Kirsten har i mange år boet i et lille hus på den helt sidste sti i landsbyen Råby. Når nogen siger, at hun er ensom, ler hun bare. Er jeg virkelig alene? svarer hun med et smil. Nej, jeg har en stor familie!
De andre kvinder i landsbyen nikker venligt, men så snart hun vender sig væk, udveksler de blikke og ryster på hovedet. De tænker, at hendes familie kun består af dyr ingen ægtemand, ingen børn, kun køer, høns, hunde og katte. Men for Kirsten er netop de firbenede og fjerklædte væsener hendes nærmeste. Hun rører sig ikke ved dem, der ser dyr som kun nyttedyr: koen til mælk, hønen til æg, hunden til vagtskab, katten til musfangst. I hendes hus lever fem katte og fire hunde, og alle har de deres eget varme hjørne inde i stuen i stedet for på gården, hvilket forundrer naboerne.
De taler kun om deres forbløffelse, når de er alene, for de ved, at en diskussion med den mærkelige kvinde er forgæves. På alle kritikpunkter griner Kirsten bare: Åh, lad dem snakke, de har deres gader, men her i huset er det hyggeligt for os alle.
For fem år siden bragte en enkelt dag alt i stå. Hun mister både sin mand og sin søn, som var på vej hjem fra fisketur, da en tung lastbil rammer dem på motorvejen. Efter tragedien indser Kirsten, at det er umuligt at blive i lejemålet, hvor alt minder om de, hun har mistet. Det er uudholdeligt at gå de samme gader, træde ind i de samme butikker og møde naboernes medfølende blikke.
Efter et halvt år sælger hun lejligheden og flytter sammen med katten Dusie til et lille rødhus på udkanten af Råby. Om sommeren arbejder hun i sin køkkenhave, om vinteren får hun et job i kantinen på det lokale servicecenter. Efterhånden vokser familien frem: en kat, der blev fundet på stationen, en hund, der strejfer ved kantinen på jagt efter mad, og flere dyr, som hun tager ind, når de har brug for hjælp. Hendes varme hjerte læger deres gamle sår, og de svarer med loyalitet og kærlighed.
Hun fodrer dem alle, selvom det nogle gange er svært. Hun ved, at hun ikke kan tage flere dyr ind for evigt, og lover sig selv at holde op men så kommer marts som en hård februar: kantkold sne dækker stierne, og den skarpe vintervind hyler om natten.
Den aften skynder Kirsten sig mod den sidste bus, der skal tilbage til Råby. Der er to fridage foran hende, og efter hendes vagt går hun i butikkerne, køber mad til sig selv og sine firebenede venner, og henter også rester fra kantinen. De tunge poser trækker i hendes arme, og hun går, fast besluttet på kun at tænke på varmen i hjemmet. Men lige foran busstoppestedet stopper hun pludselig op.
Under en bænk ligger en hund. Den stirrer på Kirsten med et glimt af livløst, glasagtigt blik. Kroppen er dækket af sne, så tydeligt at den må have ligget der i flere timer. Folk går forbi, indhyllet i tørklæder, og ingen stopper. Har ingen set den? tænker hun.
Kirstens hjerte kniber. Hun glemmer både bussen og sine løfter, løber hen, smider poser på jorden og rækker ud. Hunden blinker langsomt med øjet. Gudskelov, du lever! ånder hun lettet. Kom nu, min ven, stå op
Den ryster ikke, men modstår heller ikke, mens Kirsten forsigtigt løfter den ud af sneen. Det virker, som om hunden allerede har accepteret sin skæbne.
Hun kan ikke huske, hvordan hun klarede at balancere de tunge poser og samtidig holde hunden i armene, men da hun kommer ind på busstationen, sætter hun sig i et hjørne og begynder at gnide den frosne krop, mens hun varmer dens kolde pote med sine hænder.
Kom nu, min ven, du klarer det, vi skal hjem, hvisker hun. Du bliver den femte i vores flok.
Fra tasken tager hun en kødbolle og rækker den til den frosne gæst. Først vender hunden flugtnæsværet væk, men efter et lille øjeblik smelter den, som om den besluttede sig for at blive. Øjnene lyser igen, næsen ryster, og den spiser.
En time senere står Kirsten med den nye hund, som hun har døbt Misse, på siden af vejen og vifter med hånden for at stoppe trafikken, for bussen allerede er kørt. Hun laver en simpel snor med et stykke reb fra buksesnoren, selvom den i virkeligheden ikke er nødvendig: Misse går ved hendes side, knytter sig til hendes ben. Efter ti minutter stopper en bil.
Tusind tak! siger Kirsten. Bare rolig, jeg holder hende på skødet, så den ikke gør noget rod. Det går fint, svarer chaufføren. Lad hende sidde, hun er jo ikke lille.
Misse ryster, men presser sig mod Kirsten, og de to får plads på chaufførens knæ. Så er det varmere, smiler Kirsten.
Chaufføren nikker, tænder for varmen i bilen, og de kører tavst videre. Kirsten ser på snefnuggene, der glitrer i bilens lygter, mens hun holder Misse tæt. Chaufføren kaster et blik på den træt men fredfyldte kvinde i bagudkøen, som tydeligt har fundet et nyt formål.
Ved Råbys indkørsel hjælper han med at bære taskerne. Sneen har hævet sig så højt ved porten, at han må skubbe den med skulderen. De rustne hængsler knækker porten falder til siden. Ingen grund til bekymring, sukker Kirsten. Den burde have fået en reparation for længe siden.
En munter gøen og spind fra huset følger med, og Kirsten skynder sig ud. Hun lader hele sin farverige flok ud på gården. Velkommen, ventede I på mig? siger hun og præsenterer den nye hund, der kigger nysgerrigt frem fra hendes ben.
Hundene logrer med halen, snuser til taskerne, som manden stadig holder. Hvad laver vi her i kulden? tænker hun. Kom indenfor, hvis den store familie ikke skræmmer jer. Måske en kop te?
Tak, men det er for sent, svarer manden. I må nok fodre jeres egne, de savner jo jer.
Næste dag, omkring middag, hører Kirsten en banken i porten. Hun tager sin jakke på, går ud og ser den samme chauffør, som nu har nye hængsler klar og værktøj ved sin side. Goddag! smiler han. Jeg knækkede porten, så jeg kom for at reparere den. Jeg hedder Lars, og du?
Kirsten svarer, mens hendes halevenner omringer dem, snuser og logrer. Lars sætter sig på trappen for at blive kælet. Kom ind, lad varmen nå jer. Jeg er snart færdig, så vi kan tage en kop kaffe. Jeg har faktisk en kage i bilen og nogle lækkerier til jeres store familie.
Dette nye møde bringer endnu en lille smule varme ind i Kirstens liv, og hendes hjerte banker roligt i takt med sneen, der falder over den lille landsby Råby.
