Gyda havde altid haft den klaustrofobiske fornemmelse af, at hun stod på kanten af en anden verden. Som barn flimrede fragmenter af fremmede minder gennem hendes sind et gammelt bindingsværk, duftende af røg og friske æbler, en mørkhåret kvinde, der sang lavt i køkkenet, en mand der kastede hende mod loftet og lo så højt, at vinduerne rystede. Hendes mor Birgitte afviste dem som barndommens fantasi, men minderne voksede som tidevand.
Der var også en brist i husets grundsten Birgittes røde hår og blå øjne passede ikke sammen med Gyda, der havde mørkt hår og grønne øjne. Faderen blev aldrig nævnt.
Da Birgitte døde af kræft, hviskede hun på sit sidste åndedrag: Jeg stjal dig. Som en rejsende i en drømmelandsk afgrund oplevede Gyda et jordskælv. I ruinerne fandt hun en lille pige i prikker på kjolen den eneste levende sjæl blandt de døde. Gyda havde ingen egne børn, så hun tog den op og opdragede hende. Jeg gav dig din fortid, men ladte dig beholde navnet. Din mor var Else, din far var Jens.
Gyda troede ikke på historien, før hun så et falmet foto af en mand og en kvinde, hvis ansigter var så velkendte, at de næsten smeltede sammen med hendes drømme. En tomhed fyldt med spørgsmål pressede hende fremad.
Langt væk i et lille landsby ved Limfjorden kæmpede den gamle Kurt Timmermann med sin sygdom. Blod på et lommetørklæde gemte han for sin unge beskytter Arne. Han havde lovet sin hustru Lena, at han ville vente, hvis deres tabte datter Kirstine en dag vendte tilbage. Lena, der engang læste tarotkort og tegn, døde med den faste tro på, at deres pige levede. Kurt bar på en tung skyld og en skrøbelig håb.
Arne insisterede på, at Kurt skulle søge behandling, men Kurt afviste det. I stedet råbte han ham til at finde en ny trøster, at glemme den forsvundne forlovede. Begge mænds smerte var ens Arne havde mistet sin far i det samme jordskælv, der tog Kurt deres barn.
Gyda traf en beslutning. Hun købte en billet for fem hundrede kroner og fløj mod sin fødeby. I lommen havde hun kun en adresse og et slidt fotografi. I taxien, der kørte hende gennem de snørklede gader i Odense, blegnede chaufføren, da han så billedet. Han knirkede næsten i en ulykke.
Hvad hedder du? spurgte han med en skælven stemme.
Gyda, svarede hun.
Nej, åndedrog han. Dit rigtige navn er Kirstine.
Gyda stod som forstenet. Tilfældighed eller skæbne?
Den døende Kurt mærkede, at den sidste nat nærmede sig. Han håbede på at falde i søvn så fredfyldt som Lena. Men morgenen brød med et svagt, knust men stadig ventende liv. Han hørte lyden af en bil og skridt i gangen.
Onkel Vagn, det er mig! råbte Arne og tilføjede: Jeg er ikke alene! Kurt troede, at han havde tilkaldt en læge.
Men ind i værelset gik en ung kvinde. Ikke Lena selvom hun i første øjeblik lignede hende. Det var hans datter. Hans Kirstine, voksen, men med de samme dybe, mørke øjne.
Gyda nu Kirstine satte sig på kanten af sengen, rørte forsigtigt ved hans hånd. Kurt, med tårer af lettelse, strøg hendes kind.
Barn, hviskede han. Endelig er du hjemme.
Verden holdt vejret et øjeblik. Løftet, han havde givet sin kone, var opfyldt. Drømmen glødede i et blidt lys, og alt faldt på plads i den underlige, flydende nat.
