Dagbog, 9. december, 1600 København
Jeg, Jens Andersen, kan ikke glemme, hvordan min hustru, Regitze, allerede på vores første aften i det kongelige palæ drejede hovedet væk med et blik, der nærmest røbede væmmelse. Hun syntes virkelig, jeg duftede som et dyr.
Regitze havde forberedt sig til denne nat, som om det var det store mysterium i hendes liv. Hun havde tilbragt evigheder i et badekar fyldt med rosenblade og porseolie, mens hendes tjenestepiger skummede hendes hud med silkebløde saltskrub, bragt hele vejen fra Konstantinopel. Hendes kjole var af den slags fynsk blonder, der var finere end morgentågen på Amager, vævet af munke i Ribe. Hun udvalgte hvert lille detalje: En dråbe af den dyreste italienske parfume bag øret, et strejf perlemorspudder på de bare skuldre, silkebroderede tøfler, pyntet med sølvtråd. Så stod hun nu, Danmarks dronning, i de stille stuer på Københavns Slot og ventede.
Bryllupsceremonien i Vor Frue Kirke var blevet udskudt biskoppen sad fast på vejene uden for Odense på grund af et voldsomt regnvejr. Og nu, i denne tavse time, mens hendes hjerte hamrede som trommer til Fastelavn, ventede der hende et mere nært, næsten privat opgør: Mødet med sin nye mand, mig, Kong Christian IV.
Hun havde længe fornemmet, at jeg ikke følte det store for vores ægteskab. Forhandlingerne havde trukket ud i en evighed, præcis så tungt som den brokade, hun selv bar. Dokumenterne blev endelig underskrevet i maj, lakseglene sat, og så indfandt der sig stilhed, tæt som tåge over Limfjorden. Først da bladene dansede i vinden i oktober, meldte min udsendte sig hos hendes familie. I overensstemmelse med tidens skikke blev vi først viet ved stedfortræder. Forskellige lande, forskellige skikke. Regitze havde læst om unge bønder på Lolland, der blev viet til symboler før de mødte deres ægtefælle. Nu var hun selv havnet i den slags fortælling.
Hun og min gamle Peer Kolding, min tro væbner, udvekslede ringe som repræsentanter for brud og brudgom. Siden drog hun afsted med hele sit følge nærmest som et helt rejsende marked: to tusind folk, vogne tynget af kister fra Firenze. Fynboerne havde ikke sparet på noget: kjoler, der skinnede om kap med sollyset, æsker fyldt med smaragder og rubiner, skærerede himmelsenge, fornemme seletøj til hestene, luter og gamber, sække med safran og kardemomme, flasker med moskusdufte, der kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte.
Hun var femogtyve en alder hvor mange andre kvinder passer børn, men hendes hjerte forblev uerfarent, spændt som en fugl i et gyldent bur. Hun havde hørt eventyr fra dansk historie: om kongen, som sned sig ud til sin udkårnes have, lysende af nysgerrighed; om en anden, der red natten igennem for at nå frem før ceremonien, drevet af håbefulde rygter. Regitze trådte i land ved Helsingør, hvor vinden fra Øresund omfavnede hende som et hilsen. Men jeg, Christian, lod vente på mig. Ikke engang da hun tog ophold i klædedragt som morgenhimlen og trådte ud på altanen, ventede jeg. Ugen gik, og hun lærte parkens gamle egetræer at kende, mens ventetiden blev hendes daglige lod, krydret med bitterhed og håb.
Dagene gik hver morgen iførte hun sig nye silkekåber, fik sat nyt hår, prøvede andre dufte, silkestoffer, fløjl, brokade. Hun øvede sit smil foran spejlet, trænede elegante vendinger på gebrokkent dansk, bøjede hovedet yndefuldt, som hoffet havde lært hende. Hun ventede, stadig klar til at høre trompeterne fra slotspladsen. Men det livsforandrende møde fandt først sted niende december, i de kølige gemakker på Københavns Slot.
Døren gik op uden pomp. Jeg trådte ind ikke som konge, men som en mand udmattet af rejsen. Vejstøv smykkede mit kåbe, min uldkappe hang løst om skuldrene, og mine støvler, stadig med ler fra landevejen, rungede mod gulvet. Turen fra Aarhus til København havde jeg tilbagelagt til hest, uden barmhjertighed for hverken dyret eller mig selv. Det strejfede mig ikke, hvordan jeg så ud foran den nye dronning.
Jeg er glad for at se Dem, madam, sagde jeg, med et ligefremt og tørt tonefald, som mange år ved hoffet havde givet mig.
Jeg betragtede hende flygtigt, vurderende, uden det andægtige blik, hun ellers var vant til. Uden at tøve bad jeg om aftensmad, og fortalte hende, uden omsvøb eller romantik, hvad jeg ventede af natten. Ægteskabelig pligt. Statsanliggende, og ikke mere.
Regitze blev lamslået over min direkte facon. Biskoppen var stadig ikke ankommet, vores ægteskab var endnu ikke velsignet i Danmark! Javel, det var blot en formalitet, hele Europa kendte hende som dronning men i sit hjerte bar hun en anden drøm. Blandt hendes ejendele var æsker med det fineste blonde, der skulle falde fra skuldrene i bløde folder; flasker med jasminolie; elegante små sko til at titte frem under silkekjolen, løfter om ukendte eventyr. Hun ønskede sig en gradvis, nænsom tilnærmelse, ord sagt i stearinlysets skær.
Men jeg bad hende, sagte men bestemt, om at skynde sig. Først mad, så ritualet. Ved bordet sad hun forstenet overfor mit jordnære optrin. Jeg spiste med samme vælde som en grenader, lo højt, kastede benene til de glubske hunde under bordet, fortalte grove anekdoter fra felten og bar stadig min støvede kappe, saucepletter på ærmet.
Hun undskyldte sig, før desserten, og bad flemtende om en times henstand. I sine gemakker gik hun febrilsk til værks. Bad med urter, myldrende tjenestepiger med olier og kamme, en sky af parfumet duft, hvori hun nedsænkede sig som om det kunne opløse skuffelsen. Da jeg kom ind, stod hun der, legemliggørelsen af italiensk elegance; sart som en lilje, indhyllet i blonde og linnede, duftende som en hel have i Skagen. Jeg rynkede blot på næsen.
Selv havde jeg ikke vasket mig. Lugt af læder, hest og sved hang stadig ved mig. På min nu engang hvide skjorte klæbede rester fra aftensmaden. Jeg var enkel, som en bonde efter markarbejde, og ikke en konge på sin bryllupsnat. Det vidste hun ikke, men jeg hadede finhed og stas. Til officielle lejligheder strålede jeg, som man bør; til daglig ønskede jeg det praktiske og lette. Dette giftemål var nødvendighed ikke poesi; endnu en post i min diplomatiske protokol.
Han er jo et dyr, græd hun næste morgen i puden til sine kammerpiger. “Han lugter som et dyr!” For hende, opvokset svøbt i sjældne aromaer, var det ubærligt at skulle vænne sig til min rå, maskuline duft, blandet med røg og læder. Og jeg, hele aftenen og natten, måtte kæmpe med at nyse af det stærke tæppe af parfume, hun havde svøbt sig i.
Men kongeriger bygges ikke på dufte, men på handling. Det vigtigste mål for dette ægteskab blev opfyldt. Den 27. september 1601 fødte Regitze Danmark en arving, lille Frederik. Jeg tog imod gratulationerne med mit brede, tilfredse smil. Slægten sikret.
Regitze og jeg fik seks børn sammen. Vores ægteskab blev hverken skyfrit eller særlig lykkeligt. Vi gik ofte vores egne veje, havde forskellige smag og vaner, som dag og nat. Men tiden gik, og langsomt groede der noget nyt mellem os. Ikke kærlighed, men en kraftigere, mere varig rod som den gamle eg i slotsparken.
Senere, mange år efter, da Regitze var regent for vores søn, bestilte hun et maleri til Frederiksborg Slot en billedserie om sit liv. Mellem skildringer af store triumfer og afgørende øjeblikke var der ét enkelt lærred: En stille stue, hvor vi to først mødte hinanden, fremmede og vidt forskellige mennesker. Når jeg ser det billede, indser jeg, at livets største skønhed ikke gror af perfekte drømme, men i at kunne rumme virkeligheden, rå og ujævn som den er. Vores ægteskab blev aldrig et eventyr. Men det blev et epos om ansvar, tålmodighed og den mærkelige, tavse tillid, der efter mange år bliver stærkere end den hedeste forelskelse.
Sådan lærte jeg, at lykken ikke altid larmer, ikke altid dufter skønt. Nogle gange består den bare i at holde sammen, når man burde gå hver sin vej. Måske, til sidst, er det dét, der gør os til kongelige eller bare til mennesker.
