På en bænk ved en gravsted sidder to kvinder, som knapt kender hinanden. De begge arbejder som gravstedsvagtere og har ved et uheld fanget hinanden i en samtale.
Ægtemand? spørger Kirstine og nikker mod billedet af en mindesten, hvor en kvinde i grå baret står.
Ægtemand. Det er nu fem år siden Jeg kan ikke vænne mig til det, jeg savner ham, har ingen styrke. Jeg går rundt og tænker på ham, fordi jeg elskede ham så højt, svarer Freja, mens hun strammer sit sorte tørklæde.
De bliver stille et øjeblik, så ånder Kirstine dybt og siger:
Jeg har aldrig elsket min mand.
Freja drejer hovedet, interesseret:
Hvor længe har I været sammen?
Vi har været sammen Så tænk, vi blev gift i nittenåttiet, i 1981.
Så hvordan kan du sige, du ikke elskede ham, efter så mange år?
Jeg giftede mig af mod. Jeg faldt for en fyr, men han gik over til sin veninde, så jeg besluttede mig for at gifte mig hurtigt. Så kom Mikkel en klodset fyr, lidt lav, med udtørrede hårspidser og spidse ører. Hans jakke sidder på ham som en sadel på en ko. Han smiler bredt og holder mig tæt, men jeg tænker: Det er mig selv, der har gjort det.
Hvad så?
Jeg var tæt på at flygte allerede på bryllupsdagen. Landsbyen snakker, jeg græder. Min ungdom er slut, men jeg ser ham og får lyst til at skrige som en ulv. Han er lille, med en skaldet plet på hovedet og ører som flagermus. Han ser glad ud, men jeg er skyld i det hele.
Hvad sker der så?
Vi flytter ind hos hans forældre. De er som ham de fjerner støvet fra mig som små vindpust. Jeg er fuld af liv, med slanke øjne, langt hår og en krop, der knækker sine sømme. Alle ser, at han ikke er den rette for mig.
Om morgenen står jeg op, og mine sko er allerede vasket Mikkels mor tvang mig til det. Jeg råber på dem, befaler, men alt sammen fordi jeg føler mig selv som et offer. Jeg elsker ham ikke. Så gik det galt hvem vil have en svigerdatter som mig?
Mikkel foreslår: Lad os tage på Øresundsforbindelsen, tjene penge, blive uafhængige. Jeg svarer: Jeg vil bare væk, vinden i håret. Så rammer vi den store byggeproces på Øresundsbroen. Jeg kan ikke klare det selv, men Mikkel gør det, han får os med i et hold, og vi tager først til Aarhus, så videre mod den sydlige Jylland.
De deler toget: kvinderne i den ene vogn, mændene i den anden. Mikkel er uden madpakke, jeg har min taske, og der er ingen gang mellem vognene. Jeg knytter straks venskab med de andre kvinder, hygger mig, spiser de hjemmebagte kager, som hans mor har bagt til rejsen.
Ved stationen løber Mikkel hen og spørger efter mad jeg bliver flov. Jeg lyver, at vi har spist, men han ser min forlegenhed og roser mig: Vi har masser af mad, jeg er mæt. Så skynder han tilbage til sin vogn.
Jeg ved, han lyver. Han er genert, holder sig for sig selv, tager ikke andres brød. Jeg glemmer ham hurtigt.
Vi ankommer til en midlertidig byggekvarter et herberge med femogtredive kvinder og piger i ét rum, mændene i et andet. De lover os familierum senere. Jeg gør, som om jeg er optaget, at jeg har travlt, så han ikke kan nærme sig mig. De andre kvinder kritiserer mig: Du er gift, men du. Jeg står ved vinduet og håber på, at han vil komme, men der er kun fugt og kulde.
Jeg beslutter mig for at blive skilt. Vi har ingen børn, kun få år sammen, og kærligheden er væk. Af stunder af medfølelse har jeg dog overnattet i samme sovehue som ham.
En dag dukker Gorm op en høj, sorthåret mand med bølget hår. Vi har arbejdet hårdt på byggepladsen, jeg som betonarbejder, men stemningen er god: godt mad, tysk øl, appelsiner og pølser, som vi aldrig har smagt før. Der holdes koncerter, og vi danser i fælleslokalet.
Gorm og jeg mødes gennem de andre piger, de ser på mig, og jeg ser på ham. Jeg bliver forelsket, en brændende lidenskab.
Mikkel prøver at overtale mig, men jeg svarer: Jeg vil skilles med dig. Vi får et separat rum i byggekvarteret. Væggen er tynd, men den holder. Jeg går med Gorm, mens jeg kan mærke Mikkels skygge bag mig. Men tanken på ham forsvinder vi har vores egen kærlighed.
Kvinde i sort tørklæde lytter uden at røre sit tørklæde.
Hvordan kunne han holde ud? spørger hun.
Han holdt ud, fordi han elskede. Men så gik Gorm og Katte med ham, hun blev gravid, og han smidt hende i mudder foran alle. Han sagde, at hun hængte sig på hans hals, fordi han var svag. Mikkel blev såret, men han kæmpede alligevel.
Jeg hører rygtet om, at han er blevet indlagt på hospitalet. Jeg følger ham. På vejen skælder jeg ham ud, men han svarer: Jeg gør det kun for dig! Jeg føler medlidenhed. På hospitalet ligger han med en blå ansigt og hævede ben, som om han havde løftet en tung vægt.
Hvorfor gik du ind? spørger jeg.
Jeg gjorde det for dig! svarer han.
Jeg er også træt af mig selv. På byggepladsen sender de gravide væk, børn er ikke velkomne. Så vi må køre til landet og forklare, at vi ikke er Mikkels sønner. Jeg er stadig usikker på, hvis barn det er.
Jeg besøger ham ofte, bringer ham aviser, men kun af pligt, ikke af kærlighed. En dag, da han lige er rejst på krykker, står vi ved vinduet. Han har en gammel sygeplejersedragt på, som en gammel mand, og han ser ud af vinduet:
Gå ikke i seng, lad os flygte sammen, mit barn vil være kun vores.
Jeg svarer: Hvorfor?
Jeg elsker dig, siger han.
Jeg svarer: Okay, så gør, hvad du vil. Jeg vender mig om og går ned ad gangen, mens han ser efter mig, men jeg vender mig ikke om. Jeg føler sommerfugle i maven, men jeg vil ikke vende tilbage til landsbyen.
Vi flytter til en lille by i Sønderjylland. Mikkel er stille, men på arbejde får han ros. Han har en maskinmesteruddannelse, så han bliver leder for nogle vandpumper, kører rundt og kommer altid hjem med gaver slik, kager, alt hvad han ikke selv kan spise.
Jeg har en kone, siger han, og hun er gravid.
Han praler, mens jeg skjuler mine øjne. Vi får et lille værelse, og jeg får en stilling som kontorassistent.
På fødeafdelingen får jeg at vide, at Gorms søn er sort. Mikkel ser på ham, smiler, og får næsten tårer i øjnene, da han tager ham hjem.
Maks, drengen, er tung fra fødslen. Han er syg, græder, men Mikkel er ved hans side, selv om han er træt. Efter et år får jeg en datter, som vi kalder Freja, efter mig. Jeg forstår, at jeg har såret Gorms forældre, men faren er død, så det er svært.
Jeg føler ikke længere noget for Mikkel hverken kærlighed eller had. Når børnene er små, har jeg kun brug for hjælp. Mikkel hjælper med alt, bærer, vasker, lader mig sove. Når jeg skal vaske tøj, er jeg bange for, hvad mændene vil sige, hvis de ser mig vaske deres undertøj. Han siger:
Det er koldt vand. Hvorfor skulle du blive syg? Lad dem snakke!
Jeg griber vasken fra ham, vred som en gammel kone.
Hans overvældende kærlighed begynder med tiden at irritere mig mere.
Sønnen, Max, er nu tredive og arbejder i politiets børneafdeling. Jeg møder en enlig, venlig mand, som bliver hans ven. Han lytter til Max, men ikke til Mikkel. Mikkel er svag, kan hverken straffe eller beskytte. Jeg giver ham et bælte, men han tager det fra mig.
Mikkel får en uddannelse i København, vi flytter til en god lejlighed i Østerbro, men han skal til Stockholm for studier. Han siger:
Hvis du siger, at du ikke vil tage af sted, så går jeg ikke.
Jeg svarer: Tag af sted.
Han rejser med en bitter fornemmelse. En politimand, Søren, kommer til mig og siger: Drop ham, du elsker ham ikke. Jeg holder op med at tale.
Kvinden i sort tørklæde falder stille, ryster bladene fra bordet.
Hvad med dig? spørger hun, nu på du.
Fortælleren ser på hende, rynker panden. Hun bærer på tunge minder.
Jeg har tænkt på det hele Jeg har stadig et brev fra Mikkel, jeg har holdt på i årevis. Ingen ved det, men jeg gemmer det. Han skrev, at han forstod, at han ødelagde mit liv, fordi jeg aldrig elskede ham, kun udholdt ham. Han skrev, at han ville give mig halvdelen af sin løn, så jeg kunne klare mig. Han ønskede mig lykke. Der var ingen nag, kun smerte, men han bad mig leve videre og være glad.
En birk falder af blade på bordet igen, dagen er en varm efterårsdag, himlen er blå. Kvinden i sort tørklæde tørker sine tårer med et hjørne af tørklædet.
Hvorfor græder du? spørger fortælleren.
Jo livet er sådan, at når du husker, så springer en tåre ud. Fortæl, fortæl Gik du til politiet?
Åh, jeg har ligget vågen om natten. Max afviser mig, og jeg er fanget i mit eget liv. Jeg har vedholdt brevet. En ældre kvinde på fabrikken siger: Din dumme, Lise! Du skal bære mænd på dine skuldre.
En morgen står jeg op, mærker kulden, tænker: Hvad gør jeg? En mand lever kun for mig, og jeg Jeg husker alt. Hvordan han fulgte mig, hvordan han hjalp mig. En dag bliver jeg indlagt efter en operation, som mislykkes. Jeg tror, lægerne er færdige med mig. Jeg ligger på en gul, kedelig stue, og Mikkel venter der. Han er stille, men han ryster min hånd, ansætter en sygeplejerske, henter medicin.
Hvis det ikke havde været ham
En dag får vi ved et uheld en forkert pakke fra helikopteret, der bringer forsyninger til landsbyen. En snestorm flytter pakken til et andet sted. Vi finder ud af, at den ikke er vores, så Mikkel drager ud i kulden for at levere den til nabobyen. Han kommer med frost i kinderne, bliver syg.
Jeg indser, at jeg ikke har brug for nogen anden end ham.
Skal jeg skrive et brev? Vil han forstå? Jeg har i årtier prøvet at vise ham, at jeg ikke har nogen følelser. Kan man skrive sine følelser?
Jeg forstår, at han har besluttet at gå væk fra mig, at han elsker en anden.
Efteråret falder. Jeg har ordnet børnene, arbejdet, og jeg tager toget til stationen. Jeg tager toget mod København for at se ham. Jeg ser ham i metroen, hans ansigt er kendt, som en redningsbåd i en storm. Jeg elsker hans skaldede pande, hans ører, hans mave.
På kollegiets adresse får jeg at vide, hvor de holder undervisning. Jeg går gennem metroen, leder efter ham med øjnene. De lader mig ikke komme ind, jeg venter på trappen. Jeg ser ham komme ud af en gruppe, pænt klædt, med en mappe under armen, og jeg fryser i stedet for. Jeg er forbløffet af den kærlighed, jeg føler for min egen mand.
Hans venner ser på os, kan ikke forstå. Vi rækker ud efter hinanden på samme tid, hans mappe falder, papirer spreder sig, og vi omfavner hinanden uden ord.
Hvad siger vi? spørger en af hans kammerater: Det er kærlighed, de siger, de har levet i hundrede år, men mødes først nu.
Tørklædet er gennemblødt. Hun snupper næsen.
Så lever I lykkeligt til slutningen?
Til hvilken ende?
Ja, sådan er det, kvinden vinker mod den grav, hvor hun gravede, Det er din mand?
Åh, nej. Det er Max, vores dreng, som døde ung. Han nåede ikke fyrre. Han var i fængsel. Vi har mistet ham. hun stopper, ser på den anden kvinde, der nikker.
Er han i live? spørger den anden, glad.
Ja, han lever, tak Gud! Han har fået en ny start, hjælper min datter, og han er her. hun vender sig om, ser ham komme. Vi taler videre, måske kan han tage os et sted?
Nej, jeg vil stadig vandre ved gravene. Tak.
En ældre, lidt overvægtig mand i sort læderjakke og en læderkasket kommer hen. Han er venlig, smilende, med rundt ansigt.
Træt, Mikkel? Har du haft nok te? hans kone stryger støvet af hans skuldre.
Han samler alt graveudstyr fra deres søn, men hans kone tager den tunge affaldspose, bekymret for hans ryg, og bærer den selv.
De går hånd i hånd langs den gule kirkegårdsallé, forbi gravstederne.
Før en svingning vender kvinden i grå baret sig om og vinker til sin samtalepartner, så gør manden det også.
Kvinden ser på sit ægtefælles portræt på mindesten og tænker, at en persons lykke ikke kan eksistere alene; den findes kun, når man har åbnet sit hjerte for den anden. Og lykken er kun én ting: at elske og blive elsket.
