– Gå nu væk! Du har skræmt alle børnene! Hvorfor render du rundt på gården?! Bliv nu indenfor!
De skarpe stemmer fra naboerne vækker Tove. Hun behøver ikke at gætte, hvad der foregår ude på gårdspladsen. Det giver sig selv. Monstret er igen gået udenfor på det værst tænkelige tidspunkt. Hvorfor kan han ikke bare blive indenfor?
I gården kalder de ham Monstret. Hans rigtige navn er Gustav Nielsen. Hans krop er uformelig, hovedet stort, ryggen krum han ligner nærmest en figur fra en mørk eventyrbog. Havde en kunstner skulle illustrere en gotisk roman, ville Gustav have været den perfekte model.
Gustavs mor fødte ham alt for tidligt, i syvende måned.
– Han overlever aldrig, lød dommen straks fra de første, der så ham. Bare få ham væk!
Hans mor havde ikke noget ønske om at tælle fingre på sit nyfødte barn. Gustav var hendes tredje. Ikke ønsket denne gang heller. Faren sled i to job for at forsørge familien og blev bestemt ikke glad, da hun blev gravid igen. Hun selv, Kirsten Nielsen, var følelsesløs over for sine børn. At have dem eller ikke, var det samme for hende.
Af en eller anden grund løb mælken aldrig til, så Kirsten blev sendt hjem, da tiden var inde, med besked om, at barnet skulle videre til børneafdelingen.
– Hvorfor det? spurgte hun mat. Hvad er der galt?
Lægen, som var sendt ud for at forklare hende reglerne og barnets behov, stivnede lidt.
– Har du set ham?
– Nej. De har ikke lagt ham til. Sagde, han var for svag. Og jeg har ikke noget mælk.
– Kom med, sagde lægen, der ikke gad spilde tid på hendes mærkelige, flygtige blik.
Hun fik ikke adgang til børneafdelingen, men hun fik Gustav at se bag en rude. Først forstod hun ikke, hvad der var galt. Først, da hun kiggede ordentligt efter, gispede hun og begyndte at græde. Mest over sig selv, ikke det blålige, skrøbelige lille barn i hospitalsvuggen.
– Hvad skal jeg dog med sådan én?
– Det er dit valg. Det er din søn. Indtil videre i hvert fald…
Gustav kom ind på børneafdelingen under familiens efternavn. Han fik ikke navn med det samme. Familien besluttede at vente. Hvorfor, kunne de hverken dengang eller senere forklare. Gustav spurgte ikke. Han ville nok ikke høre svaret, eller måske frygtede han det bare. Om sin start på livet og hvorfor han kom hjem til sine forældre spurgte han kun én sin mormor.
– Var jeg ikke ønsket?
– Hvem vil dog ønske sig sådan én? svarede mormoren, som heller ikke var varm overfor drengen, men hun nægtede ham aldrig en samtale.
– Hvorfor beholdte I mig så, mens jeg lå på hospitalet?
– Skam. Alle så jo, at din mor var gravid, og i en lille by som vores ved alle alt. Vi tog dig, så ingen kunne begynde at tale grimt om din søster og bror. Det handlede ikke om dig.
Den forklaring slog Gustav sig til tåls med. Forholdet til hans bror var koldt, men hans storesøster, Rikke, elskede han med hele sit lille knugede hjerte.
Rikke var tolv år ældre end Gustav og påtager sig næsten morens rolle. Da de henter Gustav fra sygehuset, klarer Kirsten kun rollen som mor på pligt. Hun lægger Gustav i sengen og kan høre ham skrige timevis uden at løfte sig for at trøste. Alligevel: Gustav var altid pæn og ren, fik mad og blev plejet men aldrig kærlighed eller nærhed.
Bortset fra hos Rikke.
Hun lod ikke til at se hans udseende, lod sig ikke skræmme af det spinkle, sjælepirrende skrig. Hver dag, når hun smed skoletasken, løb hun til Gustav:
– Hvad græder du for? Så, så, jeg synger for dig!
Kun Rikke sang vuggeviser for Gustav og fortalte eventyr. Fra hende lærte han, at der fandtes kærlighed og omsorg. Han savnede det så skarpt, at han græd længe, da hun flyttede væk for at blive gift og stifte familie.
– Jeg kan ikke tage dig med, Gustav! Du ved, vi skal bo hos mine svigerforældre, og der er ikke plads. De vil heller ikke… Men du kommer og besøger mig! Lover du?
Gustav sagde ikke noget, men græd som et lille barn, trykket ind mod Rikkes knæ. Det fine stof i hendes kjole var vådt for længst, men han kunne ikke stoppe. Nu forlod den eneste person, der elskede ham som han var, hans verden.
Rikke flyttede til en naboby, og Gustav var alene med spejle og mennesker, der dømte ham på udseendet.
Havde nogen sagt, at han ikke var så grim endda, ville Gustav ikke have troet dem. Han havde så fast en overbevisning om, at han var afskyelig for alle, at han undgik folk.
Han fik lige akkurat en folkeskoleeksamen, klarede sig med det minimale, og havde ingen planer om at læse videre. Han ville ikke se flere dømte blikke.
Han blev vicevært og altmuligmand og endelig følte han, at han kunne give noget til menneskerne, trods alt. Hver morgen går han ud med kosten, tilpasset sin højde, og gør gården ren.
Det er hans gave til en verden, der aldrig ville give ham noget.
Gustav fejrer gårdspladsen fri, planter blomster, maler bænke, gør legepladsen børnesikker ikke kun for pengenes skyld. Han vil give verden lidt mere skønhed.
Skønhed for ham har altid været lig med renhed.
Han husker, hvordan Rikke badede ham som barn:
– Åh, hvor er Gustav fin og ren! Og han er så smuk!
Så hvis han ikke kunne glæde nogen med sit ansigt, kunne han gøre det med orden, blomster og hjemmelavede legepladser, samtidige med hele området bragte deres børn hertil.
Nogle bemærker det han laver; andre ignorere det bevidst, men Gustav behøver ikke alles godkendelse. Han vidste selv, at det han gjorde, var rigtigt.
Selvom han helst undgår folk om dagen, er det en glæde at stå i vinduet og se børnene tumle på den farvestrålende legeplads, han selv har bygget. Se mødrene slappe af, fordi alt er anbragt, så børnene altid er synlige. Se naboerne smile over blomsterbede, der altid blomstrer.
På trods af sin unge alder har Gustav lært, at mennesker minder om sjove, mærkelige russiske dukker. Hvad der ligger yderst, skjuler noget andet. Kun når man åbner dem, ser man, hvor meget godt og ondt der er i hvert enkelt. Men én ting har Gustav forstået: Godhed og ondskab findes i alle.
Derfor blev Gustav ikke sur, når hysteriske mødre jagede ham væk fra legepladsen af frygt for, at børnene skulle få varige mén.
Han blev heller ikke vred på naboerne, der skyndte sig forbi med blikket i jorden.
Ej heller på sine forældre, der blev ældre og overlod alt til hans pleje broren var for længst flyttet tværs over landet, og selv Rikke kunne kun komme sjældent.
Rikke boede nu med mand og børn på landet. Hun blomstrede i kærlighed, dyrkede jorden og husets dyr, passede sin svigermor, opdragede to døtre, tog sig af det hele og tilbød ofte Gustav at tage sig af deres forældre også. Men Gustav sagde altid nej.
– Hvad skal jeg ellers lave, Rikke? Og du har nok at slås med! Hvordan klarer du det hele?
– Gustav, min kære, det havde aldrig gået uden dig! Hvad skulle jeg gøre uden dig?! sagde Rikke og krammede ham.
Rikke hjalp stadig hver måned, hvor hun også fyldte op i forældrenes køleskab og vaskeskab.
Gustav fortalte kun hende om naboernes ord.
– De kalder mig for Monstret, Rikke…
– Gustav, folk snakker. Glem dem! De kender dig jo slet ikke!
– Er jeg virkelig så grim, Rikke?
– Nej, kære ven! Skønhed er mange ting. Nogle ser godt ud, men mangler sjæl. Men du… du har det smukkeste indre! Der mangler bare, at nogen får øje på dig. Nogle får alt foræret straks andre må vente længe.
– Du tror altså, mit held bare er forsinket?
– Ja, Gustav. Dit held kommer! Snart vil de alle se.
Han stolede på Rikke. Derfor hilste han venligt og ignorerede skæve blikke.
Og han ventede. Selv vidste han ikke, hvad han ventede på.
Hver morgen gik han fortsat ud og gjorde gården ren, dog uden altid at undgå opmærksomhed.
– Gustav, gå nu hjem. Jeg vander blomsterne i dag.
– Tak, Valborg
Valborg Jørgensen, formand for opgangen, var altid efter ham. Tove brød sig ikke synderligt om Valborg, for hun så alt, og Tove prøvede desperat at skjule det, der havde plaget hende nu i syv måneder.
Tove slog vredt i puden og prøvede at sove videre. Men hun måtte styrte ud på badeværelset og dække munden med hånden.
Morgenkvalmen ved denne tredje graviditet var blevet værre end hun kendte. Med manden på arbejde i Norge og børnene travlt med lektier og internet, gik hun alene rundt med sin hemmelighed. Tove var blevet 48. Endnu et barn havde hun ikke planlagt. Manden ville ikke have flere, og hun vidste, hvad det kunne koste hende om han fik det at vide.
Det var hverken slagene, hun frygtede, men hans iskolde ord. Ord, han var mester i at bruge for at ramme.
Stående ved den kolde hane i badeværelset, bøjede Tove sig sammen i ny og ukendt smerte, glad for at huset var tomt. Dagen før havde hun sendt børnene til deres bedstemor på landet pga. sommerferie.
Pludselig blev alt sort. Hun så og hørte ingenting, lå i timevis på fliserne og ønskede kun én ting at smerten holdt op.
Hun føder selv, alene. Uden at tænke, svøber hun den svage lille i et håndklæde og lægger pakken på en kommode, før hun går ud i natten.
Det er tæt på daggry, husene får gyldent skær. Tomt på gaden; kun hundeluftere i det fjerne. Tove lister langs huset, standser ved containerne og ved dårligt nok, hvorfor hun er gået herud. Pakken tier stille. Hun tænker, at det ville være lettest at slippe af med ham nu ingen finder ud af noget, børnene styrer sig selv, og forældrene vil ikke engang opdage noget.
Hun samler en pose op ved containeren og lægger forsigtigt, ja næsten ømt, pakken i hjørnet. Så skynder hun sig ind igen.
Hun hører ikke det svage klynk, mens hun ruster med posen, og ser ikke Gustav, der allerede er ude med kosten.
Der er meget at gøre: dagen før har der været fest i gården, rosenblade og konfetti overalt. Gustav fejer og nynner.
Han er i godt humør Rikke kommer på besøg, og moren er stået op for at lave morgenmad! Bare det er nok til at glæde.
Efter at have gjort hoveddøren fin, overvejer han at vaske blomsterbede eller ordne skraldespanden.
– Når jeg nok! Søndag morgen er der næppe nogen, der står op tidligt.
Pludselig hører han fuglestemmer og så den lyd, der river i ham. Han løber over til containerne, beder til at nå det.
Posen er hårdt pakket, men Gustav bider den op, river så tænderne skriger og hiver et spædbarn frem.
Han skriger så højt og frygteligt, at ingen af de omkringliggende naboer bebrejder ham for støjen.
– Hjælp!
Valborg kommer løbende ud i sin morgenkåbe, smider den om barnet og er ligeglad med, hvad folk tænker.
Folk løber ned ad trapperne, i bare fødder, med tæpper mest som undskyldning for deres udseende. De vil hjælpe den, de altid har kaldt Monstret.
Nogle ringer akut hjælp, andre politiet, andre klapper Gustav på skulderen i taknemmelighed.
Det er let at finde ud af, hvem moren er. Tove benægter intet, da politiet henter hende, og ser kun trist over på Gustav:
– Monstret…
Valborg udbryder:
– Se nu, hvem der siger det!
Men Tove vender ikke hovedet.
– Jeg er monstret, Gustav Ikke dig Tak
Så bliver hun ført væk. Gustav bliver bare stående, stirrer langt efter hende.
Folk samler sig omkring ham, spørger hvordan det gik til for første gang undgår ingen hans blik. Tværtimod ser de på ham, som har de lige opdaget en ny kraft eller varme.
– Gustav, hvorfor står du her? spørger Rikke blidt, idet hun aer hans kind. Venter du på mig?
– Rikke, kan du huske, du sagde skæbnen ville finde mig? Gustav vender sig og smiler sådan, at alle står måbende over hvor meget varme der stråler fra ham.
– Selvfølgelig! Hvorfor?
– Nu har den fundet mig! siger Gustav og griber hendes hånd. Kom!
– Hvor, Gustav?
– Det ved jeg ikke endnu. Vi må spørge Valborg hun ved, hvor han blev kørt hen.
– Hvem da, Gustav? Rikke følger, uden at forstå, endnu uvidende om, at skæbnen har villet deres familie noget ganske særligt.
Rikke får en søn. Hun vil gå vejen som plejemor for at bevise der er plads til et barn mere i deres hyggelige hjem, og hun giver sig ikke før hun har den lille dreng på armen akkurat som Gustav engang havde ham.
Og Gustav får sin egen familie. Ved at komme og besøge den fundne dreng, møder han Rikkes nabo. Og hun ser lige netop det i Gustav, som Rikke altid har set:
Et lys ikke et blændende, men varmt, beskyttende, for dem, der opdager det.
Og nogle år senere stikker en livlig dreng hovedet frem til den lille babyseng.
– Onkel Gustav, er det din datter?
– Ja.
– Sover hun?
– Ja.
– Når hun bliver større, kan vi så lege sammen?
– Selvfølgelig!
– Godt! Så går jeg ind til mor og siger, at jeg har fået en lillesøster mere!
Drengen rører ved den lille hånd, smiler og nikker, som om han forstår noget kun han selv ved.
