Snefnug
Har du husket det hele?
Jo, tror det
Skal vi tage et hvil før rejsen? Mette dumpede først ned på gulvet i entreen, midt mellem flyttekasser, der stadig ikke var pakket ud, og klappede på gulvet. Kom nu! Sådan gør man jo!
Anders satte sig ved siden af hende og så ud som om, han ikke helt kunne finde ud af, om det var hyggeligt eller bare komplet skørt, da hun lagde armen om hans skuldre.
Er du nervøs?
Ja, Mette! Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde hende?
Anders! Kom nu! Det går alt sammen! Bare hold ud den her uge, så er jeg færdig her, og så kommer jeg op til dig! Vi klarer det!
Mette, tror du mon hun helt har glemt mig? Anders trykkede næsen ind i hendes håndflade, som hun kærtegnede hans kind med, ligesom for at stryge melankolien væk.
Selvfølgelig ikke! Hun var jo godt nok lille, men ikke spæd. Hun opdager ting. Det vigtigste nu er bare at finde ud af, hvor de har sat hende. Og så skal din mor nok hjælpe!
Hvad skulle jeg gøre uden jer? Anders sukkede. I har hjulpet mig så meget! Alle de gange, og da mor var syg Jeg bliver aldrig færdig med at skylde jer.
Du er jo ikke rigtig klog!
Mette så fornærmet på ham, og hendes kærlige hånd, som før havde været blid, mindede pludselig Anders om, at hun altså havde sort bælte i karate. Hun gav ham et ordentligt dask i nakken præcis som hun plejede.
Det gider jeg ikke høre mere om! Nu stopper det! Prøv bare at komme med sådan noget foran min mor! Hun graver dig ned og planter et bed af roser ovenpå!
Det ville hun også have ret i! grinede Anders og rejste sig op.
Han svingede rygsækken over skulderen og vinkede til Mette.
Vi snakkes! Jeg skriver, når jeg er fremme.
Og du fortæller mig alt! Hører du? Jeg vil vide det hele!
Døren smækkede bag ham, og Mette kastede sig over til køkkenvinduet. Siden morgen havde det sneet så voldsomt, at man knap kunne se noget på gårdspladsen. Det eneste, hun kunne nå at skimte gennem sneen, var Anders røde jakke, der forsvandt under buen ud til H. C. Andersens Boulevard og straks sendte vinden en skovlfuld snefnug direkte mod ruden, så Mette rystede knytnæven mod himlen:
Skrid, Snedronning! Du narrer ikke os! Du har valgt de forkerte!
Det lød så fjollet og barnligt, at Mette for en gangs skyld ikke begyndte at græde over, at Anders forlod byen, men i stedet morede sig. Hun kom til at tænke på, hvordan de blev kaldt, da de var små.
Kaj og Gerda
Det var en god barndom de havde haft. De hang sammen som ærtehalm og bedstemor, som var præcis som den slags man finder i et eventyr af H.C. Andersen, var fælles for dem begge.
Mette og Anders var ikke søskende, men deres mødre gik i skole sammen og havde siden boet som naboer i Odense. Det var sådan, det endte med, at Anders mor, Bodil, som blev forældreløs tidligt, aldrig kom på børnehjem. Mettes mor, Kirsten, og hendes forældre tog hende til sig.
Hvor der er én datter, er der altid plads til to.
Pigerne var ti år dengang. De forstod ikke alt det med voksenbekymringer, men nok til at vide, at beslutningen om at tage Bodil ind ikke havde været let for Kirstens forældre. De var almindelige ingeniører, ikke ligefrem folk med store penge. Til gengæld havde de et hus fyldt med varme, hvor ordet kærlighed blev brugt lige så ofte som salt på kartofler og de mente, at børn ikke kunne høre det for tit.
Mette og hendes kusine voksede op med forståelsen af, at det vigtigste i livet er dem, man har omkring sig. Dem skal man passe på. Så der var aldrig tvivl: De var søstre.
Livets bølge skilte dem aldrig ad. De holdt kontakten, selv da Kirsten blev gift, rejste efter sin mand til Thisted og flyttede rundt i hele landet, før de til sidst igen slog sig ned i Odense. Heller ikke da Bodil giftede sig ret uheldigt med en mand, som aldrig forstod, hvilken kvinde skæbnen havde sendt ham mistede de forbindelsen. Der havde været så meget både skænderier, lussinger, kulde og had der opstod ud af det blå. Nogle gange føltes det nærmest som om, Bodil levede sammen med to personer: én var elskværdig og rar, den anden et uhyre. Det var hans utroskab, der til sidst satte punktum. Manden gik, og Bodil trak vejret frit igen. Hun havde ikke tænkt sig at eksperimentere mere; hun havde sin søn, og det måtte række. Anders voksede op ved hendes side, og de hjalp Kirsten og Mette, når de kom hjem.
Det lykkeligste øjeblik i deres liv var den dag, de genså hinanden på banegården efter flere års adskillelse. Ja, de havde set hinanden flere gange i mellemtiden, men det var først dér, de forstod, hvor meget de havde savnet hinanden.
Mens de omfavnede hinanden og tørrede tårerne væk, studerede syvårige Mette og Anders nysgerrigt hinanden. De havde mødtes før, men det var først nu, at de for alvor kunne forstå, hvad de havde tilfælles. Nu skulle de finde ud af at leve sammen.
Bedstemor siger, du elsker frikadeller, indledte Anders samtalen.
Meget!
Jeg er mere til wienerbrød.
Kan du bedst lide det søde? Mette rodede i lommen og trak et Matadormix-karamel frem. Tag!
Hvad med dig?
Halvdelen. Jeg er ikke så vild med sødt.
Det var den halve karamel, der startede deres venskab.
De holdt så meget sammen, at deres mødre undertiden stod helt måbende.
Aldrig har de skændtes! Det er da mærkeligt, Bodil.
Hvorfor?
Kan du huske, hvordan vi skændtes i deres alder? Børnene blev skilt ad, men kom løbende sammen igen to minutter efter!
Måske har de bare fået det bedste fra os?
Men ungerne var ligeglade med moden filosoferen. De glædede sig bare over nu at have hinanden.
For at give sønnen det bedste havde Bodil to jobs, og derfor var det Kirstens mor, der holdt øje med Anders. Da hun selv blev enke, gav hun sig fuldt og helt til børnene, som elskede hende for det. Naboerne undrede sig:
De er teenagere! Vores egne gider ikke engang sige goddag, og hjælper aldrig til! Hvordan bærer hun sig ad?
Svaret lå lige for, men ingen spurgte børnene selv.
Bedstemor bad dem aldrig gøre noget hun spurgte bare. Én gang. Hvis de ikke svarede, gik hun bare i gang selv. Tavsheden talte for sig selv. For Anders og Mette vidste, at de blev respekteret. Og forventninger var gensidige. Bedstemor talte aldrig ned til dem.
Kigger du sådan på mig? Har du kvajet dig? Så kom i gang og få det rettet op! Du har hovedet skrudt ordentligt på, du behøver ikke kaste dig ud i alt muligt. Og dig, min lille beskytter, hvorfor sidder du der og surmuler? Din bedste ven skal nu ud og luge rosenbed i straffetjeneste ingen å i dag for ham. Vil du ud med de andre, eller bliver du og hjælper ham?
Det spørgsmål var altid lidt overflødigt. Én time senere, når rosenbedet var som det skulle være, ventede belønning kaffe, friskbagt kage og fri til at løbe ud og lege.
Bare I er hjemme til aftensmad! I må ikke blive væk til det bliver mørkt!
Det var en god tid. Alt føltes muligt.
Desværre, da Anders fyldte femten, ville Bodil gifte sig igen.
Lad Anders blive hos os, hvis du vil, Kirsten hjalp med bryllupsforberedelserne.
Hvad er det da for noget? Han er min dreng! Hvordan skulle jeg kunne tage afsted uden ham?! Nej!
Kirsten sagde ikke mere, men hun vidste, at Bodils kommende mand var lidt mystisk. Rig og elegant, jovist. Men der var noget uldent over ham, den måde hans smil gled over munden, og hans blik kunne fryse luften omkring sig. Men ligeså snart man så grundigere efter, så det hele harmløst ud.
Vil du spørge om noget, Kirsten? smilede han bredt, og fremtoningen blev straks venlig og jovial.
Men Kirsten kunne ikke bevise noget det var bare intuition, og den har jo ingen beviskraft.
Bodil giftede sig, flyttede til København, og langsomt blev kontakten tyndere.
Knap var der gået et par år, før Anders tog hjem til Kirsten han var stukket af. Sin mor sagde han selvfølgelig, at han gerne ville tage gymnasiet i Odense. Bodil, der var gravid, protesterede ikke; hun havde mere end rigeligt at tænke på. Skænderier med manden, svær graviditet hun var faktisk lettet over at sende sønnen væk en tid.
Selvfølgelig! Hvorfor spørger du?! undrede Kirsten sig.
Alt i orden lød det halvkvalt, da de lagde på. Da tudede Bodil stille, mens hun pakkede Anders’ kuffert, men indrømmede stadig ikke, at hun havde begået en klassisk brøler. Hun bildte sig ind, at hun havde det hele hus, penge, mand, der nok elskede hende. Bortset fra hun havde nu mistet sønnen, og snart kom en datter til.
Den lille pige kom til verden en iskold vinter for tidligt, svækket og skrøbelig. Kulden udenfor kunne nemt konkurrere med kulden i Bodils hjerte.
Hvad der skete lige før fødslen, turde hun hverken fortælle eller mindes hun forbød sig at tænke på det, af frygt for at miste forstanden.
Jeg faldt bare. Det sortnede for øjnene.
Blå mærker forsvandt, barnet voksede, og manden forholdt sig rolig for nu. Pigen interesserede ham ikke meget, og Bodil blev kun advaret: “Hvis du så meget som overvejer at smutte, bliver straffen hård og kontant.”
Men Bodil havde rigeligt at se til: Kæmpe for Snesigne sådan kaldte hun sin datter og for sig selv, bide skam og frygt i sig og stadig prøve at være mor.
Da Snesigne blev tre, rettede hun sig op, mens Bodils liv var blevet et mareridt uden udvej. Hun kunne ingen betro sig til hverken Kirsten eller Mette, som også havde deres at kæmpe med. Og da Bodil endelig tog flugten med sin datter, var denne fem.
Den første ordentlige samtale gennem alle årene havde Kirsten og Bodil få dage før den nat, der vendte alt på hovedet.
Hvordan kan jeg hjælpe, Bodil?! Kirsten hørte på venindens åbenhjertige betroelser, rystende og med tårer ned ad kinderne. Jeg kommer!
Nej! Det må du ikke! Så slipper jeg aldrig væk! Jeg skriver! Fortæl Anders, at jeg gør ALT for at vi bliver sammen! Kirsten jeg er så bange
Sig ikke mere! Bare giv lyd! Jeg hjælper jeg er jo jurist!
Nej! Bodil lagde på, og Kirsten var tæt på at kyle mobilen gennem ruden af frustration.
Hun ventede i ulidelighed næsten tre måneder på livstegn. Til sidst kom to én: Hun var sluppet væk. To: Hun var alvorligt syg. Stressen og de dårlige år havde sat deres spor.
Kirsten, kom Jeg kan ikke mere alene Sig det ikke til Anders. Han skal have ro. Jeg senere
Kirsten smed alt og sad næsten et år ved Bodils side, tog sig af hende og Snesigne, og gjorde hvad hun kunne.
Det lykkedes ikke.
Bodil døde en tidlig januarmorgen. Udmattet faldt hun i søvn, men vågnede et øjeblik til, og sagde:
Kirsten
Ja, skat? Kirsten fløj op fra lænestolen.
Tror du, der er noget derovre?
De havde aldrig løjet for hinanden, ikke om noget, heller ikke det private.
Jeg ved det ikke Jeg tror det. Det er ligesom det høje dørtrin ved sommerhuset. Mette og Anders kunne ikke komme over som små og tudede hver gang men nu mærker de det ikke. Sådan er det måske vi vokser og vokser, og til sidst træder over.
Og hvad er der på den anden side?
Jeg ved det ikke Men for dig er der ikke mere at frygte! Det værste var her.
Tror du? Bodil klemte hendes hånd. Bliv lidt
Jeg er her, søde.
Hvorfor lugter det af mandariner?
Ved ikke Vil du ha en? Kirsten sprang op Bodil havde længe ønsket sig dem. Jeg ordner det nu!
Hun flåede skallen af mandarin og mærkede, hvordan tårerne trillede ned.
Græd ikke, Kirstine! Bodils stemme var pludselig stærk og kraftfuld. Alt bliver godt! Lov mig, du passer mine børn! Især Anders! Snesigne, min snefnug, er lille, men han Jeg har givet ham så lidt Lover du?
Selvfølgelig! Det behøvede du aldrig engang be mig om.
Nu er det, som det skal Tak hun satte tørt og sprukket læber forsigtigt om en lille båd mandarin. Smager godt
Resten af mandarinen trillede ned af bordet, mens Kirsten holdt hånden for munden for ikke at vække Snesigne.
Bodil trådte over sit trin.
Da Anders ankom fra eksamen næste morgen, krammede han Kirsten.
Tak
Åh, min dreng hvor er det
Snart vågnede Snesigne, og Anders tog sig af hende. Dagens ærinder krævede Kirstens opmærksomhed. Men da hun kom hjem, overraskede stilheden hende.
Børn? Anders?! Hvor er I?
Anders lå på køkkengulvet, bleg og stille, og Kirsten gik i panik, bange for, at han var fulgt efter sin mor.
Men Anders trak vejret, og mens Kirsten ringede til alarmcentralen, nåede hun først sent at få øje på den lille seddel på bordet, med sirligt håndskrift: Søg ikke efter Snesigne!
Ingen tvivl om, hvem der havde skrevet det. Gad vide, hvordan faren havde opsnuset Bodils skjul.
Selvfølgelig kunne Kirsten ikke overholde det. Så snart hun kunne, hentede hun Anders fra hospitalet, og så gik jagten ind. Anmeldelser blev sendt ud, og Kirsten tog alle midler i brug også dem, der var lidt uden for reglerne for at følge med i, hvor Snesigne nu befandt sig. Men hendes far nægtede kontakt.
For overfaldet på Anders fik han en betinget dom og herefter endnu mindre kontakt mellem søskende.
I næsten to år hørte Anders intet om sin søster. Først mange uger efter skete det, at Kirsten fik nys om, at Snesignes far havde været i et biluheld, og pigen havde været alene hjemme i næsten tre døgn sammen med en nonchalant barnepige der mente, at hendes arbejdstid stoppede på slaget. Hvordan hun kunne finde på sådan noget, forblev et mysterium. Snesigne, der havde lært lidt om at lave mad af Kirsten under Bodils sygdom, klarede sig nogenlunde; hun kunne koge æg og grød. Men en defekt gaskedel fik hun ikke ordnet. Hun gik til sidst selv hen til naboerne for at få hjælp, og det var dem, der tilkaldte politiet.
Bodils børn hed hver deres efternavn, så måske var det derfor, Anders ikke blev fundet straks. Måske ledte de bare ikke rigtigt.
Medens Snesigne græd, først over at have fået håret klippet af på anstalten, og siden over børnehjemmet, søgte Anders byen rundt efter hende.
Han var rædselsslagen. Ræd for at komme for sent, for at hun ikke ville kende ham ræd for alt mellem himmel og jord. Men så kom Mette, og snart Kirsten og hendes mand, og gik så grundigt til opgaven, at selv himlen måtte give sig. Snesigne blev ikke bare fundet, men hurtigt, så hurtigt som loven tillader, overdraget til storebrorens omsorg. Godt, at Kirsten havde tænkt på alt papirarbejdet og sikret, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn.
Mod al frygt genkendte Snesigne straks Anders, da hun så ham. Hun kastede sig om halsen på ham og nægtede at give slip. Sådan gik han ud til bilen, med hende hængende om sig som en lille koala, mens Mette prøvede at findele jakker over de to.
I får lungebetændelse!
Ingen blev selvfølgelig syge efter den spadseretur i sneen, der dækkede alt det dårlige med et hvidt lag og gav håb om, at alt nok skulle blive godt. I bilen børstede Anders snefnug af haarene på sin lillesøster og pakkede hende ind, mens hun pressede kolde næsen mod hans kind og spurgte:
Er vi nu sammen for evigt?
Ja!
Helt sikkert?
Har jeg nogensinde løjet for dig? Ikke græd, Snefnug! Ingen får dig fra mig! Ikke engang Snedronningen! Anders trykkede hende tæt ind til sig, mens han så spørgende på Mette.
Hun hævede øjenbrynene og smilede drilsk:
Det klarer du nemt! Vi er her. Ikke? Os tre! Og min mor også Ingen skal være bange mere hverken dig eller Snesigne!
