Jeg stod på perrongen i København og så, hvordan Sofie steg ud af toget og kiggede sig omkring. Hendes mand, Mikkel, var sporløst forsvundet. Ingen stod der for at hilse på hende
Hvorfor har han ikke gjort en ekstra indsats? tænkte hun. Han kunne have mødt mig på stationen!
Sofie trak sin mobil frem fra håndtasken og ringede til Mikkel, men han svarede ikke. Hun sukkede, greb sin kuffert og gik mod taxaen. Turen gik hurtigt, men da hun ankom til deres indkvartering i Aarhus, så hun ingen bil på gården.
Det var tidligt, og Mikkel skulle jo gerne have været hjemme.
Måske gik han for at møde mig, og så mistede vi hinanden? undrede hun sig.
Sofie låste op med sin nøgle og stoppede op af overraskelse. På hylden i gangen lå ingen af hans sko! Hun gik ind i stuen, hvor en seddel lå på bordet. Da hun læste den, gik hun helt i stå af chok.
«Jeg går fra dig. Har taget mine ting. Du kan selv starte en skilsmisse. Datteren ved det ikke. Mikkel», stod der.
Hun læste teksten tre gange, langsomt indså hun, hvad der foregik. Mens hun var på forretningsrejse, havde han hastigt pakket sine ejendele og stukket af uden et ord. Sådan er han jo
Sofie sank ned på stolen, tårerne brød frem. I lejligheden herskede morgentysten, kun lyden af en dryppende vandhane i køkkenet kunne høres.
Så har han stadig ikke repareret den, sukkede hun. Hvad er der med lyset i badeværelset?
Hun gik ind i badeværelset. Lyset virkede ikke; kun en lille skyggebaggrund ved spejlet var tændt. En hylde, som hun havde fået leveret for en måned siden og bedt om at få monteret under spejlet, stod stadig i en kasse på vaskemaskinen.
For en sikkerheds skyld gik Sofie ned i gangen og tjekkede den nederste lås på døren. Den sad stadig fast, som den altid havde gjort.
Tårerne tørrede af sig selv. At Mikkel ikke havde repareret noget, mens hun var væk, overraskede hende ikke længere, selvom han havde lovet det. Hvem skulle man tro, når låsen har stået i et halvt år, lyset i badeværelset er væk i to måneder, og vandhanen drypper?
Sådan tænker han sikkert, når han pakker sine ting, gik det op for Sofie. Nå, så…
Hun rystede på hovedet, som om hun ville ryste frustrationen af sig, og greb telefonen.
Lars, er du vågen? spurgte hun muntert sin gamle bekendtskab, som plejede at hjælpe med småfix. Jeg har brug for en lås til postkassen, en ny afbryder i køkkenet og måske et nyt skyllekar.
Godmorgen, Sofie. Jeg har jo egentlig ikke sovet længe, men hvad kan jeg gøre for dig? svarede Lars med et smil.
Reparér hanen, tjek lyset i badeværelset og den hylde, der stadig ligger på vaskemaskinen. Og så skift låsene på hoveddøren, både i dag og i morgen, hvis du kan.
Lars trak på skuldrene. Jeg er lidt genert over at blive spurgt, men jeg gør hvad jeg kan.
Sofie lo let. Hvad vil du ellers? Jeg har brug for fred. Jeg har mistet én ting, men du vil give mig en anden!
Lars grinede. Hvis jeg var yngre, ville jeg løbe efter dig hele dagen. Jeg har en ung nabo, som har en energisk hustru måske kan de hjælpe dig med at holde humøret oppe.
Sofie grinede højlydt. Hold nu op! Hvad har jeg gjort dig ondt? Lad mig i fred, jeg har allerede mistet én, du giver mig nu en anden.
Lars forsøgte at berolige hende. Det er trist, men du bør ikke græde mere. Jeg er der om en time.
Mens Lars gik i gang med opgaverne, ringede Sofie til en god bekendt, som havde arbejdet sammen med Mikkel i firmaet. Den afslørede, at Mikkel havde haft et simpelt affæreforhold med en ensom dame omkring fyrre år, ikke nogen ung pige, men helt passende for en femti år gammel mand uden forpligtelser. Damen havde ingen børn og var ikke gift, men ejede en fin lejlighed.
Det var alt, hvad Sofie havde brug for at vide.
Hvorfor skulle jeg så sørge? gentog hun sin afdøde bedstemors yndlingsudtryk og gik for at tjekke, om Mikkel havde efterladt noget. Hvad hun fandt, pakkede hun omhyggeligt i en hvid pose: et indrammet billede af ham på dækket af et krydstogtskib.
Kirsten, lad os mødes i aften og spise noget lækkert, så kan vi tale om alt, foreslog hun sin gamle veninde og skrev nummeret.
Hvad er grunden? spurgte Kirsten.
Du vil ikke tro det! svarede Sofie gådefuldt.
Jeg er nysgerrig, lo Kirsten. Så sig, hvornår og hvor.
Lars afsluttede sit arbejde lige som skumringen faldt på. Han smilede tilfreds, da han fik sin betaling.
Jeg tager mig af badeværelset i morgen, men ring straks hvis du mangler mere, sagde han.
Tusind tak, Lars! svarede Sofie varmt. Kan du smide denne pose i skraldespanden? og rakte ham den hvide pose.
Da hun så Lars gå, overvejede hun at ringe til sin datter, men ændrede mening.
Jeg vil ikke fortælle dem noget endnu Jeg besøger dem på lørdag, har med gaver, og vil også huske svigermorens lille hemmelighed. Det bliver en fest! besluttede hun.
Mødet med Kirsten nærmede sig. Sofie hældte det sprøde danske mousserende vin i sit glas, nippede til den friske farve, inhalerede duften og løftede glasset med et lille smil.
Til et nyt frit liv, fyldt med dejlige overraskelser og smukke øjeblikke!
