Hvem tror du, du er, at du kan sige sådan til mig! råbte Else Hansen og smed en klud lige i ansigtet på sin svigerdatter. Du bor i mit hus, du spiser min mad!
Kirstine tørrede sig i ansigtet, knyttede næverne. Hun havde kun været gift i tre måneder, men hver dag føltes som en kamp på slagmarken.
Jeg vasker gulvet, laver mad, gør rent! Hvad vil du ellers have?
Du skal holde munden lukket! Du er en fremmed, du har kommet med et barn, du ikke har haft noget med!
Den lille Karla kiggede frygtsomt frem fra bag døren. Fire år gammel, men allerede klar over, at hun havde en ond bedstemor.
Mor, stop! kom Mikkel ind fra gaden, snavset fra arbejdet på marken. Hvad nu igen?
Det er dig, din kvinde er så uhøflig! Jeg siger, at suppen er for salt, men hun protesterer!
Suppen er i orden, sagde Kirstine træt. I finder altid noget at kritisere.
Hørte du? pegede Else med fingeren på Kirstine. Jeg kritiserer i mit eget hjem!
Mikkel gik hen til sin kone, lagde armene om hendes skuldre.
Mor, hold op. Kirstine arbejder hele dagen i huset. Du klager bare hele tiden.
Åh, så nu er du imod din egen mor! Jeg har opdraget dig, givet dig alt, og du så
Else gik ud af køkkenet med et brag og smækkede døren i.
Stilheden sænkede sig i huset.
Undskyld, sagde jeg og strøg hende på håret. Hun er så svær at have med om en alder.
Mikkel, kan vi leje et værelse? spurgte Kirstine. På hvilke penge? Jeg er kun landmand, ikke direktør. Vi knap nok har penge til mad.
Kirstine lænede sig ind til mig. Han var en god mand, flittig og hjælpsom, men hans mor var som en storm i et glas.
De havde mødt hinanden på det årlige landbrugsmarked i Randers. Kirstine solgte håndlavede huer, Mikkel købte et par sokker. De snakkede sammen, og han sagde straks, at han ikke havde noget imod, at hun havde et barn. Han elskede børn.
Brylluppet blev holdt enkelt. Else Hansen havde fra første dag ikke bragt sig ind i at kunne lide sin svigerdatter. Den unge, smukke kvinde med en universitetsuddannelse som revisor stod i skarp kontrast til hendes søn, en simpel landmand.
Mor, kom og spis, sagde Karla og trak i Kirstines nederdel.
Jeg kommer lige om et øjeblik, skat.
Mens de spiste, skubbede Else demonstrativt sin tallerken væk.
Det er umuligt at spise dette. Det smager som svineblod.
Mor! slog Mikkel i bordet med knyttede næver. Lad være nu!
Hvad skal jeg holde op med? Jeg taler sandheden! Se på den her, Svendine, så er hun en rigtig husmor! Og denne!
Svendine var Else Hansens datter. Hun boede i København, kom kun én gang om året og ejede huset på papirer, selvom hun aldrig boede dér.
Hvis I ikke kan lide, hvordan jeg laver mad, så lav den selv, sagde Kirstine roligt.
Åh, du! greb svigermoren fat. Jeg vil have dig!
Færdig! rejste Mikkel sig imellem kvinderne. Mor, du kan enten falde til ro, eller vi tager afsted nu.
Hvor skal I? På gaden? Huset er jo ikke jeres!
Det var sandt. Huset stod på Svendines navn. De boede dér kun på grund af hendes velvilje.
***
Den tunge byrde
Om natten lå Kirstine vågen og kunne ikke sove. Mikkel holdt hende, hviskede:
Hold ud, min skat. Jeg skal købe en traktor. Så kan vi starte vores egen forretning og tjene til vores eget hjem.
Mikkel, det er så dyrt
Jeg finder en gammel, reparerer den. Jeg kan! Du skal bare tro på mig.
Næste morgen vågnede Kirstine af en kvalme. Hun løb på toilettet. Var det sandt?
Testen viste to streger.
Mikkel! hun løb ind i soveværelset. Se!
Mikkel gned søvnen ud af øjnene, så på testen og hoppede så op, greb sin kone.
Kirstine! Min elskede! Vi får børn!
Stil dig stille! Mor kan høre!
Men det var for sent. Else stod i døren.
Hvad er der for larm?
Mor, vi får barn! strålede Mikkel.
Svigermoren knibede læberne.
Hvor skal I bo? Det er så trangt her. Svendine kommer og smider jer ud.
Det gør hun ikke! knurrede Mikkel. Det er mit hjem!
Det er Svendines hjem. Glemte du? Jeg skrev papiret på hende. Du er kun lejer.
Glæden flød ud af Kirstine, som sank ned på sengen.
Inden for en måned skete der noget frygteligt. Kirstine løftede en tung spand vand der var ingen vandforsyning i huset. Et pludseligt smertefuldt tryk i underlivet, røde pletter på bukserne
Mikkel! råbte hun.
Det var en vandladning. På hospitalet sagde de, at det var overbelastning, stress. Hun måtte hvile.
Hvilken ro kan der findes i et hus med en svigermor?
Kirstine lå på hospitalssengen, stirrede i loftet. Hun havde intet mere at give.
Jeg vil gå fra ham, sagde hun i telefonen til en veninde. Jeg kan ikke klare det længere.
Men Mikkel? Han er jo en god fyr.
God, ja, men hans mor Jeg vil dø her.
Mikkel kom hjem fra arbejdet, beskidt, træt, med en buket markblomster.
Kirstine, min elskede, tilgiv mig. Det er min skyld. Jeg gik glip af dig.
Mikkel, jeg kan ikke blive her længere.
Jeg forstår. Jeg tager et lån. Vi lejer en lejlighed.
De vil ikke give dig lån. Lønnen er lille.
De vil. Jeg har fundet et ekstra arbejde om natten på en gård. Om dagen på min traktor, om natten med at melke køerne.
Mikkel, du vil falde omkuld!
Jeg vil ikke falde. Jeg gør alt for dig.
Kirstine fik udskrevet efter en uge. Da hun gik ud af døren, stod Else ved indgangen:
Så du ikke fik redet dig? Jeg sagde jo, du var svag.
Kirstine gik forbi uden at sige et ord. Svigermoren fik ingen tårer.
Mikkel arbejdede som besat. Om morgenen på traktoren, om natten på gården. Han sov kun tre timer.
Jeg skal finde et job, sagde Kirstine. Der er en stilling som revisor på kommunen.
De betaler kun kroner.
En krone til den anden.
Hun fik jobbet. Om morgenen afleverede hun Karla i vuggestuen, gik på kontoret, om aftenen hentede hun datteren, lavede mad og vaskede. Else fortsatte med at kritisere, men Kirstine lærte at lade som om hun ikke hørte.
***
Eget hjørne og nyt liv
Mikkel fortsatte med at spare op til en traktor. Han fandt en gammel, rusten en, som en bonde ville give væk for en spand mælk.
Tag et lån, sagde Kirstine. Du reparerer den, så tjener vi.
Hvad nu hvis den ikke virker?
Den vil. Du har gyldne hænder.
De fik lånet, købte traktoren. Den stod på gårdens indkørsel som en bunke skrot.
Se nu! lo Else. I har købt affald! Det er kun til skrothandleren!
Mikkel gik i gang med at skille motoren ad, om natten efter arbejdet, kun med lygten fra en gammel lygtepæl som lys. Kirstine hjalp holdt værktøjet, holdt delene.
Gå i seng, du er træt.
Vi starter sammen, vi slutter sammen.
Måneder gik, naboerne lo: Den dumme traktorhandler, hvad har han købt?
En morgenen startede traktoren med en brummen. Mikkel sad i førerhuset, kunne næsten ikke tro sin lykke.
Kirstine! Den kører! Den virker!
Hun løb ud på indkørslen, omfavnede ham.
Jeg vidste det! Jeg troede på dig!
Det første job var at pløje naboens jord. Det andet var at levere brænde. Tredje, fjerde pengene begyndte at strømme ind.
Men så igen mærkede Kirstine kvalme om morgenen.
Mikkel, jeg er i samme situation igen.
Så lad være med tunge løft! Hører du? Jeg klarer alt selv!
Hun holdt den tomme spand for sig selv. Else råbte:
Du er så skrøbelig! Jeg har givet dig tre liv, og du er stadig svag!
Mikkel stod fast. Ingen tunge løft.
Den syvende måned kom Svendine med mand og store planer.
Mor, vi sælger huset. Det er et godt tilbud. I kan flytte ind hos os.
Hvad med dem? kiggede Else på Mikkel og Kirstine.
Hvad med dem? Lad dem finde et andet sted at bo.
Svendine, jeg er født her, det er mit hjem! brølede Mikkel.
Så hvad? Det er mit hus. Glemte du?
Hvornår skal I flytte? spurgte Kirstine roligt.
Om en måned.
Mikkel brændte af vrede. Kirstine lagde sin hånd på hans skulder, stille: Lad være, vi klarer det.
Om aftenen sad de sammen, omfavnet.
Hvad gør vi? Snart får vi en baby.
Vi finder en løsning. Så længe vi er sammen.
Mikkel arbejdede som besat. Traktoren brummede fra morgen til aften. På en uge tjente han så meget, som han tidligere havde tjent på en måned.
Så ringede Mikkels nabo, Børge, fra en fjern landsby.
Mikkel, jeg sælger min gamle gård. Den er ældgammel, men solid. Billigt. Skal du kigge?
De kørte ud for at se på den. Den var gammel, men velbygget: pejs, tre værelser, et udhus.
Hvor meget vil du have?
Børge gav et tal. Halvdelen havde Mikkel, halvdelen manglede.
Må vi betale i rater? spurgte Mikkel. Første del nu, den anden om et halvt år.
Enig. Du er en pålidelig fyr.
De kom hjem med håb i hjertet. Else stod i døren:
Hvor har I været? Svendine har afleveret papirer!
Det er fint, sagde Kirstine roligt. Vi flytter.
Hvorhen? Ud på gaden?
Til vores eget hjem. Vi har købt.
Svigermoren stod målløs. Hun havde ikke set det komme.
I lyver! Hvor får I pengene fra?
Vi har tjent dem, sagde Mikkel og omfavnede Kirstine. Mens du snakkede, arbejdede vi.
To uger senere flyttede de. Ikke mange ejendele kun det, der passede i det nye, gamle hus.
Karla løb rundt i rummene, hunden gøede.
Mor, er det virkelig vores hjem?
Ja, min pige. Vores eget hjem.
Else kom en dag, stod i døråbningen.
Mikkel, jeg har tænkt mig Måske vil du tage mig med? Byen er så varm.
Nej, mor. Du har valgt din vej. Bo hos Svendine.
Men jeg er jo mor!
En mor kalder sin barnebarn for sin egen, ikke for en fremmed. Farvel.
Hun lukkede døren bag sig. Det var hårdt, men rigtigt.
Deres søn, Mathias, blev født i marts. En stærk, sund dreng, som grinede højt.
Alt er som far! lo jordemoderen.
Mikkel holdt sin lille dreng, åndede forsigtigt.
Kirstine, tak for alt. Tak fordi du holdt fast.
Tak til dig, for at du ikke gik i stykker. For at du troede på os.
De begyndte at bygge deres liv. De plantede en lille køkkenhave, fik kyllinger, traktoren gik som smurt og gav indtægt. Om aftenen sad de på verandaen. Karla legede med hunden, Mathias sov i sin krybbe.
Du ved, sagde Kirstine, jeg er lykkelig.
Jeg også.
Husker du, hvor svært det var? Jeg troede, jeg ikke kunne klare det.
Du klarede det. Du er stærk.
Vi er stærke. Sammen.
Solen gik ned bag skoven. Huset duftede af nybagt brød og frisk mælk. Et rigtigt hjem. Vores hjem.
Et sted, hvor ingen nedgør dig, hvor ingen smider dig ud, hvor du kan leve, elske og opdrage børn.
Et sted, hvor man kan være lykkelig.
