Sjælens Land. Kufferthumør
At planlægge en rejse sammen er unægtelig sjovere end at gøre det alene. Hver aften i december og januar sad Lærke og Kasper ved køkkenbordet i Aarhus og studerede kort over Sydfyn, indhentede tilbud fra rejsebureauerne i Odense og sammenlignede priser. Lærke, der var bibliotekar, havde naturligvis organiseret det hele med udklip, kort, huskelister og seværdigheder i sin egen mappe.
Du ligner en general, der forbereder felttog, grinede Kasper, mens hun lagde papirerne i snorlige bunker på bordet.
Og du er min næstkommanderende, svarede Lærke kækt. Du står for transporten og sikkerheden.
Det er en aftale!
Turen fandt de gennem et lille rejsebureau nede på Strøget. Et godt tilbud, to personer, fly fra Billund til Sønderborg og transport til Svendborg. Fem nætter på et hyggeligt bed & breakfast i Faaborg, inklusive morgenmad. Prisen var nærmest latterlig firetusind femhundrede kroner per person.
Er du sikker? spurgte Kasper, da Lærke viste ham billetterne. Februar er jo stadig vinter. Havet bliver koldt.
Havet er altid smukt, svarede Lærke. Om sommeren svømmer man, men nu vil jeg bare opleve den danske sydhavsstemning, og i februar blomstrer vintergækkerne, temperaturen kan sagtens nå 8-10 plusgrader, og turisterne holder sig væk. Der er fred nemlig ægte ro.
Men hvad skal vi lave om vinteren?
Gå ture, trække frisk luft, tale med mennesker, smilede hun. Fyn er ikke bare strand og sommer. Det handler om nærhed. Og vi skal ikke være bange for noget fynboerne er venlige og gæstfrie, siges det. Hvis du smiler, føler du dig hurtigt hjemme.
Men hvad hvis jeg har svært ved at smile? Kasper skulede drillende.
Så skal jeg nok lære dig det. Og ellers må du nøjes! grinede Lærke, mens hun mindedes en gammel anekdote fra forsvaret.
Aftenen før de skulle afsted sad de i køkkenet, spiste mors hjemmebagte fastelavnsboller og tjekkede papirer, pakkede tasker. Lærke sortere i sin røde kuffert som var blevet et symbol for alle hendes eventyr og tænkte på, hvor meget livet havde ændret sig på to år. Første gang, hun skulle ud at rejse alene, turde hun næsten ikke var bange for grænser, fremmedsprog, ensomhed. Men nu, med Kasper ved sin side, gled frygten væk. Forventningens glæde stod tilbage.
Nå, rejselystne, sagde Kasper og lagde armen om hende. Er du klar?
Selvfølgelig, svarede Lærke. Med dig kan jeg tage verden rundt!
***
Kalder de det her vinter? Kasper stod på flytrappen i Sønderborg, blinkede mod solen. Bag os lå vinterkulden i Jylland, tykke uldsokker og vinterfrakker. Her på Sydfyn var der syv varmegrader og duft af våd jord måske endda blomster.
Det her er kun begyndelsen, smilede Lærke og mærkede forventningen sprede sig. Der venter os mange overraskelser endnu.
Grænserne imellem landsdele var ikke noget issue. Allerede efter en halv time i bussen stod de foran bed & breakfast midt i Faaborg. Huset var smukt, med søjler og altaner; vinen klatrede op ad murene. Men porten var lukket.
Lærke ringede på. Stilhed. Prøvede igen.
Der er ingen, sagde hun forvirret.
De forventer måske ikke, vi kommer, foreslog Kasper tøvende.
I nabohaven dukkede en dame op og sagde et par ord på klingende fynsk, pegede derefter forklarende: Værterne var ude, men kom snart hjem. Hun lukkede dem indenfor, viste dem hen til bænken under halvtaget.
Nu mærker jeg, vi er fremmede, sagde Lærke stille. Vi forstår ikke sproget, kender intet og ingen kommer os i møde.
Men vi er sammen, sagde Kasper. Det er det vigtigste.
En halv time senere dukkede værterne op to søstre, Anna og Inger, snakkende og smilende. De viste os værelset ovenpå, gennemgik køkken og badeværelse, forklarede hvad vi måtte bruge. Lærke spurgte, om der var flere gæster.
Nej, ikke om vinteren, grinede Anna. I er de eneste. Konger for en uge!
Som konger, gentog Kasper, da de var alene. Hvad synes du?
Måske lidt uhyggeligt, indrømmede Lærke. Men vi er her sammen og det gør det hele trygt.
Lærke gik i bad. Det tog sin tid, vandet var lunkent og strålen langsom, men hun tog det som en del af eventyret. Tørrede håret med føntørrer pludselig blev der mørkt.
Hov sagde hun.
Hvad skete der? kaldte Kasper.
Lyset er gået. Jeg blev advaret, det sker tit på landet.
Hun fandt sin kosmetiktaske i mørket og sagde til sig selv: Alt bliver godt! Jeg er jo på eventyr. Tog makeup på i mørket, tog kjole på og gik ud.
Hvordan kunne du gøre det i mørke? Kasper morede sig.
Trangen til at se godt ud er stærkere end enhver strømafbrydelse, lo Lærke.
De gik ud. Faaborg viste sig som en by med kontraster. Smukke, historiske huse og forfaldne ejendomme. Palmetræer og gran, gamle pakhuse og snart sagt vilde byggegrunde. Nogle steder blev der bygget, andre stod tomme.
Det ligner lidt noget efter en storm, sagde Kasper lavmælt.
Sådan har det også været, sagde Lærke. Husker du 90erne? Mange byer har aldrig rejst sig igen.
Men midt i forfaldet struttede det af skønhed. Bjergene (bakkerne) omkransede byen, havet blinkede, og luften var så frisk, at man bare ville trække vejret dybt.
Det er jo himlen for Hr. Skæg, grinede Lærke, da hun så små appelsintræer i haverne. Se lige mandarinerne!
Hun stod og betragtede orange frugter bag et skur.
Skal jeg plukke en? spurgte Kasper.
Nej, for pokker men vi kan købe dem!
De fandt torvet, hvor der blev solgt danske æbler, hjemmelavet saft og små håndværk. Lærke købte et halvt kilo appelsiner for 25 kr. Gav straks Kasper en.
Han tog en bid og kiggede overrasket: Hvad er det? Den smager vildt!
En appelsin, ganske enkelt.
Sådan nogen har jeg aldrig smagt. Sød, frisk, saftig og duften!
Hun spiste sin og grinede; et halvt kilo var ingenting. Retur og købte tre kilo.
Jeg håber, de holder et par dage, sagde hun. For vi har travlt.
De gik ad havnen. Alt var lukket cafeer, butikker, forlystelser. Kun et par lokale gik deres daglige gang, og et par hunde solede sig.
Hvor finder vi mad? spurgte Kasper.
Lad os prøve, svarede Lærke.
De fandt et lille spisested nede ved havnen. Ejer, en ældre fynbo, talte ujævnt rigsdansk men kunne forklare med fagter. Lærke bestilte frikadeller, surkål og te.
Er du sikker? Det ser lidt tvivlsomt ud.
Jeg har læst anmeldelser. Her skal det smage godt.
Frikadellerne var store, saftige og dufter var himmelsk. Kasper lærte at spise dem uden at vælte alt juicen ud.
Det smager fantastisk, sagde han med fyldte kinder.
Senere gik de til stranden. Havet var roligt, og solglimt spillede på vandet. Måger skreg, hunde gøede i det fjerne.
Hvordan er det? spurgte Kasper.
Jeg har savnet det, svarede Lærke stille. Hej, hav!
Hun sparkede skoene af, rullede buksebenene op og vovede sig til vandet. Bølgerne slikkede koldt om fødderne.
Er du vanvittig? Du bliver forkølet! grinede Kasper fra stranden.
Koldt! Men dejligt, klukkede hun.
Hun stod, mærkede den isnende kulde, indtil Kasper hurtigt hjalp hende i land, gned hendes ben varme og lagde sin jakke om hende.
Fryser du?
Helt vildt, men jeg er lykkelig. Vi er ved havet.
De sad på en bænk. Så solen gå ned. Dagen havde været lang, fyldt med oplevelser, smag og dufte og lykkefølelse. Fordi han var der, og hun også var der. Sammen.
***
Næste morgen, havet igen. Lærke vågnede før Kasper, stak i jakken og listede ud. Bølgerne var voldsommere denne morgen.
Det går, sagde hun til havet, jeg skal nok bare gå en tur. Vi ses igen til sommerbadning.
En stor, sort hund ventede på stranden med pind i munden. Han gøede, lagde pinden for hendes fødder.
Har du ventet på mig? lo hun.
Hun kastede pinden, hunden hentede den. Efter fem runder duftede det fra den lille cafe friskkvernet kaffe i kande, ikke maskinbryg. Hun tog to kopper to-go og gik op på værelset.
Hvad laver du? Kasper gned øjnene.
Kaffe! Stå op i dag skal vi på udflugt.
De blev hurtigt klar. Nede ved bilen ventede en lille gruppe: to ægtepar og tre solo-rejsende, muntert snakken, latter, alle i godt humør, klar til eventyr.
Guideren, Henrik, var en mand på fyrre med varme øjne og rolig stemme. Ikke en typisk underholder, mere fortæller.
Fyn er som et stort væv, hvor folkeslag, religioner og historie fletter sammen, forklarede Henrik, imens bussen snoede sig op over Langeland. Her har keltere, tyskere, svenske, danskere og romere sat deres præg. Man skal mærke sjælen på stedet i bakkerne, kirkene, menneskene. Hør denne gamle fortælling: Da Gud delte jorden, kom alle folkefærd. Fynboen kom for sent; han havde gæster. Så fik han den smukkeste plet Gud ellers havde tiltænkt sig selv.
Lærke lyttede og sugede indtrykkene til sig. Hun kiggede ud: bølgende bakker, gamle stengærder, vinranker, mormors æblehaver. Hun følte, det ikke bare var en tur, men en rejse ind i selve Danmarks sjæl.
Se der, hviskede hun til Kasper og pegede på et busstoppested udformet som et kæmpemuslingeskal med mosaikker. Det er kunst!
Det er kunst i det fri. Sådan noget har vi måske kun på ARoS, sagde Kasper imponeret.
Første stop en bi-gård. Den ældre fynbo bød smagsprøver på honning lyng og lind. Men de smagte på lokalvis: en dråbe på håndryggen.
Det er den bedste måde at fornemme duft og smag, forklarende Henrik. Huden varmer honningen op.
Lærke slikkede, mærkede naturen; Kasper gjorde hende kunsten efter.
Lidt besværligt, men uforglemmeligt, grinede hun.
Dagens højdepunkt blev vinsmagning i en gammel kælder. Her fortalte en ung mand Allan passioneret om dansk vin: Sydfynsk æblevin er til venskab og fejring. De smagte, skålede, nippede til lokal solbær og hyld.
Lad os skåle for at vi kommer igen, hviskede Kasper.
Skål!
Næste stop, Svendborg. Lærke var overvældet af den rolige stemning: mennesker, der spillede skak på byens torv, sad på bænke og snakkede, familier og forelskede par.
De lever livet, sagde hun til Kasper. De har havet, bakkerne, fællesskabet. Hvad kan man ønske mere?
Du har nok ret, sukkede han.
De flanerede ved havnen, så ældre herrer spille petanque, gadehunde dovne i solen.
Frokosten blev indtaget på et simpelt cafeteria stegt flæsk og kartofler, klassisk fynsk kage bagefter. Rigeligt til at levne til aftensmaden.
Hen på eftermiddagen, varme bade. Termiske kilder er sjældne i Danmark, men en gård havde indrettet gamle kobberkar med opvarmet vand. Lærke klappede i hænderne.
Jeg vil bade! skreg hun lykkeligt.
Kasper vimsede ja, det var virkelig varmt. Men da de sad i karret, så ud over markerne, forsvandt tid og tanker. De sagde intet. Nød bare.
Som et eventyr, hviskede Lærke.
Som i paradis, sagde Kasper.
Da de returnerede, var mørket faldet på, og huset var mørkelagt igen.
Det ødelægger ikke mit humør, sagde Lærke, da hun tændte stearinlyset. Sikke en dag, kan du fatte det?
Jeg kan godt. Tak for at tage mig med og for dig.
Det er kun begyndelsen. I morgen venter endnu et eventyr.
De spiste kolde frikadeller, drak te, og planlagde morgendagens oplevelser, mens havet rumlede ude bag vinduerne.
***
Sne? Kasper kiggede vantro ud af minibusvinduet. Er det seriøst? Vi flygter fra jysk vinter og får den smidt i hovedet her?
Lærke lo. Hun havde også forventet forår, men bussen snoede gennem Svanninge Bakker, og snart lå sneen i markerne.
Det er ikke bare sne, sagde hun. Det er bakkesne! Og bakker elsker jeg.
Guideren Henrik kiggede op: I dag skal vi besøge Arreskov Sø. Der er altid sne i februar; men skønheden er fortryllende.
De kørte, bakkede marker, smeltevand, små vandfald. Lærke mindedes bjerge i Norge, Skotland og Pyrenæerne men her virkede noget anderledes måske mest på grund af nordens lys.
Se, hviskede hun, pegede på et lille vandfald. Det kaldes Pigens Tårer.
Ja, sagde Henrik, det siges, at et ungt par blev adskilt af krigen, og pigen græd så meget, at vandet flød for evigt, selv om vinteren.
Lærke vaskede ansigtet i det kolde vand for held, sagde Kasper og gjorde det samme.
Dagens sidste stop: Arreskov Sø glimtede sort og dyb mellem bakkerne. Lærke blev stående med åben mund.
Hvor er her dog smukt.
De gik ned til søen, åndede dybt i den klare luft, så lyset ramme driverne på toppen.
Jeg vidste ikke, at bakker kunne have sjæl, sagde Kasper.
Og dog. Kig, mærk. Man føler sig lille men samtidig løftet op, svarede Lærke.
***
Fjerde dag Nyborg. Ingen togtider, ingen undersøgelser. Bare tippet, at der var noget særligt.
Er du ikke nervøs for det ukendte? spurgte Kasper.
Lidt. Men nogen gange er det bedst at opleve uden forventninger.
De startede dagen i Vor Frue Kirke hvid og malet op, blomster overalt. Ren og pæn ulig så meget andet dansk provins. Vintergækker ved muren.
Se! Har du set sneklokker før? Lærke pegede.
Ikke sådan, sagde hun. I Jylland vokser de ikke, ikke rigtigt.
Hun bøjede sig ned til en lille buket, rørte forsigtigt.
Det er en gave, hviskede hun.
Inde i kirken var der fred, lavmusik og duft af stearin. Lærke stod lidt, tændte et lys og ønskede om at rejse, se verden, være lykkelig.
Senere, ved volden, ramte lyden af vand dem længe før vandfaldet trådte frem. Et gammelt klosterkraftværk gav strøm til byen bygget af munke i fordums tid.
Tilbage gik turen igennem fugleparken, en skjult park med fugle, prydfugle og påfugle. Lærke lo, da hun så de farvestrålende haler i solstrålerne.
Højdepunktet blev dog et besøg i Nyborghulen en gammel kalkstenshule. Ned i mørket på en lille minitogsbane. Det føltes spændende, men også lidt skræmmende.
Bange? hviskede Kasper.
En smule, men det går.
Her mødte de stilhed, mørke, akustik. Guiden fortalte om drypsten, millioner år gamle formationer.
Hvis nogen kan synge, må I gerne sådan en chance får man kun én gang, sagde guiden.
Lærke tøvede. Kasper kiggede på hende.
Du kan.
Så hun sang en gammel dansk vise, klar og rank mellem stenvæggene. Først var hun nervøs, så blev stemmen stærk hulen forvandlede sangen, gengav den mangefold, og de andre turister sang med.
Til sidst flød tårerne ned af Lærkes kinder. Alle klappede, råbte smukt, nogle tørrede øjne.
Det var noget særligt, sagde guiden. Sjælden magi.
Ude i dagslyset følte Lærke sig forvandlet. Hun havde gjort det. Det ville hun gemme hele livet.
Senere sad de på altanen, så havet, drak te.
I dag var du fantastisk, sagde Kasper.
Jeg sang bare, svarede hun.
Du gav noget unikt til andre.
Hun nikkede; tænkte tak til alt og alle. Den dag ville hun gemme som en gave.
***
Da flyet landede i Billund, gled marker og skove forbi under skyerne. Lærke sad tæt op af Kasper og tænkte, at nu ventede vinter og arbejde igen. Men alt var alligevel anderledes.
Hvad tænker du på? hviskede Kasper.
At jeg er glad for, jeg ikke læste anmeldelser før turen. Ellers var jeg nok aldrig taget afsted.
Bange for hvad? spurgte Kasper.
For alt. Første dag tænkte jeg: Det her har jeg aldrig prøvet forfaldne huse, strømmen går, mærkelig natur, mærkelige folk.
Og nu?
Nu savner jeg det, svarede Lærke sandfærdigt.
Hjemme hos mor i Aarhus ventede varme boller og den klassiske:
Nå, hvordan var det? fortalte Lærke, viste billeder, delte honning og æbler. Mor rystede på hovedet.
Sjælens land, siger du? Jeg har da hørt, der er farligt og fattigt.
Mor, der er altid både godt og dårligt. Det man søger, det finder man. Jeg kan finde det gode, og på Fyn var der meget af det. Gæstfri, åbne, hjælpsomme mennesker. Vi bad om vej de viste og hjalp uden at forvente noget.
Var du ikke bange?
Nej, jeg var jo ikke alene. Hvis man har et åbent sind, får man åbne hjerter igen.
Hun nævnte Anna og Inger, der bød på hjemmebag og te, Henrik der guidede med omsorg, Allan med sin vin, og dem på markedet, der gav smagsprøver bare for hyggens skyld.
Vi mødte en dame, der havde besøgt Fyn nitten gange. Nitteen! Hvorfor? Her slapper sjælen af, sagde hun. Forstår du?
Ikke rigtigt, indrømmede mor.
Det er nostalgi minder om mere nærværende tider, hvor folk talte sammen, gamle spillede skak i parken, unge var ude i virkeligheden. Sådan noget har vi næsten ikke længere.
Hun huskede aftenerne ved Svendborg Havn; folk sad, talte, levede uforstyrret.
Og folkene tør godt være fattige de mærker ingen skam. Hjemmet, familien, en plet jord de er lykkelige, virkelig lykkelige.
Som os, sagde mor stille.
Ja, vi har bare glemt det, sagde Lærke.
Hun tænkte på deres aften ved havet. Solen gik ned, fiskerbåde tøffede forbi. Her vender vi tilbage, sagde hun. Selvfølgelig, svarede Kasper.
Og hjemme vidste hun, at det var sandt. Fyn var ikke bare en egn. Det er et sted, man kan føle, leve, genfinde sig selv.
Langt væk, på den anden side af øer og hav, gik livet videre stille, enkelt, nærværende. Og hun havde været en del af det. Hvis bare for seks dage.
Senere slukkede hun lyset, lukkede øjnene. Vinden susede om hushjørnet, birketræet knagede. Men for hende lød havet stadig, kaldte på nye møder, nye eventyr.
Vi ses, Fyn, hviskede hun. Vi kommer igen.
Personlig lærdom: Det vigtigste, jeg tager med hjem, er, at glæde og ro kommer, når man er åben for mennesker. Det er i mødet vi forvandles og det var rejsens egentlige gave.
