Karen vender hjem fra den lokale butik med tunge indkøbsposer i hænderne. Hun er næsten ved døren, da hun pludselig ser en bil stå ved hendes indkørsel.
Hvem kan det mon være? Jeg venter ikke på nogen, tænker hun.
Karen går nærmere og ser en ung mand stå på grunden.
Der er du! råber hun og løber hen for at omfavne sin søn.
Vent, mor. Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, afbryder Mikkel, mens han træder lidt til side.
Hvad er der så? spørger Karen bekymret.
Du må hellere sætte dig, siger Mikkel stille.
Karen sætter sig på den gamle bænk og forbereder sig på det værste.
Karen Jensen bor alene i den smukke landsby Åby. Hendes mand døde for to år siden, og den eneste søn, Mikkel, flyttede til København for at studere, efter han havde gjort sit militærtjeneste. Han vender aldrig mere tilbage. Mikkel arbejder som ingeniør på en fabrik i Randers; han lejede en lejlighed i byen, men nu har alt i hans liv ændret sig. Han har aldrig såret sin mor i dybden.
Mikkel kommer sjældent hjem, men sidste år har han købt en lille bil og kører hyppigere uden varsel, med varer og tøj. Karen afviser ofte hans gaver, men han bringer dem alligevel. Sidst gav han hende et håndlavet, uldent tørklæde.
Han taler aldrig om sit liv. Alt er fint, du skal ikke bekymre dig, siger han. Sådan er hans eneste svar. Nogle venlige naboer har dog spredt rygter. Den unge nabo, Mette, har netop taget af sted til Århus.
Den hjælpsomme mor sender sin søn en portion hjemmelavet syltetøj og marinerede svampe. Mikkels telefon er gemt hos hende, så Mette ringer ham og aftaler et møde.
Hej, tante Karen, jeg ankommer i en bil med en hvad kalder man den? siger Mette, mens hun knækker sig i smil.
Hvad er det for en bil? spørger Karen overrasket.
Jeg ved det ikke, den har ikke engang et mærke på fronten. Den ser bare lidt ældre ud, måske fem år, lidt slidt.
Karen tænker over, at Mikkel aldrig har delt sit privatliv med hende. Hun beslutter sig for at spørge næste gang, men hun behøver ikke vente længe.
Hun går fra butikken, og i indkørslen venter sønnen med en dreng. En bil står ved porten.
Der er du! udbryder hun og løber for at kramme Mikkel, mens han træder til siden og siger:
Hej, mor. Mød nu. Det er Lars. Han er som en søn for mig.
Kom indenfor, lad os ikke snakke på gården.
Hun dækker hurtigt bordet; kartoflerne er stadig varme i gryden, kålen er saltet, agurkerne knasende, og kødet er mørt og saftigt.
Lars sidder med hovedet nedbøjet, pillede i sin mad uden at kigge på nogen. De spiser, drikker te, og så sender de drengen ud i haven, så han kan se sig omkring, mens de taler.
Mor, jeg har noget på hjerte, siger Mikkel. Jeg gifte mig sidste år. Vi har blot skrevet under papiret med Signe. Det er hendes søn, jeg ikke har fortalt dig om. Jeg vil ikke såre dig, men Signe vil ikke møde sin svigermor.
Hvorfor det? Jeg er ikke dårlig, er jeg? Spørger Karen.
Nej, men hendes første ægteskab gik galt, og hendes svigermor var en hård kvinde. Det førte til brud og senere hendes mand døde. Hun har kun en lejlighed og en bil tilbage. Da vi mødtes, inviterede hun mig, vi blev gift, men hun vil ikke tale om sin svigermor.
Hvorfor tog du drengen med? spørger Karen forvirret.
Det er sommer, Signe er gravid, hun får barn i august. Det er svært for hende med Lars, han har brug for pleje, men jeg er på arbejde hele dagen. Jeg kan ikke holde øje med ham til efteråret, så jeg tager ham med, så jeg kan hente ham senere.
Jeg kan holde øje, så længe han vil blive hos mig, svarer Karen.
Mikkel nikker, men lader det ligge. Han kender Signe ikke, så han kan ikke spørge mere. En otteårig dreng vil ikke være til gene i huset. Snart får hun også sin egen barnebarn, tænker hun med glæde.
Næste morgen kører Mikkel af sted, og Lars læner sig mod vinduet og sukker.
Karen går hen til ham og siger:
Så lad os få styr på livet. Du kan kalde mig bedstemor Karen. Hvilken klasse går du i?
I anden, mumler Lars uden at vende sig.
Så lad os gå og se hønsene, jeg viser dig haven. Jordbærerne er ved at modne, du kan plukke dem snart, de er tidlige her.
Jeg vil ikke gå med dig, svarer han.
Hvorfor? Jeg vil ikke gøre dig ondt, og min kat Arthur gør heller ikke.
Mor sagde, at du er en dårlig person. Jeg holder mig væk fra dig.
Sådan er det? Mor ved jo ikke, hvad du mener. Vi kender jo ikke hinanden. Sid blot her, hvis du vil, jeg skal ud i haven, jeg har arbejde med din barnebarn.
Karen forsvinder ind i huset, men hun er ked af drengen. Måske har Signe haft en hård svigermor, som hun selv ikke vil kende, og hun har gjort Mikkel vred. Men hun vil med venlighed og omsorg smelte hans hjerte.
Hun fortsætter med at luge ukrudt og tage sig af sin lille gård. Hun har ikke en stor bondegård, men høns og et par ænder er inden for rækkevidde. Hun køber mælk, ost og fløde fra naboerne, og Mette betaler hende for æg. Naboerne giver hende også bær fra deres hække. Så lever de.
Efter en uge begynder Lars at gå ud i haven. Han ser Arthur, han spiser jordbær fra bedet. Han hjælper ikke meget, men Karen presser ham ikke. En dag beslutter hun at tage i supermarkedet og spørger, om Lars vil følge med. Han nikker.
På vejen hjem taler de uafbrudt, indtil de når huset. Fra det øjeblik begynder drengen at tage ansvar: han rydder op, vander grøntsagerne, og Arthur får mad af ham. Om aftenen er han ikke altid hjemme, men han hjælper.
Lars bliver gladere, begynder at læse Robinson Crusoe for sig selv. Karen, som nu hedder Frøken Karen, lytter med, mens hun strikker om aftenen. Hun husker sin egen barndom, hvor hun også var en snakkesalig dreng.
I august ankommer Mikkel med sin familie. De har fået en lille pige, Elise, med Signe. De henter hende fra hospitalet, og Mikkel fortæller om barnebarnet.
Far, vi bor godt med bedstemor Karen, jeg vil blive her lidt længere, så jeg kan passe på lillebror.
Lars bliver boende indtil september. Karen laver små sokker, en hue og en let dyne til barnebarnet, og hænder også handsker til svigerdatteren. Mikkel takker, kysser sin mor, giver hånden et fast håndtryk og kører af sted.
Sidste uge i august løber Lars i gaderne med sine venner og spiller bold, da en bil dukker op i horisonten. Alle træder til side for at se gæsterne. Bilen stopper ved Karens hus. En velklædt dame stiger ud med et lille barn på armen, og så kommer Mikkel.
Mikkel tager den dyrebare pakke fra sin kone, mens Lars løber hen imod dem.
Mor er kommet! råber han, men snubler over en sten.
Han rejser sig hurtigt, tager en lille notesbog og holder den mod knæet, som drengene har lært ham. Signe kysser sin søn, tager ham i hånden og følger Mikkel indenfor.
Hvorfor løber Lars rundt på gaden uden opsyn? spørger hun i stedet for at hilse.
Hej, pige, svarer Karen. Sådan ser vi ud her i landsbyen, drengene løber altid rundt, og Lars hjælper mig både i huset og i haven. Hvorfor skulle han ikke lege?
Karen går hen til barnebarnet, som sover stille, som en lille engel, og tårerne triller ned ad hendes kinder af glæde.
Hun serverer de velkomne gæster en gryde suppe med fløde, frisk brød og lader dem fortælle, hvordan de har haft det.
Vi er kommet for at hente Lars, siger Signe. Skolen starter snart. Han vil snart blive træt af at være her, og han vil nok snart tage til byen.
Lars springer op og råber:
Jeg vil ikke flytte til byen! Jeg vil bo hos bedstemor Karen. Du har løjet for mig, mor, at hun var dårlig. Hun er god!
Signes kinder får en dyb rødme, og hun ser såret ud.
Du må ikke tale sådan til din mor, Lars! Undskyld, og gå ud og leg, men bliv bare inden for gården, siger Karen roligt.
Lars sænker hovedet, siger at han ikke vil gøre det igen og går ud af døren.
Signe, bekymr dig ikke om ham. Han er en god dreng, lydig og velopdragen. Jeg er så glad for, at I kom, og at din søn er her. Så længe han kommer og besøger, er jeg glad.
Signe begynder at græde, og Karen trøster hende. Familien tilbringer to dage hos Karen. Mikkel reparerer lidt i huset, og Signe holder fast i sit barn, mens hun hjælper i køkkenet. Lars hjælper sin far, hjælper bedstemor og sidder med sin søster, og han fortæller dem, hvor glad han er for at bo her.
Til sidst samles de for at tage af sted. Mikkel, hans søn og hans datter siger farvel og går ud på gården, mens Signe omfavner sin svigermor og takker:
Tak, mor. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde om svigermødre, men jeg er ked af det. Jeg elsker Vits, han er så sød og omsorgsfuld.
Det er du, kære. Jeg er så glad. Bring Lars med, jeg har allerede taget ham til mig som min egen.
De tager afsked, og familien lever lykkeligt videre. Mors familie bliver indkaldt om vinteren for at hjælpe med børnene og husarbejdet. Svigermor og svigerdatter får heldigvis et fredeligt forhold, til stor glæde for Mikkel og den livlige Lars.
