Vi delte lejlighed efter skilsmissen, indtil det skete…
Morgenen begyndte som sædvanligt: med tavshed og den trykkende irritation, der lå i luften som lugten af brændt rugbrød.
Jeg rakte op efter min kaffekop, den samme blå keramik, som jeg havde drukket kaffe af i tyve år. På dens plads stod nu Kirstines hvide kop.
Lad nu være med at flytte mine ting! sagde jeg, forsøgte at tale roligt, men det glippede.
Dine ting? Kirstine vendte sig om fra komfuret, øjnene lynede. Det er vores køkken! Eller, det var det. Nu er det bare et helvede.
Du skabte det selv, mumlede jeg, mens jeg fandt min kop bag et glas havregryn.
Hvad sagde du?
Ingenting. Glem det.
Kirstine slukkede vredt for blusset og forlod køkkenet med et smæk. Jeg blev stående tilbage og stirrede på min halvlunkne kaffe. Sådan var det hver morgen. Hver eneste dag. Fire måneder nu.
Fire måneder siden vores skilsmisse blev underskrevet hos notar. Tredive års ægteskab sluttede med nogle underskrifter og uden øjenkontakt. Men vi blev tvunget tilbage til vores treværelses på Østerbro, for den var ikke sådan lige at sælge. Krigen begyndte først for alvor derefter. Tilbageholden, udmattende, uden pauser.
Børnene var for længst fløjet. Anne boede i Aarhus med sin familie, Mads havde lejet et værelse ude på Amager. Begge sagde: “Mor og far, hold nu ud, når lejligheden er solgt, finder I hver jeres.” Nem snak, når man ikke selv vågner op i den her hverdag.
At bo sammen efter skilsmissen er værre end at blive skilt. Da vi stadig var gift, kunne man dog håbe på, at noget ville falde på plads. Nu er intet tilbage at håbe på. Alt er slut, alt er besluttet, og alligevel ender vi på samme tid i køkkenet og skændes om en kop.
Dørklokken hev mig ud af tankerne. Jeg så på klokken. Ti. Nå ja, ejendomsmægleren, Birte Holm, hun skulle komme med købere i dag.
Kirstine! råbte jeg ovre fra soveværelset. Mægleren er her!
Døren gik en smule på klem. Kirstine så ud nu med læbestift og håret sat op.
Jeg har hørt det hele, sagde hun koldt. Den her lejlighed har papirs-vægge.
Vi åbnede døren sammen. Kirstine skiftede straks udtryk, fik et smil på, venligt og imødekommende. Jeg forsøgte det samme.
Goddag, goddag! lød det livligt fra Birte Holm, en kvinde i halvfjerdserne i rød jakke. Det her er Christian og Rikke, de er meget interesserede i lejligheden.
Et yngre par, omkring midt-30erne, smilede nervøst. Kirstine slog armene op.
Kom endelig ind! Her er en rummelig entré, indbyggede skabe, alt følger med.
Jeg supplerede:
Vi skiftede alle vinduer for tre år siden, tyske termoruder. Varmt om vinteren, svalt om sommeren.
Sammen viste vi rundt, hvor man skulle tro vi var det perfekte par, der nødigt gav slip på reden. Kirstine fortalte om det nye komfur, jeg fremviste altanen med udsigt til Søndermarken. Vi joke de et par gange, køberne slappede af og spurgte til naboer og ejerforening.
Hvorfor vil I så sælge denne dejlige lejlighed? spurgte Rikke, mens hun så sig om i stuen.
Sekunderne trak ud. Vi så hurtigt på hinanden. Blik fulde af smerte, træthed, irritation, håbløshed. Køberne mærkede intet.
Vi skal videre, sagde jeg kort. Livet skifter.
Vi har brug for forandring, tilføjede Kirstine, med en sørgmodighed i stemmen, så Birte med det samme ledte samtalen mod altanen.
Da de gik de ville “tænke over det og ringe i morgen” lænede Kirstine sig mod døren med ansigtet vendt væk.
Jeg kan ikke mere, sagde hun lavt ud i tomheden.
Jeg stirrede ned i gulvet i gangen.
Det kan jeg heller ikke.
Vi gik til hvert vores værelse. Jeg ind på mit gamle arbejdsværelse, nu med feltseng og kuffert, som om jeg boede på hotel. Hun ind på soveværelset, engang vores fælles, nu kun hendes.
Om aftenen, da jeg varmede en pose frikadeller, kom Kirstine ind. Uden et ord åbnede hun køleskabet og fandt fra sin side højre en liter kærnemælk og et æble. Køleskabet var blevet delt fra første uge efter skilsmissen. Venstre side min, højre hendes. At tage noget fra den forkerte side var som at erklære krig.
Har du lagt din leverpostej på min hylde igen? sagde hun og tog en pose op.
Der var ikke plads hos mig.
Så køb mindre næste gang.
Eller du kunne jo flytte nogle af dine syltede rødbeder, dem spiser du jo aldrig.
Det er mine rødbeder, og jeg bestemmer over dem!
Hun hævede stemmen, og jeg mærkede optrapningen. Igen. Vi havde tæret så meget på hinanden, at jeg ikke orkede flere konflikter.
Okay, sagde jeg stille. Undskyld. Det sker ikke igen.
Kirstine blev stående med kærnemælken, ventede på mere, men jeg fortsatte ikke. Hun blev forvirret, gik så hurtigt tilbage til sig selv.
Jeg spiste alene, skruede op for fjernsynet i trods, velvidende det var barnligt. Men to ekser i én lejlighed førte nærmest automatisk til små stikpiller og fornærmelser. Hvordan skal man dog få solgt en lejlighed, når dagene langsomt æder ens tålmodighed op?
Næste morgen lå der en seddel på bordet: “Har badeværelset fra 7-8 derefter din tur. K.” Vi havde lavet et skema. Hun 7-8, jeg 8-9. I praksis virkede det sjældent. I går ville hun ind klokken ni, da jeg var under bruseren. Hun bankede på døren og råbte, og jeg åbnede ikke. Hun skældte mig ud, kaldte mig egoist. Jeg sagde intet, men blev mørk resten af dagen.
Skilsmissen på papiret gik let alt blev delt i to: halvdelen af lejligheden til hver, møbler og service. Men reelt blev hver ske og kop et våben i en tavs krig. Hun havde overtaget køkkenet, jeg havde mit tilholdssted i arbejdsværelset. Stuen var blevet en slags ingenmandsland, hvor vi kun kom af ren nødvendighed.
Om aftenen ringede Anne.
Mor, hvordan gik det? Var der nogen og se på lejligheden?
Kirstine sad på sengen og så ud i det mørke Københavnske vintervindue.
Var der Der kommer nok ikke noget ud af det. Et ungt par. De vil sikkert have noget nytbyggeri i Nordhavn, ikke vores gamle rønne.
Mor, det er ikke en rønne. Det er en dejlig lejlighed i et godt område.
Lad nu være. Jeg ved godt hvordan det er. Hvem vil have en lejlighed, hvor to ældre har boet og stirret ondt på hinanden i fire måneder?
Mor, I er ikke fjender.
Jo, værre, mumlede Kirstine. Fjender føler da i det mindste noget. Vi overlever bare. Sammen men som på en vulkan, man ved aldrig hvornår den springer i luften.
Har du overvejet at gå til en psykolog? Det er helt normalt, mor.
Jeg skal ikke til psykolog. Det eneste jeg vil, er væk herfra. Have min egen lejlighed, hvor jeg ikke ser ham hver morgen.
Bare lidt endnu, mor.
Kirstine sad længe i mørket efter samtalen. Da hun åbnede skabet for at tage natkjolen, mærkede hun noget blødt på hylden. Hun fandt min gamle, mørkeblå striktrøje. Den havde hun strikket for 30 år siden. Hun mindedes garnbutikken på Nørrebrogade, der for længst var væk. Hun havde siddet om aftenen, mens børnene sov, og lyttet til lyden af mine trin efter fyraften. Jeg sagde altid: “Køb dog en sweater i Magasin”. Hun svarede: “Den her bliver varmere.”
Hun holdt trøjen op mod ansigtet. Den duftede af naftalin og fortid. Måske smed hun den ud i morgen, tænkte hun. Men hånden ville ikke give slip. Hun lagde den tilbage, hvor hun ikke kunne se den.
På mit værelse rodede jeg i gamle papirer og fandt et foto: os unge ved Vesterhavet. Kirstine i blomstret kjole og grinende hovedet bagover, jeg arm om skulderen. Første ferie sammen, langt før bryllup. Jeg vendte hurtigt fotoet om og smed det bagerst i skuffen. Hvorfor rippe op i alt det døde?
Livet som fraskilt i den alder blev ikke som forventet. Jeg havde regnet med frihed ikke hendes evige brok men nu var hun der stadig. Bare fremmed. Og det gjorde mere ondt.
En uge gik. Det tidligere par ringede ikke tilbage. Birte Holm kom med nye købere, en ældre kvinde til sin datter. Vi spillede rollen som den lykkelige familie igen. Køberen så sig om og sagde hun ville overveje det.
De overvejer altid! snerrede Kirstine, da døren lukkede. De køber aldrig!
Du kunne måske prøve at smile lidt mere, sagde jeg. Du stirrer, som om de er fjender.
Jeg smiler da! Det er dig, der er som en sur gnavpot!
Stop nu! rasede jeg, og hev jakken på og smækkede døren bag mig så pudset dryssede ned. Kirstine satte sig grædende på gulvet i entreen.
Man må ikke græde. Ikke over ham. Ikke nu.
Men tårerne kom, brændende og bitre. Hun græd som hun ikke havde gjort i mange måneder. Når skilsmissen trækker ud, gnaver den én til marv og ben.
Jeg overnattede hos Mads, min søn, der lagde en dyne på sofaen uden spørgsmål. Han forstod.
Da jeg næste morgen gik stille ind, sad Kirstine allerede på køkkenet og så tomt ud ad vinduet, øjnene røde og opsvulmede.
Uden et ord gik jeg forbi. Hun så heller ikke op.
Sådan gik endnu en dag. Og endnu én. Hvordan overlever man hver dag med én, der engang var alt nu intet?
Lørdag kom Anne med mit barnebarn, lille stormvind af en dreng. Pludseligt blev lejligheden fyldt med latter og duften af pandekager. Kirstine bagte, jeg legede biler. Anne så på os og tænkte: “Sådan kunne det være.”
Da Sander sov, kaldte hun os begge i køkkenet.
Mor, far I slider hinanden op. Kan I ikke tilgive, bare lidt, eller prøve én gang til?
Vi slår hinanden ikke ihjel, mumlede jeg. Vi venter bare på et salg.
Mor… Du ser ikke sund ud. Du sover da dårligt, gør du ikke?
Det blander du dig udenom, afskar Kirstine.
Jo, det gør jeg! I er mine forældre!
Vi har brugt tredive år på at blive skilt, sagde Kirstine stille. Man slipper ikke sådan et liv på en eftermiddag.
I har været sammen hele livet! Kan I ikke
Jeg rejste mig brat.
Anne, bland dig udenom. Du ved ikke hvad der er sket.
Så fortæl det! råbte Kirstine. Sig det!
Du har altid syntes, jeg var doven, altid kontrollerende, du har styret hvert trin
Fordi uden mig var du endt under broen! Hvem tog over, da du lå på sofaen efter fyraften, hvem passede ungerne?
Nok! afbrød Anne og holdt sig for ørerne.
Da Sander vågnede af gråden, tog Anne hurtigt hjem.
Kirstine og jeg blev tilbage, omgivet af tung stilhed.
Så, sagde Kirstine hæst. Nu vender hun sig også fra os.
Jeg svarede ikke. Gik ind på mit værelse og lukkede døren.
Dagen efter ringede Birte og havde endelig gode nyheder: En børnefamilie vil købe. De kommer i morgen!
Kirstine lagde røret og blev siddende. Ikke glæde, men frygt. Nu sker det. De kommer og køber vi må flytte. Hvor hen? Skal man leje noget for sin halvdel? Bo hos Anne? Nej.
Senere på aftenen, da jeg gik i køkkenet efter et glas vand, sad Kirstine og stirrede ind i bordet.
Mægleren ringede, sagde hun uden at se op. De kommer i morgen.
Godt, svarede jeg. Endelig.
Ja.
Pause.
Jesper sagde hun lavt. Hun havde ikke brugt mit navn i måneder, kun “du”. Hvor skal du bo?
Ved ikke. Finder vel noget.
Spurgte Mads, om du kunne bo hos ham?
Han tilbød. Men jeg vil ikke være i vejen.
Nej.
Jeg tog mit vand.
Hvad med dig så?
Ved det ikke. Anne tilbød, men efter i går hvem ved?
Vi har skræmt hende.
Vi skræmmer os selv.
Stemningen var opgivende. Begge gik vi til vores værelser.
Næste dag kom børnefamilien. Mor, far, to børn. Ungerne drønede rundt, forældrene talte om plantegning. Kirstine så på dem og så os selv for tredive år siden. Dengang vi flyttede ind fulde af håb.
Vi synes vældig godt om lejligheden, sagde moderen. Ikke, Jørgen?
Han nikkede.
Vi er klar til at købe.
Birte glødede. Jeg nikkede stumt. Kirstine blev bleg.
Giv mig lige et øjeblik, sagde hun. Undskyld, jeg har brug for lidt ro.
Kirstine! udbrød jeg. Det kan du da ikke!
Jeg er ikke sikker, gentog hun. Jeg er ked af det.
Familien forlod lejligheden, frustrerede. Birte så på hende med lynende øjne og lovede at komme igen i morgen.
Da døren smækkede, vendte jeg mig mod Kirstine.
Hvad foregår der?!
Jeg kan ikke sælge, råbte hun pludseligt.
Ikke sælge?! I fire måneder har du skreget på dette salg!
Jeg har ombestemt mig!
Hvorfor?!
Fordi! udbrød hun og skjulte ansigtet. Fordi jeg ikke aner, hvor jeg skal tage hen! Den lejlighed er det eneste jeg har tilbage! Forstår du ikke?! Alt andet er væk.
Du har børn, børnebarn
Jeg har intet! skreg hun. Intet! Hele mit liv ligger her. Jeg opbyggede alt dette! Jeg opfostrede børn her, elskede dig her, din klaphat! Forstår du!? Jeg elskede!
Jeg stod stille. Kirstine græd højlydt.
Jeg ødelagde det hele, hulkede hun. Alt. Du har ret jeg var styrende, jeg nagede dig. Jeg var bange for at miste dig og så klyngede jeg mig. Nu mister jeg alt. Endda lejligheden. Og du vil have jeg bare giver slip?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Kirstine vi kan ikke blive ved, sagde jeg endelig.
Jeg ved det, sagde hun og tørrede øjnene. Men ikke nu. Ikke igen.
Jeg trak mig tilbage. Hun blev siddende i gangen, ladede sig glide ned af væggen.
Den aften spiste jeg ikke. Det gjorde hun heller ikke. Vi lå på hver vores værelse og stirrede i loftet.
Om morgenen blev vi vækket af den lyd, ingen forventede: et underligt sprøjt og skvulp. Kirstine vågnede først, løb ud og råbte:
Jesper! Vand! Der er vand over det hele!
Jeg sprang i bukser og T-shirt, løb ud stuen var fyldt med vand, strømmede ud fra radiatoren.
Luk for hovedhanen! sagde hun.
Jeg løb i køkkenet, drejede på alle ventiler det hjalp ikke.
Badeværelset! Under vasken!
Da jeg fik stoppet det, stod der flere centimeter vand.
Parketgulvet! stønnede Kirstine.
Hun løb efter klude, jeg greb spand og moppe. Vi arbejdede sammen, uden ord, som et team. Vi løftede sofaen, trak tæpper væk, hun hjalp mig op, da jeg væltede og slog knæet. Vi vrid klude og slæbte spande frem og tilbage.
Efter en time var det værste ovre. Trægulvet var hævet, tapetet fugtigt, tæppet ødelagt.
Kirstine satte sig på en våd sofa. Jeg satte mig ved siden af hende, vi trak vejret tungt.
Kan du huske dengang vi valgte gulvet? sagde hun og så på parketten. Du sagde der ikke var forskel på ask og eg
For mig var der ikke.
For mig var der.
Pause.
Og sofaen? Husker du den? spurgte hun.
Selvfølgelig. Anne småhoppede på alle sofaer i Illums Bolighus. Ekspedienten var ved at gå ud af sit gode skind.
Kirstine smilede tørret.
Vi sad der. Mellem os bredte sig ikke vrede eller modvilje, men minder. Som om de var tungere end alt det vand, vi havde fjernet.
Vi bliver nødt til at sælge, Kirstine, sagde jeg til sidst. Vi river os selv i stykker.
Jeg ved det, sagde hun. Det hele er bare så trist.
Mig også, indrømmede jeg overrasket over mig selv. Jeg savner det også. Lejligheden. Årene. Det, der var.
Kirstine så mig i øjnene røde, men ikke længere vrede.
Vi var vel ikke altid sådan her? spurgte hun.
Nej. Vi var glade engang.
Hvor gik det galt? Husker du?
Ikke præcis. Lidt ad gangen. Du blev mere pågående, jeg blev mere tavs. Til sidst talte vi ikke sammen, men talte hinanden op.
En ond cirkel, sagde hun stille.
Ja.
Regnen stillede sig bag ruden, som om byen også havde grædt.
Jeg var bare bange for at miste dig, sagde hun pludseligt. Du var altid så fri. Jeg var bange, derfor var jeg kontrollerende. Alligevel mistede jeg dig.
Jeg gik aldrig, sagde jeg.
Du var væk for længe siden. Bare ikke fysisk.
Jeg gik ikke i rette. Hun havde jo ret.
Og du, sagde jeg langsomt, du forsvandt også. I irritation og utilfredshed. Du så kun fejl.
Undskyld, hviskede hun.
Jeg blev overrasket. Hun havde aldrig sagt undskyld i alle fire måneder heller ikke i de sidste år som ægtefolk.
Jeg undskylder også, sagde jeg. Jeg kunne have gjort det bedre. Jeg kunne have talt mere, ikke været så stædig, ikke altid flygtet til fiskeri.
Hun begyndte at græde igen.
Hvordan endte vi dog her, sagde hun. Hvordan fik vi ødelagt alt?
Livet, sagde jeg. Sådan går det.
Vi sad på den gennemvædede sofa midt i resterne af vores fælles liv uden mur imellem os for første gang i månedsvis.
Vi ringer til Birte og siger vi sælger. Til dem, der kom i går.
Er du sikker?
Nej. Men det skal gøres. Du har ret.
De vil slå prisen ned for skaderne.
Det må de gøre.
Vi rejste os. Kirstine gik ind for at skifte. Jeg gik ind til mit. I døren vendte hun sig.
Jesper?
Ja?
Tak. For at hjælpe.
Det er jo stadig vores hjem, sagde jeg. For nu.
Ja. For nu.
En uge efter var handlen næsten i hus. Køberne gik med til en lavere pris. Birte pustede lettet. Kirstine og jeg skrev under kun småting manglede.
Vi begyndte at pakke langsomt. Jeg fandt et lille studie tæt på Mads på Amager. Kirstine lejede en toværelses i Vanløse, tæt ved Anne.
En aften sad vi på køkkenet. Jeg lavede te, hun skar rugbrød.
Flyt koppen, sagde hun automatisk.
Det er min kop, begyndte jeg, men stoppede. Smilte. Nå jo. Her.
Tak, svarede hun.
Vi satte os overfor hinanden.
Jeg tænkte på sagde jeg. Vi kunne have fået hjælp, psykolog eller noget. Det er virkelig svært, det her skilsmisseliv.
Det kunne vi nok, indrømmede Kirstine. Men vi gjorde det ikke.
Nej. Stædige.
Hun smilede træt.
Vi drak teen færdig. Kirstine tog opvasken, jeg tørrede bordet.
Hvornår flytter du? spurgte hun.
Lørdag. Du?
Også lørdag. Anne og Mads hjælper.
Godt.
Kirstine så på mig.
Jeg vil bare sige tak. For de tredive år. Jeg ved det var slemt til sidst men der var også gode tider. Og det er dem, jeg vil huske.
Og jeg, svarede jeg.
Vi stod længe i det lille køkken, hvor vi havde levet hele vores voksenliv.
Vi holder vel kontakt? Juleaften, børnefødselsdage
Selvfølgelig. Vi er stadig far og mor. Og bedsteforældre.
En slags familie.
En slags.
Kirstine tørrede hænder.
Jeg vil se min serie nu.
Jeg går ind og læser.
Godnat, Jesper.
Godnat, Kirstine.
Hun gik. Jeg sad lidt, så på min tomme tekop, slukkede derefter lyset og gik ind.
Næste morgen, sidste dag i lejligheden, stod jeg tidligt op og lavede kaffe. Kirstine kom ind i morgenkåbe.
Godmorgen, sagde jeg.
Godmorgen, svarede hun.
Vi drak kaffe i stilhed. Tænkte på alt det nye, der ventede. Ukendt og skræmmende. Men vi skulle videre slippe fortiden, så svær den end var at give slip på.
Flyt koppen, sagde Kirstine og tog brød frem.
Jeg så på min blå kop, der stod på sin vante plads. Smilte.
Flyt den selv, sagde jeg, næsten venligt.
Fint, sagde hun og flyttede koppen.
Vore fingre strejfede hinanden. Et sekund stod tiden stille.
Vi så på hinanden. I blikket fandtes alt: smerte, fortrydelse, træthed. Og måske også tilgivelse. Måske taknemmelighed for årene, børnene, barnebarnet, denne lejlighed, som var rammen om alt.
Farvel Jesper, sagde Kirstine stille.
Farvel, Kirstine, svarede jeg ligeså sagte.
Vi slap hinandens hænder. Koppen blev stående, og det var egentlig ligegyldigt nu.
