Jeg fløj i en drøm til Danmark sammen med en gruppe pensionister. Jeg havde ikke forventet noget stort kun et par dages sightseeing, nogle billeder til fotoalbummet og souvenirs til børnebørnene. Jeg ville flygte fra hverdagen, fra ensomheden, som i flere år havde sneget sig ind som en tung tåge.
Jeg troede, at København, Aarhus og Skagen kun ville blive nye stop på den velkendte turistrute. Men i skyggen af Rundetårnet mødte jeg en mand, der fik mig til at føle mig ung igen.
Jeg stod under de snoede trapper i Rundetårnet, betaget af dets kolossale spir. Guiden talte om Danmarks historie, mens mine tanker gik i svævebaner. Så sagde en stemme ved siden af mig spøgefuldt: Måske tænker de gamle vikinger også på, om sommeren er for varm for dem.
Jeg vendte mig og så ham høj, sølvhåret, med et smil der var både velkendt og nyt. Han bar en enkel skjorte og en solhat, men hans blik sagde, at vi var de eneste to i denne drømmeverden.
Vi begyndte at tale. Han hed Jens, var en enke, og havde været pensionist i flere år. Han var rejst alene, for som han selv sagde, jeg ville ikke længere vente på det perfekte øjeblik til at opleve København.
Samtalen flød som en let sommerbrise, fyldt med latter, som om vi havde kendt hinanden siden barndommens legeplads. Under Rundetårnet drak vi kaffe sammen og delte indtryk, og jeg opdagede pludselig, at ingen havde lyttet til mig med så ægte interesse i evigheder.
De følgende dage blev til en mærkelig dans. Vi satte os ved siden af hinanden i bussen, spiste frokost på et lille cafébord, gik vildt i de travle gader og fandt hinanden med et blik. Det var uskyldigt og alligevel elektrisk.
Om aftenen, på hotellet, mens resten af gruppen spillede kort eller så fjernsyn, stod vi på balkonen, så de oplyste gader i København og talte om alt børn, fortiden, den pludselige pukken i hjertet, som om vi var teenagere igen. Jeg smilte mere, lagde makeup, lo højere. Mine medrejsende så på mig med både varme og en snert af misundelse. Jeg mærkede, at jeg fandt mig selv tilbage, den del af mig der var begravet under rutine og ensomhed.
Men jo tættere vi kom på rejsens slutning, desto mere voksede spørgsmålet: Hvad nu? Jens boede flere hundrede kilometer væk. Han havde sit liv, jeg havde mit. Det var kun én uge, en drøm, en flugt fra virkeligheden. Var det nok til at drømme om noget mere?
Den sidste dag gik vi en tur i København uden gruppen. Vi satte os på Trinitatis Kirkes trapper, spiste is og sad i tavshed. Så sagde han: Ved du jeg har ikke følt mig så levende i mange år. Men jeg frygter, at når vi vender tilbage, vil alt blive til tåge. Du har dit liv, jeg har mit. Måske er det kun en ferielus?
Jeg stod uden svar. I mit hjerte kæmpede to strømme: lysten til at tro, at dette er begyndelsen på noget ægte, og frygten for, at det blot er en kortvarig forførelse, der vil slukke med den sidste flyvning hjem.
Vi skiltes i lufthavnen. Et kram længere end normalt, et blik der indeholdt både farvel og et løfte. Vi udvekslede telefonnumre, men ingen sagde højt: Lad os mødes igen.
I dag, når jeg mindes den drømmeagtige tur, ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke. Den var som en natlig vision intens, smuk, men skrøbelig. Måske havde Jens ret, og det kun var en illusion. Eller måske ville det være feigt at lade den anden side af skæbnen forblive ubesvarede.
Jeg spørger mig selv er det værd at risikere et roligt, velordnet liv for en følelse, der dukkede op så uventet? Var det blot et eventyr under den danske himmel, eller begyndelsen på en historie, jeg endnu ikke kender? Mit hjerte slår hurtigere ved blot tanken på ham, mens fornuften hvisker, at det er galskab.
Måske er det netop derfor, jeg fortæller denne drøm for at spørge andre: Efter halvtreds, seksti eller endnu senere, har man så ret til at åbne sig for noget nyt? Skal man gemme mindet som en smuk, sikker souvenir, eller tør man følge følelsen og se, hvor den fører hen?
