Kære dagbog,
I aften, da jeg kom hjem til vores lejlighed i Indre By, fandt jeg Signe i spisestuen, hvor hun var ved at dække bord til aftenmaden. Jeg greb hende blidt om håndleddet, bad hende sætte sig ved siden af mig et øjeblik, for jeg måtte fortælle noget, jeg havde gemt længe: Jeg vil have skilsmisse. Hun sad stille et øjeblik, så spurgte hun kun om årsagen. Jeg kunne ikke svare, og min tavshed gik som en kniv gennem hende. Vi nåede ikke aftenmaden hun begyndte at råbe uden sammenhæng, så stilne og igen råbe Til sidst græd hun hele natten. Jeg forstod hendes smerte, men jeg havde intet trøstende at tilbyde jeg havde mistet kærligheden til min egen hustru og fundet den i en anden kvinde.
Med en tung følelse af skyld rakte jeg hende en underskrevet aftale, hvori jeg lovede at beholde lejligheden og bilen til hende, men hun rev den i stykker og smed papiret ud af vinduet, mens hun igen brød ud i tårer. Jeg følte kun en knivskarp fornemmelse af anger den kvinde, jeg havde delt ti år med, var blevet en fremmed for mig.
Jeg fortrød de år, vi havde levet sammen, og længtes efter at slippe de usynlige lænker og flyve mod den nye, ægte kærlighed. Næste morgen lå et brev på natbordet med Signes vilkår for skilsmissen: hun bad mig om at udsætte indleveringen af sagen med en måned og i den periode fortsætte at spille den vellykkede familie. Årsagen var, at vores søn Emil skulle til eksamener. Og så var der endnu et krav på vores bryllupsdag havde jeg båret hende ind i lejligheden på mine arme. Nu ønskede hun, at jeg i den kommende måned hver morgen skulle bære hende fra soveværelset til spisestuen på samme måde.
Siden jeg havde fundet den nye kvinde, var vores fysiske kontakt næsten forsvundet fælles morgenmad, fælles aftensmad, men sov vi på hver sin side af sengen. Da jeg for første gang efter lang tid løftede hende op, mærkede jeg en indre uro. Emils klapsalver trak mig tilbage til virkeligheden på Signes ansigt stod et lille smil, men jeg følte en underlig smerte. Fra soveværelset til spisestuen var der kun ti meter, og mens jeg bar hende, lukkede hun øjnene og hviskede så svagt i mit øre: Fortæl ikke Emil om skilsmissen før den aftalte tid.
Den anden dag gik det lettere at spille den glade og forelskede mand. Signe lagde sit hoved på min skulder, og jeg indså, hvor længe jeg havde overset de træk, jeg engang elskede, og hvor meget de havde ændret sig siden de første ti år. På den fjerde dag, da jeg bar hende igen, tænkte jeg på, at hun havde givet mig ti år af sit liv. På den femte dag føltes hendes lille krop tryg ved min brystkasse, og med hver dag blev det lettere at bære hende fra soveværelset.
En morgen stod hun foran garderoben og sukkede; hele hendes tøj var blevet for stort. Jeg så, hvor meget hun var blevet tyndere og svagere, og så forstod jeg, hvorfor min byrde lettede for hver dag. En pludselig indsigt slog mig som et slag i maven. Ubevidst strøg jeg hendes hår, og hun kaldte på Emil, så vi omfavnede hinanden. Tårerne truede, men jeg vendte mig bort jeg kunne og ville ikke ændre min beslutning. Jeg løftede hende igen, og hun lagde armen om min nakke, så jeg holdt hende tæt, som på den første dag vi sagde ja til hinanden.
I de sidste dage af den aftalte måned voksede forvirringen i mig. Noget var vendt på hovedet, og jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg gik til den anden kvinde og sagde, at jeg ikke ville skilsmisse med Signe. På vej hjem tænkte jeg over, at hverdagens rutine og monotoni i et ægteskab ikke skyldes, at kærligheden er forsvundet, men fordi folk glemmer, hvor vigtig den anden er for dem. Jeg afveg fra vejen, gik ind i en blomsterbutik, købte en buket med et kort, hvor jeg skrev: Jeg vil bære dig i mine arme til den sidste dag i dit liv. Åndeløs af spænding gik jeg gennem døren med buketten i hånden. Jeg gik gennem hele lejligheden, men fandt Signe i soveværelset hun lå stille, livløs.
Månedernes tåge, mens jeg svævede i drømme om den nye kærlighed, havde skjult det svære sygdomsspor, som Signe kæmpede imod i stilhed. Hun vidste, at tiden var ved at løbe ud, og med sidste kraft anstrengte hun sig for at beskytte Emil mod stress og for at bevare sit billede af mig som en god far og kærlig ægtemand.
**Læren jeg har drømt mig ind i:** At forsøge at flygte fra ansvar og følelser kan kun føre til tabet af dem, vi alligevel mest har brug for. Ægteskab kræver, at man bærer den andens vægt, både i de svære og de glade tider, snarere end at søge lettelse i nye begær.
