Forår for kærligheden
Jens Mikkelsen trådte ud af de store, tunge fyldningsdøre, satte hatten på med et elegant vip, rettede på sit lysegrå halstørklæde, knappede frakken og travede energisk ned ad trappen, mens hans stok klikkede mod fortovet. Han sukkede dybt, som om en stor byrde netop var lettet fra hans skuldre nu var han fri fra det her sted for denne gang. Ingen grund til at se sig tilbage på det gamle, fire etager høje hus med stuk på facaden. For meget ære til klinikken!
– Jeg gider ikke! Jeg vil ikke gå derhen, og du kan godt lade være at plage mig! udbrød han og smed avisen på bordet, rev brillerne af og kastede dem også.
– Jamen Jens, søde, du skal altså gå! Det tager dig ikke meget mere end en time, jeg har talt med Anne Mathiasen, hun tager selv imod dig og kigger på dig… Forstå det nu, i din alder og med sådan et hjerte skal du være ekstra forsigtig! Jens, du kan ikke blive ved med at være så genstridig! Le havde travlt med at sværme rundt om ham, sukke og ryste på hovedet. Du er ikke et barn, Jens! Du ved det jo godt.
– Nå, men hvis jeg ikke er et barn, bestemmer jeg vel selv, hvor jeg vil gå hen! rasede Jens Mikkelsen.
De har været gift, snart 50 år nu, og de seneste ti år har Jens hjerte drillet lidt. Le frygter at en dag… Nej, det højeste hun kan forestille sig af skræk! Hun vil aldrig slippe ham fra sig, kun sammen, helst “på samme dag”. Le har en urokkelig tro på sundhedsvæsnet eller nok mest på veninden Anne, som er leder i lægehuset. Anne skal altid holde øje, vejlede, advare og beskytte hun er deres private, familielæge, som man nu siger.
Efter hver konsultation ringer Anne straks til Le, gennemgår alt i detaljer, dikterer medicin og klager straks, hvis Jens nu har taget på igen. Også i dag
– Le! Altså, Le! Han har taget på og dét må han jo slet ikke! Vægten og hans hjerte det går jo ikke! Sad I igen ude hos Rasmussens og guffede de der lammeskanker? Jeg kan lugte den mængde fedt og krydderier helt herfra! Le, hvis du ikke vil slå ham ihjel, skal han på grød og dampede frikadeller! Anne Mathiasen kunne tale for sig, og Le var aldrig sen til at undskylde.
Men egentlig havde de kun været ude hos Rasmussens en enkelt gang. Det var til fødselsdag, og Anne selv var jo også med. Og Jens, han går ture dagligt hvordan kan han så have taget på?
– Ikke mere snak, Le! Nu har du ham, så må du altså værne om ham! Ej, jeg burde have snuppet ham dengang, for så havde han da været den sundeste af os alle! Anne kastede kuglepennen, rettede pandehåret. Okay, undskyld, det løb af med mig. Men bare rolig, Le, det hele ser fornuftigt ud prøverne er fine nok. Husk nu medicinen, og tag lufteture. Sammen, okay?
– Tror du virkelig, han kan falde om på gaden? Le turde næsten ikke spørge. – Frygteligt…
– Tag det nu roligt! Jeg siger, du skal selv i gang, så du ikke ender som en rusten træmand. Og hvornår kommer du så selv? Anne lod som altid ikke Le slippe med undskyldninger.
– Jamen, Anne, det bliver snart… Det er jo forår; vinduerne skal vaskes, og Jens vil jo helst have mig hjemme… Le undskyldte så stille, at Anne nærmest måtte lytte for at høre.
– Hør her, jeg har allerede skrevet dig op til næste tirsdag. Færdig! Og den 20. holder jeg fødselsdag. Vi ses, ven!
Anne lagde beslutsomt røret. Helt ærligt, de her Mikkelsener! De var så stædige, nervøse og bange for læger men alligevel hendes kære venner fra barndommen. Barndomsgaden, dengang de rendte rundt sammen. Så flyttede Anne til Odense for at læse medicin tør ikke indrømme det, men i virkeligheden løb hun væk, fordi hendes ungdomskærlighed blev gift med hendes bedste veninde. Kliché, men hvor gjorde det ondt… Hun mindedes, hvordan hun tudbrølende pakkede kufferten og svor aldrig at elske igen.
Men alt faldt bare på plads; Anne nedsank i studierne, Le og Jens de havde også deres at se til. Kontakt blev der altid holdt især om sommeren.
Så ringede Anne og fortalte, hun skulle giftes. Le blev ovenud glad Jens så bare trist ud.
– Gift? Er du sikker? Hvem er han? Skynder du dig ikke for hurtigt? spurgte Jens, da Anne ringede.
– Jens, skyndte du dig ikke, da du friede til Le? Anne skar igennem. Jeg vil leve, elske og have børn. Dit valg er dit, mit er mit.
Le tog alene til bryllup, Jens skulle “arbejde”.
– I mænd er allesammen nogle besiddere! Du vil tage lykken fra hende og selv sidde trygt hos dit eget. Det er grimt! sagde Le, da hun stod klar til at tage afsted, gav ikke Jens lov at følge hende. Hendes sko klikkede over fliserne, hun forsvandt let og rank og ordene sad i Jens: Du tænker kun på dig selv, Jens…
Et eller andet sted vidste han jo, at han havde regnet med, at Anne nærmest også var hans. Det er jo smigrende, ikke? To kvinder, begge forgabte gør én til halvgud! Så ja, Le har ret han er egoist og besidder.
Anne, jeg kan ikke komme arbejdet slipper mig ikke, peb han i telefonen, irriteret på sig selv, Undskyld jeg ønsker dig alt godt, du skal være glad og elsket. Lover du mig det?
Og hun lovede…
Nu er der gået så mange år børn, liv, tab og lykke. Anne er flyttet til København med sin mand, Sune, og Mikkelsens er selv havnet på Østerbro. Anne arbejder stadig ovre i Vesterbro lægehus. Nogle gange går de allesammen tur langs søerne, mændene går forrest og diskuterer ivrigt, kvinderne følger lidt bagved og snakker dæmpet. De snakker om helbred, øjnene der bliver dårligere, nye bøger og gamle syninger de er begge ferm til broderi.
– Er det nu de gamles tid, vi er nået til? griber Le fat i rækværket og kigger på vandet. Hun frygter at blive svag, hjælpeløs, afhængig af andre. Bliver det bare værre nu?
– Hold nu op, Le! Du er da ikke nogen oldfrue der er liv i dig endnu! Vi får styr på det hele, så tager vi dig endda på spaophold, og briller kan vi sætte dig i. Kom nu, vi skal altså på kanalrundfart og have is. Jeg ser ingen entusiasme i dit blik, Jens nå, så køber vi selv billetter og møder nogle spændende mænd! Facit: Enten sejler I os en tur, eller vi går selv!
Så maser Anne alle med op på dækket. Le er nervøs for at gå på plankerne, hænger i armen på Jens, som retter sig op han føler sig som en løve! Han lufter begge damer, Sune eller ej men Jens er lederen, det må man give ham. Sune træder pænt tilbage. Der er bare noget karismatisk over Jens.
Han tænker lidt for meget på sig selv, og derfor rødmer Jens endnu mere. En livsglad kavaller!
Men så hugger det i knæet, og han må minde sig selv om alderen især da Le igen sender ham det blik. Hun kan ikke døje, når han blærer sig.
Om vinteren går familierne i teatret sammen, helst klassikere, men Sune insisterer af og til på noget moderne. De går ud med firkantede øjne bagefter.
– Nå, så fik du os rystet igen, Sune! griner Jens.
– Man skal ikke gro fast! Se, her var alt bare én stol på scenen, nærmest nøgne skuespillere og stående bifald! Gør som jeg siger! Og nu: restaurant. I har brug for at komme jer så vi går!
– Nej, nej! Hjem! Jeg har hovedpine! koketterer Le.
– Det forsvinder. Hos Rasmussens forsvinder alt! Kom! Sune slår sig for brystet og kunne have været præst, så venlig og rolig som han var. Hans øjne… Le forstod godt, hvorfor Anne havde valgt netop den mand. Hans blik var venligt og varmt.
De holder ofte abefester hos Rasmussens lille, hyggelig restaurant, deres faste bord, deres retter, deres historier og latter.
Rasmussen, en lille, rund mand med et smil på læben, styrter rundt, tjekker alt, sludrer med tjenerne. Restauranten er hans livs projekt, og han værner om det som om det er hans barn. Knapstivede duge, linnedservietter med sølvringe, blinkende bestik, lysekroner der glimter væggene panelerede med egetræ plukket af Rasmussen selv. Han er jyde, elsker solidt håndværk, men kan også se skønheden i det hele. Hans familie var fyldt med håndværkere og kreative folk. Men Rasmussen selv er alene aldrig blevet gift.
– Hvorfor, Peter? Hvorfor sidder du alene, så klog og fiks, alene? spurgte Le en aften, hvor hun fik ham til at sidde med ved deres bord.
– Kærlighed, Le… den glippede for mig. Fløj væk til en anden. Og sådan er det bare. Nu har jeg travlt, hvad skal jeg med familie?! Han kunne ikke engang selv købe sin egen forklaring.
Det gjorde ondt at se de ensomme øjne, men han påstod stædigt, det gik fint.
Det var umuligt at være på diæt hos Rasmussens; du blev sulten, bare du kom ned ad trappen og mærkede duften af spidskommen, koriander, brændte valnødder, timian og oksekød, der sydede på grillen. Og vinen! Hold nu op, det vin! Peter havde sine forbindelser og hemmelige leverancer, kun det bedste.
Så skældte Anne ud over alt det kolesterol, men tav, da tjeneren kom med dessert fra køkkenet dansk æblekage med is og espresso.
Isen smeltede stille på tallerkenen, og Annes hjerte smeltede med. Hun smilede til Sune, til vennerne, lykkelig og bekymringsfri. I dag var alt godt!
Jens Mikkelsen gik hjemad fra lægehuset ad en solbeskinnet allé, knap nok støttende til stokken. Han følte sig let, som om han kunne springe og flyve. Foråret glimtede og dryppede fra tagrenderne, spurve peb i hækkene, en mejse sang i lindetræet, en krage slæbte grene til sin kommende rede. Forår! Glem kolesteroltal, piller og forbud! Man bliver beruset af løsningen i luften, duften af våd jord, begyndende knopper, af følelsen af, at himlen var uudgrundeligt blå og hvid, loftet over byen, der sender varme stråler ned som en velsignelse. Sol overalt i pytter, i butiksruder, i vindueskarme. Som et hav af guld. Skubber mørket, vinteren og den gamle tristhed væk.
Så væk med tankerne om klinikker, blodprøver, ventebænke, klor og bippen fra hjerteapparater.
På sådan en dag skal man bare være trække vejret ind, leve.
Jens drejede beslutsomt om mod Fælledparken. Nej, han skulle ikke hjem; derhjemme ville Le skælde ud, fordi Anne havde ringet og givet instrukser. Derhjemme ventede piller og kamilladuft. I parken er der liv! Glade børn, hunde, fugle, sporvogne, unge studerende der suger solen til sig. Piger i farverige forårskjoler, og drenge i skjorter og jeans ingen har jakke på, alle er glade.
Sygeplejeelever springer over vandpytter og ler. På skuldrene bærer de tasker med hvide kitler, men lige nu er de bare unge piger, ligesom Le og Anne engang var, ligesom kvinderne, der sad sammen med Jens på lægeklinikken tidligere på dagen…
En gruppe skolebørn samler mønter sammen for at købe lune boller, så de kan sidde på bænken og gnave af bollerne og skylle dem ned med cola. Usundt men hvor smager det!
Jens smilede bredt. Han ville gerne smide stokken og pjatte med men den stok har Le givet ham, og sokkerne vil bare blive drivvåde. Der er vist en grænse…
Han betragtede børnene i sandkassen og overvejede at finde en bænk til at sole sig på. Men så ringede mobilen i frakkelommen dette forhadte apparat.
Det er jo forfærdeligt man er overvåget overalt! bandede Jens ofte, mens han stirrede på telefonen.
– Jens! Hvor er du? Anne ringede! Du har udsving på hjertekurven! Jeg bliver så nervøs, når du ikke tager telefonen! Har du det dårligt, er der nogen omkring dig, kan du bede om hjælp? Hovedpine? Jeg ved, dit blodtryk hopper og maden er klar. Hvor er du?!
Jens prøvede at få et ord indført, men Le var ikke til at stoppe. Han skrubbede telefonen væk fra øret og sukkede. Til sidst var der stille.
– Le! Min skat. Jeg har det strålende. Gør dig klar og kom over i parken jeg inviterer dig på en date! lød Jens friske og lidt listige stemme.
– Hvad? En date? Jamen, maden… begyndte Le, men Jens havde allerede lagt på.
Hun kom. Selvfølgelig. Hun vidste også præcis hvor deres sted i parken.
Le dukkede op efter et kvarter let fortumlet, men fint klædt, lækker makeup og den lille hatte skævt på hovedet. I hånden en lille taske, på fødderne fine, lyse forårsstøvler, læbestiften var netop den mørkerøde, Jens elskede.
– Jens! kaldte hun. Han vendte sig og rakte hende en buket liljekonvaller, købt af en ældre dame på hjørnet. Store, duftende ligesom da han friede til hende engang. Dengang var det også liljekonvaller, deres kærlighedsblomster…
– Jens… min skat… tak! Le smilede, helt blød i blikket. Hun havde ellers tænkt sig at skælde ham ud, tvinge ham i uldsokker, vikle halstørklædet strammere men det hele forsvandt. Men Jens, dine led…
– Pyt med de led, piller og diæter! Pyt med du er jo ikke ung længere jeg har et hjerte, der synger! Forår, min elskede! Endnu et forår sammen! Han kyssede Le, tog hendes arm og ledte hende langsomt mod deres gamle bænk. Lige nu var alt andet ligegyldigt piller, forbud, prøvesvar. Alt det kan vente til senere, når de har indåndet foråret og suget kærligheden og solen ind.
Om aftenen sad de igen hos Rasmussens. Anne og Sune var med, senere kom Le og Jens datter, Gitte, så dukkede de andre op Dennis, deres søn, Katrine og Marie, Annes og Sunes piger. Rasmussen stod bag gardinet og nød synet af dem latteren, smilet, glæden. Det var godt, at de findes, de mennesker dér, som elsker hinanden. Også Peter Rasmussen elskede. For nylig havde HUN, hans Alma, skrevet hun var blevet enke, og nu skulle hun komme til København. Han ville møde hende og tage hende med herind, og prøve igen, begynde forfra. Rasmussen var ikke bange, for det var forår omkring dem, alting begyndte igen, og kærligheden ja, den er størst af alt…
Jeg lægger en vindruekerne i varm muld,
Kysser stokken, plukker klaser,
Kalder på venner og åbner mit hjerte for kærlighed
Ellers, hvorfor leve på denne evige jord?… sang musikeren på scenen, mens han klimprede på guitaren.
Og Rasmussen fik tårer i øjnene. Sandt; alle lever for kærlighed. Alt andet er kun baggrundsstøj. Uden kærlighed er livet tomt, bare tilstedeværelse. Han vidste det med sikkerhedUde i det bløde aftenlys sad selskabet og lod samtalen flyde, mens tallerkener blev ryddet af og de første stjerner blinkede over Københavns tage. Vinen var hældt op, latter boblede mellem dem, som om hver ny forårsaften var den første. Anne kiggede fra sin mand til Le og Jens så gamle og dog så lyse i blikket og hun tænkte, at alting i livet bare foldede sig ud i årer af tid og kærlighed. Gitte fortalte om sin nyopdagede forelskelse, Dennis pralede med sine opskrifter, og Marie trommede rytmen af en popmelodi i bordkanten, indtil Rasmussen kom forbi og lod blikket dvæle et sekund længere ved døren, hvor Alma nu stod, forsigtig og ny i lyset fra gårdlampens gamle skærm. Hun smilede genert, så kun Rasmussen så det, og i hans indre rejste sig et håb, stille og kraftfuldt.
Jens nød synet af de unge, dagens varme silende gennem årerne, mærkede Les hånd i sin. Han bøjede sig frem, så kun hun kunne høre: Vi fik et forår mere, min elskede. Måske får vi altid ét til, når vi bare husker at åbne døren. Le nikkede, hendes mund formede en bøn, ikke til Gud, men til selve livet om endnu flere dage, endnu flere aftner. Hendes blik gled på tværs af bordet, hvor Anne sad, og hun vidste: Intet var blevet væk, alt var stadig deres; et venskab, en kærlighed, et fællesskab, som intet kunne slukke.
Fra scenen sendte musikeren et sidste smil mod selskabet, og begyndte at spille en stille blues. Uden en aftalt start nynnede de alle med, stemmer glidende sammen til ét varmt kor. Lykken bestod i små stjernestunder; en hånd i natten, en latter mellem venner, modet til at elske og til at begynde forfra. Krisen, frygten, bekymringerne listede væk ved dørtrinet; tilbage var kun den nu, hvor alt kan ske.
Og ud gennem vinduet, hvor forårets grønne skud netop var begyndt at bryde gennem vinterens husvægge, svævede lyset, latteren og sangen op til stjernerne som en tålmodig udånding: Foråret kommer og kærligheden med det. Altid, altid på ny.
