Marin var ved at smutte i seng, da der pludselig kom et bank på døren. Hun greb hurtigt sin morgenkåbe på, gik ud og åbnede. Hendes mand, Steen, fulgte efter. På trappen stod naboens dreng, Nikolaj.
Far Steen, kom ind, vi har brug for dig, sagde drengen med en lidt alvorlig stemme. Min mor vil tale med dig.
Steen trak sin jakke på og gik mod Nikolajs hus. På vejen mumlede han for sig selv:
Hvad vil den gamle Karen egentlig have af mig?
Han trådte ind i stuen, trak en stol ud og satte sig på kanten af sengen, hvor den syge kvinde lå.
Der er ikke lang tid tilbage, Steen, sagde Karen stille. Jeg vil lige fortælle dig en hemmelighed, før jeg går bort
Steen så på hende med et forvirret blik, som om han lige var blevet kastet i en kold fiskehal.
Steen var kendt i hele byen som en solid fyr fra ung alder, men han havde kun én eneste kærlighed i livet sin hustru, Marin.
Han havde elsket hende siden de første skoleår, så langt tilbage han kunne huske, og kærligheden var kun vokset.
De levede i fred og ro, opdraged tre børn sønnen Mikkel, den lille dreng Jens og den yngste datter, Freja, som kun var tre år gammel.
Steen var en mand med et godt hjerte og hænder, der kunne reparere næsten alt. I deres kvarter kunne man ikke finde en bedre håndværker.
Han arbejdede hårdt, for en stor familie kræver en stor indkomst, og man skulle have råd til at klæde drengene på, forkæle sin kone og holde husstanden i stand.
Når der kom nye varer i den lokale købmandsbutik pæne kjoler eller farverige tørklæder gik han altid ind og købte dem. Nogle gange medbragte han også parfume fra Kolding til en god pris på få hundrede kroner.
Om aftenen, når Marin sad foran spejlet i sin hvide skjorte, børstede hun håret ud og flettede det til en lang fletning. Steen kunne ikke lade være med at blive betaget af den synlige skønhed.
Han lå på sengen med hænderne bag hovedet, så på hende i lamplampenes varme lys og følte en stille glæde boble i brystet.
Hvordan formåede hun at holde styr på alt? Huset skinnede, morgenmaden, frokosten og aftensmaden var altid klar, og haven stod i perfekt orden.
Det var selvfølgelig Steen, der tog sig af den hårde fysiske arbejde. Drengene hjalp til, men hvad far sagde, gik de efter.
Han elskede sine børn. Han skænkede dem ikke for meget, men han lærte dem at holde orden og at respektere deres mor.
Freja var stadig meget lille, kun tre år, men hun lignede sin mor, med de blå øjne og det lyse hår. Hun blev aldrig skuffet, for hun sad altid på Steens skuldre, uanset hvor de gik. Ingen turte at såre hende i huset.
Deres familie var som en lille oase i landsbyen; ingen drama eller store skænderier, kun fred og harmoni.
Men en dag kom en konflikt mellem den yngste, Jens, og naboens dreng, Nikolaj, som var lidt af en ballademager. De kom op at slås, og det endte i et stort slagsmål.
Marin græd og lagde kolde kompresser på Jens pande.
Senere stod Steen på naboens gård, hvor Nikolaj sad på en lav trappe, tydeligt såret af både sin mor og sine egne tanker.
Da Nikolaj så Steen, vendte han hovedet væk. Hans blik var trist, og noget i Steens hjerte vaklede var det medfølelse eller vrede over drengens smerte?
Nikolaj havde kun sin mor, Mette, som opdragede ham alene, mens Jens havde både far og en stedfar.
Steen satte sig ved siden af ham og sagde:
Du kigger så alvorligt, gut. Ved du, hvad du har gjort?
Nikolaj gav kun et tøvende nik.
Så skal du svare for det.
Stilheden lagde sig som et tæppe over gården, og Steens medlidenhed vendte sig igen til vrede.
Nikolaj, lad være med at blande dig i mine børn. Forstået?
Nikolaj nikkede, og Steen klappede ham på skulderen, før han gik tilbage mod huset.
På vejen så han sin egen mor, Maren, kigge ud gennem gardinet.
Han gik ikke direkte hjem; hans fødder førte ham ud i skoven, hvor minderne flød frem som en gammel vinternat.
De var alle omkring atten år gamle: han, Maren og Marin. De havde lige afsluttet gymnasiet, og i deres landsby var der blevet arrangeret en fælles afslutningsfest for to skoler deres egen og nabobyens. Diplomerne blev uddelt, og den store bord var dækket med sodavand, kage og musik, som fik alle til at danse.
Alle var pyntede og smukke, men ingen var så strålende som Marin. Hendes hvide kjole med blonder var som et stykke sne, og hendes fletning nåede ned til taljen. Hendes kinder var røde af stolthed hun var klassens toppræstation!
Den aften besluttede Steen at tilstå, at han allerede i femte klasse havde forelsket sig i hende og stadig elskede hende. Han frygtede, at hans militærtjeneste ville gå i vejen, så han holdt sine følelser skjult.
Men så dukkede en anden op: skoleinspektørens søn, Viggo, som havde haft øje på Marin i lang tid. Han kunne ikke slippe hende af hænde hele aftenen, og hun dansede og lo med ham. Steen vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Han stod alene i hjørnet, men så kom hans veninde, Lise, forbi, tog hans hånd og inviterede ham til at danse.
Han lod hånden væk og gik ud i frikvarteret, mens Lise fulgte efter. De gik en tur langs søen, satte sig på en bænk, og selvom hun prøvede at flirte, tænkte Steen kun på Marin.
I efteråret, lige før han skulle afsted på tjeneste, hørte han rygter om, at Marin skulle gifte sig med Viggo.
Steen græd bitre tårer, mens Marin ikke engang dukkede op ved afskedsgudstjenesten. Bordet var stort, gæsterne var mange, men kun Maren sad ved siden af ham.
Sent om aftenen, mens hele landsbyen sang og dansede, trak en venlig mand, som vi kalder Jens, ham til side og sagde, at han måtte blive. Steen huskede knapt, hvad der skete derefter.
Han gik hjem i de tidlige morgentimer, med blikket ned på sine forældre, og faldt i søvn på sofaen.
Han skrev kun sjældent breve fra tjenesten, og de gik kun til sine forældre, som fortalte, at Marin var blevet gift, mens Maren var flyttet til byen for at studere.
Ungdommen gik sin vej. Steen sagde farvel til Marin for altid.
Han vendte tilbage til landsbyen som en ældre mand med kort hår, der mindedes den tid, hvor han havde stået på hjørnet og set børn lege i gaden. Marin havde fået en lille dreng, Mikkel, og en anden var på vej.
Hvordan har du det, Marin? spurgte han med en rystende stemme.
Godt, der er ikke så meget at klage over, svarede hun.
Fra sine forældre hørte han, at Viggo var gået i dårlig økonomi, var fyret som skoleleder og nu kun arbejdede som almindelig lærer. De levede modest.
Da deres son Jens blev født, gik hans mand ud på en fisketur og forsvandt aldrig igen. Ingen fandt ham.
Den sørgende enke, Maren, blev tilbage med sine to børn. Steen friede hende senere, tog hende ind i sit hjem med sine to børn, og sammen byggede de et lille hus med hjælp fra landsbyens borgere, som skød materialerne og byggede grunden.
Steen var god til at hamre og boremaskine, så han kunne hjælpe med den sidste stenvæg.
Da de flyttede ind i det nye hus, duftede det af træspåner og ny malet maling. Familien slog sig langsomt ned, drengene voksede op og begyndte at hjælpe på gården.
Maren fortalte Steen, at hun havde giftet sig i byen, havde en søn, og kom nu for og besøge familien i ny og næ.
Det gik kun en måned, før hun vendte helt tilbage til landsbyen. Søns alder var lidt ældre end Mikkels, men ægteskabet med hendes mand gik i stykker.
Hun gik rundt i landsbyen som en sørgmodig skygge, indtil helbredet svigtede hende. Hun døde stille, uden store sorg.
Steen giftede sig med Maren, tog sine to børn med ind i sit liv, og deres lille hus blev fyldt med latter og larm.
Nu var drengene vokset, men de skændtes ofte. Steen talte ikke med Maren; hun var såret, men han forstod aldrig hvorfor.
Vinteren kom med hård sne, men drengene holdt op med at slås og gik hver sin vej. Nikolajs søn, Morten, blev også mere eftertænksom.
Efter en tid gik Maren helt ud af deres liv.
En sen aften, da Marin var ved at gå i seng, hørte hun pludselig en knirken fra lågen, og en bank på døren.
Hun greb sin morgenkåbe og gik ud for at åbne. Steen fulgte efter.
På trappen stod Nikolaj.
Far Steen, kom ind. Min mor vil tale med dig, sagde han med en rolig stemme.
Marin inviterede ham indenfor. Steen tog sin jakke på og gik ind til Maren.
Hvad vil hun egentlig have af mig? mumlede han på vej ind.
Maren lå halvt siddende på en bunke puder, tynd og svag. Steen trak en stol ud, satte sig ved siden af hende.
Der er ikke meget tid, Steen, sagde hun langsomt. Jeg vil fortælle dig en hemmelighed, før jeg går bort
Steen så forbløffet på hende, uden at forstå.
Jeg beder dig om én ting, fortsatte Maren. Lad ikke Nikolaj blive alene. Husk den nat, efter din afrejse? Din bror vidste, at jeg var gravid og tog mig som sin egen. Det er derfor, vi aldrig blev slægt.
Samtalen sluttede med tårer, men også med en tung følelse i Steens bryst.
Han gik hjem, forvirret og med en bitter smag i munden, mens han tænkte på hele sit liv, der nu syntes som en tåget nat.
Snart blev Maren lagt i graven af hele landsbyen, og efter begravelsen tog Steen Nikolaj i hånden og førte ham hjem.
Nikolaj skal bo hos os, erklærede han, mens Marin satte sig på sin lille stol med hænderne knyttet over brystet.
Han sagde ikke mere kun at Maren havde bedt ham om at holde ham væk fra børnehaven. Så gik de videre som en stor, hyggelig familie.
Tre brødre sørgede for Freja, far arbejdede, Marin holdt styr på husholdningen, og drengene hjalp efter skole med alt husligt arbejde.
Steen accepterede, at hans søn lignede ham selv, hvis man så nærmere på.
Der var ingen inspektioner eller bureaukratisk snak, og det behøvedes ham ikke.
Han ville aldrig forlade en dreng, uanset om den var hans egen eller en andens.
