Andersen, er du her igen? Jamen hvad er det, du vil mig, min stædige ven! Henrik Sørensen stak hovedet ind under den rød-hvidstribede solhat og så direkte på den spinkle, lyshårede pige i den simple sommerkjole. Andersen, du må da forstå: Det her er ikke et plejehjem, men et seriøst universitet. Du dumpede jo til optagelsesprøverne, du ved det jo selv hvad er det egentlig, du forventer? For pokker! Hvordan kan man rode rundt i al anatomien, sige det rene sludder og så tro, at det går?
Vil I ikke nok give mig en chance til, hun begyndte at tude, trak et lille lommetørklæde op af kjolen, tørrede næsen. Det var kridhvidt med et lyseblåt kantbånd og små blomster i hjørnerne.
Rørende, tænkte Henrik og sukkede indvendigt. Hun ved præcis, jeg ikke kan fordrage tårer fra unge piger!
Ingen chancer. Prøv igen næste år, min ven, men hvis du vil, kan jeg tilbyde dig job som rengøringsassistent på hospitalet så længe. Hårdt, beskidt arbejde, men du får da set, hvad det egentlig handler om. I forestiller jer jo alle sammen doktor-livet som hvide kitler, skinnende instrumenter og folk, der ser beundrende op på jer i lyse, rene gange. Sådan er det ikke, vel? Henrik lod blikket glide over universitetets gård, smilende. Hvor har du mange fregner, Andersen! Solen elsker dig virkelig.
Pludselig lo han lidt over-rasket over sig selv. Det var solens skyld, alt det lyse, de fregnede kinder, at han glædede sig til at køre på sommerhus med konen og måske fange lidt aborre til aftensmaden. Bierne i bistaderne summede, og han tænkte, at han altid fik en snak med dem, når han kunne.
Anna kiggede forbløffet op professoren grinede? Mærkeligt. Det hele føltes forkert. Hun havde forberedt sig så længe, men glemte det hele foran bedømmelsesudvalget og turde knap nok se op fra stolen.
Undskyld, jeg griner ikke ad dig. Du er meget sød, Anna, indrømmede Henrik og trak lidt i skjortekraven. Puha, det er varmt! Skal vi ikke tage en is sammen? Her, tag de her kroner. Køb én til dig og én til mig. Jeg sidder på bænken derovre.
Hun så på ham med hovedet på skrå.
Hvilken slags vil I have? spurgte Anna lavmælt.
Lige meget, bare det går hurtigt. Ellers ligger jeg her som en våd klud, og sådan én bliver du aldrig rengøringsdame med. Skynd dig nu!
Henrik nød at betragte hende trippe afsted på sine tynde ben.
Hun er jo nærmest kun et barn, rystede han på hovedet. Hvor får vi dem fra, os gamle?
Han satte sig på bænken, lagde tasken ved siden af, trak sit eget lommetørklæde frem kæmpestort, blå- og grøntern i oldschool-stil. Han tørrede sveden af panden, mærkede træthed og alder. Ingen romantik der han elskede sin kone, men det gjorde alligevel lidt ondt at vide, at hans drømme for længst var fortid, mens den lille Anna havde alt foran sig.
Anna dukkede op med isen.
Hvorfor stirrer du sådan på mig? spurgte hun. Jeg tog vaniljeis til dig
Og til dig selv? han så på hende, irriteret. Jeg bad dig købe to!
Ups jeg går med det samme! Hendes rød-hvide hat fór tilbage til iskiosken, hun kom tilbage med en is til, smed sig på bænken.
Spis, beordrede Henrik. Når du har spist, må du gå. Jeg har travlt. Skal på sommerhus med konen, du ved. Nå, hvor skal du hen, når du er færdig her?
Anna tørrede mundvigen, trak på skuldrene.
Jeg tager nok hjem. Min moster får gæster i dag, så der er ikke plads til mig længere.
Ja, hendes moster havde sagt det: Anna, nu må du være rimelig. Dumper du, må du tage hjem. Og sådan blev det.
Skal du helt hjem? Hvor er det nu, du bor? spurgte Henrik.
Det er lige meget. Kan I ikke nok give mig en ekstra chance? Lad mig tage én prøve mere, jeg var bare nervøs den dag
Drop det, søde. Det går aldrig, hvis du ikke kan bevare roen. Tænk hvis du skærer det forkerte ud en dag? Nej!
Anna lo lavt: Hvordan kan man dog forveksle så noget? Nå, vil I have is mere?
Nej, tak! Hold igen med overdrivelser, Andersen!
Han rejste sig, bøjede en anelse og gik sin vej uden at se sig tilbage. Anna sukkede, blev siddende, fandt sit lille kuffert bag busken.
Så er det slut Alle hjemme i Slagelse vil grine af mig. Ingen troede alligevel, jeg kunne blive læge
I den lille by, som motorvejen delte, troede ingen på, at Anna nogensinde ville komme tilbage med et eksamensbevis og gå med hvid kittel. De unge flygtede fra byens sygehus alting gammeldags, hovedlægen forsøgte at kurere alt med snaps og hjemmelavede omslag. Anna havde forsøgt, men dumpede alligevel til dansk og biologi. Skæbnen, nok.
Henrik var for længst væk, Anna sad længe med trevlet ispapir i hånden.
Jeg er tørstig mumlede hun, fiskede kufferten frem og gik mod stationen for at nå toget hjem, helst inden det blev mørkt.
Hun hadede at gå alene om aftenen. Hver en busk lignede en skygge, og hun huskede bedstemor, der altid havde skræmt hende med historier om nisser og spøgelser, da hun var lille. Når morfar hostede og brummede i naborummet, følte Anna sig sikker hvem ville dog turde komme, når morfar var der?
Nu var han væk, død af lungebetændelse. Hovedlægen havde givet snaps og omslag, ingen penicillin. Han holdt ud til det sidste.
Anna gik alene hjem i mørket, tudede stille. Hvorfor troede Henrik dog ikke på hende? Hun havde gjort alt, ville være den bedste!
En knægt dukkede op, gik ved siden af hende, tog hendes kuffert. Anna fór sammen, men genkendte ham det var Martin.
Hvorfor er du her? Du troede da ikke, jeg ville komme ind, vel? sagde hun hårdt.
Slap nu af. Jeg holdt nu mest med dig, snerrede fyren. Moster ringede, så jeg kom for at hente dig. Er du ked af det?
Han stoppede, hun bumpede ind i ham og græd straks i hans favn. Endelig kyssede han hende han havde prøvet på det i flere år, men nu turde han. Lidt kejtet, men rart.
Jeg er glad for, du kom hjem, hviskede han, men jeg var kommet efter dig, om du så blev i København.
Anna nikkede. Alt var godt, hvis bare ikke for drømmen og morfar.
***
Henrik, stadig i sit slidte jakkesæt, kiggede igennem listerne over optagne studerende, som Nadia på kontoret netop havde lagt frem.
Andersen, Andersen, hvor er hun? Han spolede hen over de danske navne.
Leder du efter nogen? spurgte Nadia og polerede brillerne.
Hvordan har du fået det tørklæde? spurgte han.
Købte det på torvet, svarede hun uskyldigt.
Nå, ikke noget! mumlede han, læste videre. Nej, hun er der ikke. Jeg plagede jo endda dekanen om ekstra plads sidste år. Og hun kom ikke. Vil du love altid at tage højde for, at de unge kan tage røven på en, Nadia?
Hun nikkede, smilede lidt. Henrik blev de kommende dage set ved opslagstavlen, uimponeret, mens alle andre glædede sig over optagelsen.
Nå, pyt, sagde han til sidst. Sådan måtte det være. Nu skal jeg hjem til konen og så har vi jo fiskene at tænke på!
Han kunne ikke slippe Andersen fra tankerne. Ikke fordi hun havde bedt om bestikkelse eller smigret nogen hun ville bare lære. Naivt, men smukt.
***
På sommerhuset fejrede de konens fødselsdag mændene grillede, kvinderne fniste på terrassen med kaffe. Pludselig blev Henrik mat, sank sammen, måtte have luft.
Alle blev urolige, talte om diagnose. Taya, konen, vågnede først op da hun sad i bilen på vej til nærmeste sygehus, Henriks hoved i hendes skød.
I ville tage afkørslen mod Kalundborg, men vejen var spærret af en væltet tankvogn. En gammel mand sagde I må køre via landsbyen, sygehuset ligger der, men det er ikke meget værd.
I landsbyens lille sygehus, et gammelt, slidt hus, sad en dørsitter og fortalte sørgelige historier om sin døde kone, indtil de råbte op, at han skulle hente en læge.
Efter noget tid lå Henrik alene på en tom stue. Det var koldt, det duftede af klorin, smerten flammede i brystet.
Så trådte en kvinde ind i blå kittel og tørklæde det var Anna Andersen, nu rengøringsassistent.
Anna? Er det dig? Henrik genkendte det fregnede ansigt.
Ja, Henrik. Men prøv at slappe af. Overlægen siger, det ikke er et hjerteanfald. Her, tag lidt vand.
Hun forklarede, at hun var blevet gift, havde fået en lille søn, men havde besluttet sig for at læse til læge og var nu på hospitalet som assistent.
Her? Men du lærer jo ingenting her, Anna!
Jo, Henrik. Netop derfor skal jeg være læge. For at kunne vende tilbage og forandre det her sted!
Direktøren, Bjarke, dukkede også op, nu aldrende og præget af for meget snaps og for lidt håb. Han satte sig ved Henriks seng, sagde Vi kunne ikke redde det her sted, men vi giver ikke op.
Henrik smilede og lovede at hjælpe Anna, hvis hun søgte igen.
***
Senere læste han navnet femte gang på listen bag glas: Anna Andersen. Nu kunne han godt vente på, at hun blev den nye generation. Og imens kunne han sgu godt finde på at lære dem lidt om at bygge en ordentlig sygehusafdeling i Slagelse. Det var på tide og hvad pokker, han kunne da stadig lidt endnu!
