Bilen rullede op til skraldespanden. En stor grå klud fløj ud på den betonede plads. Jeg, som er skraldemand i den lille gård i Nørrebro, knurrede, men gik for at fjerne den indtil kluden viste sig at være levende og krøb væk bag containerne. Da jeg kiggede ind mellem den metalstøttede væg og affaldsbeholderne, så jeg en stor grå kat
Den længe ventede, elskede sommeren var ved at gå på hæld. Dens kronprins augusten havde i år været usædvanligt kølig og regnfuld, og de sidste dage var ved at tælle ned.
Tidligt en morgen kørte en dyr importbil ind i en af de offentlige gårde. Jeg, mens jeg fejede den ekstra våde efter nattens regn, fik straks øje på den. Sådan en bil havde jeg aldrig set før, og ingen af de andre beboere havde sådan et luksuriøst køretøj i deres garager.
Bag de tonede ruder kunne man ikke skimte indersiden. Jeg tænkte, at den måske var kommet for at aflevere en pakke til en af beboerne, men jeg tog fejl.
Bilen stoppede et øjeblik, kørte videre mod affaldsbeholderne og holdt så. Passagersiden gik på klem, og den store grå klud fløj ud på betonen.
“Hvad er det for folk, som ikke engang kan smide affald i containeren? Så skal jeg rydde op efter dem,” knurrede jeg, mens jeg skyndte mig hen for at samle det klodsede skrald. Bilen rullede så videre, forbi mig, mens jeg stadig var ved at gnide mine trætte knoer.
Det var forgæves. Den grå klud viste sig at være en levende kat, som smuttede sig bag containerne. Da jeg så mellem den støttende stålvæg og affaldsbeholderne, så jeg en stor grå kat, som krøb sammen af frygt og rystede.
Hvad i alverden er der sket? Hvorfor har vores gård så mange ulykkelige dyr? Først blev en lille hvalp afleveret, så to killinger. Det var i hvert fald de venlige folk, der hentede dem. Nu har en voksen kat endt i affaldet. Hvem kan tænke på at have en sådan byrde? Den må blive her som et hjemløst. Kom ud, vær ikke bange.
Katten løftede ikke engang hovedet, men gemte sig endnu dybere under sig selv.
Kom ud, ellers kommer skraldebilen snart, og du bliver knust mellem containerne
Katten stod som en statue, frosset i en ubehagelig, men for ham sikker, strudslignende stilling.
Jeg gik videre, frustreret. Jeg har et ansvarligt arbejde, alt er i offentlighedens øje. Jeg måtte afslutte min runde og så gå til den næste gård.
Hvad er det for folk mumlede den ældre mand.
Så den store grå kat, næsten som en britisk race, endte i en fremmed gård, pludselig uden tag over hovedet og uden de rettigheder, som tamdyr har over de vildfarne.
Da skraldebilen kom, sprang katten panisk ud af sit skjul og løb ind på gården. Uden anden tilflugt end den store bænk, gemte han sig i græsset under den, og sank ned i sine bitre tanker.
I kattens hoved var alting vendt på hovedet. Han kunne ikke forstå, hvordan han endte her, eller hvad han skulle gøre nu.
Dybt inde brændte håbet om, at nogen ville komme tilbage og hente ham. Det var bedre at bo i det hus, end her. Så han besluttede sig for at blive i gården og vente, i frygt for at blive fundet af nogen, der ville efterlade ham.
Gitte Jensen, som havde givet sin datter Lærke i ægteskab, boede alene på anden sal i en almindelig fem-etagers blok. Lærke boede med sin mand Jørgen i samme by og besøgte hende ofte.
De var ikke kun mor og datter, men også de bedste venner. Der var ingen hemmeligheder, ingen misforståelser den slags, som selv de nærmeste kan have.
Beboerne, der så den lille, rolige kat, troede, at den var en huskat, som bare gik ud for at få luft. Så troede også Gitte. Hun stod og beundrede den store grå skønhed.
Når ingen så på, klatrede katten op på bænken for bedre udsigt og sikkerhed. Efterhånden som efteråret kom, sad ingen længere på den.
Folk gik forbi i deres travle liv, og kun få lagde mærke til den dovne beboer på bænken.
Derover måtte han overnatte, for ingen anden steder var til rådighed. At lede langt væk efter ly skulle være farligt, for hvem ved, hvornår hans ejere ville vende tilbage så troede katten.
Maden var knap. Gennem den grundige skraldearbejde i gården lå der intet løst affald fremme. Katten måtte nøjes med skraldespandens udbud, men han havde stærk konkurrence: ravne. De mætte, selvsikre fugle med hårde næb kom i flok og var altid de første til at finde madrester.
Mens de rottede i affaldet, holdt de øje med omgivelserne. Prøv at sneg dig ind, og hverken tænder eller kløer vil hjælpe. Selv de færreste hunde, der lejlighedsvis vandrede ved containerne, var bange for de listige fugle og den svækkede kat blev altid mindre.
Efter flere uger på gaden, så katten, som før havde haft en fin pels, så helt anderledes ud, at alle gik op i en højere enhed: han var tydeligt en hjemløs. Forældre, bange for at en gadekat kunne bære sygdom eller rive, forbød deres børn at gå på den.
På trods af modstand fra dem, der modsatte sig vilde dyr i boligområder, gik nogle beboere stille og roligt ud og fodrede den sultne kat. Gitte var blandt dem.
Så katten levede på bænken i gården. Efteråret slog rødderne i jorden med vedvarende regn, og alt blev gråt.
Kattens humør matchede vejret. Han var nedbrudt, for han indså, at ingen ville vende tilbage for ham
Da skraldemanden fortalte historien, blev den bekymrede unge kvinde Signe opmærksom på den kastede kat. Hun havde flere gange fundet ansvarlige ejere til gadekatte, men denne gang lykkedes det ikke. Folk frygtede at tage en udendørs vovekat ind, og ingen argumenter kunne ændre på det.
Efter at have rådført sig med sin familie, tøvede Gitte med at tage den voksne kat ind, bange for at hun ikke kunne klare en så stor kat.
Hun havde ondt af den hjemløse, men turde ikke påtage sig ansvaret. Hun vidste ikke, at katten om aftenen, trods sin frygt, klatrede op i brandtrappen ved hendes lejlighed og gik ind i den hængende blomsterkasse.
Derfra stirrede han længe ud af køkkenvinduet, snuste duften af mad og mærkede den varme, han savnede så meget. Efter at have grædt sig træt, vendte han altid tilbage til sin bænk.
To måneder gik. Nætterne blev koldere, og den våd, fortvivlede kat sad stille på bænken.
Til november kom Gittes datter Lærke med sin mand Jørgen på besøg. Gitte havde brugt hele dagen i køkkenet: stegt kød, salater, en kage og et fyldigt bord. De sad og snakkede langt ud i natten.
Igen regner det, og i morgen lover de sne
Gitte stillede en kop te på bordet, trak gardinet til side og sukkede lavmælt, mens hun holdt hænderne om sig selv. Katten stirrede skræmt på hende.
Et øjeblik sprang han tilbage, og næsten faldt han ned fra den glatte kant.
Hvad er der galt, mor? Hvorfor er du så bange?
Lærke, vi har en kat på balkonen, som altid sidder på bænken. Den blev også bange. Hvad nu hvis den falder
Hvordan kom den op?
De gik ud på balkonen og så katten krum på bænken. Den så ikke på dem, men rystede den våde pels, mens den forsøgte at holde på den sidste varme fra den åbne vindueåbning.
Jeg ved det. Den kom op ad brandtrappen, sagde Jørgen.
Så modig. Vi må give den noget at spise.
Alle gik ind i den kolde, fugtige luft og tændte kedlen for at lave te. Gitte sad ved bordet og tænkte. Datteren hældte te i krusene.
Mor, jeg har lagt et stykke kage til dig med et rødt glasur, som du elsker. Drik din te, mens den er varm.
Gitte trak gardinet til side, og med tårer i øjnene kiggede hun ud i vinduet.
Nej, jeg kan ikke fortsætte sådan.
Hun tog et stykke stegt kød og gik ud i gangen.
Jeg kommer straks, sagde hun beslutsomt, mens hun trak sin gamle kåbe på.
Katten ydmygt lå i hendes arme, men af nervøsitet og overraskelse blev den igen til en grå klud med løse ben. Gitte pressede den våde, kolde strejfer frem på sin krop og tog den med hjem.
Ingen spurgte Gitte, hvorfor hun gjorde det. De spurgte ikke, for hun var den eneste i gården, der handlede med menneskelighed.
Den udstødte kat sov på en varm radiator i en uge. Maden var ikke så vigtig som det varme, trygge hjemmet. Den nye ejer kaldte ham Prins Frederiksen, og gav ham også et pænt efternavn.
Katten viste sig at være en sand gentleman. Hvis der findes den perfekte kat i verden, er det Prins Frederiksen i person. Den venlige, kultiverede kat blev et fast medlem af familien og en elsket skabning.
Af og til spørger Gitte spøgende sin kat:
Prins Frederiksen, for hvilke overtrædelser blev du kastet ud af dit hjem og sat på bænken?!
Katten er tavs. Han har ingen menneskelig stemme, men selv hvis han havde, ville han nok ikke kunne svare, for han ved det selv ikke.
Prins Frederiksen har nu boet i Gittes varme hjem i næsten to år. Han er mæt, kælet og tilfreds. Alligevel, hver gang han hører en skarp stemme, kan han ikke slippe frygten fra sit tidligere liv, og han kryber ind under møblerne for at gemme sig.
Alle, der kender den store grå kat, spekulerer på, hvorfor han blev smidt ud. Men svaret forbliver et mysterium.
