Rigmor ankommer til eksamensgildet. Det er tredive år siden hun gik ud af skolen, men hun beslutter sig for at møde op for at hilse på sin elskede lærer, Fru Møller. Stemningen er rørende. Drengene fra den parallelle klassesal dukker også op, og Rigmor får et chok, da hun ser Viggo! Det hemmelige skolekærlighedsflirt, hun husker fra ungdommen, står nu foran hende en høj mand med et let gråt skæg og en pæn lille skægstubbe. Han ligner kun lidt drengen, der engang lavede ballade i skolegården. Lokalet er larmende. Efter de første hilsner står alle i grupper og snakker. Rigmor sætter sig ned i overraskelse, da hun ser, hvem der går hen imod hende.
Rigmor har altid betragtet sig selv som den mindst iøjnefaldende pige i klassen i hvert fald så mente hun selv. Hun stirrer misundeligt på de lyse, blåøjede klassekammerater.
Mor, du vil blomstre endnu, siger hendes mor trøstende. Jeg blev først rigtig dame sent i livet, kun omkring seksten år gammel. Så skynd dig ikke; du vil stadig fange drengenes hjerter. Du er stadig ung.
Mor, jeg skynder mig slet ikke, mumler Rigmor og lukker øjnene, men de grønne øjne afslører hende.
Rigmor kigger sig selv i spejlet med en tung suk. Hun har længe haft et knæk for drengen fra den parallelle klasse Viggo. Han er sportlig, høj og munter, men hans dristighed i lege og ballade nærmer sig hurtigt uforsigtigt.
Når hun ser drengene spille basketball i idrætstimen, følger hun Viggo intenst. Hans energi smitter af på hele holdet, så de altid vinder. Selvom han havde været mindre attraktiv, ville han stadig have fanget Rigmors interesse; hans strålende udstråling giver hende ingen chance for venskab med sådan en leder.
Omkring ham samler venner og veninder sig, så man knap kan trænge igennem. Han er aldrig alene altid omgivet af både drenge og piger. Selv de sjældne møder i gangene i pauserne er en glæde for Rigmor. Men usikkerheden i sig selv vender stadig tilbage. Når hun står ved siden af Viggo, ser hun ham, men vender straks blikket bort.
Ingen har nogensinde fortalt Rigmor om hendes barndomskærlighed, men hun føler, at hele verden ser og ved om den, og hun rødmer ved tanken om, at klassekammeraterne eller, værre, Viggo selv, vil gøre grin med hende. Derfor beslutter hun at glemme den smukke dreng, ignorere ham og lade som om han ikke eksisterer. I starten lykkes det dårligt, men viljestyrken får hende til at falde til ro, og hun begynder endda at være stolt af sig selv.
Det vigtigste er at holde afstand, hvisker hun til sig selv. Når hun ser ham i skolegangen, vender hun sig væk eller forsøger hurtigt at snige forbi, gemt bag andre børn.
To år går. Rigmor klarer sig godt i skolen, vokser op og mister sin generthed; moderens spådom går i opfyldelse hun bliver en slank, yndefuld ung kvinde på et år. Efter 8. klasse skifter hun til en teknisk skole. Hun får kun sporadisk besked om Viggos skæbne fra den sjældne kontakt med sin tidligere klasselærer, Fru Møller, som bor på samme gade som Rigmor.
Rigmor deltager ikke i de mange skoleaftener, for klassen fra hendes tid har aldrig været særlig sammentømret, og hun har ingen skolevenner. Kun én gang, da de samles for at fejre jubilæet for Fru Møller, beslutter hun sig for også at møde op for at hilse på den elskede lærer. Det er nu tredive år siden klassens afsked fra skolen.
Mødet er følelsesladet, for mange har ikke set hinanden siden skolebænken. Drengene fra den parallelle klassesal dukker op, og Rigmor får et chok, da hun ser Viggo igen en høj, velklædt mand med let grå hår og en pæn skægstubbe. Han minder kun lidt om drengen, der engang var en lille ballademager, men hans øjne er de samme livlige med et glimt.
Auliet er fyldt med larm. Efter de hilsner, der er rettet mod Fru Møller, samler folk sig i grupper, snakker, omfavner hinanden. Rigmor sætter sig ned i overraskelse, da hun ser, hvem der kommer hen imod hende. Det er ham! Viggo går direkte over på hende, smiler bredt og siger:
Så er du mit hemmelige skolekærlighed Rigmor
Han kysser hendes hånd, som om der ikke er gået årtier. Rigmor bliver rød i ansigtet.
Kærlighed? Jeg? spørger hun forbløffet. Hvorfor hører jeg først om det nu?
De ler begge. Naturens gang har gjort, at de begge har familier, børn også Viggo og Rigmor.
Viggo fortæller om sit arbejde, sin familie og sin søn.
Jeg har også en søn, svarer Rigmor og nikker som i en drøm. Ligesom jeg altid har ønsket.
Hun sukker og ser på Viggo, før hun pludselig spørger:
Men sig mig hvorfor? Hvorfor kunne du lide mig? Jeg var stille, beskeden og ikke særlig smuk.
Det er netop pointen. Du ville ikke lade dig blive som alle andre. Du gik forbi med hovedet højt hævet Jeg turde ikke engang tænke på at nærme mig dig. Stolt men jeg kunne ikke lade være med at beundre dig. Det er kun et sødt minde fra ungdommen nu.
Jeg kunne også lide dig, men jeg kunne ikke bryde igennem din flok af venner Jeg ville ikke være den første, der gik frem. Det var kun børneforelskelse, indrømmer Rigmor.
Hvem ved tænker Viggo eftertænksomt. Måske gik vi glip af noget i livet.
Måske, griner Rigmor. Måske ses vi igen i en anden livstid.
Jeg vil lede efter dine grønne øjne, hvisker Viggo og smiler melankolsk.
Det er tydeligt, at han er betaget af Rigmor, og hun er virkelig smuk. Pludselig råber nogen:
Mor! Vi er kommet med far, som du bad om
En ung mand skubber sig frem gennem mængden.
Mød ham, det er min søn, siger Rigmor.
Hun smiler.
Viggo, siger hendes søn, mens han energisk rækker hånden ud.
Viggo Jensen, svarer han og rækker ud med en bred hånd.
Viggo ser på Rigmor med en blanding af forbløffelse, ømhed og forvirring. Rigmor vinker farvel og går mod udgangen. Ved skolens porte indhenter Viggo hende.
Lyt, Rigmor han ser på hende med fugtige øjne. Tak dig
Tak for hvad? spørger Rigmor overrasket.
For sønnen. En anden Viggo vokser. Tak for mindet
Rigmor nikker, går hen til bilen og sætter sig på bagsædet. Hendes mand spørger:
Hvordan gik det?
Godt, svarer hun. Mange kom. Det var rart at se folk igen, men også lidt vemodigt. Tiden ændrer os Jeg er glad for Fru Møller. En skøn lærer. Må Gud give hende mange år med sunde elever.
