Jens Mikkelsen, du har igen mistet bussen! siger buschaufføren med en venlig, men let bebrejdende tone. Det er allerede tredje gang i uge, du jagter den som en galning.
Den pensionerede mand i en krøllet vinterjakke trækker vejret tungt, læner sig mod håndtaget. Hans grå hår er rodet, brillerne sidder på spidsen af næsen.
Undskyld, Anders puster han ud, mens han trækker en krøllet krone fra lommen. Uret må have mistet tiden. Eller måske er jeg bare helt på afveje
Anders Petersen, 45 år gammel, er erfaren buschauffør, solbrun af de mange kilometer på ruten. Han har kørt folk i 20 år og kender mange af dem ved ansigtet. Denne gamle mand har han især lagt mærke til altid høflig, stille, og han er på bussen på præcis samme tidspunkt hver dag.
Kom, kom, find dig et sæde. Hvor skal du i dag?
Til kirkegården, som altid.
Bussen starter fra holdepladsen. Jens Mikkelsen finder sin sædvanlige plads den tredje række fra føreren, ved vinduet. I hånden holder han en slidt plastpose med noget udklædt udstyr.
Der er kun få passagerer det er hverdag morgen. Et par studerende piger snakker om deres projekter, en mand i jakkesæt er opslugt af sin telefon. En helt almindelig scene.
Jens Mikkelsen, spørger Anders, mens han kigger i spejlet bagud, du tager her hver dag? Giver det ikke noget?
Hvor skal jeg flyve hen? svarer pensionisten stille, mens han stirrer ud af vinduet. Min kone ligger der hun har ligget der i halvandet år. Jeg lovede, jeg kommer hver dag.
Anders hjerte knytter sig. Han er selv gift og elsker sin kone over alt. Han kan næsten ikke forestille sig, hvordan det må føles.
Er det langt væk?
Ikke så meget, kun en halv times bustur. Jeg gik der en gang i en time benene holder ikke længere. Men pensionistydelsen klarer bussen.
Uger går. Jens Mikkelsen bliver den faste passager på morgentransporten. Anders vænner sig, han begynder endda at vente på ham. Når den gamle kommer for sent, holder Anders bussen et par minutter ekstra.
Du behøver ikke vente på mig, siger Jens, da han ser, at føreren har holdt. Der er jo en køreplan.
Åh, bare fjol, svarer Anders. Et par minutter gør ingen forskel.
En morgen er Jens Mikkelsen ikke der. Anders venter, tror han måske er forsinket, men den gamle dukker ikke op. Næste dag også ingen. Og igen næste dag.
Hør, den gamle mand, som plejede at tage til kirkegården, er han blevet syg? spørger Anders konduktøren, Tina Sørensen. Har han måske fået besøg?
Det ved jeg ikke, trækker hun på skuldrene. Måske er hans familie kommet på besøg, måske noget andet
Anders mærker en uro. Han er allerede vant til den stille taknemmelighed, den høflige tak ved afgang, den milde triste smil.
Ugen skrider frem, og Jens er stadig væk. Anders beslutter sig for at køre til den sidste holdeplads på ruten, hvor kirkegården ligger.
Undskyld, henvender han sig til den ældre dame, der vogter indgangen, der er en mand, Jens Mikkelsen, som kom hver dag med bussen. Har I set ham?
Åh, ham! hendes ansigt lyser op. Jeg kender ham godt. Han kom hver eneste dag for sin kone.
Hvor er han så?
Han har ikke været her i en uge.
Er han syg?
Det ved jeg ikke han nævnte engang, at han bor ikke så langt herfra. Sølvvej, hus nummer 15. Hvem er du?
Jeg er buschaufføren. Jeg har kørt ham hver dag.
Anders går op til anden sal i den fem-etagers røde bygning, banker på den første dør, der er fri.
En fyr, omkring 50 år gammel, åbner døren med et alvorligt udtryk.
Hvem er du?
Jeg leder efter Jens Mikkelsen. Jeg er buschaufføren, han har altid sat sig her
Ah, din farfar fra lejlighed tolv, hans ansigt blødgør. Han ligger på hospitalet. En slagtilfælde for en uge siden.
Anders hjerte falder.
Hvilket hospital?
På Østjyllands Sygehus, afdelingen for indre medicin. De siger, han har det svært i starten, men han holder på at komme sig.
Om aftenen, efter sin vagt, kører Anders til sygehuset. Han finder afdelingen, spørger den standse sygeplejerske.
Jens Mikkelsen? Ja, han ligger her. Hvem er du?
Jeg er bare en bekendt han tøver.
Han er i rum seks. Han er stadig meget svag, så vær forsigtig.
Jens ligger ved vinduet, bleg men ved bevidsthed. Da han ser Anders, genkender han ham langsomt, og øjnene fyldes med overraskelse.
Anders? Er det dig? Hvor har I fundet mig?
Jeg gik på jagt, svarer chaufføren nervøst, mens han stiller en lille kurv med frugt på hans natbord. Jeg har bekymret mig, fordi du ikke dukkede op.
Du bekymrede dig for mig? et tår glitrer i hans øjne. Hvem er jeg egentlig?
Hvem? Du er min faste passager. Jeg har vænnet mig til at se dig hver morgen.
Jens forbliver stille, stirrer i loftet.
Jeg har ikke været på kirkegården i ti dage, mumler han. Første gang i halvandet år. Jeg brød mit løfte
Bare rolig, Jens. Din kone forstår. Sygdom er alvorligt.
Jeg ved det ikke han ryster på hovedet. Jeg kom hver dag for at fortælle hende, hvordan vejret er, hvordan det går. Nu ligger jeg her, og hun er alene dér…
Anders ser, hvor meget manden lider, og en beslutning falder naturligt.
Må jeg gå? Til din kone. Jeg vil fortælle hende, at du er på hospitalet og at du snart er på benene igen.
Jens vender sig mod ham, øjnene viser både mistro og håb.
Vil du virkelig? For en fremmed?
Hvem er fremmed? svinger Anders hånden. Halvandet år har vi set hinanden hver morgen. Jeg er nærmere din familie end mange slægtninge.
Næste dag, på en fridag, kører Anders til kirkegården. Han finder gravstenen på den står et foto af en ung kvinde med milde øjne. Gry Mikkelsen, 19522024.
Han tøver et øjeblik, men ordene kommer af sig selv:
Goddag, Gry. Jeg er Anders, buschaufføren. Din mand kom hver dag med mig til dig. Han ligger på hospitalet, men han bliver ved. Han bad mig om at sige, at han elsker dig, og at han snart kommer hjem.
Han taler videre om, hvor god mand Jens er, hvor meget han savner dig, hvor trofast han er. Det føles mærkeligt, men noget inde i ham fortæller, at han gør det rigtige.
På sygehuset ser han Jens drikke te. Hans ansigt er mere farvet, han ser stærkere ud.
Jeg var der, siger Anders kort. Jeg fortalte alt, hvad du bad mig om.
Så hvordan går det? stemmen ryster.
Det er fint. Friske blomster har naboerne leveret. Det er ryddeligt, roligt. Hun venter på, at du kommer tilbage.
Jens lukker øjnene, tårerne triller ned ad kinderne.
Tak, min dreng. Tak
To uger senere får han udskrevet. Anders møder ham ved udgangen, hjælper ham ind i sin bil og kører ham hjem.
Ses vi i morgen? spørger han, mens Jens stiger ud af bussen.
Selvfølgelig, nikker Jens. Om klokken otte, som altid.
Og sandt nok, næste morgen sidder han på sin sædvanlige plads. Men nu er der noget andet mellem ham og Anders ikke kun chauffør og passager, men et bånd.
Ved du hvad, Jens? siger Anders en dag. Jeg kan også køre dig i weekenden, uden for arbejde. Jeg har en bil, det er ingen sag.
Hvorfor? spørger Jens.
Fordi jeg er vant til dig. Min kone siger: Hvis du ser et så godt menneske, så hjælper du ham.
Sådan forløber det. På hverdage kører bussen som altid, men i weekenden tager Anders sin bil og kører Jens til kirkegården. Nogle gange tager han også hans kone med de bliver venner.
Forstår du, siger Anders til sin kone om aftenen, jeg troede, det bare var arbejde. Rutiner, ruter, passagerer Men hver eneste person i bussen er et liv, en historie.
Det er du rigtig klar over, nikker hun. Det er godt, at vi ikke gik forbi.
Jens siger en dag til dem:
Efter at Gry gik bort, tænkte jeg, at mit liv var forbi. Hvad er jeg her for? Men så indser jeg, at folk stadig tænker på mig. Det betyder mere, end jeg troede.
***
Hvad med dig? Har du nogensinde set, hvordan almindelige mennesker gør noget stort?
