Vi er da ikke fremmede for hinanden
Mor, far ringer igen til dig, sagde Steffen og rakte mig telefonen.
Alexandra, som sad overfor mig ved bordet, lavede en mærkelig lyd og dækkede hurtigt munden med hånden, som om hun hostede. Jeg vendte mig langsomt om og sendte hende et blik, der fik hende til straks at stirre op i loftet som den uskyldige person, der bare tilfældigvis befandt sig i min lejlighed.
Kom med den, sagde jeg og rakte hånden ud, og Steffen gav mig straks telefonen og forsvandt ud på gangen. Lille forræder!
Men min søn var allerede væk, og ude af telefonen lød min tidligere mands vrede stemme:
Steffen! Hvorfor tager du ikke telefonen? Jeg har ringet tre gange nu! Sådan behandler man ikke sin far!
Også goddag til dig, Christian, jeg sagde det med en sukkersød stemme, så Alexandra næsten fik det galt i halsen. Hvad vil du? Vores søn er optaget, så sig, hvad det handler om, så skal jeg nok sige det videre.
Jeg viftede truende til Alexandra, men hun begyndte bare at fægte med hænderne og grinede så tårerne løb.
Det er jo dig, jeg skal tale med! Christian hævede stemmen. Hvorfor har du blokeret mig alle steder? Jeg er din mand! Vi har et barn! Du skal være til at få fat på!
Ekssamleverske, Christian. Du må hellere vænne dig til det. Det er trods alt to år siden nu.
Jeg skal have nye gardiner og en sofa til lejligheden, fortsatte han, som om han ikke havde hørt mig. Du må hjælpe mig. Du har altid sagt, jeg ingen smag har. Du er simpelthen nødt til at komme med!
Jeg så forundret ned på telefonen, før jeg lagde den til øret igen.
Christian, jeg har arbejde, min søn og en masse andet. Jeg har ikke tid til at tage på indkøb med dig. Tag da din mor, Lise. Hende sammenlignede du mig jo konstant med, kan du huske det? Hun kan alting, ved alting, og er verdensmester i alt, hvis man skal tro dine udtalelser.
Jamen mor forstår sig ikke på det moderne
Var det det hele? afbrød jeg ham brat. Jeg har ikke tid, der er andre her.
Der var stille et øjeblik, mens Alexandra pressede begge hænder for munden.
Andre? Hvem? spurgte Christian anspændt. Hvem har du besøg af?
Det rager ikke dig mere, Christian, svarede jeg og trykkede på afslut.
Et øjeblik var der helt stille i køkkenet, så brød Alexandra ud i latter så stolen nærmest væltede.
Tak for den store støtte, jeg skulede til hende. Du kunne i det mindste lade som om, du havde medlidenhed.
Jeg må give dig, Alexandra tørrede øjnene Tag din mor med var genialt.
Jeg fnøs, men kunne ikke lade være med at smile.
Skilsmisse i to år, Sacha. To år. Nogle gange føles det som om jeg stadig er gift. Han ringer, stiller krav, kommanderer. Som om intet er ændret.
Du tog jo også telefonen, hun havde endelig fået styr på sig selv.
Hvad kunne jeg gøre? Hvis han ikke kan få fat i mig, går han til Steffen.
Vi kiggede på hinanden og nu lo vi begge. For nogle gange er der ikke andet at gøre
Søndagsmorgen var perfekt. Steffen var kørt til sin mormor allerede dagen før, og jeg havde endelig ro til mig selv. Ingen tegnefilm med fuld volumen, ingen sokker overalt, ingen evige mor, hvad skal vi have til frokost?. Bare stilhed, ansigtsmaske og frisk neglelak.
Jeg lænede mig tilbage i sofaen og lukkede øjnene. Ren fryd.
Så ringede telefonen så voldsomt, jeg næsten væltede lampen på bordet. Ukendt nummer. Jeg var tæt på at trykke afvis, men tænkte: Hvad hvis det er fra skolen? Eller noget vigtigt fra min mor?
Hallo?
Endelig! Milla!!
Jeg lukkede øjnene og sukkede. Selvfølgelig. Christian. Hvem ellers?
Det er mit nye nummer og lad være med at blokere det! Jeg skal kunne kontakte dig!
Hvad vil du, Christian?
Hvad laver du lige nu? han ignorerede mit spørgsmål. Hvad har du gang i?
Jeg svarede ikke, men betragtede mine stadig fugtige negle.
Du skal svare mig! Christian hævede stemmen. Du er mor til min søn! Jeg har ret til at vide, hvad der sker hos dig! Du kunne finde på at tage fyre med hjem det kan skade drengen!
Jeg klarer selv opdragelsen, afbrød jeg ham køligt. Jeg har ikke brug for din hjælp. Hvorfor ringer du?
Jeg har købt sofa og gardiner.
Tillykke.
Nu passer tapetet ikke. Jeg skal vælge nyt. Du skal hjælpe.
Jeg kunne ikke lade være at smile, selvom han ikke kunne se mig.
Det kommer ikke til at ske. Jeg har mine egne problemer at tage mig af. Jeg kan ikke også løbe rundt for dig.
Du skal! nu råbte han. Vi er jo ikke fremmede for hinanden! Vi har et fælles barn!
Det er det eneste, der binder os, sagde jeg tydeligt. Vores barn. Intet andet.
Jeg lagde på og smed telefonen fra mig på sofaen. Ansigtsmasken strammede, neglelakken var tør, men mit humør var ødelagt.
Jeg gned mig i tindingerne. Hvornår var nok nok? Som om selve skilsmissen ikke var nok dengang Christian tryglede, truede, græd foran min dør. Jeg rystede mig. Det gad jeg ikke tænke på
Yderligere to måneder gik. Jeg begyndte helt at ignorere ukendte numre. Christian forsøgte via Steffen, men min søn lærte hurtigt at sige Mor er optaget. Eksmanden blev frustreret, skrev lange beskeder som jeg slettede uden at læse.
Livet fandt ro.
En lun maj-aften duftede af syrener og et eller andet umiskendeligt festligt. Jeg gik hjem fra metroen, holdt om en buket pæoner og smilede for mig selv. Tredje date med Peter havde været skøn. Han var sjov, klog og slet ikke som Christian det var et kæmpe plus i sig selv.
Milla!
Jeg stivnede. Foran opgangen, lænet mod gelænderet, stod Christian.
God aften, nikkede jeg Hvad laver du her?
Han svarede ikke. Hans blik var rettet mod blomsterne i mine arme.
Hvad er det?
Jeg kiggede ned på pæonerne og tilbage på ham.
Blomster.
Du må ikke få dig en kæreste! Christian gik et skridt frem. Du skal tænke på Steffen, ikke føre dit eget liv! Hvis du ikke havde skilt dig, havde drengen haft en normal familie!
Hvor far er sin kone utro? Jeg løftede øjenbrynene. Sikke et forbillede.
Christian stoppede. Han sank.
Det var bare en fejl
Som kostede os ægteskabet, afbrød jeg. Du var utro. Du sveg mig. Det er slut. Det eneste, vi har sammen, er vores søn. Accepter det.
Men jeg
Lad være med at blande dig i mit liv! sagde jeg højt, og Christian trådte tilbage. Jeg elsker dig ikke. Jeg tilgiver dig ikke. Jeg kommer ikke tilbage. Punktum slut. Find dig en hobby, eller en ny kvinde, ja bare noget. Lad mig være i fred.
Du kan ikke gøre det mod mig! han prøvede at tage fat i min arm, men jeg trak mig væk.
Jeg kan, og hvis du ikke forstår det, jeg så ham direkte i øjnene så sælger jeg lejligheden og flytter til Odense med Steffen. Og ingen stopper mig. Forstået?
Christian blev bleg. Armene faldt slapt ned.
Du tør ikke
Jeg tog en dyb indånding. Nok var nok.
Er du sikker? Din klyngen sig til mit liv var i starten til grin for mig. Nu er det for meget. Jeg er træt af dine evindelige opringninger og afhøringer.
Jeg gik forbi ham ind i opgangen. Det var rigeligt nu. Det her måtte stoppe.
Langsomt forsvandt hans opkald. Først prøvede han stadig at skrive, så gav han op. Truslen om at flytte havde åbenbart større effekt end bønnerne.
Jeg sad i mit køkken, drak min kaffe og kiggede ud af vinduet. Pæonerne stod en smule triste i vasen. Steffen lavede lektier på sit værelse, jeg kunne høre ham mumle et digt bag døren.
Endelig havde han forstået, at der ikke var noget at gøre. Endelig havde han ladet mig i fred.
