Søren Knudsen, du har igen sovet over det! bussenes chauffør råber med en venlig men let bebrejdende tone. Det er allerede tredje gang i ugen, du jagter bussen som en galning.
Den ældre mand i den krøllede vinterjakke trækker vejret tungt, klemmer sig ind til håndtaget. De grå lokker er flosset ud, og brillerne sidder på spidsen af næsen.
Undskyld, Mikkel han kaster et åndedrag, trækker krøllet DKK20sedler frem fra lommen. Uret må være bagud. Eller også er jeg selv allerede på vej ud af tiden
Mikkel Sørensen, erfaren busschauffør på femogfyrre år, solbrændt af årtier på ruten. Han har kørt folk i to årtier og kan ansigterne på de fleste passagerer. Denne gamle mand har han særligt husket altid høflig, stille, altid på samme tidspunkt hver morgen.
Sæt dig, kom nu. Hvor skal du hen i dag?
Til kirkegården, som altid.
Bussen ruller ud. Søren finder sin sædvanlige plads tredje række fra førerhuset, ved vinduet. I hænderne kniber han en slidt plastpose med et mærkeligt apparat.
Der er kun få passagerer en hverdagens morgen. Et par studerende snakker om deres egne drømme, en mand i habit stirrer ind i sin telefon. Den sædvanlige scene.
Fortæl mig, Søren Knudsen, Mikkel kaster et blik i spejlet bagud, mens han ser på den gamle mand kører du her hver dag? Er det ikke tungt?
Hvor skal jeg flyve hen, svarer pensionisten stille og stirrer ud af vinduet. Min kone ligger dernede har været syg i halvandet år. Jeg lovede, at jeg hver dag ville komme.
Mikkels hjerte strammes. Han er selv gift, elsker sin hustru dybt. Han kan ikke forestille sig at miste hende.
Er det langt væk?
Ikke så meget, en halv times bustur. Til fods ville det tage en time benene er ikke længere som før. På bussen klarer min pension mig heldigvis.
Uger glider forbi. Søren bliver den faste morgenpassager. Mikkel vænner sig, venter endda på ham. Når den gamle en dag kommer for sent, holder Mikkel bussen et par minutter ekstra.
Du behøver ikke vente på mig, siger Søren, da han indser, at chaufføren har holdt. Rutetiden er rutetiden.
Det er bare en lille pause, afviser Mikkel. Et par minutter gør ingen forskel.
En morgen er Søren væk. Mikkel venter måske er han bare forsinket. Men manden viser sig ikke. Dagen efter er han stadig væk. Så en tredje dag.
Hør, den gamle mand, der altid gik til kirkegården, er han syg? spørger Mikkel konduktøren, Bodil Jensen. Har han måske fået et hvilehjem?
Hvem ved, trækker Bodil på skuldrene. Måske er familien kommet på besøg, måske noget andet
Men Mikkel føler en tomhed. Han har vænnet sig til den stille tak ved afgangen, til den melankolske smil.
Ugen går, og Søren er stadig ingen steder. Mikkel beslutter sig for at køre i sin frokostpause til endestationen, hvor graven ligger.
Undskyld, han henvender sig til den ældre dame ved indgangen, en ældre mand kom hver dag, Søren Knudsen grå, med briller, altid med en pose. Har I set ham?
Åh, den! hendes øjne lyser op. Jeg kender ham, han kom hver eneste dag til sin hustru.
Hvorfor er han ikke her?
Det er nu en uge siden, han forsvandt.
Er han syg?
Hvem kan vide Han sagde engang, at han boede i nærheden. Gade: Læderstræde, hus nummer Hvorfor spørger du?
Jeg er busschauffør. Jeg har haft ham som fast passager.
Læderstræde 15. En faldefærdig fem-etagers bygning med afskallet maling i trappen. Mikkel går op til anden sal og banker på den første dør, han kan finde.
En mand omkring femtifty år, alvorlig, åbner.
Hvem er du?
Jeg leder efter Søren Knudsen. Jeg er busschauffør, han har altid taget bussen
Ah, den gamle fra tolvte lejlighed, mandens ansigt blødgør. Han ligger på hospitalet. I går fik han et slag, et slag i hjernen.
Mikkels hjerte falder.
Hvilket hospital?
På byens, ved Langelinie. De sagde, at det var svært i starten, men han er ved at komme sig.
Om aftenen, efter sin tur, kører Mikkel til hospitalet. Han finder afdelingen, spørger den vagtsomme sygeplejerske.
Søren Knudsen? Ja, han er her. Og du er?
En bekendt han tøver med at finde ordene.
På syvte afsnit. Han er stadig svag, så tag det roligt med ham.
Søren ligger ved vinduet, bleg men ved bevidstheden. Da han ser Mikkel, genkender han ham langsomt, øjnene udvides af overraskelse.
Mikkel? Er det dig? Hvordan fandt du mig?
Jeg ledte, svarer chaufføren med et akavet smil, og lægger en pose med frugt på natbordet. Jeg blev bekymret, da du ikke dukkede op.
Du bekymrede dig for mig? tårene glitrer i hans øjne. Hvem er jeg egentlig?
Hvem? Du er min faste passager. Jeg har vænnet mig til at se dig hver morgen.
Søren stirrer tavst i loftet.
Jeg har ikke været på kirkegården i ti dage, hvisker han. Første gang i halvandet år. Jeg brød løftet
Åh, Søren, din kone vil forstå. Sygdom er en alvorlig sag.
Jeg ved ikke han ryster på hovedet. Jeg kom hver dag, fortalte hende om vejret, om livet Nu ligger jeg her, og hun er stadig deroppe
Mikkel ser smerten i den gamle mand og en beslutning spirer.
Vil du have, at jeg går hen? Til din kone. Jeg kan give hende besked om, at du er på hospitalet og snart bliver bedre.
Søren vender sig mod ham, i øjnene blinker både mistro og håb.
Ville du gøre det? For en fremmed?
Hvem er så fremmed, vifter Mikkel med hånden. Halvandet år har vi set hinanden hver morgen. Jeg er som familie.
Næste dag, på en fridag, kører Mikkel til kirkegården. Han finder graven på stenen er et foto af en ung kvinde med milde øjne. Mona Jensen. 19522024.
Først akavet, men så strømmer ordene af sig selv:
Hej, Mona Jensen. Jeg er Mikkel, busschaufføren. Din mand kom hver dag til dig nu ligger han på hospitalet, men han bliver bedre. Han bad mig om at fortælle, at han elsker dig og snart vil komme tilbage.
Han taler videre om, hvor god Søren er, hvor meget han savner hende, hvor trofast han er. Ordene føles mærkelige, men en indre stemme hvisker, at det er det rette.
På hospitalet ser han Søren drikke te. Den ældre mand virker stærkere, hans ansigt er lysere.
Jeg var der, siger Mikkel kort. Jeg har videregivet alt, hvad du bad om.
Og så? stemmen skælver.
Alt er i orden. Friske blomster er blevet bragt af naboerne. Alt er pænt, ryddeligt. Hun venter på, at du kommer hjem.
Søren lukker øjnene, tårer triller ned ad kinderne.
Tak, min dreng. Tak
Om to uger får Søren udskrevet. Mikkel møder ham uden for hospitalet og kører ham hjem.
Ses vi i morgen? spørger han, da den gamle stiger af bussen.
Selvfølgelig, nikker Søren. Som altid, klokken otte om morgenen.
Og sandelig, næste morgen sidder han på sin sædvanlige plads. Men nu er der noget forandret mellem ham og Mikkel. Ikke bare chauffør og passager noget dybere.
Ved du hvad, Søren, siger Mikkel en dag, jeg vil gerne køre dig i weekenden, ikke bare på arbejdet, men bare så. Jeg har bil, og det er let for mig.
Hvorfor? undrer den gamle.
Fordi jeg er vant til dig. Og så siger min kone: Når en så god person findes, skal man hjælpe ham.
Således går det. På hverdage er der den officielle bus, i weekenderne kører Mikkel sin egen bil og tager Søren til kirkegården. Nogle gange tager han også Sørenes kone med de har lært hinanden at kende.
Forstår du, siger Mikkel til sin kone en aften, jeg troede først, det kun var jobbet. Rutinen, ruten, passagererne Men hver person i bussen er et liv, en historie.
Du har ret, nikker hun. Det er godt, at du så dem.
En dag siger Søren til dem:
I ved, da min kone gik bort, troede jeg, livet var slut. Jeg tænkte, hvad skal jeg nu? Men så ser jeg, at folk stadig tænker på mig. Det betyder meget.
***
Har du nogensinde set almindelige mennesker udføre ekstraordinære handlinger?
