Mor altså, nu går du i gang igen! De dér lommer, testamentet og alt det der… Hvad snakker du om nu? Skal du allerede afsted deroppe? Astrid pegede opad og rynkede brynene. Du skal da ingen steder! Vi har brug for dig her!
Irriteret over moderens evindelige bekymringer slog Astrid blikket væk fra sin mor, Karen, og kastede sig over bolledejen igen, så køkkenbordet rystede og buddingen hoppede i skålen. Kattene stak af og pilede ud på terrassen de vidste godt, at madmor ikke var i humør til kæl.
Det skal altså ordnes, Astrid! Jeg vil gerne have styr på det. Tingene skal være på plads, sagde Karen med et dybt blik efter de pelsede, og vendte tilbage til sine æbler.
De æbler, hun skar til fyldet, duftede sødt og var så store, at de næsten ikke kunne være i hånden som om hele efterårets varme lå gemt i dem. Og haven omkring Astrids gamle sommerhus lyste af farver.
Sommerhuset havde Astrid arvet fra sin morfar. Det var stort og gammelt, skævt i ryggen som Karen, når lænden gjorde ondt, og havde flere hemmeligheder end nogen kunne gætte. Astrid, der som barn havde løbet barfodet over de bræddegulve, opdagede stadig nye gemmesteder og skjulte kroge. Det var som om huset levede sin helt egen tilværelse, upåvirket af det, der foregik indendørs.
Det blev bygget til Astrids oldefar, der var en anerkendt forfatter. Dengang myldrede huset med slægt og familie; tanter, onkler, fætre og tipoldemødre slog sig ned dér og levede deres sidste år i ro og tryghed, så længe oldefar var der. Men så havde hans tredje kone, Anna, sat alle ud, undtagen sin egen mor og sønner. Hun ville ikke have kollektiv længere, havde hun sagt.
Selvfølgelig blev familien overraskede Anna havde smilet så længe. Men da hun sagde: Holger er her ikke mere. Nu bestemmer jeg! og kort efter smed dem ud, pakkede de sammen uden protester. Dernæst blev huset stille. Det knirkede og peb, kun de tilbageværende hørte de mystiske lyde, der som klagende sukken fyldte natten. Der var ingen latter længere, ingen te på verandaen, solen faldt ind over tomme stole.
Men Anna boede ikke længe i huset; først kom hun op at skændes med sin mor, så med ældste søn, der flyttede samme dag som grå vejrfugle mod syd, og til sidst var kun yngstesønnen tilbage. Men han druknede tragisk på søen Anna havde ikke talt med ham, for de var blevet uvenner den uge. Det var faktisk kusiner og tanter dem hun havde sendt væk der hjalp med alt det praktiske, da drengen kun blev atten år.
Anna blev mærkeligt uberørt. Hun takkede kort, lod snapsen flyde, men bebrejdede alle og ikke sig selv.
Du flytter vel hjem, ikke? sagde hun til storebroren, da han kom for at tage afsked.
Nej, mor. Jeg har familie. Min kone venter barn derhjemme, det er derfor, hun ikke kunne tage med.
Familie?! Jeg er din familie! Har du helt glemt dig selv?
Og jeg har mistet en bror, mor. Du skriger, men det hjælper ikke, svarede storebror, Jens.
Anna brød sammen, men da hun søgte trøst hos sin mor, lød svaret iskoldt:
Du jog selv alle bort, Anna. Snart har du heller ikke storebror. Nu får du et barnebarn og du har ikke engang opdaget det.
Anna hånede også svigerdatteren mente hun havde snydt hendes søn og hun gad ikke engang høre efter, da moren sagde, hun skulle passe på.
Jens sagde ikke mere, men ved afskeden med den gamle sommerbolig var han stille. Siden blev Anna alene. Hun døde pludseligt kort tid efter en aften, hvor hun havde fået for meget snaps, gik hun ud i mørket og blev påkørt.
Og endnu engang strømmede bekendte og familie til, ordnede alt det praktiske, og Anna fik en gravplads ved siden af oldefar. Hun havde aldrig mødt sit barnebarn.
Drengen Mads voksede op uden at kende sin farfar eller høre om huset. Alligevel sagde folk, at han lignede Anna både på de gode og knap så gode måder. Forældrene gjorde, hvad de kunne for at give ham kærlighed og tryghed, men opnåede aldrig helt det, de håbede.
Mads blev skilt én måned efter sit første bryllup. Da han mødte Karen troede han, at nu var lykken der men det var stadig svært. Datteren Astrid kom til verden fem år efter, og lignede slet ikke sin far.
Hvordan kan min lyshårede, blåøjede dreng få en mørkhåret, brunøjet unge?! Forklar mig det, Karen! brølede Mads til sin grædende kone.
Selv barndomsbilleder og åbenlyse ligheder overbeviste ham ikke. Han flakkede rundt på verandaen: I vil tvinge mig til at leve med Karen! Det skal I ikke! Jeg vil have hende ud!
Men Jens faren slog i bordet: Astrid bliver hvor moren bestemmer! Karen, kom du bare ind. Det er bedst sådan, og Mads du tager i din lejlighed nu!
Jeg bor hvor jeg vil! skreg Mads.
Nej! huset er mit, og her bestemmer vi. Og så kan du tænke lidt over dit liv, Mads. Ellers ender du alene.
Mads smækkede døren og forsvandt. Karen og Astrid blev. Sommerhuset blev deres trygge base, med mormors eventyr, bedstefars fisketure og barnefødder i dugvådt græs.
Da Astrid blev fem, giftede Karen sig igen. Astrid kaldte straks sin nye papfar for far. Jens støttede: Det er barnets valg. Og vi vil gerne se vores barnebarn, måske endnu mere nu hvor Mads ikke vil.
Senere flyttede familien østpå med Karens mand, men holdt tæt kontakt. Da Karens nye mand døde, flyttede hun og Astrid tilbage til København huset trængte til en kærlig hånd, og Karen gjorde det for sine svigerforældre.
Det blev bedre end før. Frisk luft, moderniserede faciliteter, penge nok til at klare sig, og et arbejde, hvor Karen kunne oversætte tekst på engelsk, spansk og nu kinesisk også. Der var tid til at være tæt med bedstemor og bedstefar.
Kun Mads nægtede stadig at tale med sin datter, uanset hvad moren eller faren sagde.
Astrid blev voksen, fik en uddannelse og giftede sig. Bedstemoren satte sløret i håret, og bedstefaren fulgte hende i haven. Efterårssolen glimtede, Karen tørrede tårer uforvarende væk. Selv Mads dukkede faktisk op kort han brummede, at han jo ikke blev yngre.
Senere fik Astrid børn. Jens nåede at se sine oldebørn, før han stille gik bort. Der blev mere ro men nu begyndte balladen igen.
Sommerhuset er mit! sagde Mads.
Nej! Jens har testamenteret huset til Astrid.
Jeg vil have det prøvet i retten!
Hvad får du ud af det? Du er gråhåret, har kun Astrid og børnebørnene.
Jeg ved ikke engang, om hun er min!
Så lad os få det testet! Nu gider jeg ikke mere.
DNA-testen slog fast: Astrid var hans. Det gav et midlertidigt våbenhvile. Og det var så heldigt, da det viste sig, at Mads var alvorligt syg.
Jeg har kun lidt tid igen, Karen, sagde han en dag, mens de lagde grøntsager på glas.
Karen tabte glasset og begyndte at græde børnene kom løbende, og hun tog dem straks ind til sig.
Er der slet ikke noget, lægerne kan gøre?
Nej.
De kan tage fejl! Vi prøver alt, sagde Karen bestemt.
Mads fik ikke to måneder, men et helt år. Huset blev igen hans helle, hvor han i verandas gyngestol tænkte tilbage på fejl og glæder.
Karen sagde ikke meget, hun var bare der. Stille støtte, venligt nærvær.
Tak, Karen!
For hvad?
Jeg tvang dig så meget
Uden dig havde jeg ikke mødt ham, jeg elskede mest.
Du mødte ham?
Ja. Han elskede også mig måske endnu højere. Han tog sig af Astrid som sit eget barn.
Og hvorfor fik I aldrig flere børn?
Jeg prøvede. Mistede to og fik forbuddet. Frygtede han ville forlade mig, men han sagde: Ét barn er lykke nok…
Han var god, din mand.
Den bedste.
Jeg blev aldrig voksen…
Vi er ikke engle, Mads. Du forstod det sent, men du forstod det.
Tror du, Astrid tilgiver mig?
Det har hun for længst.
Og du?
Også mig…
Han gik bort stille, mens haven var gylden. Karen var i køkkenet, da hun så smilet breder sig på hans ansigt og skyndte sig for at ringe til Astrid.
Astrid fandt sin mor i tårer. Sørgende og lettet på samme tid.
Mor, hvorfor græder du?
Fordi jeg har ondt af ham. For uanset hvordan folk er, fortjener de én der savner dem.
Hvorfor ondt af ham?
Han forstod aldrig… Ingen af os forstod helt. Tror, mennesket fødes alene som ulven men ulve lever i flok. Hvis han havde lært det før… Nu kan vi ikke ændre mere.
Det er vel det med lommerne, ikke mor? spurgte Astrid og omfavnede hende.
Ja, Astrid. Deroppe er der ingen.
Mads testamente var krystalklart: Alt til Astrid. Men hun fandt ud af, at han åbenbart havde endnu et barn, han aldrig anerkendte. Hans søn, Knud, boede med sin mor på Fyn. Astrid tog kontakt for retfærdighedens skyld.
I skrev til far, at I ventede barn?
Han svarede aldrig.
Men sendte billeder i håb om han ville komme?
Ja…
Ellers havde jeg aldrig vidst, jeg havde en bror.
Hvad vil du?
At det skal gå ordentligt til. At Knud også får sin del.
Familien voksede. Kattene genindtog bryggerset. Gæsterne samledes rundt om det runde bord på terrassen, og Astrids mand fandt det gamle kobbersamovar frem, pudsede det, lod det snurre og dampe kærligt.
Mor, nu er der vist nok æbler ellers får vi to tærter!
En til børnene, en til de voksne, Astrid! Nu er vi mange nu.
Ja, og det føles helt rigtigt.
Og testamentet…
Mor, det snakker vi ikke om i dag! Vi har hinanden nu og her, det er det vigtigste. Resten venter.
Den gamle trappe knirkede bifaldende, porten smækkede for besøgende, og gammelhuset åndede ud: Lykke var flyttet ind igen.
