Ane Petersen sad på en bænk i hospitalets lille have og græd stille. Hun fyldte otte år, men hverken søn eller datter var kommet for at ønske hende tillykke. Det var kun værelseskammeraten, Else Sørensen, der havde kommet forbi, lykønskede hende og gaver et lille håndklæde. Også plejehjælperen Lise havde, i ære af fødselsdagen, givet hende et æble. Plejehjemmet var flot, men personalet fremstod ofte afvisende.
Alle vidste, at dette sted kun var en halteplads for de ældre, som deres børn ikke længere havde omsorg for. Ane blev bragt dertil af sin søn, Peter, som sagde, at hun skulle hvile og blive rask, men i virkeligheden var hun blot en byrde for den kommende svigerdatter. Lejligheden, som egentlig var Anes, havde Peter senere overtalt hende til at skrive en gavebrev. Da han bad hende underskrive papirer, lovede han, at hun ville blive boende som før, men i stedet flyttede hele familien ind hos hende, og stridigheder med svigerdatteren brød ud.
Svigerdatteren var altid utilfreds, lavede mad, som ikke smagte, efterlod beskidt badeværelse og mange andre irritationer. Peter forsøgte først at forsvare hende, men snart begyndte han selv at råbe. En dag opdagede Ane, at de hviskede, så snart hun gik ind i rummet, stilte de sig stille.
En morgen sagde Peter, at hun skulle hvile og blive rask:
Skal du ikke gå på plejehjem, mor? spurgte hun med et bittert blik.
Peter rødmede, vaklede og svarede skamfuldt:
Åh, mor, det er bare et sanatorium. Du ligger her én måned, så vender du hjem igen.
Han bragte hende hurtigt til plejehjemmet, underskrev papirerne i hast og hastede væk med løftet om at komme tilbage snart. Han dukkede kun op én gang: med to æbler og to appelsiner, spurgte kort, hvordan det gik, og forsvandt igen. Så har hun boet her i to år.
Da den ene måned gik, og Peter stadig ikke var kommet, ringede hun på det gamle hjemetelefonnummer. En fremmed stemme svarede; Peter havde solgt lejligheden, og ingen vidste, hvor han nu befandt sig. Ane græd i flere nætter, men vidste, at hun ikke ville blive hentet hjem hendes tårer var forgæves. Det værste var, at hun selv havde såret sin datter for sønnens skyld.
Ane var født på en lille landsby i Sjælland. Der giftede hun sig med sin klassekammerat, Peder. De boede i et stort familiegodshus, levede beskedent, men gik aldrig sultne i seng. Så kom en bybo, der besøgte deres forældre, og fortalte Peder, hvordan livet i København var med høj løn og gratis boliger. Peder blev ivrig: Lad os flytte! så de solgte alt og tog til byen. Byen holdt sit løfte de fik en lejlighed med det samme, købte møbler og en gammel Volvo. Det var i den Volvo, at Peder senere kom ud for en ulykke.
På anden dag efter ulykken døde Peder på sygehuset. Efter begravelsen stod Ane alene med to små børn. For at skaffe mad og tøj måtte hun aftenen vaske trapper i lejlighedskomplekset. Hun håbede, at børnene en dag ville hjælpe, men det skete ikke. Søns vej gik ned ad dårlige spor, så hun måtte låne penge for at undgå fængsel, og brugte to år på at betale dem tilbage. Datteren Rikke giftede sig og fik et barn. Alt gik fint indtil et år, da sønnen blev syg. Rikke måtte forlade sit arbejde for at besøge ham på hospitalet, hvor lægerne drøftede diagnosen længe. De fandt en sjælden sygdom, som kun et institut i Odense behandlede, men ventetiden var lang. Imens gik Rikkes mand fra hende; han efterlod dog deres lejlighed. På et sygehus mødte Rikke en enkemand, hvis datter led af samme sygdom. De fandt trøst i hinanden, boede sammen, men ti år senere blev enkemanden syg og havde brug for penge til operation. Rikke havde penge, men ville give dem til sønnen som forskudsbetaling på en ny lejlighed.
Da Rikke bad sin mor om de penge, tøvede Ane. Hun tænkte på sin egen søn og sagde nej. Rikke blev så såret, at hun svor, at hun ikke længere ville anerkende Ane som mor, og at hun aldrig skulle blive bedt om hjælp igen. Så gik de fra hinanden i tyve år.
Rikkes mand kom sig, og de flyttede med deres børn til et lille hus ved havet. Hvis hun kunne vende tiden, ville Ane have gjort noget andet, men fortiden kan man ikke ændre.
En dag rejste Ane sig langsomt fra bænken og gik mod plejehjemmet, da hun pludselig hørte:
Mor!
Hjertet sprang. Hun vendte sig langsomt om. Det var Rikke. Hendes ben vaklede, men Rikke greb fat om hende.
Endelig har jeg fundet dig Peter ville ikke give mig adressen, men jeg truede ham med retssag, så han måtte tie stille
De gik ind i bygningen, satte sig på en sofa i hallen.
Tilgiv mig, mor, for at jeg har holdt afstand så længe. Jeg var så vred, men nu føler jeg skam. For en uge siden drømte jeg, at du gik gennem skoven og græd.
Jeg rejste mig, og mit hjerte var tungt. Jeg fortalte min mand, og han sagde, at jeg skulle komme og forsone mig. Jeg kom, men der var fremmede mennesker, som intet vidste. Jeg ledte længe efter Peters adresse, fandt den, så her er jeg. Kom, lad os tage af sted sammen. Vi har et stort hus ved havet, og min mand har sagt, at hvis du har det dårligt, skal du komme hertil.
Ane klemte sin datter og græd men denne gang var det af lettelse.
Lad din far og din mor blive husket, så dine dage på jorden, som Herren, din Gud, har givet dig, må blive mange.
