagn ønskede at opdrage børnene i god stand, men kunne ikke leve uden sin elskede
Den gamle sagde til sin oldebarn, at kun én gang i generationen fødes en pige med Kajas kraft, og selv om hun ikke er så stærk som den første, så har Annika fået mange gaver.
Søren og Annika gik fra hinanden i flere år, men han fandt de gamle papirer, der beviste, at jordene til højre for hans godsejendom tilhørte en gammel familie, Elias Kristensen.
De ældre døde, og Søren kastede sig over nye idéer.
Landet ændrede sig, men ikke som han havde drømt. Han og hans kammerater blev arresteret i den gamle herresejendom, holdt indespærret, indtil en høj kommandant gav ordre om deres løsladelse.
Søren Madsen, herre hørte han en pigestemme ved vinduet om natten, en ung pige med uforlignelig skønhed i måneskin, så som om hun glødede Søren Madsen kaldte hun stille lad os gå, kun halvt time har vi, så vågner vagterne.
Søren og hans mænd flygtede med hende.
Hun førte dem til en hul grotte, et sted han aldrig havde kendt.
Mit folk har gemt sig her i århundreder; hvis du kommer, frygt ikke jeg vil hjælpe jer.
Annika? Annika hvad er du blevet til?
Hvad så, godsejer? Jeg kan lide dig sagde hun med et voksent smil.
Du er smuk, Annika
Husk familiens legende
Hun hjalp dem til havnen, bragte dem i kontakt med de rigtige folk, så de kunne flygte til udlandet.
Annika, kom med mig, du er blevet mere end en ven.
Jeg kan ikke, godsejer min skæbne er her, farvel, og god rejse.
Åh, lille ven, lad mig tage dig med, som en søster
Nej, Søren jeg må blive og gå min vej, farvel, herre.
I eksil tegnede Søren fra hukommelsen Annika med blyant og viste den til en kunstner, som malede hendes portræt.
Han giftede sig, men bar altid Annas billede i hjertet, elskede hende med ren, uskyldig kærlighed.
Folk troede, at pigen var bare en illusion, men da Søren blev en skrøbelig gammel mand, blev sandheden afsløret.
Annika levede længe, giftede sig med den store kommandant, som ankom den nat, hun hjalp Søren og hans mænd med at flygte.
I årtier blev hendes mand dræbt under repressalier, senere rehabiliteret, og deres tre sønner og en datter voksede op.
Annika så kun sin første barnebarn før hun døde. Da den barnebarns datter blev født, bemærkede alle ligheden med den gamle bedstemors ansigt.
Nikolaj Nielsens, hvor har du den så smukke pige, hun ser ikke ud til at være fra vores stamme spurgte naboen ved sommerhuset.
Vores egen, griner Nikolaj svarer han.
Hvad hedder hun? Er hun en romerske pige? Se hendes hals perler?
Ikke perler, men et monisto, svarer den unge pige med klare sorte øjne og hendes navn er Kaja.
