Svære valg, men de rigtige
Indtil hun fyldte 75, boede Ingrid Sørensen alene i sit hus i en lille landsby på Fyn. Hendes mand, Jens, havde hun mistet for femten år siden, og selvom helbredet havde været nogenlunde stabilt, var det tydeligt, at kræfterne forsvandt år for år.
Efter jeg er fyldt halvfjerds, føles det som om et år er lig med tre, sagde hun tit, når hendes datter Mette kom på besøg. Det var som regel kun hende, men indimellem havde hun også sin mand, Carsten, med. Hver morgen er det noget nyt, enten snurrer det for hovedet, eller også gør ryggen ondt, eller benene vil ikke rigtigt. Det er alderdommen, min pige.
Det seneste år var det virkelig gået ned ad bakke: Ryggen gjorde ondt efter den mindste indsats, benene blev tunge og hævede op mod aftenen, og hun blev udmattet og svimmel for et godt ord. Ingrid klagede ikke til Mette, men datteren kunne godt se, hvor slemt det stod til. Hun spurgte flere gange, om de ikke skulle tage en tur forbi lægen, men Ingrid sagde altid nej. Hun smurte lidt varmecreme på benene, brugte naboens urtetips og troede nok, det gik.
Men en dag så Mette, at nu var det ikke længere til at holde ud.
Mor, nu har vi talt om det længe nok. Du skal med på hospitalet. Jeg kører.
Ingrid protesterede ikke denne gang. Hun havde fået nok af at have ondt og føle sig svag. På Odense Sygehus fandt lægerne hurtigt ud af, at der var flere ting galt ikke bare med blodtrykket og leddene, men også hjertet. En træt læge med venlige øjne sagde:
Fru Sørensen, du har brug for ro og omsorg. Især omsorg du må ikke løfte tungt eller stresse. Sund mad, masser af medicin, jeg har skrevet det hele ned.
Ingrid nikkede, men tænkte med det samme: Hvordan skal jeg få ro i et landsbyhus? Der er altid noget at tage sig til, og hus og have kræver sit. Mette bor jo med familien i Odense, de har deres eget at se til, og Carsten arbejder jo hele tiden. Hvordan skulle de få overskud til mig?
Mette forstod, hvad lægen mente, måske bedre end moren troede. Hun havde set, hvor svært det var for Ingrid at komme op om morgenen, hvordan hænderne rystede, og hendes mor var blevet både blegere og mindre, især den sidste måned. Ingrid havde aldrig villet være en byrde og prøvede altid at klare sig selv, men der var ikke noget at gøre. Udenfor hospitalet sagde Mette:
Mor, du bliver nødt til at flytte hjem til os. Jeg kan ikke tage dig med frem og tilbage til landsbyen og samtidig passe mit arbejde. Du bliver bare dårligere.
Men Mette mit hus, haven, og hvad med Carsten?
Carsten klarer sig, og nu er det vigtigste, at du bliver rask, svarede Mette bestemt. Dit hus må vi sælge. Nogen i landsbyen skal nok gerne overtage både kyllinger og katten. Jeg kører dig hjem nu, så pakker du lidt, og så kommer vi og henter dig.
Carsten tog det imidlertid ikke så nemt, som Mette havde håbet. Da hun nævnte, at hendes mor skulle flytte ind for en stund, blev han vred:
Er du seriøs? Vi har knap plads nok, og hvad når Sofie kommer hjem med barnebarnet? Han har også brug for plads, sagde han.
Carsten, det er min mor, hun har været syg længe, jeg har ikke set det komme. Jeg skulle have hjulpet hende noget før.
Det er dit problem, jeg har ikke tænkt mig at tage mig af din mor.
Det er ikke bare min mor. Det kunne lige så godt være din. Prøv at se det fra min side.
Min mor er død, det ved du men sådan noget kunne jeg ikke byde dig.
Mette græd, både tryglede og diskuterede, men Carsten nægtede. Det endte med, at Mette satte foden ned:
Jeg tager min mor hjem, og det må du leve med!
Carsten sagde ikke mere, snuppede bilnøglerne og forsvandt ud.
Mette indrettede sin mors værelse i Sofies gamle børneværelse hun boede alligevel nu med mand og barn i Aarhus. Carsten lod som om, han ikke lagde mærke til sin svigermor og snakkede stort set ikke med Mette. Ingrid prøvede at holde en lav profil for at undgå konflikter, men stemningen blev mere og mere anspændt, og Mette kunne mærke det ulmede.
En aften trak Carsten hende ud i køkkenet.
Mette, det går ikke længere. Jeg kan godt se, at du elsker din mor, men hun forstyrrer vores hverdag. Vi betaler for det hele, hendes folkepension går jo til medicin. Vi bor helt klemt. Hun må da kunne betale os noget tilbage. Han holdt en pause, mens Mette så spørgende på ham. Hun må da kunne sælge huset og give os pengene. Som en slags kompensation.
Carsten, det er mit barndomshjem Der er minder der.
Så må det være sådan.
Og hvis ikke? Skal vi så skilles?
Måske, jeg overvejer det.
Mette elskede jo Carsten, troede hun, selv om han kunne være hård og uretfærdig. Men nu besluttede hun at tage snakken med sin mor.
Mor, jeg ved, det er svært men jeg synes, vi skal sælge huset.
Var det Carsten, der bad dig om det?
Ja men du kan jo alligevel ikke bo der mere.
Huset var hurtigt solgt. Carsten ordnede det hele og satte papirerne i orden. Pengene beholdt han selv.
Jeg lægger dem i min virksomhed, det er det rigtige at gøre, oplyste han.
Ingrid græd hver dag over det. Hele hendes og Jens liv var vævet ind i det hus han selv havde bygget. Samtidig begyndte Carstens forretning at blomstre han kom hjem sent og nøjedes med at nikke. Stemningen hjemme blev værre. Ingrid prøvede at være så usynlig som muligt.
En dag kom Carsten hjem med store nyheder.
Jeg har fundet en ny lejlighed i Odense en spritny ejerlejlighed. Den her sælger vi, og pengene giver vi i udbetaling på den nye. Der er kun fem minutter til kontoret for mig.
For dig, måske, men der er halvanden time med bus for mig til skolen. Du har bil, jeg må tage toget.
Jamen, du kan jo bare finde en anden skole, der er tættere på.
Jeg har været lærer der i over tyve år, og det kollegaskab betyder virkelig meget for mig. Det synes jeg, du burde respektere.
Den nye lejlighed er langt større og lysere. Hvis du vil blive her med din gamle mor, så gør det men jeg flytter! Husk på, jeg sørger for det hele, har du glemt det?
Hvis vi ikke havde solgt mit barndomshjem havde du ikke haft kapital til det her. Det var min morfars lejlighed og han hjalp også dig i gang med din forretning, det er måske glemt nu?
Det var dengang. Din mor bor gratis, vi dækker alt.
Hun skulle bare føle sig heldig, eller hvad?
Uanset hvad, jeg flytter, og enten er du med, eller
Eller hvad? Skilsmisse?
Han svarede ikke, men meningen var tydelig.
En aften, hvor Mette kom hjem fra supermarkedet, lyttede hun ude i gangen hun kunne høre Carstens stemme blive hævet inde fra køkkenet.
I skal bare gøre, som jeg siger, sagde han til Ingrid.
Måske har du ret, svarede hun lavt, men hvad med Mette
Sådan er det. Hun har jo også travlt, og vi orker ikke mere. I morgen ordner vi alle papirer. Sig ikke noget til Mette, lad os tage det bagefter bare sig, det var dit valg.
Men hun vil jo lægge mærke til, at jeg pakker mine ting
Tingene henter jeg senere. Bare sig, det er dit eget valg. Når vi først flytter, får Mette travlt, og så passer de jo ordentligt på dig på plejehjemmet. Sådan bor mange ældre.
Ja, Carsten, svarede Ingrid sagtmodigt.
Mette kunne ikke længere holde sig tilbage og trådte ind.
Min mor skal ikke nogen steder, det kan du godt glemme! Hvis nogen skal flytte, så kan det blive dig, sagde hun hårdt.
Carsten blev stum af overraskelse. Nu forstod hun, at han ville flytte Ingrid på plejehjem for at slippe for hende. Mette følte, det hele ramlede, men hun var kommet hjem netop i tide. Hun gik straks til en advokat og satte skilsmisse i gang. Det var en svær, men rigtig beslutning. Nu ventede retssag om både lejlighed og forretning Carsten nægtede stadig at levere pengene fra hussalget tilbage.
Carsten pakkede sine ting og flyttede, og Mette og hendes mor blev boende. Mette passer sin mor, og har ikke fortrudt noget.
Nogle gange er man bare nødt til at vælge sig selv og sine nærmeste, sagde hun, hvis kolleger eller venner undrede sig over, at hun havde forladt Carsten.
