Tøfler i munden
Bjørn lukker forsigtigt hoveddøren bag sig, sætter computertasken på gulvet og tager jakken af.
Lejligheden er mistænkeligt stille.
Mette! Mette, er du hjemme? råber han. Jeg er kommet, Mette.
Han lytter. Ikke én lyd, ikke skyggen af et host. Ingenting Som om lejligheden er forladt.
Bjørn kigger sig rundt i entréen. Har han taget fejl? Gået ind i forkert opgang? Med jobbet kan man efterhånden miste forstanden! Chefen presser konstant, bare du nu overholder målet! HR-afdelingen hakker på én, skær ned, hvad venter du på! Kunderne maser også på Og han, Bjørn, står alene med det hele!
Men nej, det her er da hans hjem. På hylden ligger Mettes hue, og der hænger hendes frakke den blå fra sidste vinter, hendes far havde købt med hjem fra Berlin.
Mette, nu er jeg altså hjemme! Han går ned ad den lille gang mod stuen.
Der, på sofaen, ligger Mette i badekåbe, med agurkeskiver over øjnene og knaldrød neglelak på tæerne. Hun ser ud til at sove. Ved skabet hænger der en smuk rød kjole med glimmer og sløjfe om taljen, bagpå døren. På gulvet nedenunder står et par sorte, høje stiletter.
Bjørn rynker panden. Hvorfor alt det her? Skulle de noget i aften? Har han nu glemt noget igen? Bruger det mentale kalenderbillede alle mærkedage omkranset: bryllup, svigerfars fødselsdag, første kys, nytår Men nej, der er ikke noget i dag, vel?
Mette, er der sket noget? spørger han og ryster let i hendes skulder. Hvorfor ligger du der?
Hun snapper pludselig efter vejret, som om hun er kommet op af en sø, sætter sig op. Agurkerne lander på badekåben, hurtigt snupper hun dem og putter dem i munden, kniber øjnene sammen, kigger derefter på uret og springer forskrækket op.
Åh nej! Jeg har sovet over! Klodsmajor! Bjørn! Bjørnlille, hun kaster sig i armene på ham. Jeg er lige om lidt klar! Vil du gå ud af lejligheden i 10 minutter? Nej, måske 15 tak! Nej, det er vigtigt, Bjørn, gå nu! Hun vender ham om mod døren og puffer ham ud. Gå nu!
Men Mette, jeg ER jo kommet hjem. Jeg er dødttræt og mumler Bjørn.
Netop fordi du er træt, skal du ud. Sådan skal det være. Stol nu bare på mig, siger hun bestemt mellem tænderne.
Bjørn trækker på skuldrene, snupper en karamelslik fra fadet på bordet, og går ud i entreen.
Skal jeg tage jakken på igen? spørger han småirriteret, mens han åbner døren.
Ja! Selvfølgelig! Og skift til støvler. Bjørn, hvad venter du på?
Mette er tydeligt nervøs. Er hun mon blevet mærkelig? Alzheimer rammer jo yngre nu til dags tænker Bjørn anstrengt.
Ja ja, jeg går, jeg er væk! Jeg ryger lige på trappen, siger han.
Fint! smækker Mette døren bag ham. Jeg skynder mig.
Inde fra lejligheden høres snart lyden af åbne papkasser og liflige dufte af mad breder sig fra køkkenet.
Hvad sker der lige? tænker Bjørn, mens han sluger mundvand og ryger.
Hans nabo, Poul Erik, træder ind i opgangen.
Bjørn, hvad laver du her? Kom, lad mig tage en smøg med dig! Koldt i dag, hva? hvæser han, børster sneen af sin sixpence, klaprer med støvlerne. Vinteren er hård ved bonden begynder han at citere, men stopper, da han ser Bjørn stå og hænge.
Kom du direkte fra arbejde? spørger naboen medfølende.
Nja, trækker Bjørn ud og puster røg ud, ser røgen sno sig op i kulden. Var lige forbi min søster først og hjalp lidt til.
Hos Helle? Hun er sej, nikker Poul Erik.
Helt normal, hun er bare blevet skilt. Nu hjælper jeg hende med praktiske ting. Men hun brokker sig: du-du-du, du-du-du siger Bjørn. Samtidig har Mette gang i et eller andet, jeg skal vente Nå. Men hvordan går det hos jer? Anna Marie har det godt?
Jo, jo. Hun overlever med mig, roser mig af og til, smiler Poul Erik. Vi har passet børnebørn for nylig. Det var rart.
Det lyder godt, siger Bjørn, trækkende på smilebåndet, men han når ikke at sige mere for nu springer døren til lejligheden op, og Mette står der: sat op som til galla, i den røde kjole, stiletter, sat hår, øreringe og guld overalt.
Bjørnlille! siger hun med løftede bryn og et lille lykkeligt udbrud. Kom, min skat! Kom nu ind! Hvor har du knoklet! Kom, jeg hjælper dig! Hun trækker ham ind, tager jakken af, løsner tørklædet.
Overrumplet krammer Bjørn hende akavet, og Poul Erik rømmer sig, Mette så så flot ud.
Goddag, Poul Erik, hvisker hun lige inden hun lukker døren. Sig tak til Anna Marie for lån af service jeg returnerer det snart.
Ja svarer Poul Erik forvirret.
Bjørn roder med lynlåsen i jakken, sveder lidt, stirrer undrende på sin kone. Og hun stiller nu et fad foran ham.
Poul Erik står stille som et monument ved det, men Mette smækker døren han må gå hjem til Anna Marie
Velkommen hjem, min eneste elskede mand. Tag nu en snaps og lidt brød, fyld dig ovenpå en hård dag! siger Mette højtideligt og rækker ham fadet. På det står en fyldt snaps, lidt spegepølse, rugbrød Bjørns yndlings syltede løg og agurker.
Nå Vær så god, vær ikke for fin på den! siger hun.
Mette, hvad laver du egentlig? spørger Bjørn fortumlet, mens han til slut hiver jakken over hovedet og knokler med støvlerne, men Mette sætter straks snapsen i hånden på ham og begynder at tage skoene af ham.
Værsgo, her er tøflerne, de lå på radiatoren, så dine fødder kan få varmen efter bilen. Jeg tørrer dine støvler senere nu skal du spise, min skat.
Mette bukker næsten til gulvet, vifter hen over parketten.
Bjørn vil spørge, men hun lader ham ikke få et ord indført.
Godt, sæt dig så. Nej, hænderne først! Her er vand og et viskestykke, tag det fra min taknemmelige skulder. Jeg elsker dig, så meget, Bjørnlille, er lige til at knæle for dig. Skal jeg? Vil du have mig på knæ? kigger hun bedende på ham og han ved ikke, hvad hun egentlig beder om lov til.
Nej, stå du bare op, hvisker han.
Okay, så spiser vi. Her, prøv den her salat, smager himmelsk. På den fine tallerken fra Anna Marie, italiensk salat. Og lidt snaps igen, kølet ned præcis som du kan lide det.
Bjørn bunder og tager en bid. Smager fantastisk, selv om alt er lidt mærkeligt.
Og Mette står og glor på, smiler og nikker, siger hele tiden: Se, hvor dygtig du er, Bjørnlille! Hun har servietten klar, folder den for ham.
Færdig? spørger hun håbefuldt. Så kommer hovedretten oksesteg med grøntsager. Den sundeste, fra Nemlig.com, 200 kroner kiloet. Voila! hun hiver en stegeso ud af ovnen. Duften Fabelagtig! International opskrift. Ikke som på de der bistroer, men hjemme hos mig med de rigtige krydderier
Hov! Bjørns bryn ryger nu næsten op i håret. Mette! Vi er jo ikke millionærer! Skal du bruge så mange penge? Svinekød og kylling var da også fint.
Undskyld, Herre! falder Mette faktisk på knæ, klynker af smerte. Jeg tænker kun på dit helbred. Jeg spiser brusk, hvis du kan få kød. Spis nu for min skyld. Hun hopper op, tårer ud af øjnene, mascara løbende. Hvad mangler du overhovedet? Undskyld, jeg kunne ikke lægge rød løber, Ignatius har en, men den fik jeg ikke lov at låne. Sølvtøjet havde jeg heller ikke råd til. Men jeg vil gøre alt for dig. Vaske dine fødder, hvad som helst
Bjørn skubber stolen tilbage og rejser sig.
Nu sætter vi os, så forklarer du mig, hvad der foregår. Roligt, langsomt, forståeligt. Min hjerne koger, siger han, hiver hende ned at sidde.
Hvad der er galt? Det kan du da sige mig! råber hun, men hans hånd tvinger hende roligt ned. Hun skubber oksekødet over til sig, hælder vin i glasset, tygger rasende. Bjørn siger ikke noget. Din Helle, din søster, ringer til mig og bebrejder mig! Jeg har givet dig min bror, ofret alt, og hvad får han? Du kan hverken lave mad, købe øl, eller komme med tøfler i munden som en rigtig kvinde!” Du fandt mig på banegården, du gjorde mig til et menneske! Jeg er ikke taknemmelig. Sådan.
Hvad snakker du om, Mette? Helle? siger Bjørn træt.
Ja, du besøger hende hele tiden, og brokker dig til hende over mig at jeg ikke kan stryge skjorter, ikke lave pressefolder, ikke giver dig lov til at drikke. Passer det? Sig det!
Hun banker hånden mod bordet og bunder glasset, snuser til Bjørns arm. Han springer forfærdet væk.
Nej, det er forkert! Jeg besøger hende, for hun er alene, og vi er familie, forklarer Bjørn.
Men han har da tygget, brokket sig lidt for sjov til Helle, hun nød det, så begyndte hun at snøfte, og så kunne han ikke stå for det
Du besøger, hun suger. Måske skal du bare bo hos hende? Hendes kæbe kan måske have dine tøfler du har str. 48! Hun har øl og kaffe til dig. Gør det! Jeg bliver ikke sur, siger Mette og trækker på skuldrene.
Nej, nej, Bjørn fnyser, tænker at uden Mette, hans lille mus, var han ingenting. Jeg bliver her. Og drikke kan jeg lade være med; min hovedpine gider jeg ikke mere. Jeg vil bare dig.
Nå. Men hvorfor render du så og klager? Jeg snakker ALDRIG dårligt om dig! Alle tror, vi lever godt, og det var sandt. Indtil Helle begyndte at hakke på mig. Hver mandag er du hos hende, tirsdag ringer hun og pisker mig.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Hvorfor fortæller du ikke, når du skal derover?
Jeg ved, du hader det. Derfor. Mette sukker Bjørn ynkeligt.
Ingen undskyldninger. I sladrer bag min ryg ikke noget værd, det ægteskab! siger Mette surt og skubber hans hånd væk.
Mette! Hun er bare ensom, begynder Bjørn for hundrede gang.
Hun ædte sin egen mand levende, det er derfor. Nu suger hun livet ud af dig! Du kommer altid hjem og er sur. Jeg tror, du vil skilles. Og jeg har eksamensklasse i matematik mandag aften jeg går selv ned med nakken.
Faktisk havde Helle stort set opdraget Bjørn, hjalp med skole og lektier da forældrene døde tidligt. Helles mand boede i Århus, men hun ordnede alt for lillebror. Da hun mødte Mette første gang, blev hun jaloux, og da Bjørn friede, græd hun hele natten
Til brylluppet sad hun bare dér og sagde ikke meget.
Hvad sker der, hvorfor så trist? prøvede hendes mand. Lad os danse!
Men hun kunne ikke. Forankret i gulvet. Og Mette klamrede sig til Bjørn som for at gør Helle jaloux
Ikke noget godt forhold mellem dem. Og Bjørn forblev afhængig af storesøsterens hjælp.
Familie mumler han og tygger videre. Men det smager godt, Mette. Må jeg få lidt mere?
Han rækker tallerkenen frem og prøver at aflede hende.
Men Mette rejser sig, går ind på værelset.
Hent selv. Fortæl det til Helle bagefter. Hun vil forstå dig, siger hun.
Snart høres støj fra klaveret og TVet. Når Mette bliver nervøs, spiller hun altid lidt uden noder, uden gehør.
Poul Erik, i nabolejligheden, stirrer alvorligt på Anna Marie:
Sådan gør de i den familie! Først møder konen manden i festkjole og serverer laks og snaps. Så mad, musik på klaver, alt for mandens fordøjelse. Hvad gør du? Tør fødder! Hvor skal du hen med beskidte fingre?! Du kan ikke se mandens sande natur! siger han.
Anna Marie løfter hagen.
Og du kan? Du løber til søstre og klager over konen! Så kommer du hjem, og er aldrig tilfreds. Pyh med dig! Find dig bare én, der kan se din natur! Anna Marie tramper hen til skabet. Jeg går min vej.
Poul Erik får galt i halsen, hoster og rødmer.
Hvor skal du hen?
I kloster! Og jeg tager Mette med! Farvel, Poul.
Hun sukker, tager den gamle læderkuffert (den som både hendes mor og mormor forlod mænd med).
Ikke nogen adgang! råber Poul, rækker ud, men hun vrider sig fri og går.
På trappeopgangen står Mette også med kuffert.
Klar, Mette? spørger Anna Marie. Vi hører ikke til her.
Ja, kom. Pas på trappen, nikker Mette.
De går til stoppestedet, tager den første bus
Poul Erik og Bjørn når først at indhente dem efter tre stop, forpustede og røde, uden huer.
Kom ud, vi må snakke! hvisker Bjørn.
Hah! Vi går ikke med ud! Vi er til besvær, Mette, siger Anna Marie. Chauffør, kør!
Busdøren smækker. Poul og Bjørn er også pludselig indenfor, hvorhen ved de ikke bare det er sammen med deres koner
Efter lidt, hvisker Mette til Anna Marie og sætter sig over til Bjørn, straks tager han hendes hånd. Anna Marie stirrer på Poul, der sætter sig ned.
Jeg fryser, siger hun. Kram mig én sidste gang, inden vi bliver skilt. Og blinker.
Poul Erik krammer. Anna Marie læner sig op ad ham, bliver rolig.
Bjørn trækker Mette til sig:
Undskyld, mumler han. Jeg siger det til Helle. Jeg forlader dig aldrig, Mette. Jeg elsker dig, alt ved dig, ALT! Hører du? Vi har det bedste liv sammen!
Poul og Anna Marie ser væk, smårødmer over det kærlige gensyn.
Bjørn! kalder Helle i røret. Bjørn, hvad laver du? Jeg sidder her uden indkøb, der skal støvsuges, du er væk! Efter arbejde, til mig!
Kan ikke, Helle. Mette og jeg skal i teatret, siger Bjørn.
Hva!? Jeg, din søster, har brugt hele livet på dig, og nu svigter du? Skam dig!
En mand vil holde sig til sin hustru, og de vil blive ét, svarer Bjørn stille. Jeg har betalt min gæld. Helle, du må besøge os i weekenden.
Helle fnys og smækker røret på. Efter at have grædt lidt ringer hun til sin eksmand. Måske han kommer og støvsugerBjørn læner sig tilbage i bussædet, klemmer Mettes hånd og mærker, hvordan roen stille siver ind, som om nogen langsomt folder et tungt, varmt tæppe om skuldrene på ham. Ud ad vinduet glider vinteraftenen forbi med sine hoprede lygter, sneflager, silhuetter af gadelamper, og et øjeblik er verden blød og enkel.
Mette bøjer sig frem, kysser ham på kinden og hvisker: Jeg tror, dine fødder er ved at tø op.
Hvis du bare lover ikke at spise flere af mine tøfler, svarer han sagte, tørrer en tåre væk fra hendes kind med tommelfingeren.
Fra det bagerste sæde småsnakker Anna Marie og Poul Erik lavmælt, hænderne tæt sammenflettet, båret frem i det samme mærkelige, hvirvlende eventyr. Buschaufføren gløder op på radiokanalen: Sidste stop kærlighedens plads!
Hele bussen ler.
Så rejser de sig, verden svajer venligt under dem, og på fortovet, under buslygtens knasende skær, står de et øjeblik og ser mod hinanden firkløveret af gamle par og genstridige hjerter, på vej ind i endnu en hverdag.
Mette puster let, blå tåge mod kulden, og rækker Bjørn tøflerne ikke i munden, men i hænderne, med et skævt smil:
Kan vi ikke bare gå hjem nu?
Jo, siger han, med det der lille klik indeni, som kun hun kan fremkalde. Og i morgen står jeg op før dig, og så får du morgenmad og tæpper og alt, hvad jeg kan finde.
Mette fniser, Anna Marie tørrer diskret øjnene, og Poul Erik vifter dramatisk med sixpencen.
Hjemme venter radiatoren og vintersolen på tapetet, hjemme venter fred og fnidder og kærlighed, der måske ikke er perfekt men trods alt deres egen.
Og i trappeopgangen, da Bjørn tager Mettes hånd og fører hende ind, løfter hun sig kort på tæerne og hvisker med tynd stemme:
Bjørnlille jeg lover aldrig at forlade dig. Ikke engang hvis du glemmer bryllupsdagen. Lad bare Helle ringe, jeg finder på noget.
Mørket falder blødt over bygningen, og bag lukkede døre, hvor alt engang startede, finder nogen endelig hjem.
Sådan skal det være, tænker Bjørn og mærker uldens varme om sine fødder nøjagtigt, hvor de hører til.
