Min bejler foreslog en gåtur i minus tyve, fordi “det kun er golddiggere, der sidder på café”. Jeg dukkede op i skitøj og uldundertøj
Han hed Mads. På billederne så han ganske almindelig ud, en mand i midten af trediverne, nydelig, uden anstrengte detaljer. I sin profiltekst havde han skrevet lange udredninger om bevidsthed, personlig udvikling og ønsket om at finde en ægte, levende sjæl. Allerede der burde jeg måske have haft mere end én alarmklokke ringende: Erfaringen havde lært mig, at jo mere en mand taler om den rigtige kvinde, desto oftere leder han bare efter en, der ikke stiller krav, og som tilfredser alt uden at ville have noget selv.
Vi skrev lidt frem og tilbage i par dage. Mads var egentlig høflig nok, men der sneg sig tit lidt mærkelige toner ind. Særligt elskede han at brokke sig over, at kvinder i dag ifølge ham kun er ude på penge.
– De vil kun have restauranter, Maldiverne og ny mobil, skrev han. Ingen interesserer sig for sjælen mere. Folk går ikke bare en tur og taler.
Som et høfligt menneske nikkede jeg mentalt, naturligvis og forsøgte forsigtigt at føre samtalen et andet sted hen. Alle har sine ar, tænkte jeg. Måske var det en ekskone, der havde taget både bolig og drømme fra ham hvem ved? Jeg prøver ikke at dømme for hurtigt.
Så foreslog han, at vi skulle mødes. Der var bare lige det, at det var februar. Og ikke bare sådan en mild dansk vinter, men virkelig iskoldt, minus tyve grader, og med bidende vind, så det føltes som minus femogtyve. DMI varslede orange farer, og der blev sendt SMSer fra Beredskabsstyrelsen, der anbefalede, at man kun gik ud, hvis det var absolut nødvendigt.
– Skal vi ikke mødes i Kongens Have? skrev han så. Vi kunne gå en tur, få lidt frisk luft og lære hinanden at kende uden al staffagen.
– Mads, svarede jeg, det er minus tyve udenfor, vi bliver isfigurer på ti minutter. Vi kunne tage en kop kaffe på en café i stedet?
Han svarede straks.
– Jeg går ikke på café. Det er kun golddiggere, der sidder der og venter på at blive fodret, og jeg leder efter en livsledsager der vil følge mig, uanset hvad det kræver. Hvis du absolut vil have, jeg bruger to hundrede kroner på dig, så går det altså ikke for mig.
Nysgerrigheden vandt. Jeg måtte se denne idealist i levende live ham, for hvem en kop filterkaffe åbenbart var et symbol på pengeafhængighed.
– Fint, skrev jeg. Kongens Have kl. 19, ved hovedindgangen.
Forberedelserne tog sin tid. Jeg fandt alt mit uldundertøj frem, en tyk sweater, og til sidst skitøjet. Store vinterstøvler med uldsokker, og en dobbeltsidet hue. Mit spejlbillede lignede mest én på vej til polarekspedition.
– Nå, Mads, nu må du holde dig til, blinkede jeg til mit spejlbillede og begav mig ud i kulden.
Præcis klokken syv var jeg foran haven. Frosten bed øjeblikkeligt i kinderne det eneste, der ikke var dækket til. Sneen knirkede under støvlerne. Der var helt tomt selv byens golddiggere havde søgt i ly for kulden.
Der stod han. I en tynd, gammel frakke mere egnet til sensommer. Han trippede på stedet, hoppede op og ned, og pustede fortvivlet på sine hænder. Næsen allerede brombærfarvet, og ørerne ildrøde.
Jeg gik hen til ham.
– Hej, sagde jeg, med stemmen dæmpet af halstørklædet.
Han målte mig det var tydeligt, at han havde ventet en spinkel alfepige, der ville stå og skælve smukt i vinden og give ham en følelse af at være beskytter. I stedet stod en, der lignede en grønlandsekspedition foran ham.
– Øh, hej, klaprede han. Du du har da forberedt dig grundigt.
– Du sagde jo selv: i ild og i frost. Jeg tænkte, vi starter med frost! Skal vi tage den gåtur og få noget frisk luft?
Vi gik ud på stierne. Den gåtur var hurtigt oppe blandt mine mærkeligste dates.
– Hvad synes du om vejret? spurgte jeg let.
– Det frisker op, sagde han. Hans ansigt var næsten stivnet, kun læberne bevægede sig værre endnu, de var begyndt at blive blå. – Jeg elsker vinter, det tester folk, sagde han.
– Det er jeg enig i, svarede jeg. For resten, hvorfor er kaffe et tegn på, at kvinder er købt?
Han så næsten pinligt berørt ud. Det var tydeligt, det gjorde ondt at tale frosten sved i halsen men hans grundsætninger krævede ofre.
– Fordi forhold skal bygges på interesse for hinanden, og ikke for pengepungen. Hvis en pige ikke bare kan gå en tur, men straks skal have noget ud af det, så er det forkert, sagde han, stemmen skælvede.
– Hvad nu, hvis hun bare ikke har lyst til lungebetændelse? spurgte jeg og hev hætten godt op.
– Det er undskyldninger, snerrede han, mens han snøftede. Vil man, så kan man man kan bare klæde sig varmt på.
– Det har jeg så også gjort, sagde jeg og åbnede armene for at vise lag på lag. – Du derimod Det ser ud som om, du fryser?
– Jeg har det fint! bed han fra sig, selvom han rystede så meget, det ikke var til at overse.
Ti minutter senere nåede vi til pladsen i den anden ende af haven. Her stod en lukket kaffevogn. Mads så på den med den sørgmodighed, man ellers kun ser i gamle, nordiske sagn.
– Skal vi ikke gå tilbage? foreslog han. – Det blæser op.
– Hvad mener du! sagde jeg kvikt. – Vi er lige begyndt. Du ville jo lære min sjæl at kende. Lad os tale litteratur. Kan du lide Jack London? Hans novelle Tænde et bål handler om en mand, der døde i kulden ved at undervurdere vejret.
Det blik han sendte mig, var alt andet end åndeligt søgende.
– Puha, jeg er nødt til at smutte, sagde han pludselig. – Jeg har ja, vigtige ting, der lige kom i tanke om!
– Hvilke ting? Vi havde jo aftalt at ses i aften.
– Arbejde. Jeg glemte, jeg skulle sende en rapport!
– Fredag aften klokken otte?
– Ja! udbrød han, næsten råbende.
Han vendte på hælen og nærmest løb ud til vejen. Jeg fulgte stille og roligt efter og nød lidt, at min overlever kun havde holdt femten minutter.
Ved Nørreport sagde han ikke engang farvel; han styrtede bare ned i varmen fra metroen. Jeg håber, han ikke kun tøede fingrene op dernede, men måske også sine holdninger. Men det tvivler jeg på.
Jeg selv vendte hjem, lavede en stor kop varm te og slettede samtalen med Mads. Jeg fortrød ikke tiden. De femten minutter var en vidunderlig kur mod dårlig samvittighed og en påmindelse om, at omsorg for sig selv ikke gør en kvinde til en golddigger.
