Kære dagbog,
I går stod jeg på sygehuset i København med hjertebanken så tung, at jeg næsten kun kunne høre min egen ånde. Min mand, Søren, var en mørkhåret, brændende sjæl, og jeg, lilleblond Tina, har altid følt mig som hans spejlbillede. Efter to år som ægtefolk kom vores første lille mirakel en datter, som skulle vise sig at blive mere end blot et barn.
Fødslen var en kamp. Den lille Ane viklede sig ind i navlestrengen og kunne ikke bryde igennem med det samme. Lægen besluttede straks at give hende ekstra ilt i hyperbarisk kammer, mens jeg blev flyttet til en anden afdeling. Første gang jeg så min pige, var ti timer senere, og jeg stod målløs, næsten frosset i tid. Sygeplejersken Kirsten lagde den indpakkede lille pige på et bord, fjernede det hvide lagen, og afslørede en overraskende rødlig lille pige med lange, krøllede hår.
Er du sikker på, at det er vores barn? spurgte jeg tøvende.
100% sikker. Det er umuligt, at vi har byttet om, for vi bringer altid moren direkte ind på værelset, og kun jeres datter har ligget i hyperbarerummet svarede hun, mens hun smilede og lagde mærke til, at Søren også har de røde lokker.
Jeg stod og stirrede på den lille krøllede pige, og så pludselig begyndte hun at skrige højere end hele afsnittet. Min hånd rystede, da jeg forsøgte at pakke hende ind igen, men hendes skrig blev kun højere, indtil jeg trykkede hende mod min brystkasse. Så faldt roen over os som et blidt tæppe.
Da Søren kom for at hente pigerne, så han på Ane med et undrende blik, men sagde intet. Hjemme begyndte vi at grave i familietræet. Vi ringede til forældre og bedsteforældre. Det viste sig, at Søren på far- og mors side har en gammel polsk forfædre, en rødhåret, krøllet kvinde, som var den sidste i slægten med sådanne træk. Siden da har de fleste i vores slægt været mørkhårede, ligesom mig, men den røde glød har vendt tilbage i Ane.
Efter den første badetid, da jeg tørrede hende med et håndklæde og løftede hende op, udbrød Søren:
Hun ligner en majdåbens mælkebøtte!
Selvom vi allerede havde givet hende navnet Ane, begyndte vi at kalde hende Mælkebøtte og Maja i de stille natteøjeblikke.
Ane voksede op som en livlig pige, og nabolaget kaldte hende latterpige. Hun græd kun, når der virkelig var grund til det. Da hun fyldte fire år, dukkede de første små, søde pletter frem på hendes næse.
Mor, hvad er de? spurgte hun uskyldigt.
Det er englenes pletter. Jo flere du får, jo flere mennesker skal du hjælpe, svarede jeg, mens jeg kyssede hende på kinden. Jeg vidste ikke, at hun ville bære disse ord med sig hele livet.
I sandkassen, når et andet barn begyndte at græde, smed hun straks sine sandslotte til side, løb hen og trøstede det lille med en blid hånd på håret og rolig stemme. Hver gang hun så en anden børns dukke, gav hun straks sin egen yndlingsdukke væk. Dukkene vendte altid tilbage til deres rette plads, som om en usynlig kraft måske min kærlighed eller en lille mødres magi trak dem tilbage. Ane troede, at hun var en engel.
Da hun var i femte klasse, gik hun hjem fra skole og så en gammel mand på fortovet, som havde knækket sine snørebånd. Han bøjede sig langsomt, mens han prøvede at binde dem igen. Pludselig skete der en uheldig kollision mellem en dreng på femte etage, der stod på en altan og en stor potte med en ficus. Potten fløj ned, og inden Ane nåede at råbe, løb hun hen og skubbede manden væk. Potten ramte ham og knuste i tusind stykker. Hans vrede forsvandt øjeblikkeligt og blev til taknemmelighed.
Du er en lille engel, du reddede mig fra døden, sagde han, og jeg mærkede, hvordan min tro på at jeg var født som en engel voksede endnu mere.
Hver forår kom der nye pletter på hendes næse. En dag stod hun foran spejlet og så sine krøller, de blå øjne, de røde læber og de nye pletter.
Mor, hvor finder jeg de så mange mennesker, der venter på min hjælp? spurgte hun alvorligt.
Jeg svarede, at pletterne blot er solens kys, men hun havde allerede forstået, at hver plet var en påmindelse om en person, der havde brug for hende.
Da hun blev teenagepige, hjalp hun altid ældre på gaden med at krydse vejen, bar deres indkøbsposer, selv når de boede på den anden side af byen. Hvis hun gik i supermarkedet for at købe is og chokolade og så en gammel dame stirre på hylderne, købte hun både mælk og smør til hende uden at tænke på sig selv.
En dag, mens hun gik på gaden, passerede en elegant kvinde, klædt i fin designer, med en duft af eksklusiv parfume. Kvinden gik forbi en skinnende, sort Lexus. Ane tøvede, men da bilen holdt, greb hun kvindens ærme og sagde:
Undskyld, jeg vil bare vide, hvilken parfume du bærer
Før hun nåede at afslutte, hørte de en høj bremseklang; en bil med en beruset chauffør kørte ind i kvindens bil. Metal knækkede, rattet bølgede, og bilen gik i stykker. Kvinden omfavnede Ane og hviskede:
Du er min engel!
Det øjeblik cementerede hendes overbevisning om, at hun var udvalgt.
Om efteråret, da regnen eller sneen lagde sig som et hvidt tæppe, stod hun ved metroindgangen med sin røde, krøllede hat med pom-poms. En mand med fugleblå øjne spurgte:
Undskyld, kan du fortælle mig, hvordan jeg kommer til Blegdamsvej?
Da hun så ham, lyttede han til hendes latter, som var som klingende klokker. Han grinende tog af, og de lo sammen under den lette sne.
To år senere kom en lille, krøllet dreng til verden en ny mælkebøtte, en ny engel. Da han fyldte fire år, dukkede pletter på hans næse, og han spurgte:
Mor, hvad er det?
Jeg svarede ham, som jeg en gang havde gjort Ane:
Det er englenes pletter. Jo flere du har, jo flere mennesker skal du hjælpe.
Jeg sidder her nu, med fingrene bløde af kaffe, og ser på Ane, der sov stille i sin vugge. Hver plet på hendes næse er som et lille solskin, der kysser hende og minder mig om, hvorfor vi lever for at give, for at elske og for at være engle i en verden, der altid har brug for et kærtegn.
Tina.
