Intet at skylde
Engang for længe siden, en kølig vinteraften i København, sad Kirstine ved vinduet i sin lille lejlighed og betragtede de forbipasserende sporvogne og de fjerne gadelamper, der lyste byens tage op i skæret fra den tidlige skumring. Hendes blik var fjernt, næsten udslukt, som om hun i tankerne befandt sig et sted, hvor byens larm og neonlys for længst var forstummet. Ved hendes side sad den livlige Alma og gestikulerede ivrigt, i sit forsøg på at vække sin veninde og få hende til at se situationen fra en ny vinkel.
Hvis du ikke gør noget nu, smutter han fra dig! udbrød Alma dramatisk og slog ud med hånden. Poul er allerede begyndt at give dig den kolde skulder, det kan du vel selv se?
Kirstine vendte sig langsomt om og mødte Almas blik med et opgivende suk. Hendes stemme var sagte og mat:
Hvad skulle jeg kunne gøre? Skabe et skænderi? Sætte ham stolen for døren? Hvis han har besluttet sig for at gå, så gør han det jo alligevel
Alma rettede sig op i stolen, og man kunne se gløden af beslutsomhed i hendes øjne. Hun havde ikke tænkt sig at give op og slet ikke give Kirstine lov til at synke sammen i mismod.
Nej, nu stopper du altså! sagde hun bestemt. Intet er tabt endnu, det kan jeg skrive under på. Jeg var lige ved at miste Gustav, kan du huske det?
Der var for første gang et strejf af nysgerrighed i Kirstines stemme. Hun hævede brynene og spurgte forsigtigt:
Du bandt ham til dig ved at få et barn, var det ikke?
Hendes stemme var tøvende, næsten som om hun gik på listetæer omkring emnet, men hendes øjne afslørede åbenlys undren og måske endda håb. Kunne hun også gøre sådan?
Men Poul er for forsigtig, mumlede hun. Sådan noget hopper han ikke på
Alma smilede skævt, kastede håret tilbage og så ud som om hun tænkte tilbage på sine egne svære dage.
Sludder, du må bare bruge p-symbolet, sagde hun drillende. Og så bagefter, når han ser testen på bordet og du slår blikket ned og siger “jeg ved ikke hvordan det gik til”, så sker der noget. Poul er en ansvarlig fyr, han overlader ikke sin egen tilværelse til tilfældighederne.
Der blev helt stille. Kirstine drejede den tomme kaffekop i hænderne og ledte efter svar, hendes fingre rystede svagt.
Tror du virkelig det virker? spurgte hun forsigtigt, stadig mistroisk.
Alma lænede sig frem satte et varmt smil på læben, som for at holde Kirstine oppe.
Selvfølgelig! Du skal nok komme til at stå i hvid kjole med gyldne ringe på fingeren, det lover jeg!
Men Almas forudsigelser gik ikke i opfyldelse. I stedet for at blive blødsøden og bage på hende, mødte Poul hende med en fasthed hun aldrig før havde set. Han gav sig ikke og pressede på for, at hun straks skulle tage på hospitalet og få orden på tingene. Hans ord lød hårde og afmålte. Børn måtte vente først karriere, så økonomisk sikkerhed, derefter måske en villa i Gentofte og et solidt fremtidsperspektiv.
Et barn koster mange penge, gentog han. Rigtig mange penge!
Dagene gled i en ensformig strøm, hver dag blev fyldt af nye skænderier. Kirstine nægtede at give op. Hun klamrede sig desperat til drømmen om at blive fru Madsen, og så sig selv som den perfekte hustru ved Pouls side, i et hjem fuldt af hygge. Men det var forgæves. Poul tog aldrig tanken alvorligt.
Ved en aften, hvor endnu et skænderi toppede, kunne Poul ikke længere holde det tilbage:
Du er sjov at være sammen med, det indrømmer jeg. Men gift? Aldrig i livet! udbrød han tørt og koldt. Hvilken hustru ville du blive? Du lever for at feste, du gider ikke læse, dit eksamensbevis skraber bunden, og penge kan du knap nok holde på. Arbejde? Nej, så langt går prinsessen heller ikke. Moder? Åh nej… Det tør jeg slet ikke tænke på!
Hans ord var som en lussing. Kirstine stivnede, men vreden boblede i hende og skyllede al stolthed bort.
Hvis det er sådan, får du aldrig dit barn at se! råbte hun, knyttede næverne og forsøgte desperat at genvinde en smule værdighed.
Hun sagde det mest for at såre ham og vise, at hun ikke overgav sig. Men Poul lo blot. Hans latter var isnende, hånlig han kunne jo være ligeglad. Da gik det op for Kirstine, at hun ikke betød noget for ham. Hendes drømme, håb og hans faderskab var værdiløst i hans øjne. “Ud af syne, ud af sind,” tænkte hun, imens hun slugte sine tårer.
Hun bakkede hurtigt, ændrede stemmelejet, og bag bitre skuffelser gemte sig stadig et lille håb. Måske ville alt ændre sig, når barnet blev født? Måske ville Pouls hjerte smelte, når han så deres søn? I sine naive forestillinger malede hun billeder af Poul, der første gang holdt sønnen i armene og blev blød i blikket. Hun klamrede sig til disse drømme som den druknende til pollen.
Tiden gik, og en dag så hendes lille søn, hun valgte at kalde ham Asger, dagens lys. Hun havde brugt lang tid på at finde det rette navn; det skulle klinge dansk og stærkt. De første dage på Rigshospitalet var præget af håb og venten. Hver gang det bankede på døren, spidsede Kirstine ører og forestillede sig Poul med blomster i favnen. Men det var kun sygeplejersker, læger eller besøgende ikke Poul.
Poul kom aldrig. I stedet sendte han korte, nøgterne beskeder, spurgte til barnet og Kirstine, men uden glæde eller bekymring. Sidst kom så en sms der slog Kirstine ud. Poul ville kun anerkende sønnen, hvis en DNA-test beviste faderskabet. Derudover ville han hjælpe økonomisk indenfor rimelighedens grænser.
Kirstine rystede, da hun læste beskeden. Hun læste den igen, håbede meningen havde ændret sig men ordene stod fast. Kulden og ligegyldigheden i hans ord var ubønhørlig. Hun græd, stille og opgivende. Alle hendes drømme lå knust foran hende.
******************
Kirstine kogte af vrede. Hun for rundt i den lille lejlighed, lagde telefonen fra sig for blot at gribe den igen. Hun var vred på Poul for ikke at adlyde hendes følelsesmæssige tryllenumre, og hun var vred på Alma for de forsikringer, hun fik dengang at Poul aldrig ville lade hende og barnet i stikken. Nu undgik Alma hendes blik og mumlede noget om, at livet ikke altid går som planlagt.
Endnu mere rasede Kirstine over Pouls mor, Hanne. Før havde Hanne taget hende ind med åbne arme, fyldt hende med komplimenter og talt om bryllup. Kirstine voksede af ordene. Hun forestillede sig Hanne som sin allierede, men pludselig var alt vendt om. Hanne havde for længst udset sig en anden lægerens velopdragne datter. Hun kan alt, hun læser flot på universitetet, og hun kan styre et hjem. Nu fik rivalen kærlige smil, og Kirstine var udelukket.
To måneder efter Asgers fødsel flyttede Kirstine hjem fra hospitalet. Og på selv samme dag fandt hun ud af, at Poul havde giftet sig ikke med hende, men med Hannes udvalgte. Beskeden slog ned som lyn, og Kirstine følte jorden forsvinde under sig.
Asger blev hurtigt en byrde for Kirstine. Hun vænnede sig aldrig til moderskabet, de søvnløse nætter, det uendelige ansvar. Hendes drøm om ægteskab og et liv blandt Københavns bedre borgerskab forsvandt. Hun længtes kun efter at gøre et godt parti, helst hurtigt mens hun stadig havde udseendet i behold. Asger tappede hende for energi, tid og kræfter noget hun ikke besad i forvejen.
Så kom Asger i pleje hos sin mormor, Annemette. Annemette sukkede dybt, da hun hørte datterens beslutning, men kunne heller ikke forlade sit barnebarn.
Han har brug for sin mor, hører du? Sin mor! sagde Annemette strengt. Hvem har du født ham for? Mig?
Der var smerte og skuffelse bag de bebrejdende ord. Hun havde investeret alt i Kirstine med håbet om, at hun en dag ville blive lykkelig. Nu måtte hun overvære datteren vende ryggen til det dyrebareste.
Kirstine sad på sofaen med benene trukket op under sig og tastede hurtigt løs på mobilen i sin søgen efter en ny mand. I børneværelset lød Asgers gråd, men hun reagerede slet ikke.
Hold nu op med at beklage dig, skød hun til sin mor uden at kigge op. Når jeg gifter mig, skal jeg nok tage ham med. Lige nu står han bare i vejen.
Annemette blev stående i døren til børneværelset og så på sin datter med træthed og sorg. Hun havde prøvet at nå ind til Kirstine altid forgæves.
Ja, hvem ved hvornår det sker, mumlede hun og gik ind for at tage sig af Asger.
Hun löftede ham trøstende op, nynnede svagt, satte sig og ammede ham. Kun dér føltes livet stadig lidt varmt for Annemette.
Fire måneder senere iførte Kirstine sig endelig den hvide kjole. Brylluppet var beskedent, og brudgommen, Henrik, var hverken karismatisk eller sjov. Men Kirstine ville bare vise Poul, at hun sagtens kunne klare sig hun lo højlydt, poserede til billeder og holdt om Henrik som for at demonstrere sin sejr.
Men intet ændrede sig for Asger. I det nye hjem var der hverken plads eller lyst til at tage ham ind. Henrik sagde det rent ud: Jeg vil kun have mine egne børn. Kirstine nikkede bare.
**********
Tiden gik, og to år senere var Kirstines liv fuldt optaget af hendes nye barn, en pige hun kaldte Alberte. Kirstine elskede at dresse hende op, tage på aktiviteter og snakke stolte-mor-samtaler. Asger blev til en skygge i hukommelsen. Sms’erne til Annemette blev sjældnere, pengeoverførslerne stoppede piger har mere brug for det nu, forklarede hun sig selv.
Annemette sled for at give Asger et godt liv, hun købte tøj og mad for sine små folkepensionskroner. Men en dag var grænsen nået. Nok var nok.
Poul førte en rolig hverdag med sin nye hustru, Tanja, da det bankede på døren en grå eftermiddag. Da han åbnede, stod Annemette dér, rank og beslutsom, med Asger ved hånden.
Poul, begyndte hun roligt. Du må tage ansvar.
Uden omsvøb fortalte hun, at hun ikke længere kunne eller ville klare det. “Det er din søn, dit ansvar. Hans ting bliver bragt senere i dag,” afsluttede hun. Hun bøjede sig ned til drengen.
Asger klyngede sig til hendes nederdel, forstod ikke helt, men mærkede at hele verden pludselig forandrede sig.
Jeg kommer og besøger dig, og du kan komme hjem til mig, sagde Annemette og prøvede med en mild stemme, men det var beslutsomheden, der prægede hendes ord. Opfør dig ordentligt, ikke?
Asger svarede ikke. Tårerne hang stadig i hans øjne, og da Annemette forsigtigt åbnede hans små fingre, hørte hun hans lavmælte hvisken:
Mormor gå ikke
Alt bliver godt, Asger, sagde hun og lukkede døren. Drengen løb grædende efter hende, trommede på døren og råbte:
Mormor! Mormor!
Men hun kom ikke tilbage. Hun forsvandt, og Asger var tilbage i en fremmed lejlighed med en næsten fremmed mand hans far.
Poul stod længe tavs og vidste ikke hvad han skulle gøre. Asger kendte ham næsten ikke og nægtede at lade ham komme nær.
Asger sagde Poul stille og tog et skridt hen mod ham.
Asger pressede sig op ad døren og råbte:
Jeg vil hjem til mormor!
Poul stivnede. Selvom han nu var nødt til at tage ansvar, anede han ikke hvordan.
Dagene sneglede sig af sted. Asger græd og nægtede kontakt spiste ikke og kaldte hver nat på sin mormor. Poul forsøgte med alt: legetøj, bøger, samtaler ingenting hjalp.
Det var Tanja, Pouls kone, der tålmodigt fandt vejen ind til drengen. Hun gjorde sig ikke til, trængte sig ikke på hun var bare til stede. Begyndte så småt at sætte te og småkager frem, læse historier og fortælle sjove eventyr. Først observerede Asger blot, senere begyndte han at svare. En nat med mareridt satte han sig over til Tanja og græd. Hun holdt om ham og sagde stille:
Alt er godt, Asger. Du er tryg her.
Noget smeltede op i ham. Han begyndte at lege, smilede forsigtigt og fandt tryghed i hendes nærvær. Med tiden begyndte Asger også at kalde Poul for far, selvom han stadig spurgte efter mormor. Tanja fandt altid de rigtige ord:
Mormor elsker dig, Asger. Hun bor i dit hjerte. Og vi her elsker dig også.
Lange måneder gik. Drengen begyndte at føle sig hjemme og troede så småt på, at han nu havde en rigtig familie.
**************************
Tyve år senere gik Asger målrettet ned ad Strøget. Han var blevet voksen, elegant, klædt i jakkesæt med portefølje i hånden og mobil i lommen en travl dag var endnu ikke forbi. Han elskede det travle byliv, hvor hvert skridt havde et formål.
Pludselig lød en stemme bag ham:
Asger, min søn!
En kvinde med pjusket hår og slidt tøj kom løbende. Asger stoppede brat. Hendes ansigt var overmalet, stemmen sprød af spænding. Han så koldt og overrasket på hende.
Undskyld, frue, men jeg kender Dem vist ikke? Hvis De har forvildet Dem ud fra den lukkede afdeling, kan jeg hurtigt hjælpe Dem hjem igen! hans tone var iskold.
Hun greb hans ærme og sagde hastigt:
Kan du da ikke kende din egen mor? Og der står din søster min kære pige.
Asger så hen, hvor hun pegede. Lidt længere henne stod en pige, yngre end ham, med kraftig makeup og en cigaret dinglende mellem fingrene.
Dig har jeg aldrig set før, svarede han stift og vendte sig væk.
Kvinden blev forpustet, slap hans ærme men blev stående.
Hvordan kan du være sådan? Jeg har lidt, født dig Du skylder
Jeg skylder dig INTET, afbrød Asger og så hende isnende ind i øjnene. Farvel.
Han gik mod sin bil, en hvid Volvo han havde fået til sin attenårs fødselsdag, symbol på et nyt liv og stabilitet, noget han havde opbygget selv og for egne danske kroner.
Han satte sig ind, fandt sin mobil frem. Det ringede Far stod der på displayet.
Ja far, jeg er hjemme om lidt, sagde han roligt. Blev bare lidt forsinket af… en misforståelse.
I røret lød faderens rolige stemme:
Er alt okay, du lyder lidt anspændt?
Jeg har det fint, sagde Asger og drejede nøglen, mens Strøgets larm forsvandt bag ham. Noget mærkeligt, men det betyder intet. Jeg er hjemme om en halv time.
Han lagde mobilen fra sig, lod blikket falde i bakspejlet mod det fortidens ekko, han nu lod blive på den anden side af ruden. Asger så fremad.
Fremtiden ventede.
