2. marts
Josefine! Vent lige! Må jeg tale med dig? Ved siden af en skinnende, ny Audi på personalets parkeringsplads stod en kvinde, der duftede af dyre parfumer og havde sådan et velplejet look, som man kun ser i magasiner. Silkeagtigt hår, perfekte negle, tindrende ansigt, lækker, kort lammeskindsjakke, stramtsiddende bukser og under dem sølvglitrende støvler. Jeg, Josefine Nielsen, klemte min slidte lærredspose lidt tættere ind til mig og prøvede at skjule mit H&M-frakke bag det farverige flamingomønster på posen. Pludselig følte jeg mig klodset mit gamle, lidt gråmelerede tøj, de massive briller, og min evige cykelkurv signalerede ikke ligefrem overskud.
Mig? Jeg trak mig lidt væk fra skolens parkeringsplads ind i mørket mellem to gadelygter. Hvad ønsker du?
Dig. Hvilken bil kører du i? Hun kastede et blik rundt. På pladsen stod kun en gammel Citroën, som idrætslæreren kørte i, og en gammel Suzuki, der havde stået her i årevis uden jeg anede hvem der ejede den. Rektors MINI Cooper var forlængst kørt til Hellerup, hvor fru Bak, skolens leder, havde sin villa bag højt murstenshegn.
Jeg har ingen bil. Jeg tager metroen. Men mit arbejdsdag er forbi, jeg er på vej hjem, jeg forsøgte høfligt at afslutte samtalen, selvom jeg straks genkendte hende. Camilla Bækgaard. Ikke længere helt ung, lidt bredere hofter end før, men stadig med den arrogante stemme og alt for sikre facon fra gymnasiet. Den slags type, hvor alt altid glider for let du kender hende sikkert.
Jamen Josephine, slap nu af! Sagde Camilla og kom tættere på. Jeg vidste det var dig du lavede den dér grimasse. Seriøst, har jeg trådt dig over tæerne? Kom nu. Det er mange år siden! I dag taler jeg til dig som lærer, ikke som gammel klassekammerat. Du underviser jo min lille Vigga i dansk, ikke?
Hvem siger du? Jeg fryser, det er marts-råkulde, og mine fingre begynder at dovne. Jeg vil bare hjem i varmen, drikke te, nusse med katten Frode, og høre min datter Sofie fortælle om børnehaven, hvis da ikke jeg allerede er for sent på den igen.
Undskyld, jeg skal afhente min datter i børnehaven. Kom selv på torsdag, hvis det haster. Jeg var klar til at skynde mig bort, men Camilla var ikke typen, der lod sig afvise.
Slap nu af, jeg bider ikke. Kom nu, jeg kører dig og vi kan tale undervejs. Ellers går jeg da bare ind til rektor, og du kender mig… Hun blinkede hvidtandede smil.
Jeg kendte Camilla og hendes mor: Ulla Bækgaard, den slags dame der kender alle på rådhuset og kan få dørene til at åbne sig, uanset om det er til store gallafester eller fine donationer. Man så hende ofte i lokalnyhederne sammen med kendte, men aldrig i nyheder om skandaler det var for sjæleen, sagde Ulla altid.
Camilla var fulgt i hendes fodspor. Æblet falder ikke langt fra stammen…
Du ser godt ud! sagde jeg, og kunne mærke jeg lød for underdanig. Typisk mig.
Tak. Men dig her går det vist ikke for godt? Nå, hvor skal du hen? Camilla sprang ind i bilen og nikkede til at jeg skulle sidde ved siden af. Eller vil du bagved? Som i gamle dage? Hun smilede sit tandpasta-smil.
Foran er fint. Flot vogn. Hvor længe har du haft kørekort? Jeg satte mig lidt akavet. Jeg havde aldrig haft råd til bil, elskede egentlig at tage bus og tog og bare kigge ud af vinduet, dog helst ikke i myldretiden.
Siden jeg var tyve. Arvede min fars Fiat. Smadrede den ret hurtigt. Hvem begår ikke fejl, ikke? Vi futtede ud fra parkeringen, Camilla svarede rassende alle biler ind og kørte som hun havde stjålet værktøjet. Hun kaldte det aggressiv kørsel “det er for sjælen! grinede hun.
Jeg bøvlede med sikkerhedsselen, roede rundt med min pose.
Hvad roder du med? sagde hun. Pladsen du har lagt dig ud, du spiser sikkert kun rundstykker i kantinen og sådan…
Hvad mener du? mumlede jeg irriteret. Jeg er ikke blevet tykkere, frakken er bare oversize.
Ja, de opfandt vel dét for at dække over, hvad der ikke holder form, vrissede Camilla. Markedet svømmer over med det ragelse. Jeg kender en dygtig fyr, der kan sy noget der klæder dig sådan én der forstår kvinder, som en kirurg forstår en krop! Nå, men, er du ensom?
Jeg blev lidt ramt, vendte mig bort og tænkte på, hvor meget jeg savnede bare at være hjemme, væk fra sådanne samtaler.
Endelig stoppede hendes banale brokkeri, og hun genvandt sit smil og lagde ud om datteren.
Vigga er mit liv, hun er min lille bolle, min mummi-bamse åh, jeg forguder den pige! Hun er jo bare så nuttet! Men, ja, hun hedder selvfølgelig Vigga Mikkelsen, for hendes far var Jon Mikkelsen du kender sikkert Jon?
Gl. minder pressede sig på. Jeg så straks os allesammen efter gymnasiet Camilla, Jon, pigerne i bilen, muskelsmerter af latter, og så mig, der så til fra bænken og alligevel blev hævet ind
Jeg bryder ikke ind med historien, men Camilla fortsatte, kun med halvt øre til mine svar. Nå, men du gør det altså svært for Vigga. Hun får dårlige karakterer i dansk, og vi skal altså bruge et flot eksamensbevis. Jeg regner med at hun skal ind på CBS! grinede Camilla. Jeg lavede selv den slags, og så brugte jeg aldrig min uddannelse til noget bagefter. Åbnede egen skønhedssalon på Østerbrogade, vil du have rabatkupon?
Nej tak. Vigga skriver jo som vinden blæser, ikke som man burde i 9. klasse, sukkede jeg.
Overraskende, så forskellige ens liv kan blive. Jeg kæmpede for hvert 12-tal, tog på litteraturseminar, ville være journalist men endte som lærer. Ikke hurtig nok til at overleve i medierne, ikke barsk nok. Penge har jeg da stadig ikke mange af, for ikke at tale om klasse. Mens Camilla så meget in the game. Firma, Audi, Chanel. Og hvor meget hjælper det?
Jeg rettede på mit hår, fandt labelloen i lommen og smurte læberne, selvom det næppe gjorde nogen forskel.
Josefine, lad nu være jeg siger det bare, hvis du modarbejder Vigga, så tager jeg fat i skolen. Du har ingen at holde fast i, har du? Man skal vel kæmpe for dem man har.
Hun droppede mig af på Enghavevej, sprøjtede mig til med regnvand og susede væk uden et blik. Sådan var hun altid sparkede til folk, hvis det ikke gik hendes vej.
Jeg gik gennem regn og forbi børnehaven, hvor Sofie ventede i vinduet. Min datter. Hvilken privilegium at få hende hjem hverdagens bedste øjeblik. Vi kom hjem, og mens gryden med risengryn simrede, sad Sofie og dobbelt-skurrede mit beskidte frakke.
Mor, det gider ikke gå væk, sukkede hun.
Det klarer vi senere, lille mus. Kom og spis nu. Intet plet, vi ikke kan vaske bort! Tænk hvis man kunne gøre det med livet, vaske det rent, stryge det ud, dampe og lægge til tørre…
Frode, katten, krøllede sig sammen ved radiatoren, og vi to drak te som på de bedste dage.
Mor, hvornår kommer far hjem? spurgte Sofie, da vi spiste småkager.
Om to uger! Snart, smilede jeg.
I dagene efter spekulerede jeg på Vigga, om jeg skulle give hende et vink med en vognstang, eller bare tage en snak, men det blev ved tanken. Jeg tænkte på, hvor lidt vi kender baggrunden for andres valg Camilla havde alt, hvad jeg drømte om, men… var hun lykkelig?
En sen aften, midt under Disney Sjov, bankede det på døren. Sofie blev forskrækket.
Mor, lad vær’ at åbne! hviskede hun.
Men jeg kiggede ud. Udenfor stod Camilla mascaraen løb, pelsen så ud som om den havde været en tur i tørretumbleren, og hele den perfekte facade vaklede.
Undskyld Må jeg komme ind? snøftede hun, og nærmest faldt over tærsklen. Jon slog mig igen, og min mor siger jeg må klare det selv. Han bryder ribbenene på mig, hvis jeg ridser bilen. Josefine
Jeg tøvede, men lukkede hende ind. Der var ikke meget at sige.
Tag plads, jeg laver te, sagde jeg, mens hun satte sig og kiggede rundt i vores beskedne stue.
Hun begyndte at snakke. Jon har tabt alt på aktiemarkedet, firmaet gik konkurs, gæld over det hele. Han banker mig oftere nu.
Jeg hentede et tæppe.
Du må gå fra ham, sagde jeg. Du er stærk, du kan selv.
Nej Salonen var i begyndelsen bare navn og facade han betalte for alt. Nu har jeg, altså, lidt mere selv, men Hvad nu? Camilla virkede pludselig lille.
Du klarer det, sagde jeg, og du lader ham slippe. Du er ikke alene. Jeg kender en, Hans fra kommunen, han kan hjælpe. Måske husker du ham fra dengang, der gik på hænderne på gangen?
Ja svarede Camilla med et spinkelt smil.
Han er lykkelig gift nu, sagde jeg for en god ordens skyld. Men du kan altid tage fat i mig.
Hun blev natten over. Jon ringede ikke én gang.
Måneder gik, retssagerne rullede, Camilla og Jon blev skilt. Camilla beholdt salonen og sin datter. Vigga droppede CBS, ville hellere være mekaniker. Camilla forærede mig en flot, skræddersyet frakke som tak.
Det er for meget, sagde jeg.
Josefine, du aner ikke hvor meget du har betydet. Du tilgav mig i skolen, og selv nu, hvor jeg opførte mig dumt så er du her bare, sagde Camilla. Og jeg tænkte, ja, måske er jeg naiv, men den slags venlighed føles rigtig.
Camilla er nu ofte på besøg, leger med Sofie, løber ærinder, falder i snak med katten. Måske trængte vi begge bare til at blive mindet om, at midt i al kamp for at klare sig, er det venlighed og samvær, der gør livet værd at leve.
Og måske burde jeg være mindre bange for at tage imod, som jeg hele livet har været bange for at sige nej Livet er rigest, når vi hjælper hinanden.
