Hvordan finder man styrken til aldrig at se ham igen
Ti års ægteskab mellem Sofie og hendes mand, Kristian, var gået hurtigt. De havde en otteårig søn, Mads, som gik i 2. klasse. Måske var Sofie ikke helt tilfreds med alt i livet med sin mand, men hun tænkte: Man har valgt ham, så må man også tage ansvar, passe familien, arbejde og opdrage sit barn.
Egentlig fejlede forholdet til Kristian ikke noget.
Kristian tjener udmærket, sagde hun ofte til sin veninde, Katrine, han tager sig af Mads, og jeg kan altså ikke brokke mig, som så mange andre kvinder gør. Det er ikke kun mig, der trækker læsset jeg bliver faktisk bakket op hjemme.
Sofie, du lyder alligevel som om, noget ikke er helt, som det skal være.
Tja, som i alle familier er der jo småting, og vi er ikke altid enige i alt. Men de fleste beslutninger tager Kristian, selvfølgelig taler han med mig om det men alligevel.
Hvad er det så, der nager dig?
Hans mor, min svigermor. Jeg kunne måske føle mig lykkelig, hvis det ikke var for hende. Hun kommer altid uanmeldt og pirker til alting.
Og Kristian?
Ja, det er jo det. Kristian siger ikke rigtig noget. Ofte tager han hans mors parti, og jeg kan høre ham stå og retfærdiggøre sig:
Ja, mor, vi skal nok gøre rent. Jeg hjælper Sofie…
Sidst hun dukkede uventet op en søndag, endte vi i et stort skænderi. Kristian tog selvfølgelig hendes side, og lige siden har der været spændinger hjemme hos os. Hele ugen har han været småfornærmet, fordi jeg, ifølge ham, sårede hans mor.
Kristians mor, Inger, nok den slags svigermor, der sagtens kan finde på at stå uden for døren tidligt søndag morgen. Så slipper hun bemærkninger som:
Nå, I ligger stadig i sengen det er da kun Mads, jeg forstår. I er jo voksne mennesker! sagde hun ofte, når Kristian, stadig søvndrukken, kom ud og lukkede op.
Mor, det er jo søndag. Vi står tidligt op til hverdag…
Nå, hvor er din smukke kone så? hun går selv videre ind i soveværelset uden at spørge. Jeg vidste det nok… derfor er du en dårlig husmor, fordi du ligger og daser for længe
Sofie forblev altid tavs. Hun vidste, at hvis hun sagde noget, ville det ende galt. Så hun stod op og lavede morgenmad i sit eget tempo, selvom det altid provokerede Inger.
Hvorfor skal du rode så meget du er jo sløv som en snegl!
Hvorfor have travlt? Det er jo weekend, svarede Sofie roligt.
Netop, ingen stress… men der er aldrig pinligt rent her, begyndte svigermoren.
Sofie bed tænderne sammen for ikke at svare igen, men da Inger kaldte hende både doven og håbløs, kunne hun ikke længere holde sig:
Inger, hverken min mand eller min søn går sultne i seng, og de ser altid rene og pæne ud. Jeg arbejder også, og når jeg kommer hjem, skal jeg gøre rent, lave mad og hjælpe Mads med lektier. Her er som regel orden små ting kan jo ligge, men det er vores hjem. Jeg klarer det, når der er tid Det kan da også ske hjemme hos dig? Det sker for alle…
Inger havde altid behov for at udskælde Sofie foran Kristian.
Se nu, søn, sådan er din kone hun kan ikke holde hjemmet.
Det, der gjorde Sofie mest rasende, var, at Kristian aldrig sagde ét ord til forsvar for hende. Han stod bare og nikkede:
Jeg skal nok hjælpe, mor, vi gør det rent det sker jo.
Denne gang kunne Sofie ikke tie stille og fortalte Inger præcis, hvad hun mente. Det kom så meget bag på Inger, at hun blev helt målløs og stormede ud mens hun smækkede døren.
Efterfølgende blev der helt stille i lejligheden, og til sidst sagde Kristian:
Sofie, du behøvede altså ikke såre min mor du kunne have talt pænere.
Nå, men du står der bare og siger ikke et ord til min fordel. Synes du virkelig, jeg er så slem?
Sofie kunne mærke, at hendes argumenter prellede af på Kristian. Han mente, han havde ret, og hun opgav at forklare sig. De talte kun om de praktiske ting i hverdagen, men var følelsesmæssigt stadig langt fra hinanden. De gik begge og følte sig svigtede.
Mon ikke det løser sig, beroligede Katrine hende. Jeg har det modsat mit forhold til min svigermor er godt, men mit ægteskab
Hvad med Anders? I har da to børn?
Jo, men Anders ville gå fra mig. Min svigermor Grethe blandede sig heldigvis.
Det viste sig, at Anders havde været utro i lang tid og faktisk ville gå fra Katrine. Men da Katrine blev gravid anden gang, rykkede Grethe ind og tog Katrines parti. Hun fandt kvinden og tog ud og konfronterede hende direkte, truede hende, og sørgede for, at forbindelsen blev brudt. Familien blev reddet og Katrine fødte deres anden søn.
Alt dette fortalte Katrine til Sofie, og deres venskab fortsatte uforandret. De gik ofte ture i Kongens Have, og Katrine kom tit på besøg hos Sofie og Kristian.
Du aner ikke, hvor svært det er, at leve sammen efter det svigt, betroede Katrine hende. Jeg tror hele tiden, han skjuler noget, hvis han arbejder sent. Det er et slid for nerverne at leve sådan.
Efter noget tid ringede Katrine og sagde:
Sofie, jeg er gravid igen med nummer tre, og Anders er heller ikke imod det.
Der gik ikke lang tid, før Anders mistede jobbet. Han fik arbejde i det samme kontormiljø som Sofie.
Sofie, pas nu lidt på min mand derinde, bad Katrine en dag. Hvis han begynder at flirte med nogen, må du give mig besked.
Ja, selvfølgelig ven.
Anders kiggede tit forbi Sofies kontor og spurgte efter hjælp. Sofie fortalte Katrine, at hendes mand opførte sig pænt. Først snakkede de blot om arbejde, men hurtigt begyndte Anders at smalltalke.
Hej Sofie, hvordan går det? Du virker trist i dag?
Sofie havde stadig ikke fundet melodien derhjemme efter sammenstødet med Inger. Kristian kunne ikke tilgive hende, at hun havde sagt svigermor imod. Han kørte alene ud til sin mor, kom hjem mut og tavs, og Sofie fornemmede tydeligt, at svigermor sendte giftige tanker i hendes retning.
Det var i denne periode, Sofie åbnede sig for Anders. Han begyndte at give hende opmærksomhed.
Sofie, har du brug for en at snakke med? Lad os drikke en kop kaffe efter arbejde, bare tale ud om det hele… Man kan se, du går og kæmper.
Ja, hvorfor ikke
På caféen åbnede Sofie mere op, end hun havde gjort i årevis. Anders lyttede nærværende.
Du skal nok klare det, Sofie, han skal bare have lidt tid… Det er godt, vi kom ud du ser mere glad ud nu, sagde han, og det var faktisk rigtigt.
De sad længe den aften, spiste god mad og faldt i snak hun følte, hun havde kendt ham altid.
Hun kunne mærke, at hun blev mere og mere knyttet til ham
Næste morgen tikkede der en Godmorgen! fra Anders, og de begyndte at skrive sammen næsten dagligt. Sofie blev mere og mere følelsesmæssigt afhængig af ham og vidste ikke, hvad hun skulle stille op.
Jeg får så mange fine ord fra Anders sådan har Kristian aldrig talt til mig. Jeg opdager, at jeg faktisk er både interessant og smuk det er sjældent at høre, tænkte Sofie.
Senere gik hendes bil i stykker Anders kom og fikserede det hele. En dag tabte hun sin mobil, og Kristian bebrejdede hende:
Min mor har ret du er uansvarlig. Nu skal vi bruge penge på en ny telefon.
Anders købte en ny til hende og overrakte den:
Hvad siger du til Kristian?
Jeg fortæller bare, jeg købte den på afbetaling
I mellemtiden snakkede Sofie løbende med Katrine, der nu gik hjemme på barsel. Det var svært at svare på spørgsmål om, hvordan Anders opførte sig på jobbet.
Nej, Katrine, jeg har ikke lagt mærke til noget. Han arbejder og har ikke noget kørende med nogen, så vidt jeg ved.
Tiden gik. Forholdet til Anders var blevet tæt, men de havde stadig ikke været hinanden utro. Alligevel nød Sofie nærheden, det varme tryk, som Anders sendte hende, mens Kristian fortsat var kold og utilgængelig.
Anders stillede ingen krav sagde bare, at hun betød meget for ham. En dag kørte han hende hjem, og i bilen kyssede han hende spontant. Hun afviste ham ikke, selvom hun godt vidste, det var forkert.
Efter det blev de kun endnu mere fortrolige, og til sidst sagde Anders:
Sofie, jeg elsker dig. Jeg er klar til at forlade min familie, hvis du vil have mig.
Anders, det kan vi ikke. Du har tre børn, jeg har Mads. Min søn elsker sin far og ville aldrig acceptere en ny mand. Nogle kvinder forlader deres børn, men sådan en er jeg ikke. Katrine er også min veninde og stoler på mig Jeg snyder hende jo allerede ved bare at have kontakt med dig.
De blev ikke enige om noget og kørte hjem hver til sit. Den aften, da Sofie lå i sengen ved siden af Kristian, tænkte hun intenst:
Det bedste vil nok være, hvis jeg siger op og aldrig mere ser Anders. Jeg må forklare ham, at vores venskab ikke længere bare er venskab og at det skal stoppe, plagede hun sig selv med. Men hvordan leve uden Anders blikke, uden hans ord? Hvordan finder jeg styrken til at sige farvel?
Hun tog ingen beslutning den nat, men næste morgen vågnede hun og vidste godt, hvad hun blev nødt til. Hun ville afslutte forholdet til Anders. Så ville hun igen kunne nærme sig Kristian, og Katrine kunne hun møde med ro i sindet. Hvad Anders vælger, må stå for hans egen regning.
