Har du husket alt nu?
Tror det tror jeg.
Skal vi lige sætte os ned, inden du tager af sted? Astrid satte sig tungt ned midt på gulvet i entreen, blandt flyttekasserne, og klappede på gulvet ved siden af hende. Kom nu, sådan gør man altså!
Emil dumpede ned ved siden af Astrid, og trak vejret dybt, da hun lagde armen om hans skuldre.
Er du nervøs?
Ja, Astrid! Hvad hvis jeg ikke kan finde hende?
Kom nu, Emil! Det skal nok gå. Bare du holder ud den her uge, så kommer jeg, når jeg er færdig her. Vi skal nok klare det sammen!
Tror du hun helt har glemt mig? Emil gemte ansigtet i hånden, mens Astrid strøg hans kind og prøvede at jage tungsindet væk.
Selvfølgelig ikke! Hun var jo lille, men ikke spæd. Og hun er klog, det ved du. Nu handler det bare om at finde ud af, hvor de har anbragt hende. Så skal mor også nok hjælpe!
Hvad skulle jeg gøre uden jer? I har altid været der for mig. Da min mor var syg og ellers Astrid, jeg kan aldrig gøre det godt igen.
Nu stopper du! Astrid skubbede til ham, så Emil fik en kærlig én bag øret. Ikke for sjov, hun havde jo sort bælte i karate.
Sådan noget vil jeg ikke høre mere! Hvis du begynder at flæbe foran min mor også, så graver hun dig ned og planter roser ovenpå!
Ja, hun ville have ret, grinede Emil og rejste sig.
Han svingede en rygsæk over skulderen og vinkede til Astrid på vej ud.
Jeg ringer, når jeg er fremme.
Du fortæller mig ALT! Hører du? Jeg vil vide det hele!
Da døren smækkede, spænede Astrid ud i køkkenet for at kigge ud. Sneen væltede ned så tæt, at man knap kunne se noget i gården. Hun skimte lige den røde jakke, da Emil fór under buen, der ledte ud til Frederiksberg Allé, og så kastede vinden igen snefnug mod ruden, og Astrid rakte næven op mod himlen:
Kom så væk herfra, Snedronning! Du skræmmer os ikke væk! Vi er ikke sådan at slå ud!
Det var så barnligt og sjovt, at Astrid nød at le i stedet for at tude over, at vennen var taget afsted. Hun kom til at tænke på, hvad de legede som børn.
Kai og Gerda
De havde haft en god barndom. De stod sammen. Og deres bedstemor havde de til fælles ligesom i H.C. Andersens eventyr.
Astrid og Emil var ikke i familie, men deres mødre havde gået i skole sammen, og endte som naboer. Emils mor, Elisabeth, blev forældreløs som barn, men hun slap for at komme på børnehjem. Astrids bedsteforældre tog hende til sig.
Hvor der er én datter, er der også plads til to.
Pigerne var ti. De forstod ikke alt de voksnes bekymringer, men de vidste, at beslutningen havde kostet Astrids forældre noget. De var bare ingeniører ikke velhavende men deres hjem var varmt, og kærlighed var ikke noget, man manglede.
Derfor voksede pigerne op med følelsen af, at det vigtigste i livet var dem, man havde omkring sig. At de skal passes på. Og da de blev ældre, var de heller ikke i tvivl om, hvad de betød for hinanden.
Søstre
Livet skilte dem aldrig for alvor. Da Astrids mor, Nanna, blev gift og flyttede efter sin mand til Varde kaserne, holdt de stadig kontakten. De flyttede rundt, men endte med at flytte hjem, hvor Nannas forældre boede. Selv da Elisabeth valgte forkert og giftede sig med en mand, som ikke forstod at værdsætte hende, var båndet der. Det var ikke altid let. Der var råb, skænderier, og nogle gange blev Elisabeth næsten bange for, hvor vred hendes mand kunne blive. Nogle dage var han rar, kærlig og omsorgsfuld, andre dage det modsatte Til sidst var det utroskab, der satte punktum for ægteskabet. Han rejste, og Elisabeth trak vejret for første gang i årevis hun ville bare have sig selv og sin søn. Det var nok for hende. Hun tog sig af Emil, sin papfar, og ventede på, at Nanna kom tilbage.
Den dag de sås på stationen efter så mange år, de havde kun haft korte besøg, indså de, hvad de havde savnet allermest: tiden sammen. Og som de stod og tudede og lo på skift, så Emil og Astrid på hinanden, dengang syv år gamle, men nu gamle nok til at forstå, deres liv var forbundet.
Bedstemor siger, at du kan lide kartoffelboller, sagde Emil for at bryde tavsheden.
Det elsker jeg!
Jeg kan bedst lide dem med syltetøj.
Kan du bedst lide søde sager? Astrid rodede i lommen og hev et stykke slik op. Her, tag!
Hvad med dig?
Jeg tager halvdelen. Jeg er ikke så vild med sødt.
Venskabet startede med dén halve karamel. De holdt fast så godt, at deres mødre bare rystede på hovedet.
Har de aldrig skændtes? Det er mærkeligt, Lis.
Hvorfor?
Husk, hvordan vi skændtes som børn! Gud, hvor var der drama!
Ja, og så efter få minutter rendte vi igen som de bedste venner vores forældre rystede bare på hovedet.
Hvorfor tror du, Emil og Astrid aldrig skændes?
Måske fordi vores børn har fået det bedste fra os?
Børnene var kolde overfor de voksnes filosoferen. De nød bare hinanden.
Elisabeth havde to job for at give Emil det bedste liv. Derfor passede Nannas mor, Astrids bedstemor, mest Emil. Efter hun blev enke, helligede hun sig børnene og fik så meget kærlighed tilbage, at naboerne var målløse.
Teenagere! Vores egne gider intet høre på os, men de der hilser altid og hjælper til på kolonihaven. Hvordan bærer man sig ad?
Svaret var faktisk enkelt.
Bedstemor forlangte aldrig noget. Hun spurgte bare pænt én gang hvis hun ikke fik hjælp, gik hun i gang selv. Uden brok. Og den tavshed gav sig selv Emil og Astrid vidste, at de blev respekteret, så de gjorde det samme igen. Bedstemor talte aldrig ned til dem.
Hvad glor du efter? Har du dummet dig? Så må du rette op! Godt hoved har du brug det! Og du, lille forsvarer, hvad puster du dig op for? Din ven skal i gang med roserne, for han er i karantæne! Skal du med ud til de andre, eller bliver du og hjælper?
Spørgsmålet var altid lidt unødvendigt. Efter en times tid, når bedstemor var tilfreds med plantearbejdet, fik ballademagerne som regel en lille godbid og frit lejde ud i friheden.
Bare I er hjemme før aftensmaden!
Det var gode tider, hvor alt var muligt.
Men da Emil blev femten, fandt Elisabeth en ny mand.
Du kan lade Emil blive hos os, hvis det er, Nanna hjalp veninden før brylluppet.
Hvad snakker du om? Han er min søn! Selvfølgelig skal han med!
Nanna var stille. Hun kunne bare ikke lide den nye mand. Ja, han var velhavende han virkede venlig. Men hun fangede det skæve glimt i hans øjne, der gjorde hende urolig. Noget føltes forkert Men så snart hun kiggede nærmere på ham, forsvandt det.
Er der noget, du vil spørge om, Nanna? Så smilede han bredt, og så var han en helt anden igen.
Det var alt sammen bare fornemmelser. Intet konkret at sige til veninden, der var blind af lykke.
Brylluppet blev holdt. Elisabeth flyttede til København med mand og søn, og Nanna måtte bare vente på nyt men der blev længere og længere mellem beskederne.
Hun fik ret. Først vendte Emil hjem, fordi han var mere tryg ved at gå i gymnasiet i Aarhus. Elisabeth, der ventede barn igen, protesterede ikke. Det gik dårligt, hun havde ikke kræfter til mere, så hun syntes, Emil skulle bo hos Nanna i en periode.
Selvfølgelig! Han skal være så velkommen, Lis! Det undrede Nanna, men hun sagde ikke mere.
Elisabeth tudede, da hun pakkede sønnens ting, men hun kunne stadig ikke sige højt, at hun havde valgt forkert igen. Hun sagde til sig selv: Klag ikke! Du har alt, hvad du skal bruge! Hus, penge, mand Men hun havde mistet sønnen og nu ventede hun en datter
Pigen, lille og svag, blev født for tidligt en vinter under hårde forhold. Frost og ensomhed udenfor var ingenting imod koldheden i Elisabeths sind.
Det, der skete kort før fødslen, var noget, hun ikke talte om ikke engang til sig selv. Svarene var korte, hvis nogen spurgte til blå mærkerne:
Jeg faldt. Fik det dårligt.
Blå mærkerne forsvandt; datteren voksede. Manden var ligeglad, trådte lidt varsomt for en stund men truede alligevel Elisabeth: Hvis du bare tænker på at flygte, så
Men hun kæmpede kun for datteren, sin lille Snehvide.
Hold ud, min lille snefnug, bare hold ud
Da pigen blev tre, var hun sund og rask, men Elisabeth levede i et mareridt. Men hun sagde ikke noget, heller ikke til Nanna, der på det tidspunkt selv havde mistet sin mor og forsøgte at lære Astrid og Emil at være voksne, selvom de stadig var børn indeni.
Først da pigen var fem, begyndte Elisabeth at planlægge sin flugt. Hun mødtes med Nanna i smug en aften, første gang de havde snakket rigtigt i årevis.
Hvordan kan jeg hjælpe, Lis? Nanna rystede i hele kroppen, mens Elisabeth forklarede, hvad hun havde været udsat for.
Kom ikke. Så lukker han mig aldrig ud. Jeg har en plan vent og hør fra mig! Giv Emil besked om, at jeg gør alt for, at vi kan være sammen. Nanna jeg er så bange
Bare sig mig, hvor og hvornår jeg skal nok hjælpe! Jeg er sgu advokat!
Nej! sagde Elisabeth og lagde på.
Ventetiden var forfærdelig. Tre måneder gik uden et ord. Så kom der to beskeder på én gang: Hun var flygtet. Og hun var blevet ramt af sygdom.
Nanna, du må komme jeg klarer det ikke alene Sig ikke noget til Emil! Han skal læse i fred. Jeg Senere
Næsten et år blev Nanna. Hjælpe, lindre, støtte Elisabeth og hendes datter, forsøge at kæmpe hende på benene.
Det lykkedes ikke.
Hun gik bort en rå januar morgen. Nanna holdt hendes hånd, lagde sig ind til hende, da hun vågnede og spurgte:
Tror du, der er noget på den anden side?
Nanna tænkte sig altid om. De løj aldrig for hinanden. De kunne undlade detaljer men aldrig lyve.
Jeg ved det ikke Jeg tror, der er. Ligesom dengang børnene ikke kunne gå over det høje dørtrin i sommerhuset alt virkede uoverskueligt. Men i sidste ende er hele livet vel bare én lang tur frem mod det trin, og så venter der noget derovre. Vi vokser og kæmper. Og til sidst træder vi bare på den anden side.
Men hvad så? Hvad er der?
Det ved jeg ikke Men jeg tror, du ikke skal være bange. Alt det værste har du prøvet her.
Du har nok ret
Hvorfor dufter her af klementiner?
Vil du have en? Nanna for op, overrasket over Elisabeth pludselig ønskede noget. Jeg henter en!
Hun kom tilbage med en klementin, og mens hun pillede den, trillede tårerne ned af kinderne.
Lad være med at græde, Nanna. Det skal nok gå! Lov mig, at du passer på mine børn! Emil især! Snehvide er stadig lille Jeg har givet ham så lidt Lov mig det!
Selvfølgelig, Lis. Det behøver du ikke engang sige.
Nu er alt, som det skal være Tak med besvær fik hun gumlet et klementinstykke og smilede svagt. Det smager godt
Den halvskrællede klementin landede på gulvet, og Nanna holdt sig for munden, så datteren ikke skulle vågne.
Elisabeth havde taget skridtet over dørtrinnet.
Næste morgen, da Emil kom hjem fra eksamen, omfavnede han Nanna.
Tak
Åh, min dreng. Det hele er bare Irma (søsteren) vågner om lidt vil du ikke blive hos hende?
Selvfølgelig
Praktiske gøremål fyldte hele dagen for Nanna. Da hun endelig kom hjem, blev hun slået af stilheden i lejligheden.
Børn? Emil? Hvor er I?
Hun fandt Emil livløs på køkkengulvet. Et kort øjeblik troede hun det værste, men han trak vejret. Ambulance blev tilkaldt, og hun så først senere papirlappen på bordet: Irma skal ikke findes!
Af såvel skrift som kontekst var der ingen tvivl om, hvem der havde skrevet det. Astrid og de andre gik straks i gang: anmeldelser, henvendelser alt blev sat i værk, men pigen var som sunket i jorden. Hendes far havde solgt alt og var forsvundet. Først efter stort detektivarbejde lykkedes det Nanna at finde ud af, hvor de nu boede.
Men hun kunne ikke gøre så meget for faren havde stadig forældreretten. Nanna kunne kun samle brudstykker sammen om, hvordan Irma havde det. Faren ville ikke høre tale om kontakt med familien.
For overfaldet på Emil fik han en betinget dom. Og så blev kontakten med søskende helt afbrudt.
Emil vidste stort set intet om Irma i to år og derfor var det også først længe efter, at han fandt ud af, at Irma var kommet på børnehjem. Hendes far var kørt galt og døde, og pigen blev fundet efter tre dage alene, da barnepigen bare var gået, da hendes arbejdstid var ovre, og faren ikke svarede på beskeder. Heldigvis kunne Irma lave lidt mad selv, men da varmen gik i huset midt i vinterkulden, måtte hun gå ud og bede naboerne om hjælp. Det var dem, der ringede til politiet.
Søskende havde forskellige efternavne og derfor gik der længe, før Emil blev fundet. Faktisk blev han slet ikke rigtig eftersøgt.
Mens Irma tudede over sine fletninger, der blev klippet af hende på børnehjemmet, ræsede Emil rundt i Odense, hvor stedfaren havde boet, og spurgte sig frem.
Han var rædselsslagen. At komme for sent, at søsteren ikke ville kende ham mere Men så kom Astrid, og så Nanna med sin mand, og så blev der sat gang i sagerne for alvor. Irma blev fundet, og hurtigere end ventet fik Emil forældremyndigheden. Det hjalp, at Nanna havde sørget for alt papirarbejde, og at der ikke var nogen spørgsmål til omstændighederne. I den nye rummelige lejlighed, som Nanna havde købt til Emil lige i hendes egen ejendom, var der gjort plads til barnet. Den gamle lejlighed, hvor Elisabeth boede, blev solgt hurtigt og billigt, men til gengæld var den nye perfekt og velkøbt.
Imod alle Emils plager var Irma ikke længe om at genkende ham. Hun kastede sig om hans hals og nægtede at slippe. Sådan gik han ud til bilen, med lillesøsteren som en abekat på ryggen, Nanna græd af lettelse og Astrid, halvt grinende, halvt tudende, forsøgte at få jakken på dem.
I bliver forkølede!
Selvfølgelig blev ingen forkølet, selvom sneen væltede ned, som for at dække alt det dårlige, der var sket, og give plads til håb om noget helt nyt. I bilen børstede Emil snefnug af lillesøsterens hår, pakkede hende ind og hun spurgte, med snottet næse mod hans kind:
Er vi sammen nu, for altid?
Ja!
Lover du?
Har jeg nogensinde løjet for dig? Du skal ikke græde, lille snefnug. Ingen får dig heller ikke Snedronningen! Emil krammede hende tæt og kiggede over på Astrid.
Hun smilede, fandt sig i det paniske blik:
Det skal du ikke tvivle på! Du klarer det, Emil og vi er med dig hele vejen. Ikke også, mor? Du er ikke alene. Og nu skal du ikke frygte noget mere ikke dig, ikke Irma.
