Kirsten giftede sig som 24årig. Hans kone, Tilde, var 22. Hun var den eneste og sidste barn af professoren Jens og læreren Astrid. Snart kom to små drenge de var altid på farten og lidt senere en lille datter.
Svigerhusholderen, Kirsten Antonsen, gik på pension og kastede sig over børnebørnene. Forholdet mellem Kirsten og hans svigermor var underligt; han kaldte hende kun med fornavn og patronymikon: Kirsten Antonsen, og hun svarede med en kold, formel De, mens hun altid brugte hans fulde navn. De skændtes ikke, men i hendes nærvær følte Kirsten en kølig distance. Alligevel måtte han anerkende, at hun aldrig så ham som en fjende hun talte med ham høfligt og holdt sig neutral i hans ægteskab.
For en måned siden gik firmaet, hvor han arbejdede som økonom, konkurs, og han blev fyret. Over middagen sagde Tilde:
Vi klarer ikke både din og min pensionsopsparing på min løn, Kirsten. Find et arbejde.
Det er let at sige find et arbejde! I tredive dage gik han fra dør til dør uden held.
I frustration sparkede han en dåse øl, der lå på gulvet. Heldigvis holdt Kirsten munden lukket, men hendes blik lå som en skarp pil på ham.
Før brylluppet havde han ved et tilfælde hørt en samtale mellem mor og datter:
Tilde, er du sikker på, at han er den, du vil tilbringe resten af livet med?
Mor, selvfølgelig!
Jeg tror du ikke forstår ansvaret. Din far ville have set dig.
Mor, lad være! Vi elsker hinanden, så går det nok.
Vil børnene få alt, hvad de behøver? Kan han forsørge dem?
Ja, det kan han, mor.
Det er ikke for sent at stoppe, tænke over det. Hans familie
Mor, jeg elsker ham!
Åh, så behøver du ikke bide i albuerne!
Det er tid til at bide, mumlede Kirsten med et træt smil. Svigerhusholderen så på ham som om han stod i vandet.
At gå hjem virkede umuligt. Det syntes, at Tilde forega sig at trøste ham: Det går nok, i morgen klarer vi det!, mens hans mor sukkede og så dømt på ham, og børnene spurgte med en sarkastisk tone: Far, har du fundet et job? At høre og se det igen var uudholdeligt.
Han gik langs havnefronten, satte sig på en bænk i den lille park, og når mørket faldt, kørte han ud til sommerhuset, hvor familien holdt til fra maj til oktober. I sommerhuset stod et enkelt vindue tændt i Kirstens soveværelse. Lige så stille listede han sig op ad stien. Gardinen fløj, Kirsten sank på en bunke brænde.
Svigerhusholderen kiggede ud:
Hvor er Kirsten så længe? Har du ringet, Tilde?
Ja, mor, men linjen er optaget. Måske har han stadig ikke fundet arbejde og lurer omkring.
Stemmen blev iskold:
Tilde, du må ikke tale sådan om din børns far!
Åh, mor, virkelig? Jeg synes bare, at Kirsten slentrer omkring uden at lede efter noget. Et helt måned har han kun siddet på min nakke!
For første gang på seks år hørte Kirsten sin svigermor smadre et bord med knytnæven og råbe:
Du må ikke tale så om din mand! Hvad lovede du, da du sagde ja? i sygdom og i sorg! at stå ved hans side og støtte ham!
Tilde mumlede en usammenhængende sætning:
Mor, jeg er ked af det. Bare rolig, ja? Jeg er bare træt. Undskyld, kære.
Så gå i seng, sagde Kirsten Antonsen med en træt gestus.
Lyset gik ud. Svigermoren gik frem og tilbage i rummet, skubbede gardinet til side, stirrede ind i mørket og løftede pludselig blikket mod loftet. Med hænderne knækket i kors bad hun:
Herre, den Mest Barmhjertige, beskyt min svigersøn, min datters mand! Lad ham ikke miste troen på sig selv! Giv ham styrke, Gud!
Hun hviskede, korsfæstede sig selv, og tårerne flød som regn på hendes kind.
En brændende kugle voksede i Kirstens bryst. Aldrig havde nogen for hans skyld bøjet hovedet i bøn hverken hans strenge mor, hun som havde viet sit liv til arbejdet i kommunen, eller hans far, som forsvandt, da han kun var fem år gammel. Han var vokset i vuggestue, børnehave, skole og fritidsordning. Da han begyndte på universitetet, fik han straks et job, for hans mor tolererede ingen dovenskab; hun mente, at han burde kunne forsørge sig selv.
Varmen steg, steg højere og højere, fyldte hans indre, og brød ud i ufrivillige, knappe tårer. Han huskede, hvordan svigermoren tidligt stod op for at bage wienerbrød, som han elskede, tilberedte kraftige bouilloner, og hendes hjemmelavede frikadeller og rugbrød var som guld. Hun plejede haven, lavede marmelade, sylte agurker og surkål til vinteren. Hvorfor havde han aldrig vist interesse? Hvorfor havde han aldrig rost hende? De levede blot med Tilde, arbejdede, fik børn og troede, at det var så meget.
Et minde fra en aften, hvor de så et TV-program om Australien, kom tilbage. Kirsten Antonsen sagde, at hun altid havde drømt om at besøge den fjerne kontinent. Kirsten lo og sagde, at det var for varmt, og at ingen i en isklædt dragt ville blive sluppet ind.
Kirsten sad længe under vinduet, holdt sit hoved i hænderne. Om morgenen gik han og Tilde ud på verandaen til morgenmad. Bordet var dækket med wienerbrød, syltetøj, te og mælk. Børnene smilede, øjnene glimtede af glæde. Han løftede blikket og sagde blidt:
Godmorgen, mor!
Svigermoren rystede let på hovedet og svarede:
Godmorgen, Kirsten!
Om to uger fandt han et job, og et år senere sendte han Kirsten Antonsen på en ferie til Australien, trods hendes kraftige modstand.
