Hey, jeg tænker lige på dig, så jeg skal fortælle dig lidt om Kirsten. Hun har jo boet hos sin datter Mette i en flot lejlighed i København i flere år, men selvom alt er pænt og rent, så kan hun ikke slippe følelsen af at hun hører hjemme et andet sted. Hver morgen står Mette i køkkenet og spørger: Mor, hvad vil du have i suppen i dag mælkebaseret, kød eller fisk? og Kirsten har altid svar, der lyder som en drøm: Bare lav den, du kan, så den flyver mig hjem som en stjernedust. Hun har sagt, at hun ikke vil have noget ekstra, at hun ikke skal forkæles som en sygebrik, og at hun snart vil så sit eget grønt i haven igen, for hun har jo rodplanter i kælderen, klar til at blive plantet ud.
De griner ofte sammen, Mette med sin høje latter, og Kirsten med den smertefulde længsel i hjertet. Så snart foråret banker på, tænker hun kun på sin egen lille hytte på landet, på den jord hun elsker. En tidlig morgen, før solen helt har spottet horisonten, står hun på stuebordet med de første stjerner stadig på himlen, mens røgende piber fra nabokvartirene stiger som små fjerde. Fuglene kvitrer deres egen lille hyldest til dagen, og så ser hun hvordan Jens, naboens fyr, trækker sin ko ud på græsset. Han elsker at ride ud med den fra tidligt morgen, men han kommer altid helt gennemblødt, med morgendug på ørerne. Lise smutter forbi med hammeren, bygger og omlægger alt fra skuret til væggene, indtil solen er brændt sig i ryggen. Maja løber så hurtigt efter vandet til køerne, vander dem, tørrer gulvene og skynder sig så til at tjekke Kirstens helbred og så klager over svigermoren, driller sin egen søn, og ender med at skælde ud på børnebørnene.
Kirsten kigger på Mette og ser sin egen gade, sine gamle naboer, de kendte marker. Hvad er der så for en suppe? Hun kunne lige så godt tage en skefuld af den simrerende gryde på komfuret, og så drikke en kop te fra en ægte dansk tekande, måske med en smule sukker. Når veninderne kommer på besøg, med kager, brød og sukkerknalder, fylder de rummet med latter og duft af vanilje. De smider så et par kiks i munden og siger: Se, vi har så mange søde sager, men du, mor, du vil jo altid have noget mere noget som varer helt til døden.
Kirsten står ved vinduet og husker den første nat i den nye husstand med sin mand Viggo. De havde ingen bord, kun en gammel tønde som bordplade, stole lavet af gamle kasser, ingen gardiner, kun et par sliddede tæpper på gulvet. Hun var forældreløs, opvokset af sin bedstemor, og da Viggo kom for at fri, kastede hun sig i ægteskabet med ham, selvom han var en smule ældre. Viggo var blød som en sky, men stædig som en okse, og svigermoren Else råbte og skreg, truede med at smide ham ud med sin uønskede svigerdatter. Men Viggo holdt fast, som en tyr i en stang, og ingen af Elses trusler nåede ham.
Faderen gik rundt, knirkede i sin gamle stol, men han var glad for sin søn, og en dag gik han så vildt i kragen, at han væltede det store egetæskebordet og råbte: Hold nu op! Dette er ikke krig, men et liv, vi skal bygge sammen! Han sagde, at vi må holde sammen, uanset om vi er rige eller fattige, for vi skal dele både brød og smerte.
Viggo tog så sit bælte af, rystede på hovedet og sagde, at han skulle tage på sauna i morgen, for så skulle de gifte sig igen. Så gik de videre med livet. Viggo havde to brødre, og efter krigen måtte de dele arven, så de byggede sit eget hus. Han var stærk, hårdtarbejdende, og hans kone Anette var så elsket, at han ville flytte bjerge for hende. Selvom efterkrigstidens knaphed pressede dem, stod de sammen, og Anette, da hun var gravid, gik ud på engene for at høste halm. Høsten startede sent på sensommeren, og i engen voksede høje siv på små mødder i vandet. Græsset var langt og spidst, og hvis du tog en håndfuld, kunne du skære dig som med en kniv. De kaldte de små bakker for poter, fordi de boblede som små knopper i vandet. Else mente, at Kirsten ikke kunne klare dem, så hun gav svigerdatteren en lille sigt. Kirsten stod barfodet i vandet, bøjede sig, og med en hurtigt svingende sigt skrællede hun sivet, førte det på ryggen hjem for at tørre det. De dage gik, hun gik så meget på engen, med hænderne på afsigt, fødderne på de små piller, ryggen såre.
En morgen fik hun hovedpine, ørerne brændte, sveden løb, kulden bider, og kroppen føltes som om den lå på knæene. Else klynkede: Nej, lad os bare ligge, det er for meget for dig, du kan ikke klare sig med en sigt. Kirsten kunne ikke rejse sig, så Viggo lagde sin hånd på hendes pande og råbte: Jeg løber ud for at hente en læge! Senere sad han på trappen og græd, for han kunne ikke beskytte sin første datter. Else prøvede at trøste ham, men hendes ord var skarpe som siv: Hun vil føde, hun kommer sig, måske får du en dreng, men du må ikke sørge så meget, spis din mad, vi skal have høet på hestene, alt er kaotisk, men du må holde ud.
Viggo tænkte på, at den eneste sorg var at ingen kunne høste mere. Men Else stod ikke op, så Kirsten var alene med smerten. Mælken kom, men det var som om en glødende strygejern sad på hendes bryst, temperatur og smerte steg. Else bandt en stram klud om hendes bryst og sagde, at hun skulle holde ud, mens mælken brænder. Kirsten ville bare være alene, græde over tabet af barnet, føle sin magtesløshed. Hun så på Else med en følelse af afvisning, følte sine hænder blive hårde som granit, og tænkte at hvert skridt hun satte ville føre hende tilbage til den gamle stue, hvor hun aldrig blev elsket.
Efterhånden gik hun fra at spise og drikke, mælken brændte væk, feberen faldt, men den bitre smag af tabet sad fast i hendes sjæl. Else gik videre med sin dag og sagde: For at spise, skal du have appetit fra arbejdet. Viggo så på deres forhold, og da han endelig fik et nyt tag på huset, et pejs og nye vinduer, flyttede de ind i et lille hus på landet, hvor hans far leverede korn, mel og brød. Hans far sagde: Søn, hold ikke nag på din mor, hun er hård, men hun vil kun det bedste, arbejd hårdt og du vil se, at alt brænder i dine hænder, men hendes hjerte vil altid ønske dig lykke.
To år senere fik Kirsten en søn, og så et år efter tre døtre Freja, Ida og Lise. Alt gik glat med Viggo, de bar alle sorger i stilhed. Børnene kom på besøg sjældnere, men de sendte altid en sms: Tak for al din omsorg, nu vil vi passe på haven og huset. Kirsten så på de nye møbler i børnenes lejligheder og huskede den træsseng, de sov på, de første gardiner, de første halmborde, de første malerier af vilde blomster, så farverige som livet selv. Hun huskede den første fjernsyn, den første sofa, den første skab alt var nyt og spændende.
I deres hjem var der en klar regel: respekter de ældre, så ikke de yngre, ære dine forældre fra første ord, og så viser forældrene kærlighed og omsorg. Uddannelse stod først, og efter skoletiden gik alle videre efter deres drømme.
Hver aften gik Viggo og Kirsten ud i haven og satte sig på en bænk, så på de smukke roser og de friske æbler på træerne. Hver æbletræ var opkaldt efter et barn: Freja var sød, Ida hård, Lise en smule sur i starten, men blev til sidst sød som honning. Når de så på dem, mindedes de barndommen, især deres første datter, og Kirsten forestillede sig, hvordan hun ville have været som voksen. Viggo sagde: Det var hårde tider, vi var uvidende, men vi lærte. Jeg var så dum, at jeg troede, at du kunne klare alt selv, indtil jeg mistede vores barn. Nu vil jeg give den omsorg, jeg aldrig gav.
Børnene fandt deres egne partnere, kom sjældnere på besøg, og Viggo blev gammel, krum og ofte syg. En dag sagde han, at når han gik bort, skal hun Kirsten blive i huset, i haven, i jorden. De gamle vægge, haven og jorden har sjæl, også om de ikke taler. De vil varme hende, som æblerne i haven vil møde hende med glæde, fordi de har set hende vokse fra ung til gammel. Hun er husets dronning, og når hun bliver svag, vil hun forstå, at det er på tide at tage af sted, men indtil da, så hold fast i de gamle mure.
Kirsten svarede: Tag mig med hjem, hvis du må, ellers går jeg selv, jeg kan ikke lade dig gå uden mig. Jeg vil lægge mig i din bløde, varme seng, men den er kold for mig, jeg føler mig tør, så tag mig med. Snart spredte sig rygtet, at hun var kommet hjem igen. Veninder kom med småkager og konfekt til en kop te, og haven bød på de første friske blade, som hviskede og smilede. De gamle vægge omfavnede hende, ovnen var som en gammel ven, der først var sur, men nu var varm og kærlig.
Børnene ringede hver dag, og hun hørte: Tak for alt, vi vil passe på huset og haven. Hej fra os! Sådan er historien om Kirsten, en kvinde der altid drømte om hjemmet, men som fandt fred i sine gamle danske rødder. Jeg håber du kan mærke den varme i min stemme, når du læser den. Kram!
